22-11-2020

Trylleriet, der vokser ud af hjertets dyb

Salme: Krist stod op af dødey, DDS 218

Kom, Herre Jesus. Amen.

Mika 4, 1-3; 1 Kor 3, 10-17; Matt 11, 25-30

Jesus beder i dag de trætte om at tage hans åg på sig, men han siger også, at hans byrde er let. Det kræver et enfoldigt sind at kapere det; vi vil helst være forstandige og bruge forstanden til at undgå åget, som har en ubehagelig klang. Vi vil have mad på bordet, tag over hovedet og et langt liv uden knaster. Det er forståeligt, men ikke så let endda, det har det sidste halve års tid vist; da regeringen i marts bad sundhedsmyndighederne om at fravige proportionalitetsprincippet, var det ud fra et oprigtigt ønske om at frelse folket fra en ubehagelig sygdom, og det lykkedes i første omgang så godt, at stort set alle var villige til at se igennem fingre med regeringens kreative omgang med sandheden, da den begrundede den skrappe nedlukning med netop sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og når man underminerer fagfolks autoritet, så de begynder at lytte mere til den fortælling, de ledende politikere ønsker at skabe, end til deres samvittighed, så bliver det skæbnesvangert. Systemet bliver metaltræt, signallamper, der blinker, overses. Proportionalitetsprincippet er vigtigt, fordi det handler om, at man altid skal opveje konsekvenserne af en given handling over for handlingens effekt. Princippet omhandler altså både helheden og individerne og inddæmmer statens indgriben over for borgerne. Men man havde og har fortsat blikket stift rettet mod én ting, nemlig coronaen og den ekstreme forsigtighed. Virkeligheden derude taler nu sit eget sprog; rådne mink, der ikke bliver afhentet, fordi man ikke havde en plan, da man ulovligt beordrede dem slået ihjel, sygdomme, der ikke bliver opdaget i tide, fordi man alene har haft fokus på én sygdom, små og store erhvervsdrivende, der må give op, fordi handelen svigter, tvangsforanstaltninger, hvis virkning man kun kan gisne om. Alt sammen for folkesundhedens skyld, siger man, men også dén lægger et åg på vore skuldre, skrækkens åg. Skrækken for at blive smittet, skrækken for at smitte videre, skrækken for at lide og dø. Og forskrækkede mennesker er lette at styre. Det vil jeg fortælle en historie om.

Der findes en bog, Krabat hedder den. Den er skrevet på baggrund af et gammelt vendisk eventyr og foregår for ca. 250 år siden i fyrstendømmet Sachsen. Det er historien om tiggerdrengen Krabat, som i drømme bliver kaldt til en gammel mølle nær byen Koselbruch. I møllen er der elleve svende, som ledes af Mester, en ubarmhjertig herre med ét øje. Krabat bliver læredreng på møllen, og han er til at begynde med ganske godt tilfreds med aftalen, for den sikrer ham mad på bordet og tag over hovedet. Men snart opdager han, at det ikke er en almindelig mølle, han er kommet til; der drives nemlig sort skole, og hver nymånenat kommer der en sortklædt mand med en ildrød hanefjer i hatten. Den Gamle bliver han kaldt. Med sig har han et vognlæs sække, hvis indhold skal males: Hvad der er i disse sække antydes kun, idet Krabat efter et af de natlige besøg finder lidt benmel og tandsplinter ved en af møllens kværne. Det er endvidere tydeligt, at Mester er underlagt manden med hanefjeren. Mester, som til daglig tryner svendene, er angst for denne mand. Krabat opdager også, at livet i møllen kræver ofre; hver nytårsnat må en af svendene lade livet, den udvalgte graver selv sin grav, som han nytårsmorgen bliver stedt til hvile i. Uden præst og kors, uden så meget som et fadervor.

Mester underviser i den sorte magi hver fredag aften, og Krabat opdager, at den kan være god for meget; den letter arbejdet i møllen, man kan antage andre skikkelser, drille folk, og man kan få magt hos fyrster og konger. Mester opdager, at Krabat er lærenem, og han lader ham få indsigt i, hvor langt man kan drive det, hvis man mestrer den sorte trolddomskunst. Mester færdes nemlig ubesværet hos kurfyrsten af Sachsen, som altid lytter til hans råd og følger det. Krabat ser altså, at han gennem den sorte magi kan leve et tilsyneladende ubekymret liv og tilmed få magt og indflydelse. Da Mester tilbyder ham at overtage møllen samt aftalen med manden med hanefjeren, er Krabat fristet, men noget holder ham tilbage. For Krabat har i sin tid på møllen opdaget, at han er blevet dens fange, han har mistet to af sine bedste venner, som er blevet ofre for den pagt, Mester har indgået med Den Gamle, og så har Krabat mødt en pige, som han har forelsket sig i. Han hørte første gang hendes stemme en påskenat, da hun sang en påskesalme, og siden har han ikke kunnet glemme hende. Krabat ved, at får Mester kendskab til hende, vil det blive hendes død. Men pigen elsker også Krabat, og hun er villig til at hjælpe ham, for hun er den eneste, der kan løse ham af Mesters greb.

Krabat afslår altså Mesters tilbud om at overtage møllen, men Mester giver ham en betænkningstid på en uge, hvor han rigtigt skal få at mærke, hvordan livet kan forme sig uden den sorte magi. Fra da af har Krabat glemt al sin visdom udi den sorte kunst, han må pukle på møllen med sine egne kræfter, og i drømme hjemsøger Mester ham og viser ham hvilket liv, han kommer til at leve uden for møllen: Krabat ser sig selv som krøbling, armen er blevet knust i en møllekværn, og nu må han tage til takke med det arbejde, han kan få med kun en arm. En uge martres han altså af disse syner, hvor han ser sig selv som værkbrudden på alle måder, men da ugen er omme gentager Mester sit tilbud. Krabat takker nej og får at vide, at han godt kan gribe hakke og spade og grave sin grav. »Det skal være dit sidste arbejde« siger Mester. Imidlertid får Krabats elskede besked om at komme, for nu er hun den eneste, der kan frelse ham. Pigen går til Mester og beder om, at Krabat må blive løst, og hvordan det ender, skal jeg ikke afsløre her. Det, vi skal beskæftige os med, er de to verdener, Krabat skal vælge imellem, møllen med dens visdom og adgang til magt, eller verden uden for med alle dens trængsler og afmagt. Det er tilsyneladende et let valg, men så alligevel ikke, for hverken møllen eller verden udenfor er magtfri tomrum: I møllen hersker Den Gamle, der hvert år kræver sit menneskelige offer, i verden udenfor hersker Han, der gav sig selv som offer. Det er ingen tilfældighed, at det er lyden af en påskesalme, der vækker Krabats længsel mod verden uden for møllen.

Hvis vi skal overføre eventyrets budskab til vort eget liv, kan vi sige, at vi sagtens kan bilde os selv ind, at vi har styr på tingene, at vi har magt over dem, men vi skal vide, at vi i vor higen efter magt altid kommer til at trælle for nogen; Vor egen visdom fører os altid dét sted hen, hvor Den Gamle hersker, for han forstår at udnytte vor forfængelighed eller vor angst for lidelse og tab af kontrol. Den problemstilling har aldrig været mere aktuel end nu. Vi har forkastet troen på Gud med troen på vor egen formåen, og derfor mener vi, at vi har krav på at blive forløst i dette liv. Men så bliver vi ikke alene fanger i trædemøllen, vi begynder også at mene, at det er i orden, at livet i denne mølle kræver sine ofre. Det åg har vi ingen ret til at lægge på andre, og derfor skal vi lytte til påskesalmerne om dødens banemand og forstå, Gud sendte sin søn for at vise os, at selv i den yderste nød og pine, ja, selv i døden, da hersker han, fordi han er kærligheden. Og kærligheden tjener ved at ofre sig selv, ikke andre.

Det er netop Guds selvopofrende kærlighed forkyndt af en ung pige påskenat, der får Krabat til at vende om. Kærligheden tager ikke åget fra ham; Mester har jo vist ham, hvordan livet vil forme sig uden brug af trolddom, men den lægger et andet åg på ham, kærlighedens åg. »Der findes en slags trylleri, som vokser ud af hjertets dyb, af omsorg for nogen, man holder af« bliver det sagt til Krabat i eventyret, og man kan sige, at det er den slags trylleri, Gud giver sig af med. Han tog kærlighedens åg på sig af omsorg for os, og det er et åg at elske, det kræver noget af os, men det er også et åg, ingen af os ville undvære, for så ville al varme og godhed i verden forsvinde og alene gold beregning være tilbage.

I ethvert menneske lever en politiker, der gerne vil frelse menneskeheden fra verdens byrder. Men fordi vi tror på vores visdom og forstand kommer vi så let til at føle os almægtige. Den almægtige Gud, der ejer al visdom og forstand, afgav sin magt for at frelse hver enkelt af os. Han ville frelse os fra verdens åg og byrder, fra vor angst eller vore ambitioner, som altid fører bort fra Gud og leder os ind i mørket, hvor Den Gamle hersker. Billederne, vi har set i de seneste uger, taler deres eget, tydelige sprog om, hvordan der er i den verden.

Kærlighedens åg gør os i stand til at bære de byrder, som ingen kan undgå i et levet liv, fordi Jesus Kristus vidner om, at intet, ikke engang døden kan skille os fra Gud. Guds søn gennemgik og led et menneskeliv, og så sandt som vi lider med ham, fordi vi er arme, skrøbelige mennesker, skal vi også herliggøres med ham. Om det er lyse eller mørke tider, så er vort liv lagt i Guds faderarme, hvor tungt og ubegribeligt livet synes os, så slipper Gud os ikke, for han er selv gået hele vejen forud for os, og den vej fører til himlen. Livets fortræd, ja, døden selv, har ikke det sidste ord, det har Gud, for han sejrede over den påskemorgen. Vi skal sejre sammen med ham, og da vil vi sande, at åget var godt, og byrden let.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen