08-11-2020

Hvis din hånd bringer dig til fald

Salme: Nu titte til hinanden, DDS 750

Kom Herre Jesus. Amen.

Es 49, 13-18, Ef 4, 30-32, Matt 18, 1-14

»Du må ikke have andre guder end mig.« Sådan lyder det første bud, og det er det vigtigste af alle, for det sætter grænserne for menneskets udfoldelse, styrter enhver afgud fra tronen. Den eneste, sande Gud er i himlen; forsøger man at trække himlen ned på jorden og gøre evangeliet til lov og sig selv eller noget andet til gud, går det galt. Forestil jer f.eks. at man gjorde disse ord til jordisk lov:

»Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; duer bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.«

Så ville jorden være et frygteligt sted at være. Jeg skal imidlertid indrømme, at det er det skriftsted, der er dukket op på min nethinde, når jeg i den seneste tid har set billeder af containere med aflivede mink. Det er i disse tider, som om folket er ét legeme og »folkesundheden« dets gud og dets tro. Nu risikerer minkavlen - hævdes det - at bringe ikke alene det danske folk men alle folk i verden til fald, fordi man har fundet en virusmutation i mink, eller også vil der komme en anden mutation, og derfor må denne del af legemet fjernes. På et spinkelt, videnskabeligt grundlag river man nu tæppet væk under tusindvis af borgere, som er afhængige af den danske minkavl; det er jo ikke kun avlerne, der står for skud, det er også dem, der arbejder for dem, samt underleverandører, buntmagere og transporterhvervet. Men når folkesundheden trues, er det bedre for folket i overført betydning at gå vanfør ind til et langt, sundt liv.

Vi har nu levet i over et halvt år i Covid-19s skygge, og fordi man fra politisk side har valgt en strategi, der handler om at styre virussen, indtil en vaccine er fundet, så er der ikke plads til at standse op og tænke over, om det er den rigtige måde, man gør det på; i stedet forfalder man til drakoniske tiltag for at være på den sikre side, og man spekulerer oven i købet koldt politisk i tiltagene, ved at promovere sig på de sociale medier, medens folket indretter sig med afværgeritualer som mundbind og albuegnidning, den albue, vi alle sammen nyser og hoster i, vel at mærke.

Sygdommen er alvorlig, og jeg finder en del tiltag fornuftige. Jeg efterlyser imidlertid proportioner. Den seneste beslutning om minkene og talen om folkesundheden har simpelthen gjort mig alvorlig angst for, hvad der kan blive besluttet fremover, for hvis man kan bestemme sig for noget så voldsomt som aflivningen af millioner af mink, hvor går så grænsen? Er alt tilladt i folkesundhedens navn?

Hvis folkesundheden er blevet vor gud, er der ingen grænse. Vi må også spørge, hvad denne guddom gør ved os? Den skaber splittelse, for vi er nu begyndt at overvåge hinanden; overholder vi nu reglerne og ritualerne? Vi beskylder hinanden for at ødelægge hele folkesundhedsprojektet, så snart der stilles spørgsmålstegn ved strategien. Men der er grund til at stille spørgsmålstegn, for hvad skal vi overleve for, hvis vi skal gå både menneskeligt og økonomisk rabundus, evt. med udsigt til at blive dræbt af en terrorist. Så trøsteløst er der, hvor der ingen grænser er mellem jord og himmel.

Disciplenes spørgsmål til Jesus i dag er udtryk for denne grænseløshed; de kan ikke forestille sig, at himlen kan være så meget anderledes end jorden. Den jordiske erfaring, de har gjort sig med stærke hierarkier, får dem til at tro, at der også er en rangordning i himlen, og den vil de have styr på. Med deres spørgsmål: »Hvem er den største i Himmeriget?« afslører de, at dét vil de selv gerne være. De spørger oven i købet den største i Himmeriget, nemlig Gud selv, personificeret i Jesus Kristus. Disciplene kender simpelthen ikke grænsen for deres egen formåen, og afgudsdyrkelsen ligger derfor lige om hjørnet. De vil nemlig gerne selv sidde på tronen.

I himlen er der imidlertid kun Gud på tronen og hans søn, der sidder ved hans højre hånd; os er der plads til, hvis vi bliver som børn, tager imod Gud som et barn kommer sin far i møde. Det betyder ikke, at vi skal være barnlige eller opføre os uansvarligt som børn, der ikke endnu har gjort sig livets erfaringer. Det betyder, at vi skal kende vore begrænsninger, tænke over, om det er os eller Gud, der bærer verden og dens fortrædeligheder, tænke over, om vi kan tilbyde et andet og bedre paradis end han kan. Er »folkesundheden« f.eks. en bedre udsigt end det evige liv hos den levende Gud, han, der har os kær og ikke glemmer nogen sjæl? Det synes jeg personligt ikke, »folkesundheden« bringer tværtimod menneskelige tragedier med sig i disse dage.

Jesus sætter en grænse i dag; han dømmer dem, der bringer hans børn til fald. Det var bedre – siger han – at de fik hængt en møllesten om halsen og endte på havets bund. Det er – som de første ord vi hørte - ikke rare ord, heller ikke for en præst, men hvis budskabet ikke skærpes, forstår vi det ikke. Hvad vil det sige at bringe nogen til fald? Vi kan prøve at tænke på, hvordan vi ville se på forældre, der lærte deres børn, at de intet var værd, forældre, der tog ethvert håb fra børnene om, at de skulle få noget godt ud af livet, forældre, der lod deres børn sejle deres egen sø, når de mødte modstand i livet. Vi ved godt, hvad vi tænker om den slags opdragere, jeg behøver ikke at sige mere om det, men som gode forældre er for deres børn, sådan skal vi også være over for andre. Vi har ikke ret til at tage håbet, livsglæden og troen fra noget menneske, om det et spædt eller gammelt. Den enkelte betyder nemlig noget hos Gud. Selv når forældre glemmer deres børn, så husker han os.

Når jeg taler til forældre og faddere ved en barnedåb, plejer jeg at sige, at de skal se på barnet med Guds – d.v.s. kærlighedens - øjne. Det falder dem sjældent svært. Men vi skal faktisk i alle forhold se på vore medmennesker med Guds øjne, og når vi tager store beslutninger, er det umådelig vigtigt, om vores gud er folkesundheden eller den kristne Gud. Er vor gud folkesundheden, bevirker talen om at hugge hånden af og rive øjet ud, at man fjerner det, der bringer ens projekt til fald. Er vor Gud Jesus Kristus, bevirker de samme ord, at vi ser på den enkelte og de konsekvenser, vor beslutning vil have for dem, og vil beslutningen fjerne håbet og troen fra den enkelte på, at han eller hun har værdi i sig selv og fjerne fremtidsudsigterne for dem, så bør man tage en anden beslutning. Lade den hævede hånd falde og slå blikket ned. Ellers ofrer man mennesket for menneskeheden. Det har vi set talrige eksempler på i lande, vi ellers ikke ynder at sammenligne os selv med.

Livet er større end mennesket, og det kan ikke styres. Det er – som vi skal synge om lidt – en farlig vandring, fordi vi vandrer i verden, hvor der både er fristelse, sygdom og ulykker, der kan true os. Og dog skal vi gå igennem livet med samme tillid til Gud, som et barn har til sine forældre. Det er godt at få at vide i en tid, hvor mistilliden til og ringeagten for den enkelte trives. Måske vi skulle tro lidt mere på Gud end på folkesundheden og vide, at vi går i fare, hvor vi går. Det betyder, at vi skal være opmærksomme, men vi skal også vide, at når det er Gud, der er den største i Himmeriget, så er alt også i hans gode hænder. Så går vi med Jesus blandt engle, hvor vi går, og mens vi går, går vi som Guds kære børn til himlen, ind til hans glæde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen