01-11-2020

Gud læser over min skulder

Salme: Tunge, mørke natteskyer, DDS 785

Kom Herre Jesus, Amen.

Es 49, 8-11; Åb 21, 1-7; Matt 5, 13-16

Der er noget mærkværdigt ved Alle helgen; vi kommer til kirke, fordi døden har afsluttet et menneskeliv, som var tæt knyttet til vort eget liv, og som derfor nu mangler. Og samtidig bliver vi måske mere end på nogen anden dag opmærksomme på, at livet ikke slutter ved døden, døden er derimod en overgang til livet, fordi Gud er liv. Hvor han er, bliver der til fanger sagt »Gå ud!« eller »Kom frem!« til dem, der sidder i mørke, og den vi går ud til, er Ham, der skal tørre hver en tåre af vore øjne. Hos ham findes hverken død eller sorg længere. Det modsiger alle vore erfaringer med døden og sorgen, men vi trænger til at høre noget, vi ikke kan sige os selv. Når vi mister, går det op for os, hvor magtesløse vi er over for livets barske realiteter; vi ser jo som regel hinanden som saltet og lyset i hinandens liv, men nu er lyset gået ud, saltet har mistet sin kraft, og vi formår ikke selv at bringe det tilbage. Det må en anden, en mægtigere magt, nemlig Gud, gøre. Det er ikke altid, vi synes, Gud lytter til os, men han er der, og han lader høre fra sig på de mest utrolige steder.

Det er sket mere end én gang, at jeg ved et dødsfald har hørt pårørende sige, at det var, som om den døende havde trøstet dem, selv om det var dem, der burde trøste den døende. I disse situationer er jeg ikke i tvivl om, at der har været lindet lidt på døren til evigheden, at de pårørende har fået et glimt at hemmeligheden om Guds rige, fordi den døende selv har følt, at det var nær.

En af de smukkeste fortællinger om netop denne trøst, jeg kender, er Knut Hamsuns historie om Victoria og Johannes, som foregår omkring år 1900. De to er barndomsvenner trods sociale skel; han er møllersøn, hun datter af en godsejer. De elsker hinanden hele livet, men fordi Victorias far ønsker, at hun skal giftes med en fra hendes egen stand, og fordi de begge er for stolte til at insistere på at få hinanden, er det en dag for sent. Victoria dør ganske ung af tuberkulose. I et afskedsbrev til Johannes skriver hun:

»Kære Johannes! Det er mærkeligt at tænke paa, at jeg ikke har faaet nogen anden Ting gjort, end at komme på Jorden og elske Dem, og nu sige Farvel til Livet. (...) Ja, Johannes, jeg har elsket Dem, elsket bare Dem i hele mit Liv. Det er Victoria, som skriver dette, og Gud læser det over min Skulder.

Og nu maa jeg sige Dem Farvel, det er bleven næsten mørkt, og jeg ser ikke længer. Farvel Johannes, Tak for hver Dag. Naar jeg flyver ud fra Jorden, skal jeg takke Dem endnu til det sidste og nævne Deres Navn hele Vejen for mig selv. Lev da vel for hele Deres Liv, og tilgiv mig det, jeg har gjort Dem imod, og at jeg ikke kunde få kaste mig ned for Dem og bede Dem om Forladelse derfor. Jeg gør det nu i mit Hjærte. Lev da vel, Johannes, og Farvel for altid. Og Tak endnu engang for hver eneste Dag og Stund. Jeg kan ikke mere.

Deres Victoria«

Der findes næppe nogen mere dækkende beskrivelse af det væsentlige i et menneskes liv end i Victorias afskedsbrev; at vi er til for at elske. Sorgen over at skulle forlade jorden, livet og Johannes er næsten knusende. Men midt i alt dette har Victoria forstået, hvad meningen med hendes liv var, den var at elske Johannes og takke for alt han gav hende i den tid, de fik lov at være sammen.

Vi er sat på jorden for at elske, og det ikke bare den eneste ene eller dem, vi kan lide! Vi ved, at det er sandt, men vi ved også, hvor vanskeligt det er. Selv når vi må sige farvel til menneske, som stod os uendelig nær, selv når vi har levet mange år sammen med nogen, så vi kendte ham eller hende næsten bedre end vi kender os selv, så ved vi, at det var ting vi ikke gjorde, ting vi skulle have gjort, og døden har nu for altid forhindret os i at gøre det forbrudte godt igen. Og så er der jo savnet, savnet af den kæres fysiske tilstedeværelse, savnet af det, der var, en barndom, en ungdom, et driftigt liv som var godt, en stemme, der fyldte hjemmet, men som nu ikke lyder længere. Alt dette kan få os til at fortvivle, for hvordan skal vi være jordens salt og verdens lys, når den, vi holdt af, er forsvundet fra vort liv, og intet kan blive som før? Så har vi jo ikke noget at give af, tænker vi. Sådan kan det umiddelbart virke, men vi harstadig kærlighed, den bærer blot sorgens gevandter. Den kærlighed, vi modtog i livet, den vi selv gav, den har ganske vist med døden mistet sin genstand, men vi er stadig forbundet med dem, vi har mistet i savnet, ja selv i fortrydelsen over det, der ikke blev gjort godt igen.

Savnet og fortrydelsen er af kærlighed, det vidner jo om, at vi ved, hvad kærlighed er, og så findes den. Vi kan kalde det kærlighedens byrde, men det er en byrde, der vidner om, at kærligheden var, at kærligheden fortsat er. Og her i kirken tilføjer Gud selv, at kærligheden også vil være fremover, fordi den er af Gud, og Gud er evig.

Så er vi tilbage til den døende, der trøster de pårørende. Det kan den døende kun, fordi han eller hun har forstået, at Guds evige kærlighed til os er det salt og det lys, vi kan både leve og dø på. 

Det er den erfaring, Victoria gør sig, da hun ligger på sit dødsleje og ønsker, at alt skulle være anderledes. Men det kan det ikke blive, og hun forstår derfor, at hun må forsone sig med sin skæbne og sin elskede. Det gør hun ved at bede om forladelse og ved at takke ham for det han var, og for det, han gav. »Gud læser det over min Skulder« siger hun om brevet, som hun skriver til Johannes. Fordi Gud læser med, ved Victoria, at hun må få bragt i orden det, som ikke var i orden, og det letter hende i den tunge stund. Hun afslutter brevet:

»Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været borte fra Jorden. Gudskelov, det er ikke saa uhyggeligt for mig som før, jeg hørte endog lidt Musik, og fremfor alt var det ikke mørkt. Jeg er saa taknemmelig. Men nu har jeg ikke Kræfter mere til at skrive. Farvel, min elskede....

Victoria linder lidt på døren til himmeriget med sine sidste ord til Johannes; der er lyst, hvor hun skal hen, hun fornemmer musik, og hun fyldes af taknemmelighed. Med de ord rækker hun ud mod Johannes og trøster ham. Men hun lærer også os noget.

At være jordens salt og verdens lys handler om at se sig selv i lyset af Guds evige kærlighed, for han kan bære både vort savn og vor fortrydelse. Vi kan i overført betydning – f.eks. i vore tanker - skrive breve med alt det, der fylder os, og Gud vil læse med over skulderen. Det er det håb, han giver os, når vi tror, at døden har sat punktum. Når sorgen rammer os, rammer den så hårdt, netop fordi vi er sat på jorden for at elske, og nu tror vi, at kærligheden er borte. Men vi har ikke mindre kærlighed, fordi vi sørger, tværtimod, vi forstår måske først nu for alvor, at vi fik noget givet, som vi ikke kunne give os selv, og nu er det hos Gud. Han beholder det imidlertid ikke for sig selv, han giver os løftet om, at der kommer en tid, hvor han vil tage bolig blandt os. Det betyder, at vi skal være hos ham, sådan som det er bestemt. Gud satte sig selv ind på netop dette og overvandt døden. Dermed åbnede han døren på vid gab til sit rige. Vi har det bare med at glemme det, og ind i mellem kan vi næsten ikke tro det. Men det alene er saltet og lyset, vi har brug for, det er det lys vi skal bære, så det lyser for andre, og det kræver øvelse.

Vi skal øve os i kærlighed, leve for de levende, og tænke på de døde som levende, og det gør vi bl.a. ved at mindes og nævne vore kæres navne hver dag, takke for dem hver dag. Sådan som Victoria takkede for Johannes og nævnte hans navn hele vejen op til Gud. Da hun lod kærligheden råde, vendte lyset selv i døden tilbage, og det vil det også gøre for os; livet har med sorgen fået kant, men det har ikke fået mindre mening, for hvordan kan det være meningsløst at have elsket og have været elsket? I dag nævner vi »alle gode navne, som bedst vi ved«. Vi nævner dem i håbet om, at Gud læser med over skulderen, og for at mærke, at ikke bare de, men også vi selv hører til hos lyset og livets Gud, han som er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen