25-10-2020

Hovedhjørnestenen

Salme: Se, nu stiger solen, DDS 754 

 Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 5, 1-7; Rom 11, 25-32; Matt 21, 28-44

»Gud har vigepligt« hører man af og til visse politikere sige, når de skal forklare herboende udlændinge, særligt af islamisk observans, at deres religion ikke kommer før grundloven. I det sekulære Frankrig har man netop erfaret, at dette princip er vanskeligt at håndhæve; en skolelærer, der i en time om ytringsfrihed havde fremvist nogle tegninger af Muhammed, blev for nylig dræbt og hovedet skilt fra kroppen af en ung herre, der mente, at hans gud ikke havde vigepligt. Samuel Paty, som læreren hed, er ikke det første offer; man husker måske den norske forlægger, William Nygaard, som ville udgive Salman Rushdies bog, De sataniske vers, og som derfor blev forsøgt dræbt. Eller filminstruktøren Vincent van Gogh, der endte med en kniv i brystet, fordi han havde instrueret en film, der forholdt sig kritisk til profeten. Eller præsten Jaque Hamel, der alene ved at holde en kristen gudstjeneste var en fornærmelse mod islam. Han fik halsen skåret over, mens han stod ved alteret. Og husker man ikke dette, så husker man måske attentatforsøgene mod Lars Hedegaard, Kurt Westergaard og Lars Vilks. Det var under forsøget på at dræbe Lars Vilks, at filminstruktøren Finn Nørgaard og den jødiske vagtmand, Dan Uzan, mistede livet. Dertil kan man lægge de mange, mange islamiske terrorangreb rundt om i hele verden, hvor den åbne, vestlige livsstil synes at være Gud så vederstyggelig, at den må udryddes med krudt og bomber af de rettroende.

Den slags mennesker forstår ikke udsagn som »Gud har vigepligt«, og faktisk passer det heller ikke. Gud har ikke vigepligt, end ikke i grundloven; her er han skrevet ind i paragraffen om folkekirkens særstatus i Danmark. Det vil sige, at man i landets øverste lov, som alle politikere skriver under på, at de vil følge, anerkender, at danskerne i det store hele er et kristent folk. Ethvert kristent folks kirke er bygget på den hovedhjørnesten, der hedder Kristus, og han står over enhver menneskelig lov. Det gør han, fordi han er den skabende Gud i menneskeskikkelse, han er så stor, at han hævede sig over al hån og spot og endte med at bryde dødens lov. For selv ikke døden kunne holde livets og kærlighedens Gud i sit garn.

Gud er m.a.o. »larger than life«, og man slår sig på ham, hvis man forsøger at komme uden om ham eller sætte sig selv og sin ideologi over ham. Vil man altså imødegå religiøs vold med slagord som »Gud har vigepligt«, så kender man ikke sine egne begrænsninger men forfalder til at tro, at man kan løse alt ved politiske greb, som f.eks. at trække brandesiansk seksualmoral ned over hovedet på de religiøse eller ved at tvinge dem til at anbringe deres børn i daginstitution. »Den danske model« er i integrationsbestræbelserne blevet den Prokrustesseng, som vi alle skal passe ind i, og det kan man så gøre så længe, demografien tillader det. Man kunne også prøve noget andet, nemlig at fæstne blikket ved den kærlighed, der tålte, troede, håbede og udholdt alt og så se, om ikke man kunne gøre det lidt bedre. Det tror jeg nemlig godt, at man kan. Man må derfor håbe, at vore folkevalgte holder en pause fra pressemøderne og  lytter til evangeliet i dag. De kunne måske lære ét og andet.

Samtalen, som vi netop har hørt, finder sted i templet mellem Jesus og ypperstepræsterne og folkets ældste kort før Jesu pinefulde død på korset. Jesus ved, at han skal dø, og den lignelse, han afsluttende fortæller til folkets ledende repræsentanter, er en forudsigelse om, hvordan de om kort tid vil behandle ham.

I lignelsen hører vi om vingårdsejeren, der planter en vingård. Han omhegner den omhyggeligt, graver perse og bygger vagttårn, hvorefter han forpagter den ud. Men hvilke forpagtere! Da høsten er inde, og ejeren vil have sit udbytte, sender han tjenere af sted for at hente det. Det går dem ilde, forpagterne begår vold og mord mod dem, og de næste udsendinge modtages ligesådan. Da vingårdsejeren sender sin søn i håbet om, at han dog må kunne tale forpagterne til rette, smides han uden for muren og dræbes, så forpagterne kan få hans arv. 

Det er en grum historie, og på Jesu spørgsmål om, hvad vingårdens ejer mon vil stille op med disse forpagtere, når han selv dukker op, svarer ypperstepræsterne og de ældste da også: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«

Ypperstepræsterne og de ældste kunne godt tænke sig til enden på den lignelse, men de har ikke indset, at de dermed har fældet dommen over sig selv. På sin vis er det forståeligt, at det forholder sig således. For ypperstepræsterne og de ældste var ikke specielt dårlige eller onde mennesker, tværtimod, kan man sige; når de kunne drage den rette konklusion, så var det fordi, de havde den bedste vilje over for Gud. Det kan således virke uretfærdigt, at Jesus på den måde dømmer dem; de har jo gennem generationer lært, at de er de sande troende, den del af folket, der er Gud særligt velbehagelig, dem, som Gud p.g.a. deres retfærdighed og renhed vitterlig ikke kan sige noget på.

For Jesus er det imidlertid denne rettroenhed, som er den afgørende synd hos de gejstlige, og det er den, fordi den i virkeligheden er vendt ind mod dem selv og ikke op mod den Gud, de hævder at dyrke. De jødiske lærde og en stor del af folket har simpelthen ikke behov for Gud, de har nok i skrifterne og kulten og dermed nok i sig selv; det vidner deres behandling af hans sendebud, profeterne, og til sidst hans søn om.    

»Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Således lød dommen, som ypperstepræsterne og de ældste fældede over sig selv. Jesus understreger den ved at sige, at den sten, bygmestrene vragede, nu er blevet hovedhjørnesten, at Guds rige skal fratages det udvalgte folk og i stedet gives til et andet folk, der bærer dets frugter. Sådan blev det. Guds Ord bredte sig som en løbeild til hedningene, og kristendommen gik sin sejrsgang over den ganske verden. Fordi bygmestrene vragede hovedhjørnestenen er vi samlet her i dag, og vi kan bestemt ikke sige, at vi har låst Gud inde i kulten eller skriften, for vi helst ikke have noget at gøre med nogen af delene, vi er blevet ypperstepræster for en anden kult, nemlig velfærdsstaten. Vi har smidt Gud på porten, fordi vi er bange for at skræmme ængstelige sjæle, der kan støde sig på liturgien og skriftstederne om dom. Vi gør det i den bedste mening, for vi har ikke lyst til at være som ypperstepræsterne og farisæerne. De har et dårligt ry, men det er vigtigt at kunne sætte sig i deres sted, hvis man på nogen måde skal forstå, hvorfor hadet til Jesus blev så stort og indædt, som det blev. Vi behøver ikke grave dybt i os selv for at vide, at også dèr findes en farisæer, en rettroende. Vi har – som sagt - bare skiftet Gud ud med velfærdsstaten, vi er som den ene af de to sønner, vi også hører om i dag; han talte sin far efter munden, men gjorde ellers, hvad der passede ham. Vi kan f.eks. proklamere, at vi hele livet har betalt vor skat, stemt på et socialt retfærdigt parti og liret de rigtige meninger af fra vuggestuen til plejehjemmet. Det betyder bare ikke, at vi gør Guds vilje, det betyder, at vi så mener at have vort på det tørre. Vi bryder os bestemt ikke om at få at vide, at vi har taget grundlæggende fejl i vor måde at indrette tilværelsen eller samfundet på. Men hvis Gud ikke er hovedhjørnestenen i vor eksistens, så lærer vi aldrig at forstå hvor farlig en farisæer er, når han bliver fornærmet på sin guds vegne. Så går han nemlig til angreb mod det skabte, sådan som farisæerne angreb Jesus. For en farisæers gud er så lille, at han ikke kan tåle at blive modsagt, han må til hver en tid have nogen til at hævne sig på sine vegne. Islams farisæere griber til vold, velfærdsstatens farisæere griber til rundbordspædagogik, krydret med kæk retorik, og det har indtil videre ikke skænket os andet end et liv i større frygt og trøstesløs resignation blandt koranklodserne. Farisæisme kan ikke bekæmpes med mere farisæisme, for Gud er ikke med i nogen af delene.

Vi har m.a.o. godt af at støde os på hovedhjørnestenen, for først da lærer vi, at Gud viger ikke; han bliver, hvor han er, og det gør ondt at blive dømt som ulydig, når man nu selv synes, man er så god. Samtidig er det vigtigt at vide, at netop fordi vi alle er indesluttet i denne ulydighed, så har vi også muligheden for at vende om og blive vist barmhjertighed. Og når Gud viser mig barmhjertighed, så lærer han mig at leve som hans skabning, i taknemmelighed for det, han har givet, han lærer mig at elske, thi deri er livet, som vi skal synge senere i dag. At elske, det er opgaven for et kristent folk, og kærligheden kan både være skrap og mild, sådan som Jesus selv var det. For kærlighed er ikke eftergivenhed. Men hvis vi ikke skal ende som Guds eget folk, der jog hans søn bort, skal Guds ord have frit løb iblandt os, og det indebærer også friheden til dem, der ikke vil tro, til dem, der vil modsige Gud. Sådan må det være, for Kristus løskøbte os til frihed, og kun i frihed kan vi lære at værne om næsten og alt det skabte, som Gud i sin godhed og nåde har skænket os. 

 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenigGud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen