11-10-2020

»Skilt fra mig kan I slet intet gøre«

Salme: Den mørke nat forgangen er, DDS 736

 Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 121; 1 Joh 4, 12-16a; Joh 15, 1-11

Der foregår ting og sager i Herrens vingård i disse dage, ikke mindst i politik. En ellers respekteret leder af det anstændigste og mest respektable parti af alle har måttet trække sig p.g.a. en hånd, der havde forvildet sig steder hen, hvor den var uønsket. Eller måske var det snarere, fordi han var kommet til at sprede så megen tåge om håndens virkelige ejermand, at nogle ondsindede mennesker kunne få den tanke at han løj for at redde sit politiske liv. Den ene forurettede, et befamlet lårs ejerkvinde, var efterfølgende ulykkelig, for hun havde jo ikke ønsket lederens afgang, men en ændret kultur i partiet.

Der skal nok komme en ændret kultur, og vi ser allerede konturerne af den. Mænd skal nu ikke blot holde en meters corona-afstand til kvinder, de kommer helt sikkert til at holde endnu mere afstand, så de ikke kan blive beskyldt for noget, og samtidig udviskes forskellen på sagerne om sexisme; der er jo gradsforskelle, endda store. Der er forskel på, om man har lagt en hånd på et lår eller i skridtet, der er forskel på, om man på en politisk introweekend har flirtet klodset med en voksen kvinde, der selv formåede at afvise flirten, eller om man har haft et upassende forhold til et purungt menneske, hvis underviser man var.

Der er forskel, men det hele flyder rundt i én pærevælling for tiden, og hvorfor mon det gør det? Jeg tror, at det har noget at gøre med, at vi ikke længere ser os selv som en del af noget større, hvor der gælder fælles regler for almindelig omgang. Vi mener heller ikke, at vi står til ansvar for én, der er større, d.v.s. Gud, for Gud som dommer er gledet ud af vor bevidsthed. Men hvis Gud, der rent faktisk har sat nogle gode love for menneskers liv sammen, ikke længere dømmer i dem, hvem gør så? Det gør vilkårligheden. Så bliver det mig og mine personlige grænser, der afgør, om en anden har krænket mig, det kan rydde avisforsider og bringe ledere til fald, medens åbenlyse krænkelser og almindelig dårlig opførsel kan stå på i årevis, når blot man selv har magt eller har et magtfuldt bagland, der er villige til at se igennem fingre med det hele.

Og så er vingården groet til, så hersker denne verdens jeg´er. Læg godt mærke til, hvor meget ordet »jeg« går igen: »Jeg følte mig krænket, da den og den komplimenterede mit udseende i stedet for min intelligens«, »Jeg beklager og fortryder min handling, som jeg har måttet leve med i mange år«. Pludselig er alle ofre, fra de krænkede i alle grader til de krænkende, som synes, det er forfærdeligt at skulle leve med, at en eller flere bestemte sager bliver ved med at dukke op. Her i kirken kalder vi denne jeg-kultur at være indkroget i sig selv, og det kan ikke siges nok i disse tider, for når man ikke kan skille skæg fra snot, f.eks. hvornår man er offer, og hvornår man ikke er, så glemmes de virkelige ofre, og vi får ikke en bedre kultur, men derimod hykleri og kunstig omgang med hinanden. Skal vi tale bibelsk, kan vi ikke være vore egne vingårdsmænd, vi kan ikke vande og pleje os selv, for så visner både vi og vore fællesskaber. Sådan er det, fordi vi er formet af støv, medens den ånd, vi har, er af Gud, og vi kan kun give ånd og liv videre, hvis vi lytter til den, der formede os og indgød os sin ånd: »Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.« Sådan siger Jesus. Vi blev i dåben podekviste på det sande livstræ, Jesus Kristus. Hos ham er vi aldrig alene, hos ham lærer vi, hvordan vi skal begå os i livet. Derfor er det vor opgave at lytte til ham, hele livet.

Det har vi bare så vanskeligt ved; Adam og Eva, som Gud skabte, valgte at overtræde det ene bud, han havde givet dem, de syntes, slangen var mere spændende at lytte til. Gud udvalgte sig et genstridigt folk, som bestandigt var ulydigt imod ham – fordi de hellere ville tilbede en guldkalv eller Baal, og da Gud kom til jorden, endte han på korset, fordi den verden, han selv havde skabt, ikke ville kendes ved ham.

Adam, Eva og de genstridige israelitter er for længst døde og borte, men Gud lever i bedste velgående, han hører ikke op med at tale til os, og han er også et jeg: »Jeg er det sande vintræ«, og det er han med rødder, grene, blade, blomster og frugt, fra begyndelsen til enden. Når vi er podet på ham, så er vort liv så tæt forbundet med ham som et træ med dets grene. Det betyder ikke, at vor personlighed opløses i mødet med Gud, for grene ligner jo ikke hinanden, men det betyder, at det i os, der siger »jeg« skal lytte til den Gud, der leder os frem til vor næste, og så bliver jeg´erne til et vi: »Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os« som Johannes skrev til os. I dag lever vi en verden, hvor kærlighed meget ofte bliver forvekslet med sex, deraf de mange problemer, som vi for tiden hører så meget om. Men Jesus påbyder os altså ikke at gå i seng med næsten, han påbyder os respekt for næsten, for hele hans eller hendes person. Mennesker har bare så vanskeligt ved at finde ud af den slags selv, og derfor har Gud givet os gode bud at følge, bud for god opførsel, som vel må siges at være en mangelvare visse steder: »Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed« siger Jesus. Det lyder enkelt, men det er det ikke, fordi alle vi jeg´er helst vil pleje os selv. Det er heller ingen ny historie.

Hele biblen er fyldt med en masse små jeg´er, der alle kommer til kort, når de møder Gud. De må se sig dømt og benådet igen, og når de bliver kaldt og udvalgt, må de opgive deres egne planer for at gå ad tornegroede stier, som ofte ender i en voldsom død. De må lægge deres eget jeg til side for at følge en anden, nemlig Gud. Nogen, som er større end dem og uden for dem, kalder på dem. Hvem er han? »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden« hører vi i dag.

»Jeg er« siger Jesus til sine disciple, ganske som hans fader sagde til Moses fra den brændende tornebusk: »Jeg er den, jeg er.« Gud, der skabte alt, hvad der er godt og livgivende, han kan ikke rummes inden for nogen kategori, men han kan give et billede på, hvem han er, og det gør Jesus, når omtaler sig selv som vintræet og os som grene på træet. Det er et billede, de fleste kan lide, vintræet, der står med sine grene, fulde af frugt, er et smukt og livgivende tegn på fællesskabet, men så fortsætter Jesus:

»Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han [vingårdsmanden], og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.«

Jesus taler altså også om dom, og den dom handler om, at der findes grene på træet, der ikke bærer frugt. Hvis vi ser på Danmark som Herrens vingård i disse tider, så må vi hver især overveje hvilke frugter, vi bærer. Og vi skal vide, at hvis vi ikke kan lide at høre om, at Gud bedømmer os på vore gerninger, så kommer der blot en anden og dømmer. Det er ikke sikkert, at det er behageligt. Jeg personligt foretrækker Gud frem for folkedomstolen eller en tilfældig, politisk gruppeleder.  

Politik fylder efterhånden så meget i vort samfund, at det er blevet en ny religion med et uldent regelsæt, et vilkårligt præsteskab og en ansigtsløs domstol, som ingen mennesker kan leve med og under. I kirken er der ansigt på dommeren, og tænk, nåden gemmer sig bag samme ansigt. Gud viser sig i en brændende tornebusk som den frygtelige Gud, han kan være, han viser sig som det sande vintræ med rødder så dybe, at kærligheden og tilgivelsen bliver ved med strømme fra det. Vi kan ikke leve med hinanden uden ham, skilt fra ham, kan vi slet intet gøre, og derfor bliver han ved med at tale til os, for at hans glæde kan være i os, og vores glæde blive fuldkommen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen