04-10-2020

Når katten er ude

Salme: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, DDS 728 

 

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 40, 2-6; Jud 20-25; Mark 2, 14-22

Ethvert samfund har et syn på moral, ethvert samfund deler sine borgere op efter denne moral. Sådan var det på Jesu tid, sådan er det i dag. Hvad der er moralsk rigtigt skifter til gengæld, og det gør også de mennesker, der er på hhv. den rigtige og den forkerte side af moralen.

I dag udfordrer Jesus den offentlige moral. Han tager tolderen Levi under sine vinger, og han spiser til middag med andre toldere og syndere. For at forstå, hvor forargeligt det var, er vi nødt til begynde med lidt baggrundsviden; på Jesu tid var Israel eller Palæstina besat af romerne, der dog tillod jødiske lydkonger at herske i landet. Dette var mange af jøderne utilfredse med; de drømte om, at Israel atter skulle rejse sig og opleve endnu en storhedstid, og for mange betød det, at man søgte tilbage til de fædrene overleveringer. Man dyrkede religionen og skriften ud i den mindste detalje, og det resulterede i et renhedsbegreb, hvor man – udover at skulle holde den hellige lov - ikke måtte fraternisere med nogen, der havde med besættelsesmagten at gøre. Det så tolderne stort på; de levede fedt af deres erhverv, som var at forpagte toldopkrævningen af romermagten og lydkongerne. Hvor meget de stak til side til sig selv, var op til dem, så ublu toldsatser var almindelige. Tolderne var altså værnemagere, og der er egentlig ikke noget pænt at sige om folk, der lader hånt om deres landsmænds ve og vel blot for at sikre sig en kortsigtet økonomisk gevinst. Syndere var folk, der havde forbrudt sig mod et eller flere af de hellige bud, og som derfor heller ikke var godt selskab.

Så var det lettere at være farisæer eller skriftklog, for der var man på den sikre side; man kendte skrifterne og efterlevede dem, og man kunne som en sidegevinst nyde godt af den anseelse, det altid bringer med sig, når man kan hæve sig over andre ved at være på Guds side. På Guds side var man, når man dagligt kunne fremvise et helligt liv og levned for hans åsyn. Og når man er på Guds side og har en fornemmelse af, at Jesus er en gudsmand, så er det ikke rart at se ham fjase rundt med udskuddet.

»Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere« svarer han de skeptiske skriftkloge. Dermed siger han ikke, at synd er lige meget; Jesus ønsker at omvende syndere, og dem, der lader sig omvende og følger ham, er han selvfølgelig nødt til at feste sammen med, for »kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem?« Nej vel? På denne måde får Jesus sagt, at han er sendt af Gud, at han er her en stund men ikke altid. Der var et før, og der vil komme et efter, derfor skal der festes nu. Så Jesus festede med de omvendte, og en dag var han der ikke længere, det sørgede bl.a. de rettroende blandt jøderne for.

»Når katten er ude, danser musene på bordet.« Sådan lyder et gammelt mundheld, og det var det, der skete, da brudgommen blev taget fra brudesvendene, festen forbi og fasten og afsavnet burde være indledt. Brudesvendene, menneskene, blev trætte af at vente på brudgommens, d.v.s. Kristi genkomst, og så fandt de selv på noget at fylde tiden ud med. Der er jo sjovere ting at fordrive tiden med end ved at faste og leve dydigt. Så man gjorde oprør mod Kristus ved at betvivle hans eksistens, eller man proklamerede – som Nietzsche gjorde det - ligefrem hans død. Herhjemme fik vi Georg Brandes og det moderne gennembrud. Brandes ønskede et opgør med kristendommen og hele det borgerlige liv, især familien og ægteskabet. Han fandt kristendommen fordømmende og snærende for menneskets frie udfoldelse. Sandt er det da også, at kristendommen gennem tiden er blevet og fortsat bliver anvendt til fordømmelse af andre og deres livsstil. Spørgsmålet i dag er, om der kom mere frihed og mindre fordømmelse ind i verden, da Brandes smed katten ud for selv at kunne danse på bordet.

Brandes gik stærkt ind for kvinders frigørelse, antageligvis for at de skulle have lov til at realisere deres talenter, som for manges vedkommende strakte sig over et større område end det at styre en husholdning. Hans store fortjeneste var, at han inspirerede og støttede nogle af Danmarks største forfattere. Der var bare ingen kvinder iblandt, deres litteratur havde ikke Brandes´ interesse, det var snarere deres køn, og den kvindefrigørelse, han kæmpede for, handlede i høj grad om, at han gerne selv ville have fri adgang til kvinderne. Det fik både han og mange andre. I Danmark kulminerede Brandes´ projekt i 60erne og 70erne, da vi havde Lommerpiger og morgenbolledamer, og hvor kvinder og mænd gik i seng med hinanden og de fleste. Ingen skulle hæve den moralske pegefinger, den ny moral var frisindet, og de skriftkloge var Brandes´ arvtagere, de kulturradikale. Det blev hipt at være en synder, selv teologisk, for jo større synder man var, des mere kunne Gud overstråle synderen med sin nåde. Den gerningsretfærdighed, som de skriftkloge og farisæerne havde dyrket, og som de mente var gudvelbehagelig, kunne man altså nu opleve med modsat fortegn, således at folk, der påkaldte sig en kristen eller en borgerlig moral, blev set på med stor skepsis.

Men pludselig begyndte der at blive skrevet bøger og lavet film af mennesker, der som børn havde oplevet frigørelsen på egen krop, og skeletterne begyndte at rasle i brandesianismens klædeskab. Når vi i dag oplever metoo-fænomenet, så er det fordi vi endnu lever i efterdønningerne af det moderne gennembrud og den seksuelle revolution. Brandes og hans opgør er bare glemt, kvinder vil gerne være fri, udfolde deres talenter og vise deres krop frem, men de vil ikke have, at mænd rækker ud efter den endsige så meget som komplimenterer den. For de ved ikke, at netop dét oprindeligt var Brandes´ intention, og at et par generationer af kvinder før dem fandt det ganske fornøjeligt. Man er m.a.o. blevet træt af at danse på bordet og spørger i stedet, hvor katten er henne. For der tilsyneladende ingen tydelig moral, og er den ikke tydelig, så skal man opfinde den på ny. Således ser vi nu konturerne af en ny magtstruktur, hvor beskyldninger luftes, men ingen navne nævnes og luften er tyk af antydninger og gisninger. Jeg hører til dem, der mener, at det moderne gennembrud på mange måder har været dårligt for både kvinder og mænd, netop fordi det satte kroppen og begæret i centrum, og det har jo vist sig, at rigtig mange ikke forstår at administrere en fri seksualmoral. Men når man – som metoo-kvinderne – ikke vil tage et egentligt opgør med de grænseoverskridende mænd eller diskutere kvinders brug af deres seksualitet på vej op ad karrierestigen, så vil den dårlige kultur fortsætte, for så hersker norm- og retsløsheden, idet det er den enkeltes følelse af krænkelse, der gøres til moralsk målestok. For hvordan skal nogen kunne navigere i et sådant kaos? Hvordan kommer der rene linjer? Ingen har endnu fundet på en kur for det.

Men der er en kur, og den hører vi om i dag: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge« siger Jesus til de skriftkloge. Mon Levi havde følt sig syg eller syndig? Det melder historien ikke noget om; jeg tænker, at Levi har været fløjtende ligeglad med hvad folk mente om ham. Men da Jesus kom og kaldte, forstod han, at hans hidtidige liv ikke var et liv, han skulle blive ved med at føre. Var han ligeglad med at være en synder, ændrede det sig, da Gud selv kaldte på ham. Levi genkendte sin skaber, alt var ham forladt, så hvorfor skulle han ikke glæde sig og feste?

I dag er vi ikke engang klar over, at vi er syndere, og vi vil slet ikke kaldes det, heller ikke i kirken, for så er det slut med at komme der. Så er vi imidlertid også overladt til vore egne og andres moralske domme. Dét var Brandes´ projekt, og han befandt sig som en ål i mudder med det. Jesu projekt er vor næste, som han forpligter os på, når han siger »følg mig!« Så handler livet nemlig ikke længere om os selv, om vor behovstilfredsstillelse, og hvordan vi kan opnå den. I dag kunne det derfor være en næstekærlig gerning at genskabe den gode moral, som f.eks. kyskhed, for menneskelig omgang, så alle ved, hvad de har at holde sig til. Jesus er kort sagt den eneste, der kan få os ud at den selvoptagethed, der rider landet som en mare i disse dage, og modsat anklagerne i metoo-bevægelsen, nævner han os ved navn, når han kalder os som syndere. Derfor kender vi tolderen Levi. Til gengæld er det også ved Jesus Kristus, at den eneste sande tilgivelse gives, det er i hans kærlighed, vi kan bevare os selv, og således er der kun tilbage at sige: »Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen