27-09-2020

»Løs ham og lad ham gå«

Salme: Nu falmer skoven trindt om land, DDS 729

Kom, Herre Jesus. Amen

Sl 139, 1-12, 1 Kor 15, 21-28 og Joh 11, 19-45

Da jeg var ung, talte alle om vejret, nu taler vi om klimaet, lige fra Jørgen Hattemager til de unge i Europas kongehuse. Alle synes at være bekymrede, der tales om handling, før det er for sent, om en jord og et klima, der skal gives videre til vore børn. Men det er også sådan, at alle, lige fra Jørgen Hattemager til de unge kongelige, holder meget af at se verden, og jeg skal indrømme, at det hører til mine små hverdagsfornøjelser at høre deres forklaringer på, hvorfor de er nødt til at rejse så meget med fly. For det vidner jo om, at tidsåndens idealer kan være vanskelige at håndhæve. Samtidig har tidsånden det med at skabe fortvivlelse, for den har aldrig tid nok, i morgen hersker jo en ny tidsånd med nye sager, og derfor er der så meget der skal nås.

Her i kirken findes en anden ånd, den ånd, der er den samme til alle tider, og som giver os håb, trøst og mod til at se verdens problemer i øjnene uden at falde i fortvivlelse. I kirken siger vi, at al tid i verden tilhører Gud, og at det er Gud, der fælder den endelige dom over verden, også om den skal gå under. Skulle nogen have glemt det, så har Gud én gang lovet Noa og menneskeslægten, at han aldrig mere ville straffe verden, som han gjorde det med syndfloden, der udslettede næsten alt liv på jorden. Det er meget godt at huske på en dag som i dag, hvor vi takker for den afgrøde, som Gud har givet os. Eller som vor kirkefader Luther siger om den første trosartikel:

»Jeg tror, at Gud har skabt mig sammen med alle andre skabninger, og givet mig legeme og sjæl, øjne, ører, og alle lemmer, fornuft og mtidig giver han klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, ægtefælle og børn, marker, dyr og alt godt, som er nødvendigt for mig og at han rigeligt og dagligt sørger for næring til legeme og liv, beskytter mig mod al fare og bevogter og bevarer mig mod alt ondt, og alt dette gør han ud af ren og skær faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette er jeg skyldig i at takke, love, tjene og lyde Gud. Det er vores tro.« 


Ja, sådan er vores tro, hvor er det dejligt at få at vide, og når vi tror, at Gud har skabt os og alt det, vi lever af, så får vi også et andet syn på verden, et sakralt syn, kan man sige, hvor jorden er os givet; for gaver fortæller noget om giveren. Årstiderne bliver f.eks. til et vidnesbyrd om liv, der dør og genopstår, og september er den måned, hvor både liv og død mødes. Frank Jæger har beskrevet det i sit smukke digt om september:

»Som om det ganske år er indeholdt

i denne måned, hvor det blæser koldt

og dog er lunt bag gærdets grønne stene.

Forsinket står en blomst og blomstrer ene.«

September minder os med sine stubbede marker om, at vi skal forgå, og samtidig er den livgivende, fordi den til overflod skænker os alt det, som gør livet godt at leve: brombær, hyldebær, kastanjer, slåen og æbler og ikke mindst oktobers offergave – georginer. Nu nærmer vi os essensen af dette syn på naturen; når den for os bærer vidne om vor fader i himlen, om liv, død og livets genopstandelse, så er det fordi vi ser det hele i lyset af en bestemt hændelse: Kristi sejr over døden. Det er ganske vigtigt at få slået det fast i en tid, hvor angst og bekymring for jordens overlevelse så let overtager menneskers liv. Vi har med vores bekymring gjort jorden til en guddom, men den er en brutal guddom, for den er vilkårlig og slår igen, når vi behandler den dårligt, den kender ikke til ufortjent nåde. Dér må andet og mere til, og det fortæller dagens evangelium os om. Her hører vi nemlig både om døden som menneskets naturlige grundvilkår og fortvivlelsen over det, og så fortæller det om en Gud, der besøgte jorden og skabte liv af døde.

Man kan sige, at Jesus kommer til de dødes rige i dag, da han træder ind i Marthas og Marias hjem. I sorgen, vreden og skuffelsen blandt de efterladte hersker nemlig døden, og dødens frugt er fortvivlelse. For hvor døden hersker, ender sorgen aldrig, der har vi ikke noget sted at placere den, vi bliver aldrig færdige med den, vi lever konstant i savnet og forbander vort jordiske liv eller måske Gud, fordi vi mistede et elsket menneske. Sådan en sorg lever af det, den umiddelbart kan se, den er mørk som graven, den ender i mørke, og hænger vi fast i dette, da får døden bugt med os, fordi den bemægtiger sig vort sind. Martha, Maria og deres naboer står i den situation, de står ved graven og ser kun en sten med et forrådnet lig bagved. De havde sendt bud efter Jesus, men han kom for sent, nu ser de kun de tabte muligheders mand, og de hader ham næsten for det. »Havde du været her, var min bror ikke død!« siger begge søstre, og blandt gæsterne lyder forargelsen over, at han, der kunne helbrede en blind, ikke også helbredte Lazarus. Sådan er det at være uden Gud, overladt til sig selv og sine egne, begrænsede kræfter. Alt det med Gud, det virkede jo ikke, det var bluff, nu må vi klare tingene selv. Sådan tænker de, medens de står og skumler.

Men så sker det; Jesus beder de omkringstående fjerne stenen, og ganske som Gud i tidernes morgen befalede, at verden skulle skabes, befaler Jesus, at Lazarus skal komme ud. Lige så umuligt som det virker, at nogen skulle kunne skabe verden, ligeså umuligt synes det, at nogen kan vække en død til live. Men til alles forbløffelse rejser den døde sig og kommer ud, og da kommer mange til tro på Jesus. Det er vel ikke så underligt. De kunne jo se, hvad han gjorde.

Sværere er det for os, for vi har netop ikke set Jesu undergerninger, og når vi i disse år fortvivles over både det ene og det andet, fra klimaforandringer til pandemier, så er det jo, fordi vi er ved at miste troen på, at Guds undergerninger nogensinde har fundet sted. Så forsøger vi at bære vort kors alene, og hvad værre er: Vi pålægger andre, ikke mindst vore børn, som vi egentlig er forpligtede til at indgyde håb, et kors ved at bilde dem ind, at FNs verdensmål skal opfyldes inden 2030. Vi tror ikke engang på, at hvis Jesus nu havde været har, så skulle det hele nok gå, nej, vi tror på vore egne kræfter. Samtidig ved vi, at de kræfter ikke slår til, fordi vi er dødelige mennesker, og det gør os selvfølgelig angste, angste for at gå under, angste for ikke selv at opleve frugten af vore anstrengelser. Vi har blikket stift rettet mod indlandsis, der smelter og lande, der synker i havet, altså mod det, vi kan se, uden at kunne tro, at der er en større kraft bagved. Vi ser kun undergangen, og sådan behersker døden vore tanker.

Men ligesom de høstede marker minder os om, at de har båret rig afgrøde til liv for os, sådan har også Jesus båret frugt ved at genopstå fra de døde, og det er det håb, vi er døbt til.  »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de som hører Kristus til.« Således talte Paulus til os for lidt siden, og det, der sker i dåben, er netop dette, at den gamle Adam dør, og at vi bliver levende i Kristus.

»Løs ham og lad ham gå« sagde Jesus til de omkringstående, da Lazarus kom ud af graven. Og som Lazarus blev løst af sine ligklæder, sådan har Jesus løst os af dødens bånd. For Jesus ikke bare kom til de dødes rige, da han kom til Martha og Maria, han indtog det og viste, at døden – selv om fornuften modsiger det - ikke er herre. Og da han selv måtte gå den bitre vej gennem frygtelige pinsler og en død så forfærdelig, at de færreste af os kan forestille os den, så stak han ikke af men viste os påskemorgen, at al dødens magt og myndighed og kraft skal tilintetgøres, og at han ville gå forud for os i det endelige slag. Når vi bliver døbt, så får vi løftet om, at vi skal tilhøre Jesus og følge ham, og dermed kan og skal døden ikke længere have den magt i vort liv, at den skal fylde alt og lukke os inde i sit mørke eller gøre os afmægtige på jordens vegne. Så bliver naturen selv en kirke, der fortæller os om Guds storhed og godhed, om hans liv, hans død og hans genopstandelse, som også vi skal opleve. Tænk hvilket udgangspunkt det er, for hvem ønsker ikke at tage vare på sådan en kirke? 

»Løs ham og lad ham gå« er ordene til os i dag, der sidder viklet ind i undergangsstemningens ligklæder, for Kristus, livgiveren, opstod fra de døde, og med ham skal vi genopstå til en ny himmel og en ny jord, og der skal hverken død, sorg, skrig eller pine være mere, for den levende Gud skal være alt i alle. Dét er vores tro.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen