20-09-2020

Martha og mundbindene

Salme: Herre Gud, duit dyre navn og ære, DDS 7


Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 73, 23-28; ApG 8, 26-39; Luk 10, 38-42

Ingen bryder sig om lade mennesker, og mindst af alt bryder vi os om dem, der er lade lige op i ansigtet på os, mens vi selv går og slider. Det tror jeg, vi genkender fra dagens fortælling om Martha og Maria. Vi kender også til det ikke at ville sige noget, men gå i det stille og skumme over ham eller hende, der dovner, for hvorfor skulle vi sige det indlysende? At der er brug for hjælp, når der lige om lidt kommer gæster, ja, den første ER faktisk kommet, og ingenting er færdigt.

Det er sådan, Martha har det, men i stedet for at sige til sin søster, at hun må se at komme i omdrejninger, raser hun over hende til Jesus. Og tænk: Han holder med Maria og beder Martha om at holde op med at bekymre sig. Det er lidt af en mavepuster at få på en søndag, hvor man nu lige har fået mandet sig op til at gå i kirke. Nu er det sådan, at Jesus altid har ret, ellers var han ikke Jesus, så vi må hellere se på, hvad han dog kan mene.

Jesus siger til Martha, at hun bekymrer sig for meget, og at Maria har valgt det éne fornødne, nemlig at lytte til ham. Måske kunne Jesus have nøjedes med lidt småkager og en kop kaffe, han behøvede ikke hele udtrækket med fedekalv og mågestel, som Martha har stillet op med, for at være tilfreds. Og hvis det nu bare handlede om, hvordan man beværter andre, så kunne vi hurtigt gå hjem, men der er nok mere at sige end det. For hvordan kan man bekymre sig for meget, og hvad vil det sige at have valgt den gode del? Tja, bekymringer kan fjerne ens fokus fra det, der skal gøres, bevirke, at man tager dårlige beslutninger, fordi man glemmer at se, hvad der virkelig er brug for, når man prøver at dulme bekymringen med geskæftighed. At vælge den gode del kunne være at stoppe op og netop tænke over, hvordan man bedst får tingene gjort på en ordentlig og fornuftig måde, det man kunne kalde proportionalitetsprincippet. Men kristeligt set handler det også om, hvem man vælger, om man vælger Jesus eller ens egne gøremål som det afgørende i livet.

Historien om Martha og Maria rammer lige ned i den aktuelle situation, hvor vi har levet et halvt år med corona og ikke mindst bestræbelserne på at holde sygdommen stangen. Den moderne Martha er ikke nødvendigvis en kvinde, ej heller står hun i køkkenet, hun er globalist, studerer i Berlin, har en kæreste i Paris, forældrene bor i Middelfart, men ellers ligner hun fortællingens hovedperson, for hold da op, hvor hun bekymrer sig. Når hun er hjemme hos forældrene, bemærker hun, er der i Danmark en katastrofal mangel på mundbind i det offentlige rum. Det gør hende utryg. Et fjernt host i supermarkedet får hende til at fare sammen, og hun synes, at danskerne tager for let på det hele. De holder byfester og har slet ikke fattet situationens alvor. Martha lader sig teste flere gange om ugen, hun forsømmer aldrig et pressemøde, og hun udvælger nøje de læger, der kan bekræfte hende i hendes bekymring. Det er dem, hun lytter til, selv om der mange læger med forskelligt syn på sagen.

Samtidig er hun optaget af klimaet, som i hendes øjne bliver negligeret under den nuværende krise; krisen – siger Martha – må benyttes til at gennemføre den grønne omstilling for fuld hammer. For ellers går jorden under. Jeg vil hermed gerne indbyde Martha til at tage et lille hvil under prædikestolen i håb om at bringe lidt proportioner ind i hendes liv. Lad os tage udgangspunkt i mundbindene.

Jeg har ganske sjældent brug for at køre med offentlig transport, men af og til skal jeg hente og bringe min datter, som skal til og fra sin efterskole. Under togrejsen skal hun bruge mundbind, og fordi jeg skal bringe hende hen til toget, skal også jeg bære et i det øjeblik, jeg træder ind på perronen. Hjælper de mundbind egentlig på noget? Sådan tænker jeg, medens jeg står der og titter op over mundbindet, og ser mine og min datters briller dugge til. Jeg tænker videre: På maskeringsforbuddet, som blev vedtaget for nogle år siden, og som i mine øjne er ganske fornuftigt. Med kravet om mundbind har vi i stedet fået et maskeringspåbud, og jeg føler mig ubehageligt fremmedgjort ved at se så mange maskerede mennesker omkring mig. Så tænker jeg på situationen i andre europæiske lande, hvor mundbind har været påbudt længe og i meget større grad end herhjemme, og der stiger smittetrykket, ligesom herhjemme, hvor det synes at gå op og ned med og uden mundbind. Sverige har et lavt smittetryk, og der har de aldrig brugt mundbind. Sverige kan imidlertid kun de allermest dumdristige få over tændernes gærde.

Jeg ser også, hvordan det flyder med brugte mundbind omkring stationen, og jeg tænker, at det næppe kan være godt for miljøet. Eller for klimaet for den sags skyld, for det ser ud til, at de fleste mundbind kommer fra Kina, i hvert fald dem, man køber i Netto, og de skal altså fragtes et godt stykke vej med masser af co2-udslip til følge. Det kunne se ud, som om brugen af mundbind har den største og mest positive effekt for producenterne. Hvorfor kommer så dette krav om at bruge dem?

Det er – som jeg har forstået det – et led i »dansen« med corona, som man kalder det, det skal hjælpe os til ikke skulle lukke ned igen. Men i det øjeblik bekymringen overtager den sunde fornuft bliver dansen en dødedans, en omgang »hen til kommoden og tilbaws igen«, der gør os ganske tummelumske, får os til at miste overblikket og tage dårlige beslutninger. Det er beslutninger, der i bedste fald kan udvirke et ressourcespild som i tilfældet med mundbindene, i værste fald ødelægge menneskelige relationer, fordi angst og bekymringer får os til at hakke på hinanden; vi udvikler os m.a.o. til Marthaer, der konstant er på nakken af andre, når de glemmer reglerne eller forsøger at tale om proportioner, altså en opvejning af positive og negative effekter på et givent tiltag. Når alle holdes i en stadig angst for at slå andre ihjel ved at bringe smitte videre, så bliver det vanskeligt at føre en saglig diskussion om, hvad der virker, og hvad der ikke virker, samt hvilke hensyn, der skal tages.

I dødedansen er corona konge, men her i kirken er ét fornødent, Jesus Kristus, livets konge, og vi har netop døbt et barn til den glæde og ubekymrethed, der er i hans rige. Om så jorden går under, så rejser Guds rige sig ligesom den opadgående sol, som skal vi synge om lidt. Så stor er Gud, og det er den Gud, Maria valgte, fordi hun så, at øjeblikket var kommet, da hun kunne gribe ham. Der var i princippet ikke noget galt med alt det, Martha gik og gjorde, ikke andet, end at hun holdt mere af sine gøremål end af Jesus; han havde jo ikke bedt hende om at stille an med alt muligt, og han så, at hendes bekymrede travlhed udviklede sig til vrede og rethaveriskhed over søsteren. Proportionerne forsvandt i raseriet, og på den baggrund bliver en middag ikke hyggelig.

Måske Maria var kommet af sig selv, hvis Martha havde slappet lidt af og ladet hende sidde, og så havde de spist lidt senere. Måske Martha bare selv skulle have sluttet sig til og så ventet med at give Jesus noget at spise, når han havde sagt, hvad han havde at sige. Der var flere muligheder, men Martha så dem ikke, fordi hun lod bekymringen være herre over sit liv. Maria lod Jesus være herre i sit liv, og det kan jo være, at hun fik en indsigt og en ro, som vendte livet i hendes og søsterens hus til noget godt. Det valg har vi til hver en tid, også i en coronatid, og vælger vi den gode del, skal den aldrig tages fra os, men derimod bringe proportion i vort liv, vore beslutninger og vor omgang med vore medmennesker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen