13-09-2020

En himmelsk afklapsning

Salme: Morgenstund har guld i mund, DDS 752

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 39, 5-14, 2 Tim, 8-13, Joh 5, 1-15

Den amerikanske general, George Patton, brød sig ikke om tøsedrenge. Soldater, der ikke havde lidt nogen fysisk skade, havde efter hans mening intet at bestille på et lazaret. Generalen sparede aldrig sig selv, og en del af den høje moral, han indgød sine mænd, skyldtes netop dette. Men han forventede altså samme frygtløshed af dem som af sig selv. Under anden verdenskrig ledte Patton invasionen på Sicilien, og en dag gik han en runde blandt de sårede. Her fandt han en menig, som tilsyneladende ikke fejlede noget, og som sad og græd. Den menige fik at vide, at han var en kujon, han fik et par lussinger og blev sparket ud af teltet af generalen selv med besked om at vende tilbage til fronten eller blive sat foran en henrettelsespeloton. Den menige led af det, man på den tid kaldte »granatchok«, d.v.s. PTSD; episoden blev rapporteret til forsvarets øverstbefalende, general Eisenhower, og da den ikke var den første af sin slags, fik det konsekvenser for Patton. Den hjemlige presse krævede ham fyret. Da han var uundværlig for den amerikanske krigsindsats, beholdt man ham imidlertid i hæren, men han fik ikke lov at lede landstyrkerne, da Normandiet skulle indtages.

Optrinnet skildres i den fremragende film om Patton, hvor George C. Scott spiller hovedrollen, og det er en voldsom scene, der vidner om, at der var nogle helt afgørende psykologiske mekanismer, som generalen ikke havde forstået, selv om han i øvrigt selv – mildt sagt - var et mangefacetteret menneske.

Når Jesus i dagens fortælling stiller den lamme mand, der i 38 år har ligget ved dammen Betesda i håbet om at blive helbredt for sin lammelse, spørgsmålet: »Vil du være rask?«, så bringer det mindelser om generalens afklapsning af den nedbrudte menige. Ja, selvfølgelig vil den lamme være rask. Det er derfor han har ligget der ved dammen og ventet på miraklet, som kun kan ske for den første, der rører vandet, når Herrens engel engang imellem bringer det i oprør. Men nu er det ikke en engel, der basker i vandet, det er Herrens røst der lyder over det, og hans spørgsmål nærmer sig en hån. Det synes vi, der er vokset op uden en general Patton til at give os en røvfuld, når vi klynker. Til gengæld har vi en hær af behandlere, der altid synes, det er synd for os. Og det er synd for den lamme, det synes han også selv, for han svarer ikke Jesus, han jamrer i stedet og fortæller, at han ikke kender nogen, der kan hjælpe ham ned til vandet, og at der altid er en anden, der kommer først. Jo, det er synd for ham.

Han får bare ingen medynk men derimod en befaling: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Så går lamme, og da Jesus møder ham senere, føjer han spot til skade ved at sige til ham, at nu, da han er blevet rask, må han ikke længere synde. Jesus knytter altså den lammes sygdom sammen med en eller flere synder, han har begået. I vore øren er det nærmest endnu værre end at spørge ham, om han vil være rask, men sådan er sammenhængen i fortællingen. Det er afgørende for at forstå, at det er Gud selv, der har gjort den lamme rask. Gud er i Jesus Kristus kommet til jorden for at frigøre sine skabninger til et liv i tro på, at han kan frelse dem fra synden, men de må stilles over for valget. Den lamme var blevet ét med sin skæbne; at han var syg, at han var ensom, at han var stakkels, og det kan man godt forstå, at han syntes, han var. Men når man står over for Guds søn, så har selv en stakkel et valg, og ham her kunne ikke engang mande sig op til at tage det valg. Så Gud valgte for ham ved at beordre ham til at gå. Det var en kærlighedens gerning,men det er et spørgsmål, om den lamme og omverdenen forstod det. For nok levede han i et samfund uden behandlere, der kunne bære ham ned til dammen, til gengæld var der også dengang skrankepaver, de rettroende jøder, der straks bemærkede, at han var blevet helbredt. Det blev de ikke glade for, for det var sabbat, og så vidste enhver, at det var forbudt, forbudt, forbudt at gøre noget som helst. For hviledagen er hellig. Det kunne de finde ud af endda uden at slå op i en regelsamling. Og da den lamme havde fundet ud af, hvem Jesus var, løb han straks tilbage til jøderne og gav dem besked. Det lod ikke til, at han selv var glad for at være blevet helbredt. Eller også var han blevet fornærmet over Jesu sidste besked til ham. Og jøderne opsøgte med det samme Jesus og bebrejdede ham, at han havde brudt sabbatten. Således fortsætter historien.

Tænk, der var sket et glædeligt under, og så kommer de anstigende med regulativerne og de løftede pegefingre og bebrejder Jesus, at han har gjort godt mod et andet menneske. Og hvorfor gør de det? Det er fordi de ved, at når sygdom hænger sammen med synd, og den syge er blevet rask, så er hans synder blevet ham forladt. Den eneste, der kan forlade synder, det er Gud. Så langt kunne de tænke, men de kunne ikke acceptere, at Jesus skulle være Gud. General Patton gav den syge menige en omgang klø, Jesus gjorde den lamme rask, men reaktionen var den samme; han måtte sættes fra bestillingen. Selv om der er meget stor forskel på de to handlinger, så er det nemlig det samme, som provokerer os: Tankegangen bag.

I dag ser vi ikke længere sygdom som resultat af synd, vi synes i stedet, at det er synd for den, der er syg. Og det er kun godt. Imidlertid rummer denne holdning også en fare, for vi kan komme til at hænge fast i en offermentalitet, så vi ender som den lamme ved Betesda. Sygdommen og alt det, der følger med, bliver vort livsgrundlag, vor identitet, og dét er til gengæld en del af synden, den synd, vi alle lider af: vor selvoptagethed. Det var det, Patton mente den menige led af, og han ville ikke finde sig i det. Når den meniges kammerater gav alt hvad de havde på slagmarken, og der lå dødeligt sårede mænd omkring ham, så skulle han ikke sidde og flæbe, han skulle mande sig op, finde sin selvrespekt og gå ud og tage sin tørn. At mennesker er forskellige og kan tåle forskelligt faldt ikke generalen ind, og derfor begik han uret. Han kunne ikke se bort fra egne veje og hen til sin næste.

Jesus er imidlertid Guds søn, og han begår ikke uret. Han giver os en chance til. Han giver os valget imellem at blive ved med at glane ned i afgrunden eller at se op og ud på vor næste i stedet for os selv. Og Jesus stiller ikke – som general Patton – samme krav til os alle, for han ved, at vi er forskellige. Selv den mindste gerning kan i Jesu øjne være stor, når blot den er udført i troen på ham. Men udføres skal den. At høre Jesus til kræver noget af os, bare ikke det samme. Befalingen »Tag din båre og gå!« er Guds venlige måde at sparke os ud af selvmedlidenheden på, en ordre om at leve livet på hans ord i stort og småt og med de evner, vi har. Det er slet ikke så dårligt at holde søndag på.

 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.