06-09-2020

At betjene eller tjene

Salme: Den mørke nat forgangen er, DDS 736

Kom, Herre Jesus. Amen.

Mika, 6, 6-8, 1 Tim 1, 12-17 og Matt 20, 20-28

Da Ruder Konge var knægt, var jeg ung og skulle begynde at læse historie på Københavns universitet. Jeg havde fået nogle papirer tilsendt fra studiet, hvoraf det fremgik, at jeg inden en bestemt tidsfrist skulle vælge et bestemt historisk emne, som jeg skulle beskæftige mig med det første år. Jeg var optaget af alt muligt andet og havde overset det, og da jeg endelig kastede et blik på papirerne, var fristen for længst overskredet. Jeg gik i panik og bebrejdede min far, at han ikke havde læst det og informeret mig. Han svarede, at den slags måtte jeg sandelig selv sørge for. Det kom som et chok for mig. Her skal det indskydes, at jeg på det tidspunkt havde passeret 20 år og tilbragt et par år med at arbejde i udlandet, og det endte da også med, at jeg fik ordnet sagen. Men det var lidt af en øjenåbner for voksenlivets genvordigheder. Min far tjente mig på den måde ved ikke at betjene mig, og jeg tror, at universitetet ville have fundet det underligt, hvis han havde henvendt sig for at rage sin datters kastanjer ud af ilden.

I dag har de danske universiteter blikket stift rettet mod de studerendes forældre. Forældrene opfattes som en vigtig målgruppe, fordi de er stærkt optaget af deres børns uddannelse.

Københavns Universitet og Aalborg Universitet har efter sigende lavet særlige forældreguider på deres hjemmesider. Københavns Universitet har sågar for nogle år siden kørt en annoncekampagne rettet direkte mod forældrene.

Det bliver stadig mere almindeligt, at forældre deltager i åbent hus arrangementer. Nogle studerende tager desuden en far eller en mor med til individuel vejledning. Forældre kontakter i stigende omfang universiteterne for at skaffe oplysninger om optagelsesregler, tidsfrister, udlandsophold, meritoverførsel mm. De står ligeledes i stigende omfang bag klager over manglende optagelse, karakterer og lignende.

Jeg tror, at vi kan se disse forældre i den emsige moder til Zebedæussønnerne, de bibelske curlingbørn, som vi møder i dagens fortælling, hvor den lille familie dukker op og vækker genkendelsens glæde, hvis man kan udtrykke det på den måde. For det er jo sådan, at de ikke just fremstilles som et forbillede, men det er immervæk altid rart at kunne udpege nogle andre til at være større syndere end en selv. Her er de altså, anstrengende som bare pokker, men måske et spejlbillede på os selv. Hvordan skal jeg vende tilbage til.

Umiddelbart inden madam Zebedæus træder ind på scenen, har Jesus bestemt sig for at drage til Jerusalem, og inden afrejsen fortæller han disciplene, at han dér skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, at han skal dømmes til døden, spottes, piskes og korsfæstes, men han fortæller også, at han skal opstå fra de døde på den tredje dag. – Og så er det, at hun ikke kan holde sig tilbage længere, denne mor med stort M. Hun netværker på sønnernes vegne for at sikre dem de ypperste pladser i himlen, nemlig ved siden af mesteren selv. Jesus overhører hende imidlertid og stiller brødrene spørgsmålet, om de kan tømme den kalk, som han netop har fortalt, han selv skal tømme. Det mener de nok, at kan de, bare de kan se belønningen ret forude og helst ikke for langt borte, og når Mor nu har banet vejen.

Men der er ingen belønning; »Min kalk skal I vel tømme« siger Jesus, det kommer helt af sig selv ved at følge ham, men hvem, der skal sidde omkring ham, det er et valg, der er lagt i Guds hånd. De andre disciple bliver vrede på Zebedæus-sønnerne og måske også på deres indbildske mor, for hvem er de, siden de tror, at de kan opnå en bedre placering end de andre, der følger Jesus ligeså trofast? Hermed er tiden inde for Jesus til at forklare, hvad kristenlivet går ud på, og det kan siges med to ord: lidelse og tjeneste. Resten er lagt i Guds hænder. Og at livet skal være lidelse og tjeneste lyder ret udsigtsløst; vi forsøger at undgå lidelsen af al vor magt, og det med at tjene andre er vi egentlig heller ikke så interesserede i uden, at vi får noget til gengæld. Sådan tænkte disciplene, sådan tænker vi, og så tales der ikke længere til madam Zebedæus og hendes drenge, men til os alle, for nu viser det sig jo, at også vi er optaget af, hvad vi kan opnå i verden, ja selv, når vi fører os kristeligt frem, så ligger der ofte en belønning i, at andre ser, at vi gør det.

Imidlertid er det alt sammen forfængelighed, tomhed. Gud ville noget andet, noget ganske andet end ydre succes, han ville give sig hen for os. Gud selv kom til jorden og levede et menneskeliv, drak livets kalk med alt, hvad det indebar, og han stak ikke af, da det blev ubehageligt, han holdt ud til enden.

Så når vi tror på Jesus Kristus som Guds søn og vor Herre, så er det ikke ensbetydende med, at vi slipper for selv at tømme livets kalk, den må vi indtage med alt, hvad det bringer med sig af godt og ondt. Men fordi Jesus selv har tømt den, selv har givet sit liv som løsesum for os, så bliver den til velsignelse, så behøver vi ikke tænke på os selv, så kan vi tjene hinanden uden bagtanker, ganske som Jesus tjente uden bagtanker, kærligt, ødselt og betingelsesløst.

Når Jesus således siger: »Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første iblandt jer, skal være jeres træl, ligesom menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for at give sit liv som løsesum for mange«, så viser dette ord, »ligesom«, at netop Jesu egen tjeneste er forudsætningen for vor tjeneste. Fordi han har givet sit eget liv for mig, er gået forud for mig, så behøver jeg ikke længere tænke på mig selv, jeg har jo Jesus, ham fik jeg i min dåb, jeg får ham dagligt skænket i hans ord, og når jeg går til alters, så skænker han mig sig selv gang på gang. Og der bliver ved med at være nok.

Vi mennesker skønner sjældent på denne gave, den passer os ikke rigtigt; vi vil jo egentlig gerne være herrer over vort eget liv, men vi erfarer også, at vi mange gange forspilder vort liv, at alt for megen tid går med at sikre sig, økonomisk og mod vore medmennesker, hvis de bliver for anstrengende. Når Zebedæussønnerne og deres mor irriterer os, så er det, fordi de udstiller en trang i os selv, som vi har lært at undertrykke, nemlig trangen til at hævde sig. For et eller andet sted vil også vi helst finde de bedste pladser, positionere os, hvad enten det er i skolen, på arbejdet eller i familien. Men Jesus, vor Herre selv, siger altså, at vi skal tjene og ikke spekulere i positioner.

Hvad mon det vil sige for et dagligt levet menneskeliv? Det handler – som tidligere nævnt – ikke om at betjene sine børn eller andre for den sags skyld. Der er forskel på at betjene og tjene. Et »Nej!« eller et »Det må du virkelig selv klare« kan være en stor tjeneste. Det handler nemlig umiddelbart om at gribe øjeblikket og se, hvad der er brug for, se, hvad min næste har brug for, sådan som Jesus selv gjorde. Det er der en daglig praksis forbundet med. Det kan handle om at puffe ungerne ud af reden og lade dem tage ansvar for deres eget liv, det kan være at række andre en hjælpende hånd.

Lige efter optrinnet med familien Zebedæus begynder Jesus som nævnt sin vandring mod Jerusalem, mod lidelse og død, og han er fulgt af en stor folkeskare, der prøver at holde sig til. Der sidder to blinde ved vejen, og da Jesus passerer dem, råber de ham an og beder ham forbarme sig over dem.  Skaren prøver at jage de blinde væk, men de råber blot endnu højere, og Jesus standser og spørger, hvad de vil, at han skal gøre for dem. De blinde ønsker naturligvis at blive seende, og Jesus efterkommer deres ønske, lader deres øjne åbnes, og de ender med at følge ham.

Selv da Jesus vidste, at nu var hans dage talte, da havde han blik for andre mennesker, han så dem, der havde brug for ham, han hjalp dem, der bad ham om det. For langt de fleste blev det, at Gud viste sig i kød og blod for dem, så dem og bønhørte dem, et vendepunkt i deres liv. Og de, der gik ud i verden for at sprede budskabet om barmhjertigheden, der kom til jord, fik andre til at komme til tro. Således skal Gud også være et vendepunkt i vort liv; det er i troen på ham, at vi kan tømme livets kalk, det er i troen på ham, at vi - i stedet for at tænke på os selv - kan stå til tjeneste, kærligt, ødselt og betingelsesløst, ganske som han gjorde det, og som han fortsat gør, indtil vi atter skal se ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.