29-08-2020

Bær lysets rustning

Salme: Lysets engel går med glans, DDS 747

 Rom 13, 8-12:

Kære konfirmander,

Vi har netop hørt, hvad der er opgaven for den, der kalder sig kristen, nemlig at elske sin næste som sig selv. Sådan sammenfatter Paulus de ti bud. Det lyder enkelt, men det er det ikke. Selv om der er stor aldersforskel på jer og mig, så har vi dog flere ting tilfælles, og én af de ting er, at vi alle er vokset op i en tid, hvor der er blevet talt så meget om næstekærlighed, at det hænger os alle ud af halsen. Af samme grund har jeg ikke talt så meget om det i mine timer med jer, men jeg har altså bestemt mig for, at det skal være emnet i dag og mine foreløbig sidste ord til jer. For når man kan blive lidt træt af at høre om næstekærlighed, har det noget at gøre med, at de, der taler meget om den, mener præcist at vide, hvad den går ud på, og de er altid travlt optaget af at få andre til at være næstekærlige. De gør næstekærlighed til politik, men det er noget personligt.

Næstekærlighed er kærlighed til næsten, til medmennesket, ikke bare familien eller vennerne, men også dem, vi møder tilfældigt og dem, der er svære at elske. Når Paulus taler om at vi skal aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på, så mener han, at vi som kristne allerede her på jorden skal vise, at vi er det. Det gør vi ved at lade kærligheden råde, og kærligheden er noget, vi får skænket, også når vi giver den til andre.  Paulus taler også om, at dagen er nær. Det betyder, at han forventede, at Jesus snart ville vise sig igen. Det er også en måde at sige på, at Guds rige er på vej, og det er det, vi beder om i Fadervor, når vi beder: »Komme dit rige.« Vi ved, at Guds rige endnu ikke er her, for der er meget ondt og mørkt i verden, men vi beder om, at det må komme, for med Guds rige kommer alt, hvad der er godt og lyst. Når vi tror på, at Guds rige er på vej, når vi tror, at vi hører til i det rige, så skal svare ved selv at bære lyset frem i verden. Vi skal tage lysets rustning på, men hvordan gør man det?

De fleste af jer har set filmen Narnia, for det bad jeg jer om at gøre i den tid, vi ikke kunne mødes. I husker nok, at den foregår under anden verdenskrig, hvor fire søskende er blevet sendt på landet til en sær onkel, fordi de skal skærmes fra tyskernes bombardementer i London. Gennem et garderobeskab kommer søskendeflokken til Narnia, hvor den onde dronning Jadis holder landet i sit jerngreb; i Narnia er det altid vinter, men aldrig jul. På et tidspunkt tror børnene, at de bliver forfulgt af Jadis, men det viser sig at være ingen ringere end julemanden, Sankt Nikolaus, der giver børnene gaver, våben, som de skal bruge i kampen mod dronningen. Julemanden er et tegn på, at Jadis´ magt er brudt, sommeren er på vej, og han udruster børnene til den endelige kamp mellem varmen og kulden, lyset og mørket.

Men ét er eventyr, hvad med den virkelige verden? Der findes en historie, også fra krigens tid, om en anden Nikolaus, eller Nikolaj Nikolajsen, som han hed. Han havde et lille husmandssted ved foden af Skamlingsbanken. Under krigen opbevarede han forskelligt isenkram fra de nedkastninger, som modstandsbevægelsen modtog, men en dag blev han opdaget, og som han selv sagde, så mente tyskerne, at han havde for megen maskinkraft til sådan en bette ejendom. Så blev Nikolaj Nikolajsen sendt i KZ-lejr, den værste af dem alle, Porta Westfalica. Dér var der ikke godt at være, og hvis man oplevede at være der længe nok, så holdt man op med at drømme, man glemte alt det gode, man havde oplevet før, man kom til lejren. Man kan sige, at man blev som de skabninger, Jadis tryllede om til sten. Der var isvinter, og det kunne være umuligt at se, hvordan den nogensinde skulle blive til sommer. Men Nikolaj Nikolajsen bar lysets rustning, og de mennesker, der lærte ham at kende – og det var mange – glemte ham aldrig.

I lejren var der folk fra mange lande – Rusland, Frankrig, Holland og Tyskland for bare at nævne nogle. Nikolaj havde aldrig lært andet end dansk, oven i købet var det jysk, men han snakkede med alle. Han udøvede lavpraktisk næstekærlighed, ligesom vi gør, når vi møder andre mennesker med nysgerrighed og venlighed. Engang var fangerne på march, og en russisk fange dejsede om. Nikolaj, der var en stærk og kraftigt bygget mand, bar ham hjem. Det var ikke rationelt, for han skulle spare på sine egne kræfter for at overleve, men alternativet var, at medfangen var blevet mishandlet af fangevogterne. Så Nikolaj hjalp ham.

Så kom december, og med den kom der pakker fra Røde Kors til de danske fanger. I pakkerne var der mad, og de blev modtaget af lejrens ledere, der først forsynede sig selv. Derefter blev de danske fanger kaldt udenfor på eksercerpladsen, hvor man havde placeret pakkerne, lederne trak sig tilbage og afventede det, der nu med garanti ville ske. Enhver, der kender en skolegård, kan forestille sig situationen. Dér stod de danske fanger, og ud af øjenkrogene så de først de russiske, så de franske, så de hollandske, ja, alle de andre fanger, der begyndte at samle sig som truende skyer i horisonten. De danske fanger vidste, at i det øjeblik, de begyndte at pakke op, så ville det blive en kamp på liv og død, for alle var sultne. Pludselig lød et råb fra en ung mand: »Nikolaj, Nikolaj, kom og hjælp os!« Så trådte Nikolaj Nikolajsen frem i al sin vælde foran de fremrykkende fanger. Han løftede sine arme og begyndte at gå frem mod den fremrykkende hær af fanger, der mirakuløst standsede op. Der var dødstille, indtil Nikolaj mente, han havde situationen under kontrol. Så sænkede han armene, vendte sig om mod danskerne og sagde: »Og så deler vi!« Således blev der julemad til alle, det fortalte en af dem, der kom hjem, og som oplevede det. Nikolaj Nikolajsen kom ikke hjem. Fordi han var en stor mand, havde han også brug for meget mad, det fik han ikke, og en dag kunne han ikke længere. Den dag, han døde, blev han lagt ud i gården, og så kom fangerne - af alle nationaliteter - igen, men nu truede de ikke, de kom for at sørge og vise deres taknemmelighed.

Det er umiddelbart en trist historie på en festlig dag, men der er alligevel mere at sige til det end det, for selv om det lige dér så mørkest ud, så viste det sig, at lyset var på vej, krigen var ved at være ovre, og Nikolaj Nikolajsen havde brugt sin sidste tid på at bære lysets rustning. Jeg er ikke i tvivl om, at han – som en anden julemand – bragte håbet som gave til andre, så de kunne kæmpe videre og overleve ikke bare i lejren, men også bagefter. For han var en af de få, der nægtede at bukke under for de vilkår, han var kommet i med fangenskabet. Han ville ikke lade fornedrelsen bestemme over sig. Han var lysbærer, og han rakte med sin måde at være på lyset videre til andre. Hjemme havde han været en del af en kamp mellem mennesker, hvor våben var et middel til at komme af med besættelsesmagten, i lejren blev våbnet næstekærligheden, som han udviste til det sidste, og som gav hans medfanger andet end ondskab at mindes.

Gud give, at de hændelser, verden oplevede under sidste krig, aldrig må tilskikkes os, men opgaven for os er den samme. For det, der gør verden god at leve i, det er jo alt det, der ikke kan måles og vejes, bl.a. den måde, vi behandler hinanden på. I har lært de ti bud, nogle af jer endda udenad, og de første tre bud handler om Gud, at vi ikke må have andre guder, ikke misbruge hans navn, og at vi skal huske at standse op på hviledagen for at lytte til ham. Det skal vi, fordi han er vores far i himlen, og det, der ligger ham på sinde, er, at vi som hans børn altid tænker på vor næste. Selv i den almindelige hverdag ved vi alle, at det kan være gevaldig svært. Det er derfor noget, vi skal øve os på hele livet. Hvordan vi gør det, ja, se er der ingen opskrift på, noget er indlysende, som i de ti bud, noget kommer bare i situationen, men at det betyder alt, det behøver man ikke at have oplevet forfærdelige ting for at vide. Et helt almindeligt liv i velfærdsstaten Danmark bæres oppe af det håb, man får skænket, når man møder andre menneskers godhed og hjælpsomhed, for det er noget, man får helt ufortjent. Hver en kærlighedens gerning vi gør, om den er nok så lille, og om vi tænker nok så lidt over det, er en gave, der bringer håb til andre. Og håbet svækker, som julemanden siger i Narnia – heksens magt, det vil sige mørkets magt. Det håb bragte Nikolaj Nikolajsen til andre.

Derfor ved vi, at natten er fremrykket, dagen er nær, og Guds rige er på vej. I er en del af det, I er døbt ind i det. Bær lysets rustning på den vej, der bliver jeres, og må Gud bevare jeres udgang og jeres indgang fra nu og til evig tid.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen