23-08-2020

Om genforening og adskillelse

Salme: Med sin alabasterkrukke, DDS 151

5. Mos 30, 15-20; Rom 10, 4-13[17]; Luk 7, 36-50

Som så ofte begynder jeg et ganske andet sted end ved evangeliet, ikke for at give det en stedmoderlig behandling, men fordi man nogle gange er nødt til at gå en omvej for at forstå en sag.

Det er det store genforeningsår i år, og det blev anderledes end ventet. Alligevel fejrer vi det her hos os i dag med fest og foredrag: Det, der er kendetegnende ved fejringen er først og fremmest den glæde, genforeningen er udtryk for, at Nordslesvig vendte hjem til Danmark.

Malurten lå dog allerede dengang i bægeret; nogle af de tyske blev ikke en del af Tyskland, medens mange danske måtte forblive tyske, selv om de ikke ønskede det. Jeg hører til dem, der synes, det er mere synd for de danske end for de tyske, ja, faktisk synes jeg, det er synd for alle dem, der blev tilbage, og det betyder ikke – vil jeg gerne understrege – at jeg synes, vi skal erklære Tyskland krig og vinde det tabte hjem. Nej, det handler om noget andet, og jeg tror, jeg forstod, hvad det var, da jeg i ferien var med familien i Sønderjylland. Vi begyndte i den nordlige del bl.a. med Sønderborg slot, hvor vi betragtede de mange valgplakater fra de to afstemninger.

Hvis det var plakaterne, der gjorde udfaldet, fatter jeg simpelthen ikke, at nogen kunne stemme tysk. Vi ved ikke, hvor stor indflydelse, plakaterne havde, ikke desto mindre er de udtryk for to meget forskellige mentaliteter; min datter formulerede det meget markant, da vi talte om hhv. den danske og den tyske plakat, der afbilder Nørreport i Flensborg: »På den danske er det næsten, som om himlen er bag ved porten, på den tyske ligner den nedgangen til helvede.« Sådan lød hendes dom. Historien giver hende på sin vis ret; efter afstemningen måtte de danske, der blev bag den nu tyske port, endnu engang følge det, der kaldes »pligtens bud« og vise sig som loyale, tyske borgere og gå i nazistisk krigstjeneste. På afstemningens tid havde en mange tysksindede dansktalende forfædre; der var altså ikke tale om to etniciteter, endvidere var både danske og tyske kristne, men den ånd, der tiltalte dem, var altså ganske forskellig. Nørreport er blot ét eksempel, men det er tydeligt, at de tyske plakater taler magtens sprog, medens det er kærligheden til Danmark, der præger de danske. Så når jeg føler sorg over tabet af Sydslesvig, så er det altså fordi så mange blev tiltalt af magten og valgte den frem for kærligheden. Et sidste godt eksempel på denne mentalitetsforskel skal nævnes: Karl Otto Meyer fortæller i sine erindringer bl.a. om sit bryllup med sin Marie i 1949, hvor stemningen blandt folk i Sydslesvig var vendt, og hvor der derfor en overgang tegnede sig et flertal for det danske. Ved brylluppet deltog bl.a lærer Schlüter, som gerne ville bevidne, at den voksende danskhed, inklusiv hans egen, var ægte. Derfor sagde han: »Wir standen treu zu Kaiser Wilhelm, wir standen treu zu Weimar Republik, wir standen treu zu Adolf Hitler, und so liebe Freunden, werden wir auch treu zu Dänemark stehen!« For Schlüter var det positivt at være tro mod en hvilken som helst magthaver, for danskerne var troskab ikke i sig selv godt, det var genstanden for troskaben, det handlede om. Hvad klynger dit hjerte sig til? Karl Otto Meyers hjerte klyngede sig til det danske, og han ønskede selvfølgelig, at danskheden i Sydslesvig måtte vokse, men hans måde at missionere på handlede om »at leve så dansk så det smitter« som han sagde, altså ved at være en markant, men meget venlig dansker.

Jeg tror, at det er den ånd, der gemmer sig bag de danske valgplakater, og det er den ånd, vi finder i kristendommen. Kristendommen udbredes ved at smitte, forstået på den måde, at folk enten bliver ramt af den eller ikke. Vi kan ikke af os selv oparbejde en tro på Kristus og komme anstigende med den, som var den en god gerning i sig selv, nej, troen får vi skænket i mødet med Kristus, og enten klynger vi os til ham, eller vi må afvise ham. Der er ikke rigtig nogen mellemvej, det bliver tydeligt i det optrin, vi netop har hørt om, og som kommer oven på en række begivenheder, hvor Jesus har vist sin kraft i både ord og gerning. Ham vil farisæeren Simon gerne være ven med, eller måske vil han se Jesus an, så han inviterer ham hjem til sig. Selv om Israel var besat af romerne, så var der også blandt de besatte et hierarki, og de fromme (mandlige) farisæere, der holdt folket fast på den rene tro og en udadlelig livsstil, lå i toppen. Kvinder, derimod, var generelt ikke meget værd, og den kvinde, der trænger ind i Simons hjem, regnede man slet ikke med. For hun levede i synd, står der; traditionen vil, at hun var prostitueret. Hun kommer altså anstigende og overøser Jesu fødder med kostbar salve og en tårestrøm så stærk, at hun kan vaske hans fødder i den. Hvor Simon havde inviteret Jesus, fordi han ville se, hvem Jesus var, om han nu var en god og vigtig forbindelse at have, kommer kvinden til Jesus, fordi hun har set og forstået, hvem han er. Jesus er ikke endnu en kunde, han er himlen, der bøjer sig mod jorden, den levende Guds søn, han er den, der kan tilgive synder. Både sorg og glæde får tårerne til at springe; sorg over det misbrugte liv, som ligger bag hende, glæde over i Jesus at blive genforenet med sin skaber og få en ny retning i livet. Måske forstod Simon det, da Jesus fortalte ham den lille lignelse om de to skyldnere, den ene skyldte meget, den anden lidt, men begge fik de eftergivet deres gæld. Hvem af de to mon så elskede ham, der eftergav gælden, mest? Simon kender svaret, og dermed fælder han også dommen over sig selv, så vi står altså her med en genforening og en adskillelse; to mennesker fra samme folk, der begge har muligheden for at forstå, at Jesus er Kristus, Guds salvede, ser noget vidt forskelligt og vælger derefter. Her er sagen blot mere alvorlig, fordi valget handler om Guds frelse. Hvis der skal sørges i dag, så er det over farisæeren Simon og hans lunkne hjerte, der måske ligefrem endte med at køle helt af. Vi sørger nok bare alt for sjældent, for vi er vant til at foragte farisæerne, men i virkeligheden tænker vi alt for ofte som dem; vi har det med at vurdere mennesker og sager efter, om de kan være til nytte for os, og kristendommen bliver jævnligt vurderet på den måde, det er der også aktuelle eksempler på. Men Kristus er en hjertesag, og om han er det, kan man altid fornemme hos et menneske, uanset om vedkommende er bevidst om det eller ikke. Et menneske af ånd smitter altid på den gode måde, for hvor herligt lyder ikke fodtrinene af dem, der bringer godt budskab i ord såvel som i gerning?

For at vende tilbage til begyndelsen; jeg forstår ikke, at så mange i 1920 ikke trængte til at være danske, jeg forstår ikke, hvorfor så mange ikke trænger til Kristus, for man behøver ikke at have kastet sig i syndens søle for at trænge til ham. Man kan jo svigte i både stort og småt, og ellers kan man bare se sig om i verden med al dens brutalitet, se, hvor meget mørke, mennesker spreder omkring sig, så trænger man til det lys og den varme, den nåde, der udgår fra ham.

»Hvem er dog han, der endog tilgiver synder?« spurgte gæsterne, der sad ved Simons bord. Svaret er enkelt: Han er ikke grænselandets Nørreport, han trækker en anden grænse, nemlig den, der går mellem himmel og jord. Han er porten til himlen. Du vælger selv, om du vil gå ind ad den. Den står i hvert fald åben.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen