26-07-2020

Ikke en spurv

Salme: Ingen er så tryg i fare, DDS 49

Kom, Herre Jesus. Amen.

Præd. 3, 1-11, Rom. 8, 1-4, Matt. 10, 24-31

»Gud er ikke en puslespiller, der lægger livets brikker i spredt orden. Han er midt imellem os altid. Et par spurve sælges altså for mindre end en øre, og dog falder ikke en af dem, uden vor himmelske far er med også dér.« Sådan svarer fængselspræsten Frikorps Danmark-officeren, Obersturmbannführer Bennedsen, i Aalbæk Jensens roman, Kridtstregen. Den dødsdømte Bennedsen har spurgt om netop dette skriftsted om spurvene, der ikke falder til jorden uden vor himmelske faders vilje. For sådan blev det oversat engang. Det lader ikke til, Aalbæk Jensen har brudt sig om den oversættelse, og så tilpas mange har været enige med ham, at det nu oversættes mere tekstnært, så viljen er faldet bort, nu falder spurvene ikke til jorden uden vor himmelske Fader, forstået som »Gud er imellem os altid«. Når man er kommet frem til den oversættelse, så har det noget at gøre med, at mange teologer ikke har lyst til at skulle stå på mål for den tanke, at Gud kan bestemme, at et barn skal køres over, at en ung mand skal dø af kræft, eller hvad der nu ellers sker af forfærdelige ting i verden. Det er da også en ubehagelig tanke, for hvis det skulle være sandt, så er Gud vilkårlig, skæbnen fastlagt og mennesket selv bliver fritaget for ansvar. Man må imidlertid spørge, om den tanke, at »Gud er imellem os altid« er mere opbyggelig. Er det en trøst for de forældre, der mister et barn, eller for det menneske, der oplever sygdom og lidelse, at Gud svæver ubestemmeligt rundt om deres sorg og fortvivlelse? Nej, det er det ikke, så der må en anden tolkning til. En nøgle til forståelse ligger måske i de ord, vi hørte prædikeren sige for lidt siden:  

»Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.«

Gud har i udgangspunktet gjort alting godt og rigtigt og til rette tid. Han er den gode skaber, der har givet os alt, og gjort os optaget af det, der sker i verden, men vi vil aldrig kunne se ham i kortene. Og så alligevel, for én gang lod han os se sig i kortene, og det var, da han sendte sin søn til jorden, den søn, der levede hele sit liv i kærlighed til andre og i lydighed mod sin himmelske far. Og det var altså hans himmelske faders vilje, at han skulle dø og opstå for at drage os hjem til sig. Siden Gud kom til jorden, har himmeriget været nær. Vi beder »komme dit rige« i fadervor, og det gør vi, fordi Guds rige endnu ikke er her, altså er han ikke altid imellem os, men han er på vej. Så Gud har lagt det store, overordnede puslespil, kan man sige, da han skabte verden og så, at det var godt. I den verden falder spurve til jorden ved Guds vilje, fordi de er en del af skaberværket. Men i forhold til mennesker har han ikke fastlagt nøjagtigt, hvad der skal ske, fordi vi mennesker ellers ville være at ligne med marionetdukker i et guddommeligt teater. Det ville være ligegyldigt, hvordan vi teede os, hvis alt var forudbestemt. Dog har han i Jesus Kristus åbenbaret sin vilje, og den tale, vi netop har hørt, er en tale til hans disciple, dem, der skal gå i hans fodspor. De står for at skulle ud at helbrede og forkynde Guds riges nærhed, og de er bange. Dén gerning er heller ikke let, for disciplene vil blive mødt med modstand, de vil blive som får blandt ulve, de må lide for deres tros skyld, man vil bringe dem for domstole, og man vil straffe dem legemligt for deres oprør mod religionen og samfundet. Det vil gå disciplene, som det senere går deres mester; pinsler og død vil komme som en følge af deres forkyndelse. Så sent som i fredags hævede imamen et sværd i den gamle katedral, Hagia Sophia til vidnesbyrd om sejren over de kristne i 1453. Så der er intet nyt under solen for dem, der følger Jesus.

»Men frygt ikke«, siger han, »menneskene kan tage jeres legeme, men de kan ikke tage jeres sjæl, det kan kun Gud, så frygter I Ham, skal I ikke frygte noget eller nogen som helst.«

»Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene«, siger Jesus videre, og det vil sige, at selv i det dybeste mørke finder han os, og derfra kan og vil lyset og evangeliet udgå. For det er Guds vilje. Ligesom spurven falder til jorden, fordi skaberværket nu engang er indrettet på den måde, så vil evangeliet, der forkynder Guds rige, altid finde et sted at udgå fra.

Vi lever i et endnu fredeligt land, hvor vi kan prædike evangeliet nogenlunde uforstyrret. Det giver så bare nogle andre problemer; ligegyldighed over for Guds ord, fordi vi mennesker meget hurtigt bliver overbeviste om, at vi sagtens kan klare os uden vor himmelske Fader. Vi får verdens gang på sinde, og vi spekulerer ikke engang længere over, hvad Gud mon tænkte, da han skabte den. Nej, vi bliver i stedet overbeviste om, at vi kan klare alting selv. Bare se på dagens politikere; Jeg tror ikke, jeg kan nævne én, der ikke mener, at han eller hun har et værktøj i redskabskassen eller nogle knapper i maskinrummet, der kan trykkes på, så ordner det hele sig. Det gør det imidlertid ikke, og når det viser sig, at vi ikke kan klare alting selv, så bliver vi angste for, hvordan alting skal gå, vi bliver fortvivlede og glemmer, at Gud kan have planer med verden og med menneskene, planer, der er så meget større end hvad vi kan udtænke. Vi glemmer, at hans rige er nær, at det er på vej, og at vi skal holde os åbne for det, når det kommer. Men Guds riges nærhed viser sig på de mærkeligste måder, det findes der en historie om, en historie, som fandt sted i Humble sogn, nærmere betegnet i Ristinge på Langeland. Den vil jeg nu fortælle.

I foråret 1826 bankede en fortvivlet barnefader på døren til Humble præstegård. Hans kone havde netop født, og barnet var – hed det sig – født uden underkrop og af så godt som ubestemmeligt køn. Lægen var blevet tilkaldt og havde erklæret barnet for mandkøn, og han havde samtidig foreslået, at man søgte om tilladelse til at aflive barnet. Præsten satte sig imidlertid imod det, idet han forklarede faderen, at man aldrig kunne vide, om barnet ville blive til velsignelse. Her stod videnskaben, der har verdens gang på sinde, over for forkynderen, for hvem Guds rige er nær. Præsten fik sin vilje, så drengen blev døbt, Hans Pedersen kom han til at hedde, og han blev ganske rigtig til velsignelse. Hans Pedersen tilbragte sit liv halvt stående, halvt liggende i en særligt indrettet stol, og han kom aldrig uden for Ristinge. Han var kvik og begavet, havde let ved at lære, og han kom til at tilhøre en grundtvigsk vakt kreds. Han førte en ivrig brevveksling med grundtvigske præster forskellige steder i landet, bl.a. med præsten i Vedersø, Johan Frederik Plesner, der i sine første år som præst led af så svære anfægtelser, at han var på randen af sindssyge. Til ham skrev Hans Pedersen følgende:

»Den korsfæstede og genopstandne Herre og frelser har været mit liv i mørke tider… Ja, kære Plesner, De har til visse erfaret, hvor god og venlig Herren er. Tro ham kun vel, om han også skjuler sig for Dem, det varer dog kun en liden stund, han elsker Dem, han vil ingenlunde slippe Dem.«

Således skrev et forkrøblet menneske uden nævneværdig skolegang til en trosfælle. Hvad der blev hvisket til ham i fortvivlelsens mørke, forkyndte han i lyset: »Den korsfæstede og genopstandne Herre og frelser har været mit liv i mørke tider« Naturen havde været Hans Pedersen ugunstig, men han kunne tage imod Guds ord og give det videre, og det blev til velsignelse for mange. Hans Pedersen var mere værd end mange spurve, og forstår vi ikke dybden af de ord, forsøger vi i vor frygt for verdens gang at indrette den, så vi kan færdes i den med færrest mulige knaster, da gør vi den øde og kold. Trøsten i alt dette er, at det er til den kolde og øde verden, Guds rige kommer, og med dets komme blomstrer de øde vange. Så er en krøbling ikke en knast, der skal fjernes, han kan løfte sin røst og forkynde fra tagene, hvad der hviskes ham i øret. En spurvs liv udgår fra Guds skabervilje, og det vender tilbage til ham. Sådan er det også for os, men Gud vil mere med os, uanset om vort liv bliver langt eller kort. Men for at mennesker kan tro det, må hans vilje med os forkyndes, og det kan godt være skræmmende, for Guds godhed og kærlighed har det med at samle sig modstandere. Det kan være almindelig ondskab, der reagerer ved at slå forkynderen af det gode budskab ihjel. Det kan være almindelig forhærdelse, der nægter at se, at også et tilsyneladende mislykket liv kan vidne om lyset og glæden hos Gud. Men midt i ondskaben og forhærdelsen er der altid nogen, der vil lytte, fordi de trænger til at høre, at Guds rige er nær. Og for at de skal få lov at høre det, er vi nødt til at forkynde trods fare og spot, trods kold fornuft, der vil fjerne knasterne i verden, og derfor skal vi gå herfra med de glædelige ord:  »På jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen