19-07-2020

Det gode og den gode

Salme: Hil dig frelser og forsoner 192

Kom, Herre Jesus. Amen.

2. Mos. 20, 1-17, Rom. 3, 23-28, Matt. 19, 16-26

Det debatteres af og til, hvor kirken var under nedlukningen af Danmark. Det er min opfattelse, at langt de fleste præster forsøgte at udføre deres arbejde under vanskelige forhold, men når sandheden skal frem, så tror jeg ikke, at kirken var meget savnet. Og når det glider ud af menighedens bevidsthed, at Gud er den, der giver evigt liv, så er der heller ingen grund til at henvende sig til kirken, selv om man i mange uger har været præget af sin angst for døden i stedet for glæden over, at den er besejret. For mig afslørede coronakrisen for alvor, hvor langt borte Gud er fra vor bevidsthed. Det er blevet endnu mere tydeligt efter, at Black Lives Matter-bevægelsen har sat skub i en alarmerende udvikling, der allerede har været i gang i nogle år, nemlig fokuseringen på »det gode« og ikke »den gode«. For det med Gud handler jo ikke bare om en evighed, der kan synes langt borte og derfor irrelevant, nej, det med Gud handler i høj grad også om, hvem der skal herske over os i vor dagligdag, hvad vi siger og tænker. Det oplevede vi et grelt eksempel på i ugen, der gik.

En lille virksomhed på Fyn, der producerer rom af høj kvalitet, meddelte, at den ville omdøbe sin rom, Ron Esclavo, fordi man udover stærk kritik på de sociale medier havde modtaget trusler. Ron Esclavo er nemlig spansk for Slave-rom, og egentlig havde virksomheden fundet på det som en hyldest til »de mennesker, der har betalt den højeste pris for, at vi i dag kan nyde denne fantastiske drik«, som der står på hjemmesiden.

Man kan mene om påfundet, hvad man vil, men udgangspunktet har altså været at ære dem, der æres bør. De gode intentioner blev bare ikke taget for gode varer af folkedomstolen, som man så endte med at komme i møde. Ligesom Hansens is, der beklagede, at de havde kaldt deres eskimo-is for Eskimo og derpå døbte den om.

Vi skal tale om gode gerninger og holdninger i dag, for der kommer hele tiden nye påbud om den rette opførsel og sprogbrug – ikke fra myndighederne, men fra alle mulige interesseorganisationer og privatpersoner, der med en enorm selvbevidsthed lægger låg på enhver selvfølgelighed, der har hersket iblandt mennesker, og truer virksomheder til at rette ind, så produktnavne ændres og bøger redigeres til ukendelighed. Der er ikke tale om en debat, hvor sagligheden har det afgørende ord, nej, dommen er afsagt på forhånd, og så retter de fleste ind. Og hvorfor retter vi ind? Jo, det gør vi dels for ikke at støde nogen, dels af angst for at blive udskammet eller få taget vort levebrød fra os. Angsten for ikke at være en del af det pæne selskab er kommet til at fylde så meget i vort liv, at det ikke alene sætter en stopper for vor evne til at tænke rationelt, det gør også medlemskabet af det pæne selskab til målet for vort liv. Det resulterer i, at folk, der vil sætte en dagsorden for os, har let spil. Den dagsorden splitter folk op i dem med de rene og de urene holdninger, minoriteter og majoriteter. Det viser sig allerede nu, at det vil få afgørende betydning for ens mulighed for at drive virksomhed og for ens jobmuligheder, f.eks. hvis man er kommet til at lufte de forkerte holdninger offentligt, eller hvis man bliver udsat for omvendt/positiv diskrimination. Det rene fællesskab kommer således til at blive udgjort af dem med rette holdninger og med et politisk korrekt præsteskab, der til hver en tid er parat til at slå ned på dem, der forsynder sig mod den gode tone, som præsteskabet selv sætter.

Kristendommens tale ind i alt dette er klar:

»Du må ikke have andre guder end mig« siger den, og den Gud, vi har, har åbenbaret sig som den eneste gode i en verden, hvor alle har syndet og mistet herligheden fra Gud. Vi skal – som vi hørte Paulus sige - »ufortjent gøres retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus«. 

Det er et budskab, vi ikke kan lide at høre, men det rummer en overvældende frihed i sig. Når vi vil være med i fællesskabet for enhver pris, så handler det jo om, at vi klynger os til det, vi kender, og som vi tror er helt afgørende for, at vi kan have det godt, både materielt og åndeligt. Vi er som den rige unge mand, vi hører om i dag, men der er en afgørende forskel. Vi spørger nemlig: »Hvad godt skal jeg gøre for at få et godt liv?« Han spørger: »Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Jesus stiller ham et modspørgsmål, »Hvorfor spørger du mig om det gode?« Jesus har nemlig gennemskuet den unge mand og set, at han ikke er oprigtig. Ikke fordi den unge mand ikke vil arbejde for sagen, men fordi han med sit spørgsmål afslører, at han tror, at det er en overkommelig opgave at komme ind i Guds rige.

Derfor er Jesus heller ikke i første omgang interesseret i, hvad den unge mand ønsker at gøre af godt. Han siger: »Én er den gode, men vil du gå ind til livet, så hold budene.« Og på spørgsmålet om hvilke bud, det drejer sig om, kommer Jesus ganske forfriskende ikke med et identitetspolitisk regelsæt. Han kommer bare med det, den unge mand kender til hudløshed: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹«  Den unge mand havde nok håbet at høre noget nyt, for de bud holder han jo allerede, de keder ham, han har ikke nok i dem, så han spørger, om han kan gøre mere. Og så er det, Jesus fortæller ham, at hvis han vil være fuldkommen, skal han give sin formue til de fattige og så følge Jesus. Da må den unge mand gå nedbrudt og bedrøvet bort, for lige netop dét kunne han ikke.

Det er her, vi ligner den unge mand; som ham hænger vi ved det timelige, men hvor han ville gøre sig fortjent til det evige fællesskab med Gud, vil vi gøre os fortjent til fællesskabet med mennesker, men resultatet bliver det samme: både han og vi beskæftiger os mere med »dét gode« frem for »dén gode«. Det gode mener vi nemlig selv at kunne magte, »den gode« minder os om, at der er virkeligheden kun var en, der magtede »det gode«. Et provokerende men befriende budskab i en politisk korrekt tid.

Jeg bruger altid en del tid på at lære konfirmanderne de ti bud, og de fleste lærer dem udenad. »Du må ikke«, og »du skal« er befalinger, der går igen, og det kan lyde hårdt, men det er jo egentlig dejligt enkelt. For når vi ikke må have andre guder end Gud, så er det ikke kun fordi han bliver vred over troløshed. Det handler så sandelig også om, at ingen andre skal herske over vor samvittighed med vilkårlige påfund og regler. Når vi er bundet til Gud, så er det alene ham, vi skal lytte til, og vi kan heller ikke gøre os selv til guder over andre.

Jeg vil næsten sige, at det er lettere at holde de ti bud end alle de regler der i dag pålægges os af andre, men i begge tilfælde opstår der omkring bud og regler let et præsteskab, der dikterer, og derfor opstår der hykleri, fordi vi mennesker så ikke gør det gode af et rent hjerte. Vi vil opnå noget med det, vi gør. Det er også derfor, disciplene bliver forfærdede, da Jesus siger, »det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« For hvem kan så komme ind? Hverken disciplene - eller vi for den sags skyld - er kommet længere end den rige, unge mand. De ved godt, at de ikke kan give afkald på alt deres eget. Da svarer Jesus: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Og her ser vi forskellen på at blive frelst af sine gerninger og rene holdninger eller ved Jesu Kristi offergerning. Gud lægger sig med sin søn imellem os og sine bud. Han skænker os det evige liv og bliver derfor udgangspunktet for det gode, vi måtte gøre. Hvor Gud er vort udgangspunkt, den, for hvem alting er muligt, der skal vi ikke adlyde nogen anden herre, og vi skal slet ikke gøre os til herre over andre. Det er frihedens evangelium, og det kan ikke blive forkyndt nok i disse dage. Den fynske romfabrikant og Hansens Is tænkte på deres virksomhed, og det er der ikke noget at sige til. Men man skal ikke være så angst for at miste det, man har, så man lader sig kue. Den rige unge mand var så bange for at miste sin formue, at han gav afkald på den gode, skal vi huske. Derfor er der ikke andet at sige til de krænkede, end at de ikke må vidne falsk om deres næste og derfor ikke skal vove at mistænkeliggøre ens motiver; romfabrikanten burde således have meldt dem, der truede ham og hans medarbejdere, til politiet. Hansens Is skulle have holdt på, at Eskimo-is er et fasttømret navn på en bestemt is, som ikke har gjort andet end at glæde danskere i flere generationer, uden at de har tænkt så meget som en racistisk tanke om den. Det mod og den frimodighed kan kun den have, der ikke har andre guder end den eneste gode Gud, for hvem alting er muligt.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.