12-07-2020

Hvem siger I, jeg er?

Salme: Mægtigste Kriste, DDS 266

Kom, Herre Jesus! Amen.

Jer 1, 4-9; 1Pet 2, 4-10; Matt 16, 13- 26

»I, Hvem siger I, at jeg er?« spørger Jesus sine disciple, og det er evangeliets højdepunkt. Afgørelsens time er kommen. Hvad vil de svare? Det er vigtigt, hvad de mennesker, der er allertættest på Jesus, de, der en dag skal forkynde budskabet om ham, vil svare.

På dette tidspunkt i Matthæusevangeliet befinder Jesus og disciplene sig i Cæsarea Filippi; der er et stykke vej til Jerusalem, hvor Jesus senere skal gøre sit indtog under folkets hyldest for senere at dø, foragtet på et kors. Det vil sige, at disciplene både i tid og rum endnu er et stykke væk fra påskens begivenheder. Hvad disciplene hidtil har oplevet af Jesu gerning er, at han har udført en række mirakuløse helbredelser af vanføre, og han har mættet 4.000 mennesker med ganske få brød og fisk. Oven i det har han talt dunder til farisæerne, altså gjort op med den tids præsteskab, og på baggrund af alt dette har han vundet mange for sig. Men da Jesus viste sig på en tid, hvor der var mange forventninger og religiøse forestillinger i det jødiske folk, så kom der også mange bud på, hvem han kunne være: Johannes Døber, Elias, Jeremias eller en anden af profet. Disciplene derimod, Jesu venner, burde vide, hvem han virkelig var. Simon Peter svarer rigtigt: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Jesus kvitterer for svaret ved at udnævne Peter til at være den klippe, som Guds kirke skal bygges på.

Sådan blev kirken til, kan man sige, men det går hurtigt ned ad bakke med den. Peter var ingen klippe. For da Jesus kort efter betror sine disciple, at han skal til Jerusalem og ende sine dage i lidelse og død, forfærdes den ellers så tro Simon Peter, trækker mesteren til side og går i rette med ham. »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Og her viser Peter, at han i sin bekendelse havde lagt noget helt andet i titlen Kristus, Guds søn, end Jesus gjorde. Peter havde set en guddommeligt inspireret mand, der med myndighed kunne virke i verden og bevæge masserne med sine undere og sine ord og derved genrejse Israel. Denne mand skulle da ikke lide og dø som en forbryder? For hvad var der så tilbage af den kirke, som Peter allerede var blevet lovet, han skulle være direktør for? Hvad var der tilbage af den levende Gud, hvis han lod sin søn krepere på et kors? Peter ville ikke stå i spidsen for en tabersag. Men Jesus lod sig ikke lokke; »Vig bag mig Satan! Du vil bringe mig til fald, for du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Her blev det klart for Peter, at Guds rige ikke er af denne verden, og når han skulle være den klippe, som kirken skulle bygges på, så var det ikke i kraft af hans særlige karakter, dén var der ikke så meget ved, men fordi Gud ville det. Peter skulle senere sande, at han som kirkens klippe ikke gik en strålende fremtid i møde, han måtte træde samme tornegroede vej som Jesus, gennem lidelse, døden på et kors.

Peter blev dog imidlertid - ifølge traditionen – den første pave og dermed et forbillede for den kristne hyrde, pastoren, som der jo findes en del af i alle kirker verden over. Det er kendetegnende for Peter, at selv om han kunne være fej, ærgerrig og af og til direkte dum, så tog han sit ansvar alvorligt, og da det virkelig brændte på, og korset ventede ham, flygtede han ikke. Men det var efter påskens begivenheder.

Peter, som vi kender ham før opstandelsen, findes i dag overalt, hvor Guds kirke er, og den konflikt og forståelseskløft, der er mellem Jesus og ham, er i dette forår blevet særdeles tydelig herhjemme.

Det begyndte med en annonce, som biskopperne i påsken indrykkede i landets aviser. Den bestod af en næsten blank side med et lille påskedigt på midten. Digtet omtalte én, der midt i hudsult, håndsprit og åndenød vender sig om og smiler, og så er det påske. Sim sala bim. Man kunne gætte på, at det var den opstandne Jesus Kristus, det handlede om, men det stod ikke i teksten, og da det mig bekendt ingen steder i biblen er beskrevet, at Jesus vender sig om og smiler til nogen som helst, så kan det ikke undre, hvis lægfolk ude i landet havde svært ved at finde ud af, hvad annoncen gik ud på. Københavns biskop forsvarede annoncen, fordi den skulle møde mennesker, der hvor de er. I påsken, skrev han, »sidder de og læser deres morgenavis til morgenkaffen, solen skinner, og om lidt skal de skal ud i haven og grave. Det er den sekulære sammenhæng, vi må tale til dem i, for det er der, de lige nu befinder sig. For Jesus kommer til mennesker dér, hvor de er, og forlanger ikke, at mennesket skal møde op i hans kirke og have tilegnet sig hans sprog, før han vil tale til dem.« Nu kunne folk faktisk ikke komme i kirke denne påske, selv om de havde villet, men det er kendetegnende for påsken, at det er folk i bevægelse, der møder den opstandne. Jeg har f.eks. læst, at det var kvinderne og siden disciplene, der kom til graven, og dér fik de at vide, at de skulle gå til Galilæa, hvor Jesus ville møde dem og tale til dem, for ikke at tale om vandringen til Emmaus. Men lad os nu gå ind på tankegangen: At kirken skal møde mennesker, når de graver have eller sidder på café. Til det formål har Helsingør stift med støtte fra syv andre af landets ti stifter trykt et magasin, der hedder Folk og Kirke. Redaktøren af bladet har i Kristeligt Dagblad givet udtryk for, at hverken Jesus, bibelen eller Grundtvig giver kirken autoritet i dag, og derfor er den nødt til at tale om det samme, som alle andre taler om, på fællesskabets præmisser, og fællesskabet står helt af, når man nævner Gud eksplicit.

Vi har altså en kirke, hvis ledere helst ikke vil tale om Gud, fordi han ikke længere giver autoritet i et sekulariseret samfund, hvor ingen i øvrigt forstår, hvad kirken taler om. Da en stor del af fællesskabet imidlertid betaler kirkeskat, så skal de have noget for deres penge, og så kommer man dem i møde med annoncer og glittede magasiner.

»Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« udbrød Peter, da han hørte, hvad han skulle forkynde i Guds kirke, og det er blevet folkekirkens bekendelse.

Der er m.a.o. ingen forskel på Simon Peter og folkekirkens Peter når det kommer til den virkelige forståelse af, hvem Kristus egentlig er. Men på deres efterfølgende gerning er der sandelig forskel. Fiskeren Peter fornægtede sig selv, tog sit kors op og forkyndte den opstandne frelser, folkekirkens Peter samtaler på fællesskabets præmisser.

Men fællesskabet er ikke hovedhjørnestenen i vor kirke, det er Jesus Kristus. Det er ham, vi har vor autoritet fra, og vi stikker os selv og vore menigheder blår i øjnene, hvis ikke vi holder fast på, at der er én, der er sandheden, vejen og livet, og at vi kun kan møde ham, hvis vi ind i mellem ser op fra den spade, vi har stukket i jorden eller det glittede magasin på cafeen. »Omvend jer, for himmeriget er kommet nær« råbte Johannes Døber i ørkenen, og så kom folk, eller de blev væk, fordi de ikke brød sig om budskabet. Det har ikke ændret sig; når vi hører nogen kalde, så kan vi vælge at komme, og det kræver, at vi rejser os og går hen til den, der kalder. Og så er det vigtigt, at kirken gør det tydeligt, at det er Kristus, der kalder. Hvis vi for at opretholde den gode stemning bøjer af i at hævde sandheden om Gud, så går vi ikke hans ærinde, men menneskers; så ender vi med at lefle for det sekulariserede fællesskab og svigter den herre, vi er sat til at tjene.

Et sådant svigt kan få den konsekvens, at Kristus forsvinder fra os, at kirken bliver til tomhed, ord og bekendelse til sand, der løber ud mellem vore fingre. Fordi kirken så bliver til menneskeværk. Kun hvor Gud selv vil det, dér er hans kirke, hans ord lyder fra små og uformående menneskers læber, og det til dem, der siges: »I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt.« 

Tænk at være blevet betroet at forkynde guddomsmagten i ordene: »Det er fuldbragt«. At stå som dem, der ikke har andet at give, end hvad Gud giver os, nemlig det største offer, sig selv. Gud gav sig selv, for at vi skulle have fællesskab med ham. Gud sætter således rammerne for fælleskabet, og det har indtil videre været alt rigeligt til at holde kirke på. Det skal ikke klattes bort i indholdsløs samtale.

Skal folkekirken tages alvorligt, må den begynde med at tage sig selv alvorligt, og det vil sige besinde sig på, hvem det er, der skaber kirken. I dag bliver det klart, at Gud i Kristus har bestemt sig for, hvordan han ville vise sig, nemlig som den korsfæstede og opstandne frelser. Det er ham, der kalder hver søndag, det er ham, der skal forkyndes. For uden ham er kirken kun jord af jord, som den vi stikker spaden i derhjemme.

Det kimer til gudstjeneste i dag, og vi kommer som dem, der intet har, men skal have alt skænket af Gud. Alt, det vil sige syndernes forladelse, ja, livet selv skænker han os, og som sådan er vi velsignede, velsignede i en grad, at vi kun kan takke og bekende: »Du er Kristus, den levende Guds søn!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.