05-07-2020

Hvem ringer klokkerne for?

Salme: Nu blomstertiden kommer, DDS 722

Kom, Herre Jesus. Amen.

5 Mos 24, 17-22; Rom 14, 7-13; Matt 5, 43-48

Vi kan godt sige, at danskerne er vanekristne, og vanekristendom er meget bedre end sit rygte. Vaner har det imidlertid med at få os til at se alting som en selvfølge, og det er der ikke noget i livet, der er. Af og til må man tænke over, hvorfor man er kristen og hvad det betyder for et samfund som det danske, at kristendommen er den bærende religion.

Derfor vil jeg tillade mig at bruge lidt tid på nogle historiske og principielle overvejelser, som er vigtige for at forstå aktualiteten af dagens evangelium.

Da kong Harald gjorde danerne kristne, og kirkerne begyndte at skyde op i landet, var en af anstødsstenene for de endnu asatroende, at der var kirkeklokker, der bimlede. Klokkerne forstyrrede nemlig de underjordiske, som man mente gerne ville have fred og ro. De underjordiske lærte tilsyneladende at leve med dem, eller også forsvandt både de og de asatroende.

I dag tror vi ikke længere på underjordiske, men gerne på så meget andet, og kirkeklokkerne forstyrrer dem, som gerne vil krybe sammen under dynerne søndag formiddag. Da det for nylig blev foreslået, at det muslimske bønnekald skulle forbydes, opstod der straks modkrav om, at det samme måtte gælde kirkeklokkerne. Nu er det ikke tilladt at kalde til muslimsk bøn med mindre, man har fået tilladelse, og da folkekirken har en særstatus i grundloven, som tillader klokkerne at kime, løb det hele ud i sandet.

Det er dog næppe sidste gang, vi skal føre diskussionen, og det varer heller ikke længe, før vi skal til at tale om, hvad vi dog skal stille op med de middelalderkirker, klokkerne ringer fra. Mange steder, hvor folk flytter fra landet, opfattes kirkebygningen som en økonomisk byrde, og der er derfor nu overvejelser om det, man kalder differentieret vedligeholdelse, at man overvejer hvilke kirker, der skal gøres mest ved, så kan man samle ressourcerne der, hvor der bor folk. Rives ned kan kirkerne nemlig ikke, fordi de hører til blandt de få middelalderbygninger, vi har, men hvad skal man stille op med dem? Måske bruge dem til noget andet end kirke? Jeg kan godt afsløre, at jeg finder overvejelserne uheldige, især fordi de falder ind i en tendens, hvor folkekirken taler mindre og mindre om Kristus, dens herre. I Aalborg har man f.eks. bygget Folkekirkens hus for ca. 60 millioner kr. Der er mellem 25 og 30 ansatte, og i værdigrundlaget nævnes Kristus end ikke. I stedet tales der om livet, fest, mangfoldighed og dialog. Hvad en kirkelig fest kan gå ud på, fik jeg en smagsprøve på fornylig, da jeg fik et lille hæfte ind ad døren, som handlede om, hvordan man kunne formidle Højsangen for kirkefremmede, De ved, det erotiske digt fra Gamle Testamente. Det foreslås, at man arrangerer en aften i kirken, hvor man kan ligge i Sulamiths seng og male billeder med rødvin medens folk fra menigheden vandrer omkring og visker kærlighedsord. Hæftet er forfattet af en præst og en organist, som er løskøbt af Haderslev stift til at eksperimentere med den danske gudstjeneste. For mig at se er tiltagene et vidnesbyrd om, at folkekirken prøver at tilpasse sig et afkristnet samfund, og jeg skal indrømme, at jeg af og til tænker, at der nok kunne vedligeholdes en del med de penge, der bruges på kirkelige aktiviteter og produktudvikling, og at de slet ikke ville være dårligt givet ud; lyd og rum betyder jo noget: Klokkerne kalder til kirke i glæde og sorg fra de smukke landsbykirker, som med lind hånd er blevet strøet ud over landskabet. De har ringet Guds sol op og ned, den sol, der skinner over retfærdige og uretfærdige, i mange, mange år, og kirkerne er i sig selv en manifestation af, at i Danmark er vi underlagt Kristus. En middelalderkirke lader slet ikke en i tvivl om, hvad det er, der skal foregå inde i den, og derfor står mine kolleger og jeg søndag efter søndag og forkynder Kristi opstandelse og syndernes nådige forladelse. Det er nu kristendommens vane, vi forkynder.

Egentlig er der jo mennesker nok, der kunne fylde alle kirkerne. Det er hverken kirkernes eller Kristi skyld, at de ikke kommer, men vi mennesker har for vane med at samles med nogen, der minder om os selv og for at høre det, vi gerne vil høre. Og vi vil gerne drikke rødvin, feste, samtale og høre kærlige ord. Vi vil helst ikke høre, at vi er underlagt nogen andre end os selv, og vi vil ikke mødes med den dødirriterende nabo, som spiller høj musik til ud på de lyse timer, den nabo, som vi i øvrigt har en hegn og skel-konflikt med, og som helt sikkert stemmer forkert ved hvert eneste valg.

Men ordene til os i dag er ikke vanskelige at forstå: Hvis vi kun elsker dem, der elsker os, så er der ikke forskel på naboen og os. Alle kan elske den, der elsker en selv, men få, hvis nogen, kan elske fjenden. Det var der kun én, der kunne og gjorde, og det var Jesus, da han blev naglet til korset af brutale soldater. Da bad han Gud tilgive dem.

Vore tidselgemytter forbyder os at gøre det samme, men vi kan forsøge, vi skal faktisk forsøge, og lur mig, om ikke det har betydet noget, at dette budskab er blevet forkyndt igen og igen i vort land, forkyndt for slægter, der fulgte hinanden, fra kirker, der står endnu. Man kunne også spørge: Hvorfor nøjes du med at brokke dig over naboen og eventuelt slæbe ham i retten, når der er problemer med skellet? Hvorfor slår du ham ikke ihjel? Det kunne være fordi det ligger så dybt i dig, at selv din fjende er skabt i Guds billede, og at du ikke kan gøre med ham, hvad du vil. Jesus siger, at du skal elske din fjende, og at du derfor skal bede for hans liv og velvære. Det gør de færreste af os, og i krig slår vi ligefrem fjenden ihjel. Men vi har alligevel regler og normer for, hvordan fjenden skal behandles, om det handler om din egen eller om landets fjende. Det er ikke en selvfølge. Jesus talte ind i en tid, hvor princippet om øje og for øje og tand for tand var fremherskende. Og læser man Saxo, så var de gamle asatroende heller ikke behagelige bekendtskaber, når de stod over for en fjende. Læs bare historien om Regnar Lodbrogs sønner og deres afstraffelse af kong Ella. Sådan tænker mennesker generelt, og når vi ikke gør det i dag, så vil jeg vil vove den påstand, at det er fordi Kristi ord om, at du skal elske din fjende og vende den anden kind til, har lydt i vort land i over tusind år. At budskabet er blevet en vane.

At det vedbliver at lyde eller være en vane er heller ingen selvfølge. Gud kan flytte sin lysestage og overlade os til troen på de underjordiske og selvtægten, såfremt vi ikke passer på. Hedenskabet kan sagtens vende tilbage, og selv om det lyder harmløst, at man bruger kirken til at male rødvinsbilleder fra Sulamiths seng, eller mødes et kirkeligt forsamlingshus for at feste og fejre egne og andres talenter, som der står, så har det meget lidt med kristendom at gøre; det er i bedste fald ligegyldigt, i værste fald medvirkende til afkristningen af landet.

Det betyder nemlig noget, om man tror på de underjordiske eller den gode Gud i hans lyse himmel, det betyder noget, om imamens bønnekald eller kirkeklokkerne lyder over hustagene. For det er vidt forskellige bønner og budskaber, de kalder til. Hvorfor skelner islam mellem rent og urent, og vi ikke? Hvorfor skelner islam mellem kønnene og vi ikke? Hvorfor råbes der Allahu akbar, når terror begås i islams navn, medens vi synger Gud er stor, når vi ser hans skaberværk?

Noget er m.a.o. bedre end andet, og når kirkeklokkerne ringer solen op og ned, ringer de også til bøn, de minder os om, at vi skal elske vor fjende og bede for ham, at han må lære den levende, barmhjertige Gud at kende, og for at vi må være vor himmelske faders børn.

Som vor himmelske faders børn »lever ingen af os for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus, og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både levende og døde.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen