28-06-2020

Alt mit er dit

Salme: Guds igenfødte, ny-levende sjæle, DDS 472

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 65, 1-2; Ef 2, 17-22; Luk, 15, 11-32

»Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Sådan gav farisæerne og de skriftkloge ondt af sig, når de så Jesus omgive sig med toldere og syndere. Og de havde en pointe, for toldere og syndere var det, de var: brogede i kanten, de var ikke ordentlige mennesker, det ville de heller ikke være i dag. Hvis Jesus virkelig var Guds søn, gav det ingen mening, at farisæerne gik og tilbad en gud, der skelnede mellem ordentlige og uordentlige mennesker, når han så endte med at vende dem ryggen til fordel for samfundets udskud. Øjne, I var lykkelige, I som så Guds søn på jord, hedder det i en salme, men der var mange, der bestemt ikke var lykkelige for at se ham. Siden har farisæerne haft et dårligt ry, men egentlig står vi dem nærmere, end vi bryder os om at tænke på.

Netop nu lever vi i farisæernes verden, vel at mærke en verden, hvor farisæerne ikke engang har en gud, de påberåber sig, nej, nutidens farisæere har netop travlt med at rive gudebilleder ned; krucifikser, hvor Kristus er hvid, kræves fjernet, og man skænder statuer af mænd, som fortiden fandt så agtværdige, at de fortjente et mindesmærke. Monumenter, som har stået i fred i mange år, overmales, væltes og ødelægges. Det er for tiden slavehandlen, der spøger; mange hvide mænd var på et vist tidspunkt af historien involveret i slavehandel, og intet er for småt til at blive en sag – selv Ludvig Holbergs finanser er blevet gennemgået med lup, og man har fundet ud af, at han et års tid ejede en aktie i Vestindisk-Guineisk Kompagni, som benyttede sig af slavearbejde. Derfor skal Holberg i skammekrogen.

Der er ikke noget godt at sige om slavehandel, men jeg tænkte i min enfold, at vi for længst havde gjort op med det, idet slaveriet på de danske vestindiske øer blev endeligt ophævet i 1848. Nu er det altså blevet en sag, til et oprør. »Ingen retfærdighed, ingen fred« råbes der i Washington, og i Stuttgart og Brixton er ordenshåndhæverne jaget vildt. Det uhyggelige ved oprøret er, at det udadtil handler om retfærdighed, medens det bliver mere og mere tydeligt, at der under kravet om retfærdighed ligger et ønske om en ny orden, hvor dødelige mennesker kræver gudestatus. Hvor mennesker kræver gudestatus, er der ikke plads til nuancer, for så kræver man retten til at skrive historien, og dermed skabe verden i sit billede, ganske som farisæerne på Jesu tid. Farisæerne havde opnået stor status i en fin fortælling, som mere og mere var blevet formet efter deres smag. Men nu kom Jesus altså og fortalte en anden historie, nemlig den, at der hos ham er plads til selv den værste forbryder, ja, måske er den forbryder, der oprigtigt angrer sin synd, Gud nærmere end bedsteborgeren, der forhærder sig i sin retfærdighed. Det kald, der lød til Adam i paradisets have, det lyder også nu i evangeliet, og Gud kalder på en måde, vi aldrig selv kunne have forestillet os.

Gud kommer til os i dag som den nådige konge, den milde fader med de to sønner. På den yngstes forlangende deler han betingelsesløst sin ejendom mellem sønnerne. Den yngste drager straks derefter ud i verden for at slå sig løs, medens den ældste vælger at blive hjemme hos faderen for at tjene ham.

Den yngste ender sultende blandt svinene i et fremmed land. En rettroende jøde kan ikke synke dybere, og det vidste Jesus, da han valgte netop det billede. Skulle han have fortalt historien i dag, kunne den yngste søn have mistet sine penge i misliebige foretagender som slavehandel. 

Sønnen fornemmer imidlertid, at faderen vil forbarme sig over ham og dog lade ham arbejde blandt sine daglejere, der trods alt får mad hver dag. Han begiver sig derfor hjemad, og da faderen kommer ham i møde, bekender han sin brøde. Og så ender det hele med en fest, noget, drengen bestemt ikke havde fortjent. Det er dog en mærkelig fader, der gør den slags. Det synes den ældste broder også, for da han kommer træt hjem fra marken og hører fra en af tjenerne, at den yngste broders hjemkomst bliver fejret, bliver han rasende af skinsyge og nægter at gå ind og deltage i festivitasen. Da hans fader forsøger at hente ham ind, kommer al hans forurettede vrede ud: Her har han gået og passet sit arbejde og været tro mod faderens bud i al den tid, hvor Lillebror har slået sig løs med billige damer for faderens penge, og hvad har han fået ud af det? Har faderen måske nogensinde holdt en fest for ham og hans venner? Det er fortællingens højdepunkt, for nu er der ikke længere forskel på storebroderen og de farisæere, som Jesus taler til. Han taler netop til dem fra sin plads fra spisebordet blandt den tids kæltringe, medens farisæerne stod og kiggede vrede ind ad vinduerne. Jo, farisæerne forstod pointen, de blev krænkede, og så blev det farligt, for en krænker skal man lukke munden på, man må skaffe ham af vejen; her betød det, at den uforståelige og uantagelige godhed skulle dø, fjernes. Sådan er der, hvor farisæerne hersker. Der sættes magt bag de krænkede følelser.

Hvor Gud hersker, er derimod kærligheden og sandheden dommer, forstået på den måde, at hvor den fuldkomne kærlighed viser sig, kaster den lys over alle sider af menneskelivet, sandheden om mennesket kommer frem, og så bliver det vanskeligt at håndhæve sin egen retfærdighed. Man bliver nødt til at forholde sig ædrueligt til ethvert emne.

Taler man således om slavehandel, så bliver man – kristeligt set – nødt til også at tale om, at sorte blev solgt til hvide af sorte, man er nødt til at tale om, at slavelignende forhold stadig findes i den arabiske verden. Man er nødt til at forstå, at de hvide slaveejere rent faktisk holdt op med at holde slaver, en del under pres, men de holdt op. Man er måske ligefrem nødt til at erkende, at opgøret med Ludvig Holberg, Hans Egede og mange andre er absurd i en tid, hvor der i Hong Kong, i Mellemøsten eller i den brasilianske regnskov findes mennesker, som forfølges og undertrykkes på grusomste vis. Det kan være ganske sundt at se bort fra sin egen navle, for det kan det hænde, at man får øje for, at Gud også har skabt ens næste uanset hvilken farve, han måtte have, og at man derfor ikke har ret til at tvinge ham til at acceptere en ny historieskrivning, ødelægge hans ejendom endsige forlange ham dømt uden en retfærdig rettergang, sådan som det sker for tiden. Bare fordi næsten er hvid.

Guds kærlighed er ikke retfærdig på en måde, som vi ønsker og forestiller os det, og således slår han ethvert selvskabt gudebillede i stykker. Den ældste broder forestiller sig i fortællingen, at faderen er streng og retfærdig, og dermed tror han også, at han ved sine handlinger kan opnå noget hos ham. Han ville have anerkendelse for at gøre det, han egentlig blot var skyldig at gøre – at være en god søn. Hans hjerte hang ikke ved faderen, men ved det billede af ham, som han selv havde skabt, og hvor han mente, han skulle spille en meget større rolle end bare at være søn. Dermed var han lige så langt borte fra faderen som den yngste søn, der fulgte sine lyster og endte i en svinesti. Til denne storebror er det, faderen må sige: »Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit

Et slag over nallerne til den tids farisæere, ja, men så sandelig også et stormløb mod vore kolde og hårde hjerter, der higer efter en retfærdighed uden Gud. Det er måske endda værre for os at høre en historie som denne, fordi den insisterer på, at der er en Gud, hvor vi fornægter ham, en Gud, der også vil være Gud for familiens sorte får, og som til selvretfærdigheden siger: »Alt mit er dit, hvorfor har du så alt det had i dit hjerte?«. Evangeliet kaster lys over menneskenes grundsynd: At vi ønsker retfærdighed og ikke nåde, og at vi gør os selv til historiens dommere og guder, der vil herske over andre hvad enten det er med vor religiøsitet, vor ideologi eller vor politiske korrekthed. Det er dette mørke, der i disse dage breder sig omkring os, men vi skal vide, at Gud før har rakt hænderne ud mod et genstridigt folk, der ikke påkalder hans navn. Det gør han også nu.

 Om vi tror os frigjorte fra enhver binding til Gud, eller om vi træller for en indbildt gud, da søger han os og kalder på os og vil, at vi skal tilhøre ham. Gud vil gøre alt - og gerne det modsatte af, hvad vi har tænkt os - for at finde os. I Kristus gik han gennem lidelse og død for at komme os nær, som har fjernet sig fra ham, selv når vi tror, vi dyrker ham. En sådan uudgrundelig kærlighed afslører alle vore mørke sider, men den bliver også begyndelsen til noget nyt, et liv i den kærlighed, der tror alt, håber alt og udholder alt, fordi Gud i Kristus kun vil se os, som var vi hans egen kære søn. I Ham er vi de fortabte, der kommes i møde af en nådig fader, vor himmelske konge.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen