14-06-2020

Ud af hamsterhjulet

Salme: Nu takker alle Gud, DDS 11

Kom, Herre Jesus. Amen.

Præd 5, 9-19; 1 Tim 6, 6-12; Luk 12, 13-21

Danmark er et rigt land, vi har laderne fulde, og det viste sig som et gode, da landet i marts blev lukket ned, for der var angiveligt noget at tage af, så vi kunne slappe af med god samvittighed, alt imens vi fylkedes om husalterets fladskærm for at høre, hvad vore ledere mon havde af beskeder til os. Og dog, så er der vist alligevel en regning, der skal betales, og lige nu strides alle om det forløb, vi har været igennem.

Der vil nok gå en stund, før man kan vurdere corona-krisen og håndteringen af den objektivt, men jeg synes dog, at man allerede nu kan komme med nogle eksistentielle overvejelser om den forgangne tid, og det vil jeg forsøge her. Da man greb til den drastiske nedlukning, handlede det i første omgang om, at man stod med et sundhedsvæsen, der var uforberedt på en sygdom, der krævede mange indlæggelser. Det lød umiddelbart som sund fornuft, men det rystede mig, hvor hurtigt frygten for døden blev en følgesvend, og i hvor høj grad den førte til irrationelle handlinger. Der var en overvældende angst for døden i folket, og folketinget har tydeligvis af både folkestemning og regering følt sig stærkt presset til at vedtage hastelove med drakoniske indgreb mod borgernes frihed, f.eks. den grundlovssikrede forsamlingsret, som altså ikke bare handler om retten til at demonstrere. Folket lod sig politisere i en grad, man ikke troede mulig, idet man fandt det helt i orden at man i sit private hjem ikke måtte forsamles mere end ti, medens man gerne måtte deltage i politiske demonstrationer i tusindtal.

Man accepterede også, at hele folket blev sygeliggjort, forstået på den måde, at alle kunne blive syge samt bringe smitten videre til de udsatte, og derfor skulle alle isolere sig. Nu er det meget få, der har lyst til at være skyld i andres sygdom og død, og når man går så drastisk til værks, at man isolerer alle, så er der nogle andre, der lider; hurtigt kunne krisecentrene berette om en stærk stigning af voldsramte kvinder og børn, ensomhed blev et større problem, og vi har endnu til gode at se konsekvenserne af de lægelige behandlinger, der blev udsat i denne tid. Da børnene begyndte at vende tilbage til daginstitutioner og skoler, indførte man en hård håndhygiejne, der har forårsaget en voldsom stigning i hudeksem, som hos mange kan blive kronisk. Angsten fik den sunde fornuft til at fordufte.

Der skete dog også gode ting; mange familier fandt ud af, at det var rart at være mere sammen, at hamsterhjulet måske ikke var det eneste saliggørende. Antallet af for tidligt fødte faldt med 90 procent, hvilket kunne tyde på, at en forjaget hverdag ikke er godt for det lille liv, der ligger under moders hjerte.

Men lur mig, om ikke vi fortsætter i hamsterhjulet, for der er mange hensyn at tage; hvis kvinder finder ud af, at de egentlig gerne vil være mere sammen med børnene, så skrider ligestillingen. Nedlukningen har endvidere været dyr, ikke bare i Danmark, og vi har derfor brug for øgede skatteindtægter, både til landets egne og til EU's hjælpepakker. Vi vil nemlig ikke lade os nøje med føde og klæder og et jævnt og muntert virksomt liv på jord, nej, vi vil have velstand og en tidlig tilbagetrækning, som det er blevet os lovet, så vi kan slå os til ro, spise, drikke, være glade og lade være med at tænke på døden. Vi har m.a.o. set to såre menneskelige reaktioner i den forgangne tid; den ene, der handler om, at vi gerne vil leve længe uden at tænke på døden, den anden, der handler om at skrabe penge ind, så vi kan leve det lange liv i velfærd. Gud i himlen er ganske glemt, men reaktionerne viser, at når vi glemmer ham, så kommer der andre guder og optager pladsen, og staten vil meget gerne være vores gud.

Evangeliet til i dag rammer direkte ned i disse problemstillinger. Hvad skal du med alt dit timelige gods, når det kan være, at du ikke vågner i morgen? Hvad skal du med det lange liv, velfærdsstaten har købt dig, hvis prisen er, at nu bestemmer staten over det?

Der tales meget om griskhed og trangen til at sikre sig i dagens tekster. Dog handler det egentlig ikke om at have meget eller lidt, det handler om, hvem der er herre i dit liv, og grådighed efter mere fører mennesker på afveje; de tror, de arbejder for sig selv, men i virkeligheden kommer de til at trælle enten for deres egne behov eller for en hersker, der forstår at udnytte disse behov. Tænk bare på debatten før sundhedskrisen; dengang var det et problem, at vi blev for gamle, for så blev vort liv for dyrt for staten. Nu skal vi blive gamle, men vi må ikke blive syge eller gøre andre syge, til gengæld skal vi arbejde hårdt, for der er en regning, der skal betales.

Hvad har vi at sige til det her i kirken? Vi hørte det både hos prædikeren og hos Paulus:

»Nøgen kom du af moders liv, nøgen går du bort herfra, men glæd dig over den løn, dit slid giver dig, tænk ikke på dine levedage, for Gud giver dig glæde i hjertet.« Prædikeren ser sig om i verden og drager en lære om Gud ud af den, som handler om glæde og taknemmelighed i nuet for alt det skabte.

Paulus siger:

»Strid troens gode strid, grib det evige liv, som du blev kaldet til og har bekendt dig til (…).« Det evige liv er i troen på Jesus Kristus, og han prædikede netop troens ubekymrethed: »Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?«

Jesus siger dermed ikke, at føde og klæder kommer af sig selv, men han fortæller os, at vore bekymringer for det timelige får os til at se væk fra vor fader i himlen, ham som gav os livet. Vore bekymringer over de vilkår, vi lever under, kommer til at styre vor adfærd. Og når bekymringen for det timelige overtager vore tanker, så bliver vi så bundet af dem, at vi ikke kan tænke klart hverken på egne eller vor næstes vegne. Den kristne tro er således ikke en laissez faire –tro, den er en befrier fra hamsterhjulet og dødsangsten, som gør os til slaver og forplumrer vore sanser for det, der er Guds ærinde: retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed. Gud ville frigive os til at se vor næstes behov, ikke til at styre ham eller hende. Det blik for næsten kan vi kun få, hvis vi opgiver vor egen angst for døden og trangen til at sikre os, og opgive det kan vi kun, hvis vi frimodigt overgiver os til Gud i troen på det evige liv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen