07-06-2020

Idet I døber dem.....

Salme:  O kristelighed, DDS 321

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 49, 1-6; Ef 1, 3-14; Matt 28, 16-20

Elleve mennesker samles fordi nogen har kaldt dem. Der skulle have været tolv, men det blev kun til de elleve. Den tolvte var der ikke, for han havde forrådt den som kaldte. Det var Judas, Judas som havde været sammen med de andre hele tiden, Judas som havde oplevet og set og hørt det, de andre havde hørt; at mange tusind mennesker havde fået et nærende måltid ud af lidt brød og nogle få fisk, at storme blev stilnet, at blinde så og døve hørte, at døde vågnede op til liv, at syndere fandt tilgivelse. Alt sammen p.g.a. Jesus. Alligevel var Judas kommet så meget i tvivl om projektet, at han tog sagen i egen hånd, gik til ypperstepræsterne og overgav menneskesønnen i voldsmænds hænder, og da gik det som det gik. Jesus blev korsfæstet blandt forbrydere, og Judas forsvandt ud i mørket; i fortvivlelse over sit eget forræderi hængte han sig. Ja, den tolvte manglede, og netop det, at han manglede, mindede ikke alene de elleve om hans svigt, nej, det mindede dem også om, at det ligeså godt kunne have været dem selv, for ingen af dem havde noget at bryste sig af, som de stod der. Alle havde de nemlig forventet noget andet af Jesus, alle var de blevet skuffede over hans manglende vilje til at ville være den helt og befrier af Israel, som de havde troet, han var. Alle var de stukket af, da det gjaldt. Men nu var de her. I Galilæa, som de var blevet kaldt til af den korsfæstede, døde og opstandne Jesus.

Det er historien om den første menighed. Fortvivlede og tvivlende mennesker kom, fordi de blev kaldt af Jesus Kristus, den opstandne frelser. Han havde en vigtig opgave til dem, en opgave, som også vi har i dag. Derfor er det vigtigt at lytte til hans indledende ord:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden.« Vi er ikke blevet magten givet, hverken jord eller himmel er vores, alt er lagt i Kristi hænder. Kristi kirke er altså en tjenende kirke, der skal stole på hans ord og bringe det videre. Der ligger en utrolig frihed i dette. Verdens frelse hænger ikke på vore skuldre. Den hænger på vor Herre Jesu Kristi skuldre, og de kan bære den byrde. Judas mistede troen på Herrens magt og tog sagen i egne hænder. Det førte til død og mørke og fortvivlelse. Derfor, lad Herren gøre værket!

En herre er imidlertid ikke herre uden et folk, så derfor befaler Jesus, at disciplene skal gå ud i verden og gøre alle folkeslag til hans disciple. Og de skal ikke gøre det med rå magt, men ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lære dem at holde, alt det som han har befalet dem. Der skal døbes og oplæres, og det har kirken gjort lige siden.

Det er en tankevækkende historie i en teknologisk begejstret tid. Kristus viste sig ikke på storskærm, og han havde ingen it-konsulenter, der kunne oplære Guds tjenere i kommunikation for masserne. Disciplene var ulærde mænd; de havde ingen moderne virkemidler, og de havde – som nævnt – vist sig at være ganske uden rygrad. Alligevel blev de kaldet, og på nær én kom de altså. Det er også et vilkår i dag. Vi er alle kaldet, men ikke alle kommer, og nogen falder fra undervejs. Men vi må fortsætte med at gå, vi må fortsætte med at døbe og oplære. Og vi gør det som vi bedst kan med de evner vi har.

Ordene, som vi hører i dag, er jo også de ord vi siger, når et barn bliver døbt. Og jeg synes, at det er passende at sige noget om dette. Et barn kan ikke tro, siger vi, et barn kan ikke tage en beslutning om at blive døbt. Imidlertid er barnedåben en grundlæggende forudsætning for at forstå, hvad tro er. Et barn har jo ingen reservationer sådan som vi voksne kan have det, de skal ikke selv overveje, om de tror og om de tror nok. Barnedåben er et klart tegn på, at magten tilhører en anden, og trods vore reservationer overgiver det bedste vi har i denne magts varetægt, fordi vi tror den betyder noget, fordi vi tror, at Guds magt rækker ud over vor egen. Derfor er det så vigtigt at fortælle vore børn om Guds storhed og miskundhed, og måske særligt i disse tider, hvor så mange mennesker tager magten i egen hånd og forårsager store ødelæggelser enten i gensidig mistillid eller i troen på egen retfærdige sag. På den måde gør vi os selv til guder, og vi mister dermed forståelsen for, at vi skylder en anden, at vi er her, vi mister forståelsen for, at andre er skabt, og at vi skylder at se Guds billede i vor næste. Det skylder vi, fordi al magt i himlen og på jorden er givet ham og ikke os. Gud bar ikke sin sag frem med vold; han kom til os som vor bror for at vise os det sande menneskeliv, et liv, der er båret af kærlighed selv til den værste fjende. Selv da han hang på korset, var det tilgivelse, der lå ham på sinde. Gud er Gud, uanset hvad der sker i verden, og når vi bekender, at han er vores herre, da kan vi ikke længere gøre os til herre over andre, men blot give det glædelige budskab om ham videre.

Det kan vi kun gøre, hvis det kommer fra hjertet, og kristendommen har fra begyndelsen af været en hjertesag. Dåbsfadet i Nørre Alslev prydes af Maria, der får budskab fra englen Gabriel, og Maria knyttes således sammen med dåben som en hjertesag. Det giver god mening.

Da Jesus blev født, skete der en mængde forunderlige ting; der kom hyrder og vismænd til stalden, hvor han lå, og de fortalte om engle og om en stjerne som havde vist dem vejen. Senere underviste Jesus i templet med stor visdom, selv om han bare var en dreng. Og hver gang - fortælles det - gemte Maria, hans mor, alt det som blev sagt, i sit hjerte og grundede over det.

Ja, kristendommen er en hjertesag, den er noget vi får skænket, og jo mere vi grunder over den, desto mindre tid og plads er der til at grunde over os selv og livets fortrædeligheder. Det er det gode ved kristendommen. Da disciplene kom til Galilæa var de smertelig bevidste om, at deres forestillinger om Jesus havde fyldt mere hos dem end Jesus selv. Så mange gange havde de ønsket og tænkt, at de skulle stråle som hans sande venner. Men de fandt ud af, at de ikke var særlig gode venner, og alligevel kaldte Jesus dem til sig. De var ikke fuldtallige, de havde svært ved at tro på det forunderlige, der var sket, men Jesus overhørte dem altså og gav dem sin befaling, gjorde dem til et lys for folkene, så hans frelse kunne nå til jordens ende. Herren ville skabe sig et folk af alle jordens folk.

Fra Galilæa spredte budskabet sig, og også vi i norden er blevet en del af Guds folk. Vi er under samme befaling som disciplene, og vi ved, at vi ikke er bedre end de. Men hver gang, vi døber, slutter endnu et lille menneske sig til det folk, der har Jesus Kristus til herre. Det er den herre, der besejrede døden og gav os livet igen, fordi han satte sig selv ind på det. Fordi han troede for os. Det døber vi vore børn på, og derfor kan vi gå fra kirken hver søndag med de glædelige ord i vore hjerter: »Se, jeg er med jer alle dage ind til verdens ende.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen