01-06-2020

Anden pinsedag

Salmer: Naturen holder pinsefest, DDS 723

Joh 6, 44-51

Jeg tror, at alle, der er tilstede her i dag, har leget som børn. Ikke bare stikbold og spark til dåse, men også fantasilege, hvor man forestillede sig, at enten ens dukker, Schleich-figurer eller hvad, man nu havde, var levende. Jeg husker i hvert fald selv, hvordan man i fantasien kunne opbygge sin egen verden, der føltes så virkelig, at det var forstyrrende, når de voksne kom og blandede sig. En dag voksede man fra legen, eller ens lege blev »forstandige«, som H. C. Andersen skriver i et af sine eventyr, og det mente H.C. Andersen ikke positivt. Nu er det selvfølgelig således, at man jo en dag skal blive voksen, og fra gammel tid handler konfirmationen om at træde ind i de voksnes rækker. De fleste skulle ud at tjene, man havde nu lov at gå til bal og til at ryge. Sammen med et pænt sæt tøj fik en del deres første gebis, fordi tandplejen ikke var videre udbygget i gamle dage. Så tog de sig ordentligt ud, når de skulle ud i verden. Og ud i verden skal man, voksen må man blive, men hvis man giver slip på sin forestillingsevne, sin fantasi, så mister man noget, der er helt afgørende ved det at være menneske. Dyr har ikke fantasi, f.eks. Og hvis man mister sin fantasi, så mister man også evnen til at sætte sig ind i andre menneskers situation, man forstår ikke musik eller H.C. Andersens eventyr f.eks., og man kan ikke forstå noget om Gud, og det er der en grund til.  

Her i kirken taler vi om, at mennesket er dannet af jord, som Gud blæste sin ånde i, derfor har vi ånd, som er det, der binder os til Gud. Nu er det pinse, og den højtid handler om, at Gud sendte sin ånd til jorden, for at være menneskene nær. I går hørte vi om, hvordan Helligånden gav Jesu disciple evnen til at tale alverdens sprog, så de kunne gå ud og fortælle alle folkeslagene om Gud, og den historie bliver fortalt endnu. Det er historien om, hvordan Gud skabte verden ved sin ånd og sit ord, hvordan han lod sig føde som et lille barn af fattige forældre, hvordan han gik omkring og gjorde godt mod alle, han mødte, og endelig, hvordan han gik i døden og besejrede døden. Det er den bedste af alle historier, og den er virkelig, vi kan bare ikke bevise det, vi kan kun fortælle den videre.

»Alle skal være oplært af Gud«, hørte vi i dag, og om ikke så længe skal I oplæres i den kristne tro – ganske vist ikke af Gud, men af mig. I skal lære gammeldags udenadslære, trosbekendelsen og fadervor og gerne lidt mere, men I vil forhåbentlig også få en forståelse for, hvad der ligger bag ordene og remserne. Når vi kommer i vore to smukke kirker, så er alt indrettet for at fortælle mennesker, at lige bag alt det, vi kan se, der befinder Gud sig, og nogle gange er det faktisk helt fjollet, man skulle ikke tro, at voksne mennesker kan falde for det. Når vi bliver døbt, er det med vand og helligånd, men vi kan kun se vandet, og alligevel får vi vore børn døbt, eller vi vælger selv at blive døbt. Jeg tror ikke, at der er nogen, der har stået ved en døbefont og tænkt, at det bare var en leg, nej, vi tror, det betyder noget for os, vi tror, at dåben er indgangen til det evige liv, en slags perron 9-3/4 eller et garderobeskab med en hel verden bag sig.

Vi hørte også Jesus sige, at det brød, han vil give, er hans kød, som gives til liv for verden. Det er hans måde at sige på, at han udgød sit blod og gav sin krop for os. Når vi går til alters, så får vi brød og vin, som vi siger er Jesu legeme og blod, og fordi han har lovet, at han vil være til stede i det, så tror vi på ham, selv om også det kan se ud som en underlig leg. Ikke desto mindre siger vi, at det er sandt, hvad Jesus har sagt om det.

Når vi sidder her, er vore ansigter vendt mod øst, for derfra skal Jesus engang komme tilbage og kalde os ved det navn, vi fik i dåben. Den forståelse kunne vi ikke have, hvis ikke vi som børn havde øvet os i at bruge fantasien. Tænk, hvor har den skænket os mange gode timer, den fantasi, så hvorfor skulle den ikke pege fremad mod den himmelske fader, som skænkede os den, da han gav os liv og ånde? Sådan tænkte mange af vore salmedigtere. Vi har allerede sunget en salme, der tog udgangspunkt i naturen, og vi skal også slutte med en salme, der i naturen ser tegnene på alt det, der skete i Jesu liv, og som er blevet lovet os; hvordan f.eks. kornet spirer frem på ageren som et tegn på opstandelsen, og hvordan både fugle og mennesker synger Herrens pris i det samme kor. De to salmedigtere, der skrev den slags, var jo voksne, men de tog imod indtrykkene fra verden, som var de børn, der så det hele for første gang. Sådan er det at være Guds barn, at have Guds ånd. Så ser man ham i alt, hvad der er skabt.

Når vi om ikke så længe skal lære hinanden at kende, så vil I blive fortalt mange historier om den Gud, der gav sit liv for verden. Så lad være med at blive alt forstandige, men gå til undervisningen med nysgerrighed og ånd, ellers bliver det hele en trist, forstandig trædemølle.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen