24-05-2020

Sjette søndag efter påske

Salme: Rind nu op i Jesu navn, DDS 739

Joh 17, 20-26

Vi har i dag hørt flere udsagn, som tilsyneladende modsiger enhver menneskelig erfaring. Jesus påkalder i det, man kalder hans ypperstepræstelige bøn, sin fader på følgende måde:

»Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Og Paulus spørger retorisk:

»Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?«

Gud er retfærdig og kærlig, han er for os, han skænker os alt, siger hhv. Jesus og Paulus. Og vi tænker: Nej, sådan er Gud ikke; vi kender alt for godt til verdens uretfærdighed, vi kender alt for mange tilfælde, hvor den angiveligt retfærdige og gavmilde Gud vendte ansigtet bort, da han skulle have grebet ind.

Men tænk, dette vidste både Jesus og Paulus alt om; ingen af dem kom gnidningsløst gennem livet. Vi kender Jesu skæbne ud og ind, han kendte den selv, da han bad denne bøn, og alligevel siger han: »den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Jesus siger altså, at Gud er kærlig vel vidende, at han nu skal lide og dø.

Også Paulus måtte dø for sin tro, og de øvrige af Jesu udsendte endte med at vandre ad samme tornegroede stier og til sidst bøde med livet for at holde fast på dette: At når den retfærdige, gavmilde Gud er for os, så kan ingen være imod os. Og dette holdt de fast på, ikke fordi de fornægtede virkeligheden, men fordi de gennem Jesu Kristi offergerning fik del i en anden virkelighed, et mysterium, som fik deres lidelser til at være for fødselsveer at regne.

»Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig« siger Jesus, og med det mener han, at han har været til hos Gud fra tidernes morgen, da Gud udgød sin ånd over verden og skabte den. Den ånd, der skaber, giver liv og bringer orden, havde Jesus del i, og han bad for, at også hans troende måtte få del i den. Hele Johannesevangeliet handler om, at Gud Fader og Jesus Kristus er èt, og at vi i troen er ét med dem; d.v.s. at Gud har vist sig som et menneske, og når vi tror, at dette menneske er Gud, så har vi også del i Ham og den vidunderlige virkelighed, der er hans. Det er Ånden, der formidler den forbindelse mellem Ham og os. Det er den sandhed, vi forkynder her i kirken.

Som jeg var inde på tidligere, så ved vi jo godt, at livets tilskikkelser kommer helt uden hensyntagen til fortjeneste. Nogle bærer tunge byrder, medens andre går gnidningsfrit gennem livet.

De sidste mange, mange år har der været talt meget om arv og miljø; at et menneske præges dels af sit biologiske ophav, dels af det omgivende miljø med normer, økonomi, uddannelsesforhold med meget mere. Jævnligt diskuteres det, hvor meget hhv. den biologiske arv og miljøet betyder for et menneskes færd i livet. I trediverne forsøgte staten med K.K. Steincke i spidsen at forhindre dårlig biologi i at blive videreført ved et omfattende sterilisationsprogram for åndssvage, som man udtrykte det dengang. Det er man siden gået bort fra, fordi man ikke skulle langt sydpå for at se, hvad den slags førte til, men ikke desto mindre har man stadig en blind tro på, at staten kan gøre meget for at forøge den samlede lykke og velfærd for folket, f.eks ved at udviske forskellene i miljø, således at vi har lige muligheder og lever lige længe. Måden, covid-19 er blevet håndteret på herhjemme, er da også udtryk for en blind tro på, at staten kan sørge for, at sygdommen ikke kommer ind i landet, og at den dermed kan holde døden fra døren. Det er bl.a. i lyset af det, man skal se regeringens angst for at slippe grebet ved genåbningen; man ønsker at stå som garant for borgernes lange, gode liv i velfærdsstaten. Det kan være forståeligt, men tankegangen lader Gud helt ude af ligningen.

Det interessante er, at end ikke den magthaver, der holder sit land i et jerngreb, kan holde Gud ude. Gud finder altid en smutvej, og da man lukkede Danmark ned, så gav man også mange en lille tænkepause, og i den tænkepause kan folk jo komme til at tænke mange ting, som ingen er herre over; min tænkepause gik med at læse teologi, min mand brugte pausen til at slægtsforske, og det var lidt at en øjenåbner, for man skal ikke langt tilbage, før det vrimler med fæstebønder, husmænd, der bryder al på heden, tjenestepiger, der bliver gravide uden for ægteskab, børn, der bliver sendt i pleje, fordi faderen dør, eller moderen ikke ville have dem; man fik et hav af unger, hvoraf en del døde. Dertil skal man lægge, at f.eks. en almindelig mellemørebetændelse eller lungebetændelse ikke bare sådan kunne kureres, for penicillinen blev opfundet sent. Smerter, som i dag kan fjernes, har man måttet bære uden at kny, almindelige sygdomme kunne have dødelig udgang. Og når man gik i døden, skete det efter et slidsomt liv, ofte uden udsigt til, at det skulle blive meget bedre for næste slægtled. Det har været utrolig hårdt, men der var ingen stat med en hær af behandlere, der kunne ynke vore forfædre, så vi skylder dem virkelig meget, fordi de holdt ud. Vi skylder selv at holde ud. Måske vi da endda kan lære af dem, for de havde kun sig selv og deres tro. Bibel og salmebog var det, de kunne hente trøst i. De har sikkert fra barnsben lært, at de ikke skulle flæbe, men der må altså også have været noget andet, der holdt dem oppe. For nogle af dem – tror jeg – har det været troen på, at der er én, der beder for os hos sin fader i himlen, der hvor al nød, sorg og pine, ja døden selv er forsvundet. Der er én, der altid er for os, så ingen kan være imod os. De gamle har altså troet på en, der kæmpede sammen med dem.

I torsdags talte jeg om, kristendommen omfatter vort liv totalt. I det ligger, at hele vort liv og alt, hvad der sker i verden, oplyses af Jesus Kristus, som jo altså er ét med sin fader. Når vi hører om Jesus, hører vi ofte om mirakler, der bryder naturlovene, vi hører om ånder, magter og dæmoner, som Jesus skræmmer væk, ja, han bekriger dem faktisk, og vi har det med at afskrive det hele. Men afskriver vi det hele, forstår vi ikke, hvad der er på spil, og vi kan ikke fatte rækkevidden af den styrke, Gud tilbyder os, hvis vi afskriver den. Vi præster vil helst uskadeliggøre Jesus, for vi regner med, at karsk kristendom jager kunderne væk fra butikken. Det billede, vi ofte fremmaner, minder meget om en vis tids altertavler, hvor Jesus, velplejet og – friseret, sidder bedende med blikket fromt vendt mod himlen. Han er ganske uskadelig, men det er bibelens Jesus ikke. Den bøn, vi har hørt i dag, er krigerens bøn, som han beder umiddelbart før, han iklæder sig harnisk og går ud i det afgørende slag. Jesus går til angreb på alt det, der ødelægger det gode, skabte liv, og det er lige fra menneskers magtbrynde, deres hykleri og udskamning af hinanden, over sygdom og onde ånder til døden selv. Jesus er således en person, der afkræver mennesker et svar, en reaktion, også i dag.

Vi har en klar opfattelse af, hvad der er godt i livet, og vi ved, hvad der ødelægger det. Når vi møder ødelæggelsen erfarer ofte, at vi ikke kan gøre noget som helst ved det, og til forskel fra vore forfædre, for hvem Gud var ikke var til at komme uden om, har vi mange flere valg i dag. Nogle afskriver Gud og mener, at vi må lære at leve i en tilfældighedernes verden. Nogle prøver at håndtere alt ad politisk vej ved at regulere borgernes færden fra vugge til grav, nogle bukker simpelthen under, fordi det hele bliver for tungt, nogle bærer sagtmodig de tunge byrder og går glade og taknemmelige gennem livet. Jeg hører ikke selv til de sidste, jeg er et brokkehoved, der ser mørkt på alt, men jeg nærer en stor taknemmelighed for de sagtmodige, fordi netop de – ganske som vore forfædre - vidner om, at når Gud er for os, så kan ingen være imod os, de vidner om, at Gud går sammen med dem og at alt er godt, hvor han er. Kunne vi bære det vidnesbyrd frem i verden, ville det være den fineste gave, vi kan give vore efterkommere.

Vore forfædre lærte, at de ikke måtte flæbe. Vi har ofte hørt, at Jesus græder med os og er tilstede i alt, hvad der sker os af frygtelige ting. Jeg har altid tænkt, at det var en ringe trøst, men kunne ikke sætte ord på, hvad det var, der var galt med den. Jesus kunne græde, han kunne ynkes, og det er bestemt vigtigt, at han nok har været der, hvor vi er, når vi er ulykkelige eller lider, men det allervigtigste er, at han har overvundet det alt sammen, og at vi skal sejre over det sammen med ham, fordi intet kan være imod os, når han er for os. Vi skal sejre, fordi vi er ét i Ham, ligesom Han er ét med faderen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.