24-05-2020

Kristi himmelfarts dag

Salme: Rejs op dit hoved, al kristenhed, DDS 274

Luk 24, 46-53

»Fyldt med glæde vendte [disciplene] tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.« Vi skal ikke være her i kirken frem til pinse, men vi skal lovprise Gud, fordi vi atter kan samles om hans guddommelige ord. Og det guddommelige ord, vi hører, er, at Jesus som sin sidste gerning på jorden løftede sine hænder og velsignede de mennesker, der skulle prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.

Han velsignede dem, ja, og de havde brug for det, for det budskab, de skulle forkynde, var ikke en sællert. Mennesker kan nu engang ikke lide at høre, at de er syndere; det kunne de ikke dengang, det kan vi ikke nu, men dog er det et velsignet budskab, og det er det, fordi han, der kom til verden med det, i sig selv var en velsignelse, en velsignelse, der bliver ved med at flyde til alle, som trænger til den, og som derfor har øjne og øren for, at den findes. Vi kan vide, at den findes, fordi Gud på et bestemt tidspunkt i historien blev menneske. Han kom til os, for at vi skal kende hans sande, nådige og barmhjertige vilje. Alt i vort liv oplyses af det liv, han levede, da han besøgte menneskenes verden.

I denne verden, så fuld af tilfældigheder, lod han sig føde af det, vi ville kalde småkårsfolk, der var på rejse, en rejse, en tilfældig magthaver havde drevet dem ud på. Senere forlod Gud sit hjem for at række de fortabte sin broderhånd, og han gik sin smertensgang til Golgata, hvor han døde en forbryders død på korset. Gud tog del i menneskers glæde, deres sorg og lidelse, ja, selv i deres død, og han var ikke en almindelig tilskuer, sådan som vi mennesker er nødsaget til at være for hinanden uanset hvor meget, vi gerne vil hjælpe og dele alt med andre, nej, han tog det alt sammen på sig, fordi han ved sin opstandelse overvandt ikke bare sin egen smerte og død, men også vores. Den Gud lærte disciplene at kende i Jesus Kristus, og nu ser de ham altså fare til himmels med løftet om, at de skal blive iført »kraft fra det høje«. Jesus er efter sin himmelfart, hvor han skal være, hos sin fader i himlen, og derfra skal han engang vende tilbage som dommer over levende og døde. 

Det lyder igen ubehageligt; der er et regnskab, der skal gøres op, en bevidsthed om, at Gud ikke nødvendigvis nikker venligt til alt, hvad vi gør. Det er i virkeligheden meget enkelt: Vi kommer alle til kort, når dén historiske begivenhed kaster sit lys over vort liv, at den evige Gud blev menneske og levede dét eneste, sande menneskeliv, der nogensinde er levet. Der er der i princippet ingen forskel på bedsteborgeren og slynglen. Kristendommen omfatter på den måde vort liv totalt. Det opbyggelige er, at den gør os fri til at være dem, vi er, den gør os fri til at tage ansvar for det vi gør, og dermed rejser Gud »den fattige fra skarnet og den svage fra støvet«, som der står i en gammeltestamentlig salme. Han forædler det skyldige menneske ved at drage det til ansvar.

Erik Aalbæk Jensen, der selv deltog i modstandskampen og sad i KZ-lejren Dachau, har behandlet skylden og syndernes forladelse i sin mesterlige bog Kridtstregen, hvor han tegner et sjældent nuanceret portræt af besættelsestidens aktører, modstandsbevægelsen, samarbejdsregeringen og nogle danske nazister, der har kæmpet på østfronten. De sidstnævnte er bogens hovedpersoner. Den mindst sympatiske af dem er kaptajnløjtnant Bennedsen, der med den danske regerings tilladelse træder uden for nummer for at lade sig optage i Frikorps Danmark. Han ender som Obersturmführer i et vagtkorps, hvor han bl.a. medvirker til schalburgtage og tortur af danske modstandsfolk. Han bliver draget til ansvar for det efter krigen og erklærer sig skyldig i alle anklager undtagen én, nemlig anklagen for medvirken i tysk krigstjeneste som dansk officer. Her henholder han sig til justitsministeriets rundskrivelse fra 1941 om, at både befalingsmænd og hjemsendte værnepligtige kunne søge om optagelse i frikorpset. Derfor var Bennedsen i god tro. Den offentlige anklager fastholder, at Bennedsen ikke kunne være i god tro, for alle burde jo have forstået, at erklæringer, afgivet og rundsendt under tvang, ikke gælder.

Nu var regeringen ikke under mere tvang, end at den kunne være gået af, hvis tanken om et dansk frikorps var den for vederstyggelig, men det gjorde den som bekendt ikke, og da sejrherrerne skriver historien, gik de gamle politikere fri og vendte gnidningsfrit tilbage til deres dont, tyske forbrydere blev benådet efter få år, stikkerdrabene blev lagt ind i skabet til skeletterne, og frikorpsfolkene blev idømt hårde straffe. Få havde lyst til at forsvare deres rettigheder. Bennedsen er da også, hvad vi ville kalde »et dumt svin«, og han bliver i romanen dømt til døden. Han er til at begynde med bitter over dobbeltmoralen og hykleriet, som han føler sig som offer for. Han fører imidlertid samtaler med en præst, og under disse samtaler fordufter bitterheden langsomt, fordi Bennedsen bliver klar over, at han har brug for frelse, for syndernes forladelse. Han kan ikke tørre sit ansvar af på tilfældighederne. Det er i afskedsbrevet til den kvinde, han altid har elsket, men som han aldrig fik, Maggi, at Bennedsen endelig viser sig som et ordentligt menneske i sin omsorg for hende og i sin syndsbekendelse. Maggi var også svoren nazist og kommer selv på anklagebænken, dog ikke for samme forbrydelser som Bennedsen.

Han skriver til hende: »Jeg ønsker dig alt godt. Jeg har det selv godt og er rolig. Der var meget, jeg gerne ville tale med dig om. Især om dine børn, som jeg håber, du har hos dig igen. (…) Jeg mener selv, at da jeg valgte side, var jeg ikke forbryder i juridisk forstand, for usselryggenes love var på min side, men jeg erkender, at jeg begik forbrydelser og blev forbryder, og nu beder jeg dig forklare dine børn, hvor let det er, ikke for min skyld, men for deres.«

»Ikke for min skyld, men for deres.« Det er den dødsdømtes sidste ord til de mennesker, han holder af Bennedsen har ladet sit liv oplyse af den Gud, der tog et menneskes skikkelse på sig, og han erkender, at der ikke er plads til undskyldninger, for det var ham, Bennedsen, der traf valget, som gjorde ham til forbryder. Men den Gud, der dømmer ham, rækker ham samtidig også sin hånd og trækker ham op af skarnet, og derfor kan han gå døden i møde i troen på ham.

Verden er - som sagt – fuld af tilfældigheder, og vi kommer så let på afveje, sådan som Aalbæk Jensen lader Bennedsen bekende. Men Gud viser os en retning i alt dette; han viser os vejen i det liv, han førte, medens han var hos os, et liv levet i sandhed og kærlighed, han viser os vejen i sin død og sin opstandelse, men ikke mindst ved sin himmelfart, fordi vi siden da har kunnet kende os selv som Guds børn, skabt af ham. Også vi har en fader i himlen, og Jesus, vores bror, er hos ham. Det vil sige, at vi i troen på ham kan gå igennem livet og se Guds billede i alt, hvad der er skabt; i vore medmennesker, i det blad, Gud satte på en nælde, ja selv i den skål havregryn, som for mange af os indvarsler en ny dag, og minder os om, at vi får mad på bordet. Gud lod sig vanhellige for at gøre verden hellig for os, for at vi aldrig mere skulle føle os forladt af ham.

Vi er kommet til kirke for at høre om Gud og lovprise ham. Om lidt bevæger vi os ud i verden igen, og der vil lovprisningen fortsætte, for alt det, der lige nu pibler frem af jorden og vidner om sommeren, der er på vej, er en sang til skaberen. Den er vi med i, for Gud har velsignet os og forladt os vore synder, og vi går herfra som mennesker, der på én gang er dømt og frikendt, og tænk, vi har fået alt det derude skænket. Det kan vi da kun glæde os over og takke for, og det vil vi gøre:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.