Femtende søndag efter trinitatis

25-09-2022

Salme: Guds kirkes grund alene, DDS 334

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 73, 23-28; ApG 8, 26-39; Luk 10, 38-42

Troen kommer af det, der høres, siger Paulus, og det er ord, vi har taget til os i vor kirke i en sådan grad, at man i nogle kirker efter reformationen fik fjernet billederne fra altertavlerne og indgraverede bibelske skriftsteder i stedet. Når man ser en sådan altertavle, bliver man klar over, hvor abstrakt en sådan læresætning kan blive, for vi ved jo godt, at det kan være sværere at lytte, end man sådan lige skulle tro, at mennesket opfatter gennem flere sanser, men vi har altså her i Danmark har en meget intellektuel kristendom, og vi kan have vanskeligt ved at favne andre og mere erfaringsbaserede udgaver, som taler til kroppen og oplevelsen. Selv om det kan være svært at lytte, har Ordet alligevel på en eller anden måde gjort sin virkning igennem mange slægtled, og det er egentlig overraskende, fordi vi mennesker helst vil høre og opleve os selv.

Tag nu bare de to søstre Martha og Maria; ligesom vi i lignelsen om den fortabte søn ikke kan undlade at have en vis sympati med den flittige bror, der blev hjemme på gården og hjalp sin far, har vi et eller andet sted mest forståelse for den travle Martha. Hun vil jo bare gøre sit bedste, og hende dér Maria, hun er også en type vi kender, hun er sådan én, der stiller sig fromt an og lader andre tage slæbet.

Imidlertid bør vi overveje, hvem det egentlig er, der fylder i begge historier. Det er disse to flittige, pligtopfyldende mennesker, og hvorfor mon det er det? Jo, man kan jo godt fylde, selv om man mener at gøre det rigtige, og man fylder, fordi man vil have anerkendelse for det, man gør. Man kan ikke nøjes med at udføre sin pligt, man må gøre andre opmærksom på, at man udfører den. Dermed kommer alt til at handle om en selv. Man tør ikke læne sig tilbage og lytte, for det føles tomt, man vil gøre sig fortjent, man vil gøre noget og være noget, måske endda noget mere, end man i virkeligheden er. Men det, vi i virkeligheden alle er, vi der er døbt til fællesskabet med Kristus, er tjenere, der må lystre vor Herres befaling. Hverken mere eller mindre.

Det har alle dage været svært for mennesket at affinde sig med dén plads i livet, og det vil Jesus have os til at tænke over. Så vi har altså her nogle typer – den trofaste søn og den flittige Martha, som egentlig vil det gode, men som desværre kommer til at fremstå som selvretfærdige, buldrende tomme tønder, fordi de ikke kan lytte og komme til tro på Guds ubegribelige storhed og nåde. Den trofaste søn har sin hjertevarme fader, Martha har frelseren selv hos sig, og begge ved de et eller andet sted godt, at det er noget stort, men de kan ikke hvile i det, og derfor går de fejl af den, de ellers elsker.

Hvordan det kommer til udtryk i en moderne verden, blev vi vidner til mandags, da den engelske dronning Elizabeth blev begravet. Dronningen har selvfølgelig levet et privilegeret liv, men der hersker ingen tvivl om, at hun har levet det i tjeneste for andre, sit land og sit folk. Da hun blev begravet, var det mere end 70 år siden, at hendes far, Kong George, blev begravet, så hvad der hændte i mandags, er altså en meget sjælden begivenhed, som nok kunne tåle at stå for sig, og som indbød til stilhed og ærefrygt.

På de hjemlige TV-kanaler holdt denne verdens Martha´er imidlertid til; et hav af kommentatorer, som i dagens anledning havde klædt sig pænt på, for ligesom Martha vidste de, at der var noget sjældent på færde. Og så kunne de ikke holde stilheden ud. De måtte fylde den med betragtninger om kvindesag, Brexit, som åbenbart er dødssynd, briterne har begået, bemærkninger om kjoler og smykker, anekdoter af forskellig art. De flotte optog og den malende musik, der blev spillet undervejs, druknede – ikke i porcelænets klirren og kogegrejets skramlen, som vi næsten kan høre det fra Marthas køkken – men i tom snak.

Dog - så kom selve højtideligheden i kirken, og her forstummede snakken. Ordet fik lov at lyde frit – om døden, der har mistet sin brod, om faderens hjem, hvor der er mange boliger, og om sjælen, der tørster efter at se Gud. Og da ærkebiskoppen af Canterbury holdt sin tale, var den stort set renset for andre oplysninger om dronningen, end at hun havde været en trofast tjener i troen på sin Gud. Der blev talt trøstende ord til alle, der som den kongelige familie havde mistet én, de holdt af, og de sidste ord, dronningen havde sagt til sit folk under den store nedlukning – »Vi skal mødes igen« - lod han være slutordene på sin prædiken. Han citerede dem, fordi de ikke bare handlede om et jordisk gensyn. Ved dronningens båre blev de et udtryk for det kristne håb, hun selv nærede. Guds ord og løfte var det ene fornødne, som dronningen havde bygget sin tjeneste på. I sin død trådte hun derfor selv i baggrunden, medens Kristus, hendes frelser stod frem, og vi måtte sætte os ved hans fod og lytte.

En lille time tog det, hvor Kristus var til stede i Westminster og hos os i vore stuer. Den ene fornødne. Så gik snakken igen, og det endte med, at jeg slukkede. Men det, der står tilbage, er den trøst, der lød i dén time, og selv om de færreste er dronninger og konger af titel, så har vi dog alle sæde ved Guds trone som arvinger til hans rige. Og derfor skal vi ind i mellem lade alle gøremål ligge og lytte til det ene fornødne: Guds ord til os, som byder os at tjene ham og med vort liv vise retningen for andre, også selv om vi ikke høster anerkendelse for det her på jorden. For, som det blev sagt i mandags: »Vilkåret for mange ledere er, at de hyldes i livet og glemmes, når de dør. Vilkåret for alle, som tjener Gud – om de er kendte eller ukendte – er, at døden er porten til æren.« Og den, som æren tilkommer, er Jesus Kristus. Den ære iklædes vi, når vi i døden træder gennem porten til hans rige. Og vi skal vide, at da har vi alt, hvad vi trænger til.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

18-09-2022

Salme: O kristelighed, DDS 321 

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 39, 5-14, 2 Tim, 8-13, Joh 5, 1-15

Det sker oftere og oftere, at jeg får det som Dan Turell i digtet For meget, mand: »Pludselig ligner det hele én stor paranoid sammensværgelse hele livet igennem er man bare blevet proppet ind og ud af skoler og arbejdspladser som det passede andre man har bare skullet bukke og skrabe og betale og sige tak og man får lov til at sætte et kryds på en seddel hvert fjerde år og i øvrigt er der aldrig nogen der spørger hvad man mener man skal bare være CPR-nummer kanonføde stemmekvæg Strøgfyld bare stille op i køen og det højeste man nogen sinde får til gengæld er 8 dage på Mallorca og pludselig blir det bare FOR MEGET og man kan ikke mere.« Nej, det er ikke let at være nogen, en dag kan man ikke mere, og det er netop fordi man er blevet et nummer i køen og proppet ind og ud af skoler, der har tudet én ørerne fulde af alle de rigtige holdninger, så man kan huske at sætte sit X det rigtige sted efter sit fyldte attende år. Så skal der ikke så meget til at slå én ud. Og fordi vi er stemmekvæg, og der dermed brug for os hvert fjerde år, har vi altid politikere – ingen nævnt, ingen glemt – der gerne vil hjælpe os, når det hele bliver for meget. Er det klimaet, der fejler noget? Så anlægger vi 10.000 vindmøller og lukker for gas- og olieudvinding. Bliver strømmen så for dyr? Så sender vi en check til dem, vi gerne vil have til at stemme på os. Er der bander i dit nærområde? Vi sætter fluks en bunke kameraer op, opretter visitationszoner og tvinger alle børn i vuggestue, hvor de kan lære om demokrati. Er du bange for at dø af diverse sygdomme? Så lukker vi dig og dine børnebørn inde hver for sig indtil det bliver så mildt i vejret, at I kan sidde med afstand i et telt, og gruer du for endnu en nedlukning, så har vi 22 millioner vacciner på lager, og du kan få så mange, du har lyst til, så du kan få lov at se dit barnebarn. Man kan selv fortsætte tankelegen, for der er rigeligt af eksempler.

Danmark er kort sagt blevet et land, hvor vi hver især sidder som den syge ved Betesda og venter på, at der skal komme én, der kan gøre noget for os. Dagens evangelium er i den henseende en udsøgt provokation, for vi er blevet så vant til, at andre skal gøre noget for os, mod at vi stemmer på dem. Nu hører vi en ganske anden tale.

Den syge mand har i 38 år ligget ved dammen Betesda i håbet om at blive helbredt for sin sygelse, og vor første umiddelbare reaktion – det er i hvert fald min – er, at det synd for ham. Det er ikke let at være den syge, og så kommer Jesus minsandten og spørger ham: »Vil du være rask?« Ja, selvfølgelig vil den syge være rask. Det er derfor, han har ligget der ved dammen og ventet på miraklet, som kun kan ske for den første, der rører vandet, når Herrens engel en gang imellem bringer det i oprør. I dag er det imidlertid ikke en engel, der basker i vandet, det er Herrens røst der lyder over det, og hans spørgsmål nærmer sig en hån. Det synes den syge måske også, for han svarer ikke Jesus, han jamrer i stedet og fortæller, at han ikke kender nogen, der kan hjælpe ham ned til vandet, og at der derfor altid er en anden, der kommer først. Nej, det er ikke let at være den syge, og Jesus er for meget. Og vi, der mener at kende Jesus og hans inderste kerne som en slubrende, altomfavnende kærlighed, ville tænke, at han skulle ynkes over denne triste skæbne. Men det gør han altså ikke. Han giver derimod den syge en befaling: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Så går syge, og da Jesus møder ham senere, føjer han spot til skade ved at sige til ham, at nu, da han er blevet rask, må han ikke længere synde. Jesus knytter altså den syges sygdom sammen med en eller flere synder, han har begået. I vore øren er det nærmest endnu værre end at spørge ham, om han vil være rask; det første spørgsmål kunne en selvhjælpsguru også have fundet på at stille. Nu sammenkædes synd og sygdom altså, og det er afgørende for at forstå, at det er Gud selv, der har gjort den syge rask. Gud er i Jesus Kristus kommet til jorden for at frigøre sine skabninger til et liv i tro på, at han kan frelse dem fra synden. Men de må stilles over for valget. Den syge var blevet ét med sin skæbne; at han var syg, at han var ensom, at han var stakkels, og det kan man godt forstå, at han syntes, han var. Men når man står over for Guds søn, så har selv en stakkel et valg, og ham her kunne ikke engang mande sig op til at tage det valg. Så Gud valgte for ham ved at beordre ham til at gå. Det var en kærlighedens frigørende gerning, men spørgsmålet er, om den syge og omverdenen forstod det og ville det selv. De rettroende jøder, der selv kunne have hjulpet den syge på en hvilken som helst dag, bemærkede, at han var blevet helbredt, og det på en sabbat. Det blev de ikke glade for, for enhver vidste, at på den dag var det forbudt at gøre noget som helst. Hviledagen er jo hellig. Og da den syge havde fundet ud af, hvem Jesus var, løb han straks tilbage til jøderne og gav dem besked. Det lod ikke til, at han selv var glad for at være blevet helbredt, eller han var måske ligefrem blevet fornærmet over at være blevet rykket ud af den identitet, han havde opbygget over de 38 år. »Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre« fik han at vide, men han gik altså direkte ud og syndede, for han gjorde Jesus ondt ved at angive ham til de rettroende. Han troede på systemet i stedet for den levende Gud, som havde gjort ham rask. Og jøderne opsøgte da også med det samme Jesus og bebrejdede ham, at han havde brudt sabbatten.

Tænk, der var sket et glædeligt under, og så kommer de anstigende med fingrene rettet mod regulativerne og bebrejder Jesus, at han har gjort godt mod et andet menneske. Hvorfor gør de det? Det er fordi de ved, at når sygdom hænger sammen med synd, og den syge er blevet rask, så er hans synder blevet ham forladt. Den eneste, der kan forlade synder, det er Gud. Så langt kunne de tænke, men de kunne ikke acceptere, at Jesus skulle være Gud. For hvis han var det, så ville folk foretrække ham i stedet for dem. Og der er ikke langt fra deres tankegang til vor. Vi vil også hellere forlade os på systemet og vore egne frelsere, som vi stemmer på hvert fjerde år, end på den Gud, der siger »Rejs dig og gå! Tag ansvar for dit eget liv. Vær ubekymret som markens liljer og himlens fugle. Og lad dit liv være en lovprisning af mig.«

Vi tænker i dag ikke, at sygdom og synd hænger sammen, men syge bliver vi jo, fordi vi er dødelige mennesker, og dødelige har vi været siden syndefaldet. Så på den måde hænger det sammen. Men sygdom forårsaget af synd kan også være åndelig. At vi altid har ondt af os selv, fordi det ikke er let at være mig eller nogen i det hele taget, og fordi det hele er for meget. Så er det til gengæld let at sætte sig i vejgrøften med sin tiggerskål og ved valget sætte X ved den, der vil tilbyde os mest. Men dermed har vi vort blik stift rettet mod en afgud, nemlig velfærdssamfundet og de politikere, som administrerer den, og så bliver vi både handlingssygede og blinde for, når Gud viser sig for os. Vi bliver heller ikke fri, for velfærdssamfundet kræver regnskab for det mindste, det giver ud, og det vil også have tilbagebetaling; vi kommer i gæld til det, hvad enten det handler om penge eller kontrol af vore handlinger – for vi skal jo altid gøre noget for den almisse, der rækkes os fra staten.

Hos Jesus er friheden, for han stiller os overfor et valg; valget imellem at blive ved med at glane ned i afgrunden eller at se op og ud på vor næste i stedet for os selv. Her handler det ikke om tilbagebetaling, men om at dele ud af den nåde, han viste os, til andre. Det kan virke uoverskueligt, men vi skal vide, at selv den mindste gerning i Jesu øjne kan være stor, når blot den er udført i troen på ham. Men udføres skal den. Befalingen »Tag din båre og gå!« er Guds venlige måde at sparke os ud af selvmedlidenheden på, en ordre om at leve livet på hans ord i stort og småt og med de evner, vi har. Det er slet ikke så dårligt at holde søndag på endsige gå ind i hverdagen med: - så glade vi føler os skabes i bryst de levendes lyst!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

04-09-2022

Salme: Jesus lever, graven brast, DDS 233

Kom, Herre Jesus. Amen.

Jon 2; Jak 3, 1-12; Matt 12, 31-42

Der bliver i dag talt meget om tungen og hvad den kan bruges til. Det ved vi alle noget om, for hvem har ikke prøvet at lade »en finke ryge af panden« eller brugt tungen på anden måde end til det gode. Med det i tankerne er evangeliet ikke rart at høre, slet ikke i en tid med sociale medier, hvor det ganske vist ikke er tungen, men fingrene på tastaturet, der kommer til at udtrykke det, tungen ellers gør, eller måske netop ikke ville gøre, fordi vi dog holder os lidt tilbage, når vi er sammen fysisk. Netop når vi er sammen, gælder loven om, at tanker er toldfri, som vi verdens børn holder os til.

Sådan er det imidlertid ikke hos Gud, for vi hørte sidste søndag, hvordan han læste farisæeren Simons tanker, og i dag taler han om, hvorledes et træ skal kendes på dets frugter. Det er selvfølgelig et billede på mennesker, og fordi det er så erfaringsnært et billede, ynder vi selv at bruge Jesu ord om, at hvad hjertet er fuldt af, løber tungen over med. Da Jesus læste Simons tanker, imødegik han dem mildt i modsætning til de farisæere og skriftkloge, han står overfor nu. Dem kalder han øgleyngel, og hvorfor gør han det? Er de virkelig så dårlige mennesker? Ikke nødvendigvis, men de tror ikke på, at Jesus er Guds søn, tværtimod har de forud for Jesu udbrud mere end antydet, at Jesus er besat af en dæmon. De kan ikke tåle hans godhed, fordi den udfordrer dem og deres position. Og Jesus udfordrer dem, fordi det rette gudsforhold med hans komme til jorden nu kommer til at handle om troen på ham og ikke nødvendigvis om man lever efter skrifterne. For tror man, at man er Gud nær, fordi man lever efter bestemte guddommelige love, så er man i virkeligheden sig selv nærmest. Tror man, at Gud er nær i sin søn, Jesus Kristus, så er man ham nærmest, og derfra bliver man sendt ud til sin næste. Og hvad betyder det så for et menneske, at det mangler tro? Det betyder noget for det, man ser, Jesus kalder det Jonas´ tegn, og det er en anden måde at beskrive gravens mørke på, et mørke, der ikke har nogen ende. For den troende stråler opstandelsens lys til gengæld ud fra den tomme grav.

Så populært kunne man sige, at dagens evangelium er troens sejr over skriftfundamentalismen. Så enkelt er det bare ikke, for Jesus går jo ikke rundt iblandt os længere, så vi er i dén grad afhængige af skriften. Det eneste sted, vi kan få noget at vide om ham, er i biblen, og for at vi kan læse den ret, d.v.s for at den kan blive til liv for os, har vi brug for Ånden. Vi tilhører en kirke, hvor alle, der er krøbet ud af dåben, er præst, biskop og endda pave, så derfor kan vi alle læse biblen og danne os en mening om, hvordan den skal fortolkes. Det er dette princip, der bevirker det folkekirkelige anarki, hvor vi tilsyneladende mener så meget forskelligt, at man af og til kan være i tvivl om, vi tilhører det samme trossamfund. Man skal dog ikke ønske sig at komme af med det. Det er der nogen der jævnligt gør, og det er paradoksalt nok ikke de kirkeligt skrifttro men snarere de verdsligt skrifttro, de, der elsker ligestillingloven f.eks. Ligestilling er for tiden Gud, det kan man snart blive overbevist om, hvis man bevæger sig ind på de sociale medier, hvor menigheders ret til at kalde en mandlig præst frem for en kvindelig i den forløbne uge er blevet diskuteret. Under et lille filmklip fra TV2 Øst, hvor både provsten fra Falster provsti og Lolland-Falster stifts biskop forsvarede retten, selv om de ikke selv var enige i synspunktet, kogte kommentarsporet. »Kristne fundamentalister er lige så usympatiske som islamiske« lød et udsagn, som fik ikke færre end 48 sympatitilkendegivelser. Fundamentalister er altså – skal man følge udsagnet – mennesker, der læser skriften bogstaveligt og handler alene ud fra den, og derfor optræder de som en art mørkemænd, der kvæler livet omkring sig på den ene eller den anden måde.

Men hvis man er fundamentalist, så tror og handler man ud fra et fundament, og da kristne jo helst skulle finde Kristus i skriften, så må han være udgangspunktet for de kristne fundamentalister. Det syntes at være rationalet for én af kommentarerne på udsagnet, en kommentar som til gengæld ikke fik ret megen opmærksomhed. Her blev der gjort opmærksom på en kristen fundamentalist, som jeg ikke tidligere havde hørt om, nemlig den polske præst, Maximilian Kolbe, og da jeg læste op på hans historie, blev jeg slået af dens skønhed. For den er et tegn. For dem, der tror den, vil se opstandelsens lys i den, medens andre blot vil se Jonastegnet – gravens mørke.

Maximilian Kolbe så efter eget udsagn som tolvårig jomfru Maria i et syn, hvor hun rakte ham hhv. en hvid og en rød krone. Den hvide betød, at han skulle leve et liv i renhed, den røde, at han skulle dø martyrdøden. Han svarede hende, at han ville tage imod begge, og allerede året efter indtrådte han og hans storebror i franciskanerordenen i det daværende Lvov, som i dag kaldes Lviv. Kolbe blev altså af synet vist hen til skriften, for den studerede han selvfølgelig i sin munkeorden. Da anden verdenskrig brød ud, befandt han sig i et kloster i Polen, hvorfra han og hans brødre hjalp jøder med at skjule sig. I 1941 blev han arresteret, og han endte i KZ-lejren Auschwitz. En dag lykkedes det tre fanger at flygte fra lejren, og der skulle statueres et eksempel, så ingen i fremtiden fandt på at følge dem. Lejrledelsen kaldte derfor fangerne sammen og udvalgte ti tilfældige mennesker, der skulle indespærres i et kælderrum indtil de døde af sult. En af de udpegede skreg i fortvivlelse, at han havde kone og børn, og da stod Maxilian Kolbe frem og tilbød at tage hans plads.

I kælderrummet levede de ti af at drikke deres egen urin, og det fortælles, at man fra dybet ikke hørte andet end bønner og salmer, som efterhånden svandt ind til en hvisken. Når vogterne kom for at se til fangerne, som blev stadig svagere, så de Kolbe knælende i bøn eller stående, medens han så på vogterne med et glad udtryk i ansigtet. En efter en døde de øvrige fanger, og efter to uger var kun Kolbe tilbage. Man kom til ham med en dødbringende sprøjte, som han villigt modtog. I 1981 blev han helgenkåret, og et år senere sagde pave Johannes disse ord om ham: »Maximilian døde ikke, men gav sit liv for sin broder.« Hvilket forbillede havde Maximilian? Ingen ringere end Kristus og ordene: »Den, der mister sit liv p.g.a. mig, skal finde det.« De ord står at læse i skriften, i samme evangelium, som vi har hørt i dag, og det fik altså en enorm betydning ikke alene for de mennesker, han var sammen med i kælderrummet, men også for fangevogterne, der ikke kunne forblive uberørte af det, de var vidner til. Og så betød det selvfølgelig noget for den familiefader, som gik fri. Han overlevede sit ophold i Auschwitz, og kunne senere fortælle dette fra den skæbnesvangre dag: »Jeg kunne kun takke ham med mit blik. Jeg var lamslået og kunne dårligt fatte, hvad der skete. Omfanget af det. Jeg, den dødsdømte, skal leve, mens en anden villigt og frivilligt tilbyder sit liv for mig – en fremmed. Er det en drøm? Jeg blev sendt tilbage til min plads i rækken uden at få tid til at sige noget til Maxilian Kolbe. Jeg var frelst. Og jeg skylder ham, at jeg er i stand til at fortælle jer dette. Nyheden spredte sig hurtigt over hele lejren. Det var første og sidste gang at noget sådant skete i Auschwitz´ historie.«

Men den ene gang var alt nok. Verden fik et vidnesbyrd om, at mørket ikke fik bugt med lyset. P.g.a. en kristen fundamentalist, som helt sikkert ikke gik ind for kvindelige præster. Derfor må Ånden ikke knægtes. Gør vi det, skuer vi nemlig kun fangekælderens mørke, hvalfiskens bug eller den sorte grav. Håbet og lyset udebliver. Men hvor Ånden er fri, lyser Kristi opstandelse over os, han som gav sig selv for sine venner for at vi, de dødsdømte, skal leve.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

28-08-2022

Salme: Med sin alabasterkrukke, DDS 151

Kom, Herre Jesus. Amen.

5. Mos 30, 15-20; Rom 10, 4-13[17]; Luk 7, 36-50

Moral og moralske kvababbelser er udgangspunktet i dagens fortælling, omdrejningspunktet er til gengæld Jesus, og Gud ske lov for det. Først vil jeg dog komme med nogle betragtninger om moral, for den taler vi meget om for tiden.

I sommeren 1970 blev en af initiativtagerne til Thylejren kontaktet af en fader, hvis 14-årige datter var draget fra København mod det jyske for at deltage i det kollektive og sociale eksperiment i Frøstrup, hvor lejren lå. Familien havde fået besked om, at datteren led af en kønssygdom, som hun skulle hjem og kureres for. Lederen måtte altså ud for at finde den bortløbne datter samt de unge mænd, hun måtte have været sammen med. Det viste sig at være fem. Sådan var der en del saftige historier, som man kan læse meget mere om i Peter Øvig Knudsens to murstenstunge bøger om Thylejren og hippiebevægelsen. Hvis man orker. Selv gav jeg op midtvejs. Der er ting i livet, man ikke behøver at vide noget om, og det er ikke en særligt opløftende historie. Når jeg alligevel fortæller den, er det ikke af trang til at forarges, men fordi den belyser et emne, som er blevet voldsomt diskuteret i den forgangne uge, nemlig Simon Spies´ forbrug (kan man vist godt kalde det) af purunge piger, som nu kastes under den moralske lup, og der er ingen nåde for Simon Spies. Heller ikke jeg finder den side af ham opbyggelig, det har jeg været inde på tidligere i år, men når den nuværende diskussion skurrer i mine øren, så er det fordi, Spies voksede frem i en tid, hvor den seksuelle frigørelse fejrede triumfer. Jeg selv blev ret chokeret, da jeg læste om den 14-årige pige fra Thy-lejren, men hendes historie kan forklare, hvorfor Simon Spies kunne slå sig løs med de unge piger, som han gjorde. Det kunne han, fordi mange af pigernes familier - ligesom familien til den omtalte pige – tilsyneladende ikke så et stort problem i en tidlig seksualdebut. Så fik de i øvrigt også noget ud af det – gratis rejser f.eks., og da den offentlige moral i den grad havde flyttet sig, var det ingen skam at ens datter optrådte letpåklædt i bladene med den midaldrende millionær. Alle spørger lige nu til Spies og hans ansattes moral, og man kunne også spørge til moralen hos de ledende kræfter i Thylejren, men det gør man ikke. Endnu da. For der synes at herske en udpræget nydelse ved at kunne pille både afdøde og nulevende ikoner ned fra deres piedestal, og så er der måske også et ønske om renhed forbundet med det hele. Trangen til begge dele ligger dybt i mennesker, og derfor kan vi – lettere end vi bryder os om at tro – sætte os i farisæeren Simons sted. Det er ikke nødvendigvis dårligt at kunne det, og der er heller ikke noget forkert i selv at ville føre et rent og godt liv, dertil har vi her i landet f.eks. udtrykket at feje for egen dør. Det er en god ting at kunne. Problemerne opstår, hvis vi gør moralen til guddommelig lov eller tror os så rene, at vi prøver at hæve os over andre ved vor renhed. For vi vil altid trække syndens spor efter os, enten fordi vi lyver for os selv og andre om vore rene motiver, eller fordi vi vil prøve at få magten over andre ved at udstille vor egen, moralske overhøjhed. Så lige nu er vi altså som farisæeren, men spørgsmålet er, om vi, til forskel fra ham, overhovedet har indbudt Jesus, eller om vi synes, vi har brug for ham? Er der virkelig et udbredt ønske i samfundet om en renere og mindre seksualiseret måde at leve på? Det er jeg ikke sikker på.

Dette skal ikke på nogen måde forstås som et forsvar for Simon Spies, men det, der er væsentligt at forstå, hvis man skal komme ind til kernen af evangeliet, er, at synd er noget personligt, og at det først er ved erkendelsen af den, at man for alvor kan begynde at gøre noget ved den. Man kan ikke blot sætte sig hen og udpege den hos andre og dermed tro, at så er den inddæmmet. Spies opførte sig som andre hippier i tiden, blot var han meget rig og kunne derfor lettere gøre, hvad han havde lyst til. Nogle af hans piger og deres familier fik altså noget ud af det og var tilfredse med det. Andre gik til grunde. Derfor diskuterer vi Spies i dag, selv om hans levevis aldrig har været en hemmelighed. Og kan man så moralisere på efterkant? Det kan man godt, men hvis vi skal feje for egen dør, og det skal vi, så er det godt at have styr på retningen, før man retter pegefingeren mod den formastelige, og retningen går mod øst, dérfra hvor Herren skal komme igen, for det er alene Herren, der kan sætte tingene i rette perspektiv. Ellers mudrer det hele til.  

Moral er som sagt ikke nødvendigvis dårligt; vi hørte selv, at Moses til sit folk sagde: » Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve og blive talrig.« Læg godt mærke til, at ordet elske går forud for befalingerne og lovene. De gamle israelitter skulle elske Gud Herren, dernæst følger livet, der leves efter buddene, hvoraf de vigtigste altid retter sig mod vor næstes ve og vel. Og Gud kom til os, som en, vi kunne elske, da han gæstede jorden i sin søn. Men mange kunne ikke se, hvad de skulle med ham, for de havde jo buddene nu. Buddene havde taget Guds plads. Sådan var det også for farisæeren Simon, der viser gæstfrihed mod Jesus, men ikke mere end det. Han gør, hvad han mener at skylde. Varme følelser er der ikke tale om. Da kvinden maser sig på, er der til gengæld ingen ende på hendes hengivenhed, og – skal vi lægge mærke til – hun stiller sig grædende bag Jesus. Hun tør ikke engang stå ansigt til ansigt med ham, så bevidst er hun om sin synd. Kvinden har sandsynligvis levet som prostitueret, men hun har altså hørt om Jesus og må nu gøre alt, hvad hun kan for at møde ham og vise ham, at han er det eneste vigtige i hendes liv nu. For Jesus er den, der kan tilgive synder. Og Jesus er udmærket klar over, hvordan hun har levet, og at der er meget, der skal tilgives. Det er netop derfor, hendes kærlighed er så stor. Ved siden af hende har Simon levet et tugtigt og godt liv, men det betyder ikke, at han ikke har brug for tilgivelse. Han føler imidlertid – sådan som mange os gør – at han kan leve med det, han har gjort, for der er jo nogle, der har gjort noget, der er så meget værre, og vi gør jo alle sammen et eller andet uheldigt ind i mellem. Sådan tænker vi, sådan tænkte han, og fordi han kan leve med det og i øvrigt generelt følger Guds bud, har han i virkeligheden ikke brug for Jesus.

Spies havde tilsyneladende ikke brug for Jesus. Han havde nok i sig selv og sit underliv. Ligesom tiden generelt havde det. De mange nulevende farisæere, der for tiden kaster sig over ham, har heller ikke brug for Jesus. De har nok i at mene en hel masse om krænkeren, og følger de den nye, midlertidige moral, kan de vide sig sikre på at have ment alt det rigtige. Men jeg tror ikke, at det kommer til at redde nogen piger fra engang i fremtiden at blive udnyttet på samme måde, eller at alfa-hanner eller -hunner vil holde sig fra slå sig løs, når bølgerne har lagt sig, og folk er blevet trætte af alt det snerperi. Vi kommer m.a.o. ingen vegne, før vi lærer at elske Gud, og elske ham kan vi kun ved at sætte os i synderindens sted og indse, at han er den rene, han er den gode, han er den syndfri, som kan frelse os fra os selv og give os en ny retning i livet. Og hvis man finder ud af, at Jesus er det bedste, der er sket en, så lærer man at hæve blikket fra sit eget og andres underliv for i stedet at fæstne det på ham. Det kan være, at man bliver mere overbærende med andres fejl, eller at man finder ud af, at det er klogt at lære af netop disse fejl. Og så kan det være, at man begynder at se mere positivt på moral. Den handler nemlig ofte om personligt ansvar og hvad man kan tillade sig at gøre overfor andre. At man føler skam, hvis man overskrider en moralsk grænse. Netop derfor kan den beskytte bl.a. mindreårige fra at blive udnyttet af lumske voksne.

Vor tid, som vi jo alle er en del af, har i sandhed store synder at bekende, den har dermed meget, der skal tilgives, og derfor har den alle muligheder for at lære at elske Jesus. Og da vi er i kirken, beder vi: Amen. Lad det ske!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

21-08-2022

Salme: Vaj nu, Dannebrog, på voven, DDS 257

Kom, Herre Jesus. Amen.

Ez 33, 23.30-33; Hebr 3, 12-14; Matt 11, 16-24

»Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke.« Jesus taler om leg i dag, leg, der ikke fungerer, og dér vil jeg begynde ved at lade to forfattere kommentere hinanden, nemlig Jakob Knudsen og vor egen Helene Strange. Jeg vil begynder med at lade Jakob Knudsen tale.

I bogen Lærer Urup er der en vidunderlig beskrivelse af Urup-børnenes fantasiverden, hvor den legendariske Kong Balten råder. Børnene kan godt lide at »fortælle for hinanden«, som det hedder, og fortællingerne er alle tydeligt inspireret af de historier, børnene har fået fortalt af deres far fra både bibel, Saxo og Snorre. Den eneste person, der altid er med, er kong Balten, og det er en uskreven regel, at han ikke må komme til at fremstå for blåøjet, for ellers mister han sin autoritet, og så fungerer historien ikke.

Børnene har en lidt ældre plejesøster, Cecilie, som en dag slutter sig til dem. Da gør de den erfaring, at hun ikke er i stand til at lege med, legen bliver planløs, og da de kommer til et vådområde af en slags, vader Cecilie – for at vise sig – direkte ud i vandet, til det fylder hendes træsko. Der er noget lovløst over det, som på en gang fascinerer og frastøder dem, men en ting er sikkert; den oprindelige leg bliver ikke til noget, for Cecilie ville ikke være med for alvor, måske fordi hun ikke forstod reglerne eller fordi hun ikke havde fantasi, og den dag var porten lukket ind til Kong Baltens rige.

Jeg tror, at alle, der selv har leget eller overværet børns leg, kan sætte sig ind i beskrivelsen både af en vellykket leg, der bringer glæde, fællesskab og åndelig berigelse, og af en leg, der ender i ingenting, fordi der var nogen i gruppen, der ikke anerkendte reglerne, ikke forstod dem og måske heller ikke rigtigt gad være med, men som heller ikke kunne besinde sig til at trække sig helt ud af legen, og så gav de sig i stedet til at spolere den eller lege noget andet.

Og regler er ikke uvæsentlige i nogen af livets henseender; også dette har Helene Strange blik for, når hendes hovedperson i bogen Priergårdsslægten lader den stolte og stærke hovedperson, Inger, bryde med regler, der ikke synes at give mening, medens hun i andre henseender strengt holder på netop reglerne, f.eks. når hun rådgiver sine døtre i kærlighed. Vil de følge deres hjerte, skal de overveje alle konsekvenser, ære deres svigerforældre som var de deres egne, selv om de er nok så dårlige mennesker. Det fjerde bud skal altså overholdes, og det at takke vor Herre for alt, hvad han giver, er også en regel, Inger aldrig afviger fra. Hun har lagt sit liv i Guds hænder, og som det ikke duer for lærer Urups børn, at kong Balten bliver for fjoget, så er Ingers Gud heller aldrig ufarlig. Han råder for liv og død og er den ubestridte konge i hendes liv.

Men hvor lærer Urup ikke lader sig dupere af moderne ideer, er det anderledes med Inger Prier. For hun er fremskridtsvenlig: »De unge har ret til at have deres ideer, og dem skal vi gamle i mange retninger respektere, selv om vi ikke altid kan følge dem. For udviklingen kan nu engang ikke stå stille« siger hun til en reaktionær nabo. Inger hviler så stærkt i sin tro og sin stand, ja, i hele sin tilværelse, at hun ikke kan forestille sig, at udviklingen f.eks. til et mere rationelt og effektivt drevet landbrug, eller det spirende demokrati kan give problemer. Som Jakob Knudsen giver eftertiden besked gennem lærer Urup, giver Helene Strange det gennem Inger, men det blev Knudsens Cecilie og ikke hendes Inger, der gik sejrrig ud af alle de omvæltninger, som fulgte i kølvandet på det moderne gennembrud. I dag hylder vi ikke de hårdtarbejdende gårdmandskoner, vi husker dem vel næppe. Vi hylder i stedet de kvinder, som forsvandt fra hjemmet, og som brød alle reglerne for legen. Vi glemte måske ikke Gud, folkekirkens medlemsprocent er jo stadig høj, men vi fik nye lærere, som gjorde ham blåøjet og tandløs. Dette skete umærkeligt i et folk, der havde troet på ham og bedt til ham igennem så mange slægtled, ja, vi var aldrig i tvivl om hans undere. Måske havde det noget at gøre med, at selv mennesker højt på strå før i tiden var bevidste om livets skrøbelighed; sygdom og misvækst ramte alle. Men netop denne bevidsthed har også altid fået mennesker til at arbejde på, at livet skulle blive mere sikkert, og efterhånden gik det så stærkt med de teknologiske og videnskabelige fremskridt, at vi blev vore egne konger. Når vi netop ved egne kræfter kunne gøre livet så let at leve, kom det naturlige spørgsmål om, hvad vi dog skulle med Gud? Dødens lovmæssighed blev fortrængt, maden på bordet blev en selvfølge, naturens kræfter kunne inddæmmes, og vi mistede fornemmelsen for, hvor stort skaberværket og dets skaber er. Vi kunne ikke længere finde ud af at lege rigtigt. Jesus blev lige så ligegyldig som kong Balten, når fortælleren gjorde ham for dum og slap.

Det kunne være en sådan situation, Jesus henviser til, da han taler om samtidens slægt, dem der havde muligheden for at høre ham, da han endnu gik på jorden:

»Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og menneskesønnen kom, han både spiser og drikker og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!«

Denne slægt ville ikke lytte til den ene, Johannes, han var for streng, og de ville heller ikke lytte til den anden, Jesus, han var for mild. Hvem ville de så lytte til? Svaret er nok, at de ville lytte til sig selv, således som det blev sagt af Ezekiel:

»De handler efter deres egne elskovsord; de jager efter vinding. For dem er du som en, der synger om elskovmed dejlig stemme til smuk musik; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem.«  

Ja, indbyggerne i Korazin og Betsajda både hørte og så Jesus, men de var ligeglade og nedkaldte derfor Guds dom over sig. Og dom undgår ingen, men det skal vi faktisk være glade for, for netop derfor er legen, hvor Kristus er den ubestridte konge en god leg. Vi skal nemlig vide, at Guds dom ikke nødvendigvis lukker porten til hans rige for os, den kan meget vel åbne den. Derfor skal vi til slut træde ud af romanernes verden og ind i vor egen og høre, hvad en falden kongedatter kunne skrive til sine børn om sin Gud. En Gud, som hun fandt, da hun faldt dybt. Leonora Christina, Christian den 4.s forkælede yndlingsdatter fyldte længe sit liv med intriger og ligegyldigheder. Hun brød reglerne, kan man sige, og mistede enhver retningssans mens hun sammen med sin mand vadede lige ud i landsforræderiet, en handling, som førte til et 22 år langt fangenskab alene i en celle uden vinduer i Blåtårn, hvor hun ikke blev behandlet godt. Alligevel kunne efter 11 år skrive således til sine børn om Guds undere mod hende:

»Han har været mægtig udi mig svage og bevist sin Kraft udi mig, det allerskrøbeligste redskab. Thi hvorledes havde det ellers været muligt, at jeg havde kunnet modstå så mange overstore, pludselige og uforudseelige, ulykkelige tilfælde, om hans Ånd ikke udi mig har gjort sin virkning? Gud var den, som selv trådte ind med mig af tårndøren, han var den, som rakte mig sin hånd og stred for mig udi misdædernes fængsel, som kaldes den mørke Kirke. Han har siden stedse, nu næsten elleve år, været indenfor mine fængselsdøre og udi mit hjerte, har styrket, trøstet, kvæget, ja ofte endog glædet mig. Gud har gjort forunderlige ting imod mig, thi det er mere end ubegribeligt, at jeg har kunnet overleve så store ulykker, som er kommet over mig, og min fornuft, sind og sans. (…) Gud alene Æren!«

Dommen, ikke bare den verdslige, men også den himmelske, havde ramt den hovmodige kongedatter, og hun måtte lære en ny leg, en leg, der var alvor. Men netop i dommen lærte hun Gud at kende som den, der rejste hende op, og det skrev hun om, så den mørke kirke blev til en troens fakkel, og porten til Kristi rige stod hende åben selv i hendes fangenskab.

Med bønnen om, at den fakkel fortsat må lyse i vort land og for os, så vi ikke dømmes til at vade planløst rundt, takker vi for alt, som blev os givet – en god og rigelig høst og korsets banner, som skal vaje fra begge vore  kirker for nuværende som for kommende slægter.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.