Fjerde søndag efter påske

15-05-2022

Salme: I dødens bånd vor frelser lå, DDS 220

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sal 124; 2 Kor 5, 14-21; Joh 8, 28-36

Når Satan er dygtigst, får han mennesker til at tro, at han ikke findes. Jeg kunne f.eks. tænke mig, at alene det, at jeg i dette øjeblik taler om Satan som én, der faktisk findes, kunne få alle antenner til at stritte på de fleste. For hvad skal vi dog med dette forfærdelige, middelalderlige og forkrøblende verdens- og menneskesyn? Jeg vil svare, at man kan lære at få et realistisk forhold til verden og menneskers gøren og laden, og ikke mindst til sig selv. Og så vil jeg tilføje, at i en ond verden bør man tro, at Satan findes, for tror man det, så er man også nødt til tro, at Gud findes. I hvert fald, hvis man gerne vil bevare håbet og sit gode humør. Så her i Guds hus er vi altså på det rene med, at Guds modstander findes. Hvad er det så, Satan gør? Han frister mennesker til at begå synd, og det er nok årsagen til, at vi gerne vil tro, han ikke findes. Mennesker vil gerne selv være verdens navle, og så har vi også snart i århundreder insisteret på at mene, at vi i udgangspunktet er gode. Selv om vi dagligt bliver modsagt. Derfor er det paradoksalt, at netop dette forhold må vi ikke omtale i kirken som dét, det er, nemlig synd. Dog synd er det, når mennesker går egne veje i stedet for Guds, og når man fristes til at begå synd, så bliver man syndens træl. Det hørte vi for lidt siden.

Hvorfor kan vi ikke lide at høre det? Det er fordi, vi ønsker frihed, vi vil være frie til at gøre, hvad vi vil, og vi mener, at vor frie vilje altid vil lede os til at gøre godt. Men vi skal vide, at vi i vort begær efter frihed altid ender med at trælle for noget eller nogen. Om det handler samtalen mellem Jesus og de omvendte jøder i dagens fortælling. »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie« siger Jesus til dem, og det forstår de slet ikke. For dem ligger friheden i, at de er en del af det folk, Gud har udvalgt; ingen skal derfor tvinge dem til at tilbede andre guder, ingen andre kan hævde retten til det land, Gud har givet dem. Folket er så at sige ved deres udvælgelse Guds spydspids her på jorden, tænker de, og højere kan ingen nå, mere fri kan ingen være. Jesus, derimod, har et ganske andet syn på frihed og trældom. Trældommen er bundet til synden, friheden er bundet til Ham, Guds sande spydspids på jorden, en spydspids, der sigter direkte efter menneskers hjerter. Jesus hævder altså, at mennesket er syndens træl, hvis ikke det holder sig til Guds ord, personificeret i Jesus selv, han, som alene borger for friheden.

Nu tænker vi jo ikke jødisk her i Danmark, til gengæld har vi 68-oprøret og den seksuelle revolution, hvor det lykkedes et forholdsvis lille præsteskab at blive emancipationens spydspids, den emancipation, der gjorde op med borgerlig moral og »øjet i det høje«, som sangerinden Trille sang. Denne spydspids var ikke rettet mod hjertet, men mod underlivet, og det er først nu med MeToo-bevægelsen (som der kan siges både godt og dårligt om), at det er ved at gå op for os, at den seksuelle revolution ikke alene bragte sjov og glæde med sig. Folk kom til at trælle for den i stedet; vi kender således alle Simon Spies, og jeg kan i hvert fald fra min barndom og ungdom huske, hvordan hans morgenbolledamer blev muntert omtalt; opfattelsen var vel egentlig, at konceptet var en win-win-situation for både ham og dem. Mange af »damerne«, som i virkeligheden var unge piger, kom jo fra små kår, de blev godt betalt, og Spies fik masser af omtale. Men sagen var, at allerede dengang var der nogen, der kunne se, at det ikke var normalt, at en mand, der som Spies var direktøren for det hele, konstant var omgivet af 15- til 18-årige piger, som han rekrutterede blandt koncernens piccoliner. Ingen var dog interesserede i at høre om disse moralske kvababbelser, for de fleste havde en fest i de dage. Festen varede bare ikke ved for alle. Rejsekongen mistede som regel interessen for pigerne, når de blev 18, og så stod de på gaden uden at kunne noget væsentligt, og i hvert fald én af dem endte i stofmisbrug og prostitution og døde af aids syv år efter, at hun havde forladt Simon Spies. Den unge pige var i forvejen sårbar, da Spies tog hende til sig, og for hende blev bekendtskabet med rigmanden begyndelsen til en dødsspiral. Man vil aldrig kunne undgå, at den slags sker, men på den tid, det skete, havde man gjort op med næsten enhver form for moral, og derfor var folk flest ligeglade med hendes skæbne; mennesket skulle realisere sig selv på alle måder, imedens man lukkede øjnene for, at seksualitet er en voldsom kraft, der kan være direkte destruktiv, og at det derfor faktisk er fornuftigt, at der er nogle normer og regler for, hvad »man« gør, og hvad »man« ikke gør. For ellers vinder den største gorilla i skoven. Og så er der spørgsmålet om Spies selv: Levede han et frit og lykkeligt liv? Jeg tror det faktisk ikke. Hvad var det – set på afstand – andet end én lang jagt på tilfredsstillelse og bekymring for, hvem der skulle arve formuen? Er man så fri? Det kan vi jo tænke over. I hvert fald kan man konstatere, at når man vil gøre sig fri af Kristus, så står der en anden på spring til at trælbinde en, og gør man sig ikke fri af det, er døden den eneste, der kan løse en af forholdet.  

Imidlertid kan man også blive fri på anden vis – ved at gå til Jesus. Jesus taler om, at han kan gøre os fri, så vi bliver virkelig frie. Hvordan kan man være fri ved at være bundet til Kristus? Her skal vi se på, hvem han var, og hvad han gjorde: Han var et menneske, som forholdt sig til andre mennesker på en ganske bestemt måde; han gennemskuede løgn og forstillelse, og han bragte helse, tilgivelse og barmhjertighed til dem, der tørstede efter det. Jesus var menneske på den måde, Gud ønsker, vi skal være, men som han ved, vi ikke kan være af os selv. Da Gud selv blev menneske, blev han ét af den slags, som levede for andre, og aldrig holdt han noget af sig selv tilbage, men udgød sig selv fuldt og helt. Sådan var han sandt menneske, og sådan afslørede han enhver løgn, også den løgn, vi selv lever på; vi mennesker ynder jo at forskønne vor egne motiver og vor livshistorie lidt, hvis vi tænker over det. Men ser vi hen til Jesus, er løgnen, vi lever på, gennemskuet, og når vi forstår, at han er sandheden, så kan vi overfor ham derfor ikke længere lyve om os selv. Vi bliver nødt til at vedkende os også den del af os, som vi ikke bryder os om, den del, der svigtede og ødelagde livet for andre og os selv, også selv om vi har en mængde gode undskyldninger for hvorfor, vi gjorde det. Men når vi erkender det og fortvivles over det, så skal vi vide, at det ikke længere tilregnes os, fordi vi i troen på Kristus er nye skabninger, fri for synden, der tynger os. Det åbner helt nye horisonter, for nu er vi ikke længere bundet af synden eller Satan, vi tilhører vi den levende, den skabende Gud, og friheden viser sig på mange måder; i trangen til at skabe smukke ting, i glæden ved at glæde og hjælpe andre, i lysten til at lovsynge Gud for dette, i ønsket om at tjene sandheden. For friheden i Kristus fordrer - med filipperbrevets ord – at vi lægger os alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, på sinde. Kun på den måde kan vi holde andre fri fra vor iboende lyst til at herske over dem. Og så skal vi glæde os i Herren, blot på grund af dette ene, at han blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham og dermed forblive fri.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

13-05-2022

Salme: Op, al den ting, som Gud har gjort, DDS 15

 Sl 130; Hebr 10, 19-25; matt 7, 7-14

Det lyder barskt: »Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Det kunne lyde trist og besværligt. Men måske er det ikke så vanskeligt at forstå, hvis bare vi går en lille omvej, omveje behøver nemlig ikke at føre os væk fra målet, vi kommer bare lidt senere frem.

Vi er samlet her i Nørre Kirkeby kirke, som ligger lidt borte fra alfarvej, og vi har hørt klokken ringe til gudstjeneste. Noget eller nogen har altså kaldt os til at være her, væk fra den travle hverdag og byens larm. Det at finde den rette vej i og til livet handler i høj grad om at være i stand til at lytte, og det vil jeg fortælle en historie om.

Et af H.C. Andersens eventyr hedder Klokken. Handlingen tager sin begyndelse i den travle og larmende by, hvor menneskene om aftenen på skift – alt efter hvor travlt de har - hører en vidunderlig, fremmed og dog hjemlig lyd som af en kirkeklokke. Der er mange, der begynder at spekulere på, om der mon ligger en kirke uden for byen, og når de bevæger sig ud på landet, er det, som om klokkens lyde kommer tættere på. Måske den dejlige klokke ringer fra en kirke i skoven? Folk begynder at valfarte derud, men da de kommer frem, synes de, der er så dejligt, så de ender med at tage på skovtur i stedet. En konditor ser, at det er en god forretning, så han åbner et lille udskænkningssted, hvor han hænger en klokke uden knebel op over det telt, han serverer fra, og alle er meget begejstrede over det. Det er jo næsten som den ægte vare. De ender med at indrette sig omkring konditoren og har nok i at have haft en dejlig tur i skoven.

Men en dag er der konfirmation i byen, og konfirmanderne hører alle klokkens skønne klang, så de begiver sig på vej for at finde den. Dog falder de fleste fra, fordi der er så meget, der distraherer; nogen skal til bal, andre synes, der er lidt langt, og der er meget på vejen, der kan friste en til at vende om. Kun to holder ud, en kongesøn og en fattig dreng, som går to forskellige veje; den fattige dreng går ad den vej, hvor skoven er mørkest og mest uvejsom, kongesønnen tager en lettere og mere solbeskinnet vej, men det, der er fælles for dem begge, er, at de lytter efter klokkens klang, og ikke lader sig forstyrre af det, der hænder dem på vejen. De ender derfor det samme sted, derfra hvor klokken lyder stærkest, og oplever naturen som én stor kirke, hvor alt samles i en lovsang til Gud, sådan som vi skal synge til sidst i dag.

Jeg tror, at H.C. Andersen med sit eventyr forsøger at fortælle det, vi alle kan erfare: At livet former sig vidt forskelligt for alle mennesker, men at det dybest set handler om at være til stede i det og lytte efter det kald, vi har fået. Kristeligt set blev vi kaldt i dåben, og hver gang kirkeklokken ringer, minder den os om dette kald og at det er den gode Gud, som kalder. Det kan være vanskeligt at tro på en god Gud, når der hver dag sker forfærdelige ting i verden, og man kan se, at nogle går let gennem tilværelsen, medens andre må så grueligt meget igennem. Alligevel ringer klokken, og hvad er det så, der bliver fortalt, når den lyder? Der fortælles om en Gud, der blev menneske, og som gik ind i den lidende verden, valgte den trange vej, lidelsen, og den snævre port, døden, for at vinde livet tilbage til os. Jesus Kristus, Guds søn, vendte historiens gang og gav os dermed håbet om, at det onde nok kan rase, men det kan aldrig vinde.

Selv i sin yderste pine på korset sagde han: »Fader! I dine hænder betror jeg min ånd.« Og de, som fulgte ham og forkyndte, at netop Han var sandheden, vejen og livet, blev selv forfulgt og led martyrdøden. Alligevel prædikede de evangeliet i verden, og verden har ikke fået bugt med det. Derfor kaldes vi stadig til gudstjeneste her i Nørre Kirkeby som over hele landet.

Og nu kommer vi til den del, der handler om at bede, for det er jo Store bededag i dag, en dag, der netop er indstiftet, fordi kongen ønskede, at folket her skulle samles til bøn og omvendelse. Kongen ønskede på den måde at lede folket på rette vej.

Så vi beder i dag, og det gør vi, fordi evangeliet endnu prædikes, evangeliet om den frelser, som sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder.«

Det er godt at vide, når krig og meget andet forfærdeligt raser; at selv om ondskaben lever af at ødelægge det gode, så bliver der alligevel ved med at være godt i verden. Fuglene bliver ved med at synge, blomsterne bliver ved med at skyde op af den sorte jord, mennesker fortsætter med at hjælpe hinanden og fortælle hinanden om Guds undere. Fordi den gode Gud vil det. Den dag, han ikke vil det længere, da er det fordi, vi er holdt med at bede, for da tror vi ikke længere på ham. Det er ikke sikkert, at du får det, du vil have, når du beder, men du kan være sikker på, at Gud hører dig. Det kan bare være, han mener, det er noget andet, du har brug for. Men beder du, så tror du, og tror du ham, da har du ham. For man beder ikke til nogen, man ikke tror på.

Bed, så skal der gives jer; bed for landet, for jeres kære, for jeres naboer, ja, for at Gud må fortsætte med at øve godt i verden indtil den dag, da han skal blive alt i alle!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

08-05-2022

Salme: Stat op, min sjæl, i morgengry, DDS 234

2 Mos 3, 1-7.10-14; Hebr 4, 14-16; Joh 14, 1-11

På facebook er der mange boliger, og jeg kom forbi én af dem forleden, hvor der lå en bevægende lille film med vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Han havde opsøgt sit barndomsland og fortalte om sin mor, som han haft for travlt til at være hos, da hun døde. Han skulle til et møde, og siden har han tænkt på, hvad det dog var for et møde, siden det kunne være vigtigere end at være til stede i moderens sidste stund. Jeg tror ikke, Fogh Rasmussen er alene om den oplevelse, men han formulerer det tydeligt og offentligt, og det skal han have tak for. For udover at han erkender noget så sjældent som syndsbevidsthed, så tror jeg også, at han fornemmer, at han er gået glip af noget. For hvad er det, der er på færde, når et menneske er døende? Det er, at den døende skal træde over en tærskel, hvor vi andre ikke kan følge med. Vi er i samme rum som den døende, men han eller hun skal snart over et andet rum, som er ukendt. Og dog er det et rum eller en tilstand, som mennesker altid har gjort sig forestillinger om. Det tror jeg, vi har, fordi vi både er jord og ånd; vi er i verden, og vi kan se, hvad der sker med os under de biologiske processer, men vi kan alligevel ikke lade være med at forestille os, at der må være mere at sige til menneskelivet, end at vi fødes og dør, samtidig med, at vi har en tendens til at forestille os døden som endelig. Det sidste er nemlig det sikre. Derfor elsker vi livet i verden, derfor bliver døden vor fjende; den er det modsatte af liv, den er alt, hvad der bekæmper livet.

Sådan tænkte vore forfædre; til Valhal med de gyldne tage kom kun de, der faldt i kamp. Alle andre, som døde af alderdom eller sygdom, måtte drage til de ni verdener eller boliger, som jeg for nemheds skyld vil kalde dem, i dødsriget. Vejen til dødsriget siges at gå nedad mod nord, og dets herskerinde kaldes Hel. Hun har selv en stor bolig, hvor alle ting har ulykkesnavne; hendes bord hedder Hunger og hendes kniv Sult. Hun er truende og barsk, halvt blåsort som et lig, halvt kødfarvet som et levende menneske. Det var her, Balder, den gode, den lyse gud kom hen, da han uskyldigt faldt for Lokes onde list.

Derfor sørgede man over Balder, som måtte blive dernede blandt halvt opløste mennesker i en tilstand, man har forbundet med misvækst. Man forfærdedes over tanken om Hel, men man havde også historien om, at Balder ved tidernes ende skulle løses af hendes greb. I de gamles hjerter var der altså en længsel efter noget, der var større og lysere end forrådnelsen, mørket og kulden i Hel.

Den, der er større og lysere end alt dette, møder vi i dag, han, som Balder var en forudanelse om, Jesus Kristus. Han er Hels modstykke, han har ikke ni boliger til dem, der måtte dø strådøden, nej, han har mange boliger, og de er hos hans fader i himlen. Så nu skal vi ikke se nedad mod nord, men opad mod øst, der hvor solen stiger op af havet og bringer os en hilsen fra paradisets kyst. Nu skal blikket vendes i den modsatte retning af den jord, vi tiltrækkes af, og hvor vanskeligt det kan være, hører vi i evangeliet. Jesus holder afskedstale, snart skal han henrettes, og han taler om sin faders boliger, hvor også disciplene skal være. De forstår ham simpelthen ikke. Og det kan man godt forstå. Også de havde en forestilling om dødsriget - Sheol, kaldtes det - et sted, hvor Gud ikke længere huskes, og hvor han ikke længere husker de døde. Derfor forfærdes disciplene naturligvis ved tanken om, at Jesus skal dø, for de kan ikke tænke andet, end at han skal til Sheol, og så er det slut med at vandre sammen med kærligheden. Da er det, Jesus siger: »Jeres hjerte må ikke forfærdes!« For der er gjort en plads rede til dem, så de kan være, hvor han er, og der hvor han går hen, kender de vejen. Dette siger Jesus altså kort før, han selv skal dø, og når disciplene ikke skal forfærdes, så er det fordi, han går til sin fader, den levende Gud, hvorfra han vil komme igen og tage dem med. Han går bare ikke til Sheol, han skal ikke glemmes, de skal ikke blive glemt. Disciplene er imidlertid stadig uforstående, de vil se faderen, men de er blinde for, at de i Jesus Kristus allerede har ham iblandt sig i ord og gerning, at skaberen har vist sig i ham og dermed givet dem et tegn på, at han vil genoprette sit skaberværk. Disciplene har endda bevidnet, at Jesus aldrig gik forbi et menneske i nød, at han vakte døde til live, helbredte de syge, gav syndere en chance til. Der er så meget liv omkring Jesus, så megen godhed, så mange beviser på, at han ikke glemmer, og alligevel har de så svært ved at tro, at han er inkarnationen af den fader, i hvis lyse sale de skal bo; i himlen er der ingen ækel, halvt opløst kvinde, ingen bister færgemand, ingen ubevidst mellemtilstand eller hvad mennesker gennem tiderne har forestillet sig. Hos faderen er der liv, ja, han er selve livet, og vejen går gennem hans søn. Det er en tornegroet vej, ja, men vi kender den, og det forfærder os også. Dog, til himlen går den, det stod klart påskemorgen, for der mødte dem ved den tomme grav ingen stank af fordærv, der var engle og glæde og solen, der stod op og varslede en ny dag, en ny tid, hvor døden var overvundet. Og disciplene fór ud i verden for at fortælle det til alle. Nu kendte de vejen, og de fulgte den selv om de vidste, hvilke lidelser, der ville være på den.

Det er dog stadig vanskeligt for de fleste at forstå eller endog bare tro, måske fordi vi helst vil tage en smutvej ud af livet, hvad enten vi tror på Gud eller ej. Vi frygter døden og sætter vor lid til, at videnskaben kan udsætte det øjeblik, hvor vi skal møde den. Derfor er det sundt og godt for os at få at vide, at der er mere at sige til menneskelivet, end at vi er kommet af jord og skal blive til jord. Vi skal mindes om Guds sandhed, sandheden om mennesket, at vi tilhører ham, at han kender os ud og ind og alligevel ikke glemmer en eneste af os men bliver ved med at kalde og sige: »Tro på Gud og tro på mig«. Det har afgørende betydning for vor måde at gå gennem livet på, om vi har blikket stift rettet mod jorden og alt det, vi begærer eller frygter, eller om vi ser opad, mod øst, og synger lovsange til den skaber, der skabte os og alt det, vi dagligt lever af og frydes over. Jeg tror, at det var den erkendelse Anders Fogh Rasmussen var kommet til, og det er ham vel undt. Da hans mor skulle møde sin Gud, så han på sit ur og skulle til et møde, som ikke længere husker, hvad handlede om. Han vil altid fortryde, at han ikke var hos sin mor, da han skulle have været det, men hvis han lytter til Kristi ord, så vil han vide, at hun gik ind til Guds glæde, og at hun ikke skal være alene der. Fortrydelse kan få os til at se nedad og indad, og det kan nogle gange være ganske sundt, men Gud ske lov kalder nåden på os fra det høje, og i det øjeblik, vi løfter blikket, behøver vi ikke længere at forfærdes, for da kender vi faderen, fordi vi har lært hans søn at kende, og sammen med ham er vi altid på rette vej.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

01-05-2022

Salme: Alle mine kilder skal være hos dig, DDS 441

ApG 2, 36-41;

Kære konfirmander!

Som I ved, er jeg håbløst forstokket og gammeldags, og ofte bliver jeg mødt med et udsagn, som jeg tror, I gerne vil skrive under på: »Hey, vi lever altså i 2022!« Det er jeg ikke i tvivl om, at vi gør. Før da levede vi 2021, og i alle årene op til har der været et årstal, hvor folk syntes, gamle mennesker ikke havde forstået relevansen af noget som helst. Man kan til alle tider blive danefæ.

Det ironiske er, at når nogen siger »Hey, vi lever altså i 2022!«, så er det fordi der for 2022 år siden blev født en lille dreng, der fik så afgørende betydning for verden, at vi har indrettet vor tidsregning efter hans fødsel. Det er p.g.a. ham, vi er samlet her i dag, og derfor skal vi måske tænke over, om han virkelig er en røst fra fortiden, eller om hans røst ikke snarere er til tiden til alle tider. Måske bruger han et lidt gammeldags billedsprog; der tales således om får og hyrder i dag, og det kan virke lidt fjernt. Den tid, da der fandtes hyrder eller hyrdedrenge er for længst forbi, men i biblen er det et yndet motiv, ikke mindst for Jesus, der kalder sig selv »den gode hyrde«. Dog bliver det allerede nu lidt provokerende, for hvis han er hyrden, så er vi fårene, og det bryder vi os ikke om at være i 2022. Får er jo umælende flokdyr, vi er individualister, unikke, som der står på Normal-butikkerne, vi er demokratisk opdraget, så vi ved, at vi selv skal danne os en mening. Men vi kan også se, at det er meget vanskeligt, for hvis vi tænker over det, så mener de fleste det samme, få tør lade være med at følge strømmen. Ofte går vi med flokken, og vi kan sikre på, at der altid nogen, der gerne vil bestemme over - eller med et finere ord – lede den flok, ligesom der er mange, der gerne vil ledes. Derfor er der altid magtkampe, hvor der er mennesker. Det er der i år 2022, det var der i år 33. Når Jesus bruger hyrdemotivet, taler han ind i en sådan magtkamp; hvem skal være flokkens leder? Skal det være farisæerne, der lever efter Guds love og dermed fremstår som standhaftige og vigtige forbilleder for folket, eller er det Jesus, tømrerens søn, som kommer anstigende, helbreder syge mennesker på sabbatten og fortæller folket, at han og Faderen er ét?

Den magtkamp ligger til grund for det optrin, vi hører om i dag. Baggrunden er, at Jesus har helbredt en blind mand på hviledagen, hvor man ikke måtte foretage sig noget som helst. Han har i tillæg sagt de allerfrommeste blandt jøderne, farisæerne, et par sandheder. Nu omringes han af jøder, som vil vide besked om han er en dæmon eller noget andet, noget, de venter på? »Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud!« Når de spørger efter Kristus, så er det Messias, Guds salvede, en leder, der skal genrejse Israel, de mener. Jøderne forventer altså noget bestemt, og hvis Jesus nu er Guds salvede, så skal han »levere«, som det hedder på moderne dansk, men vel at mærke det, de ønsker, han skal levere. Og det, de ønsker, er viden, sikkerhed. Jesus lader sig imidlertid ikke skræmme, han fordrer nemlig, at de tror på ham; »Jeg har sagt jer det, og I tror det ikke« er hans svar til dem. Jesus skal kendes på sine gerninger og på sin røst, der kun peger èn vej, nemlig op mod himlen, hvor hans fader holder til.

Gud kom altså til jorden for at få mennesker til at se væk fra den. Nok er vi skabt af jord og ler, men Gud blæste sin ånde i os, og dermed knyttede han os til sig. Imidlertid er vore sanser mest rettet mod det, vi kan høre, se og føle. Således er jøderne omkring Jesus så optaget af landet, som de mener at have en guddommelig ret til, at de ikke ser eller ikke vil se, at den Gud, der gav dem det, står lige for næsen af dem. Eller også forstår de instinktivt, at det er ham, og at han er så meget større end dem og landet, at han kan rumme alt, d.v.s. meget mere end dem og landet. Det er mærkeligt, for de ønskede jo inderligt, at han skulle komme, mange levede et gudfrygtigt liv efter alle forskrifterne, fordi de ville vise Gud, at de var et lydigt folk. De ville gøre sig fortjent til landet. Til ham. Og så kom Gud til dem i skikkelse af denne mand, en helt almindelig håndværker, der bestemt ikke strøg dem med hårene eller takkede dem, fordi de grundede på Guds love dag og nat og tilmed fulgte dem. Oven i købet brød han af og til de hellige love.
Så mærkeligt er det dog heller ikke. For den, der er from og god, har også magt, alene ved sit eksempel, sådan er det i 2022, vi kalder det politisk korrekthed, sådan var det i år 33, og da var det religiøs korrekthed, det handlede om. Hvis man nu er vant til at være den, folket kommer til for at få råd, den, de ser hen til for at finde et eksempel på, hvordan man bør leve det rette liv, så er det ubekvemt, at der kommer en mand som Jesus, som gør alt det, alle ved, man ikke må, og som fornærmer ordentlige mennesker. De gudfrygtige jøder, der trænger sig ind på Jesus fornemmer, at han kan fravriste dem deres position, og derfor hader de ham som det skinsyge barn, der må dele sine forældre med en ny lillebror. Men skinsyge kan være ganske farlig, og det blev den for Jesus. En del af jøderne på Jesu tid ville ikke tro, de ville ikke høre hans kalden, de ville af med ham, og det kom de.

Men hvad var det, Jesus sagde, da han kaldte? »Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.« Livet og frelsen er hos Gud, selv når vi mister livet. Det er et anstødeligt budskab dengang som nu, for i dag lyder det ind i en verden, hvor vi nok længes efter alvor, men hvor vi også mener at finde den alle mulige steder, hvor den ikke er. I lever i en tid, hvor der er mange røster, der gerne vil have jer til at følge efter, fordi det altid har været fristende for mennesker at kunne bestemme over andre, og i dag vil jeg prøve at give jer et par ord med på vejen, så I husker at standse op og lytte efter – ikke mærke, men lytte. For kristendommen handler om at have hjemme et sted, hvorfra der netop lyder en røst, kærlighedens røst. Den røst er evig, uanset om den hørtes julenat, i år 33 eller i 2022.

I kender det allerede fra jer selv; I har et hjerte, og det hjerte er knyttet til noget og nogen, jeres hjem, jeres familie og jeres venner. Og selv om der nok er dage, hvor I tvivler på det, så kan I være sikre på, at jeres forældre har jer i deres hjerter. Den røst I først hørte fra I blev til, var på samme tid en røst fra fortiden og fra fremtiden, for det var jeres moders stemme, I lå lige under hendes hjerte. Lidt efter lidt kom andre stemmer til, jeres faders stemme, jeres søskendes og bedsteforældres, kammeraters og mange andre stemmer. Et helt kor af kendte, elskede stemmer fra alle tider. Og når man tænker på det, så er det måske ikke så svært at tænke på Guds stemme; at den kan nå os fra en anden tid, en anden dimension. Den dimension blev I nemlig døbt ind i. Dåben gav jer et hjertebånd til Gud, der blev I lagt under hans hjerte.
Det er godt at tænke på, for en dag kan jeres forældre ikke være med jer længere; der er ikke mange år til, at I skal ud og prøve kræfter med tilværelsen, finde jeres plads i livet, og der bliver nok at prøve kræfter med. Men jeg ønsker for jer, at hjemmet må være i deres hjerter; jeres barndomshjem, og jeres hjem i himlen. For derfra lyder den røst, der fortæller jer, at I er elskede, at Gud er med jer, hvor I går og står, og I kan vidne om det overfor andre ved at vise, at I bærer noget godt i jeres hjerte, nemlig kærligheden, og sammen bliver det til hjertelighed. Jeg ønsker og tror, at I vil bære hjerteligheden med jer ud i verden, den hjertelighed som I fik skænket i hjemmet, både det her neden, og det for oven. Gud, han bor netop hjerteligheden, for han skænkede os sit hjerte, da han gik i døden for os og opstod for os.

Må Gud velsigne jer, må hans røst aldrig høre op med at lyde, så I ikke løber med flokken, men holder jer til ham, der er Sandheden, Vejen og Livet.

Hjertelig tillykke!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

24-04-2022

Salme: Som forårssolen morgenrød, DDS 234

ApG 2, 22-28; Joh 21, 15-19

Kære konfirmander!

I dag er en stor og festlig dag, men det er også en alvorens dag, for I er på vej til at blive voksne, og jeg er sikker på, at den glæde, som alle vi omkring jer er fyldt af, også rummer en flig af bekymring for, hvordan det skal gå jer. Jeg har det store privilegium at være den, der skal forkynde for jer, at her er vi samlet i troen på Gud, i troen på, at den dåb, hvor I blev hans børn, virkelig betyder noget afgørende. I dåben åbnede Guds rige sig nemlig for jer, og derfra vil altid skinne et lys, som kan vejlede jer på jeres færd i livet. Ikke at det nødvendigvis bliver en let færd, og lyset kan ofte synes at være borte, men i jeres dåb har I fået skænket en rigdom af fortællinger og menneskelige erfaringer, I kan gøre brug af, når I skal finde jeres egen vej i livet. Nu er jeg ikke mere naiv, end at jeg godt ved, at det måske ikke lige er det, der fylder mest i jeres bevidsthed der, hvor I nu befinder jer. Jeg kan heldigvis til det sige, at Jesus fra begyndelsen var omgivet af mennesker, der ikke helt var med på, hvad han egentlig var for en størrelse; det er Peter, som vi netop har hørt om, et markant eksempel på. Og derfor er der håb forude for os alle.

Peter er hovedpersonen i dagens evangelium, hans idealer er ganske høje både m.h.t. personlige dyder og politiske drømme. Peter var den første til at bekende, at Jesus er Kristus, Guds salvede, men det var også tydeligt, at han forventede, at denne Kristus havde en jordisk opgave, d.v.s. en genrejsning af Israels rige. Det kan vi sagtens sætte os ind i, hvor vi for tiden oplever en folkelig eksistenskamp i Ukraine. Der er det godt at have en dygtig leder, men vi ved også, at en kamp ikke sjældent vindes ved personlige ofre; en kamp kræver, at man bliver på sin plads koste, hvad det koste vil. Peters forventning var bare ikke kommet dertil, den levnede ikke plads til en korsfæstelse, til et nederlag, hvilket han lod Jesus vide. Jesus kendte ikke til den gode tone og afviste ham med et »Vig bag mig, Satan (…) Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Peter har højst sandsynligt ikke forstået, hvad Jesus mente med dette voldsomme udbrud. Imidlertid blev han ikke fornærmet, han holdt fast ved Jesus, han ville ikke svigte ham, han ville følge ham gennem ild og vand, også selv om Jesus ved deres sidste måltid påstod, at Peter samme nat ville fornægte ham tre gange.

Da Judas sammen med ypperstepræsternes folk ankom til Getsemane have for at forråde Jesus, trak Peter således sit sværd og huggede øret af ypperstepræstens tjener, Malkus. Men da det stod klart for Peter og de øvrige disciple, at Jesus havde tænkt sig at overgive sig uden kamp, flygtede de. Dog, Peter vendte om, han fulgte med ind i ypperstepræstens gård, hvor Jesus blev slæbt hen til pinligt forhør. Det var modigt gjort, for risikoen for at blive genkendt som en af Jesu håndlangere var stor. Og genkendt blev han. Bange for sit eget skind blev han. Fornægte Jesus gjorde han. Tre gange, som det var blevet spået. Men – fortælles det hos de tre andre evangelister – da hanen galede, og Peter indså sit svigt, brast han i gråd. Han græd bitterligt.

Det er et af de mest hjerteskærende optrin i den påske, vi netop har fejret, for der er ingen bortforklaringer, intet skønmaleri, kun et fortabt menneske, der har indset sit eget svigt ikke alene af sine idealer, men af kærligheden selv. Han havde jo et eller andet sted fra begyndelsen fornemmet, at Jesus var noget ganske særligt, gjort af et afgørende andet stof end han selv: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand« havde Peter sagt til Jesus den dag for længe siden, da han første gang havde mødt ham og fået voddet fuldt af fisk fra en sø, der kort forinden havde syntes tom. Det var en selverkendelse på et tidligt tidspunkt, og måske Peter denne fornægtelsens nat ønskede, at Jesus havde ladet ham være dengang. Så havde det hele været så meget nemmere. Men fordi han fulgte Jesus, har vi altså både en god fortælling og et hav af menneskelige erfaringer, som slet ikke er så uaktuelle, selv om de blev gjort for et par tusind år siden.

For jeg tror, at vi alle kan se os selv i Peter; vi kan være fulde af gåpåmod og store planer for fremtiden, vi kan svigte vore venner, vi kan selv blive svigtet, og vi kan føle, at vi intet er værd. Og særligt når man er ung, rammer disse store følelser – på godt og ondt - os ekstra hårdt, fordi man først lige er begyndt sit liv og skal lære at være menneske; ligesom stor glæde og store tanker om ens egen fortræffelighed kan fylde det hele, så kan modgang, både den uforskyldte og den selvforskyldte, samt manglende tro på ens eget værd eller på fremtiden fylde det hele. Der er sjældent en gylden middelvej i jeres alder, og døre, som før syntes åbne, kan pludselig forekomme at smække eftertrykkeligt i. Og så sidder man der – alene - og græder bitterligt.

Men husk så på Peter. Der var et lys selv for ham, da han var allermest nedbrudt, for det er netop til ham, Jesus henvender sig i dag, og nu ser Peter ham som den opstandne. »Elsker du mig mere end de andre?« er spørgsmålet, han stiller Peter, og læg mærke til, at spørger lige så mange gange, som Peter få dage tidligere fornægtede ham. Det har sikkert gjort ondt, men Peter svarer: »Herre, du ved alt; du ved, jeg har dig kær.« Peter har gjort den på samme tid bitre og glædelige erfaring, at intet ved hans person er skjult for Jesus, så lyve kan han ikke. Når han siger, at han elsker ham, så er der nu den vægt bag ordene, at han, der er pinligt bevidst om sit eget svigt, er lige så bevidst om at være blevet taget til nåde igen af den, han svigtede. Peter har langt om længe forstået, hvad det var, Jesus ville og skulle, nemlig besejre døden og åbne himlens port, han ved, at han skal følge den vej, Gud fører ham ad, for Peters idealer er nu knyttet til frelseren selv og ikke til hans egne forestillinger. Hans opgave bliver at være hyrde for dem, der kommer til tro på Jesus. Så meget betror Jesus den, der svigtede. Fra den dag bestod Peters tro; han fornægtede aldrig mere sin herre men havde ham altid for øje, og det fik voldsomme konsekvenser for ham. Jesus Kristus lærte Peter livets veje, og han holdt aldrig op med at tro på, at han en dag skulle se ham igen og mættes med glæde for Guds ansigt, i Guds altomsluttende lys. Og fordi Peter til det sidste blev ved med at fortælle om det lys, der aldrig slukkes, så er vi samlet her i dag om præcis den samme tro, som var Peters. I skal forhåbentlig aldrig igennem det samme som Peter, men mod og styrke vil I få brug for, bevidstheden om at være elsket som dem, I er med alt, hvad I rummer, det får I brug for, og derfor er Peters tro den bedste gave, I nogensinde vil få. I den tro blev i døbt, i den tro bliver I konfirmeret, i den tro skal I altid vandre, i den tro skal Guds nåde altid være med jer, så det bliver påske hver dag!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og

Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen