Sekstende søndag efter trinitatis

27-09-2020

Salme: Nu falmer skoven trindt om land, DDS 729

Kom, Herre Jesus. Amen

Sl 139, 1-12, 1 Kor 15, 21-28 og Joh 11, 19-45

Da jeg var ung, talte alle om vejret, nu taler vi om klimaet, lige fra Jørgen Hattemager til de unge i Europas kongehuse. Alle synes at være bekymrede, der tales om handling, før det er for sent, om en jord og et klima, der skal gives videre til vore børn. Men det er også sådan, at alle, lige fra Jørgen Hattemager til de unge kongelige, holder meget af at se verden, og jeg skal indrømme, at det hører til mine små hverdagsfornøjelser at høre deres forklaringer på, hvorfor de er nødt til at rejse så meget med fly. For det vidner jo om, at tidsåndens idealer kan være vanskelige at håndhæve. Samtidig har tidsånden det med at skabe fortvivlelse, for den har aldrig tid nok, i morgen hersker jo en ny tidsånd med nye sager, og derfor er der så meget der skal nås.

Her i kirken findes en anden ånd, den ånd, der er den samme til alle tider, og som giver os håb, trøst og mod til at se verdens problemer i øjnene uden at falde i fortvivlelse. I kirken siger vi, at al tid i verden tilhører Gud, og at det er Gud, der fælder den endelige dom over verden, også om den skal gå under. Skulle nogen have glemt det, så har Gud én gang lovet Noa og menneskeslægten, at han aldrig mere ville straffe verden, som han gjorde det med syndfloden, der udslettede næsten alt liv på jorden. Det er meget godt at huske på en dag som i dag, hvor vi takker for den afgrøde, som Gud har givet os. Eller som vor kirkefader Luther siger om den første trosartikel:

»Jeg tror, at Gud har skabt mig sammen med alle andre skabninger, og givet mig legeme og sjæl, øjne, ører, og alle lemmer, fornuft og mtidig giver han klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, ægtefælle og børn, marker, dyr og alt godt, som er nødvendigt for mig og at han rigeligt og dagligt sørger for næring til legeme og liv, beskytter mig mod al fare og bevogter og bevarer mig mod alt ondt, og alt dette gør han ud af ren og skær faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette er jeg skyldig i at takke, love, tjene og lyde Gud. Det er vores tro.« 


Ja, sådan er vores tro, hvor er det dejligt at få at vide, og når vi tror, at Gud har skabt os og alt det, vi lever af, så får vi også et andet syn på verden, et sakralt syn, kan man sige, hvor jorden er os givet; for gaver fortæller noget om giveren. Årstiderne bliver f.eks. til et vidnesbyrd om liv, der dør og genopstår, og september er den måned, hvor både liv og død mødes. Frank Jæger har beskrevet det i sit smukke digt om september:

»Som om det ganske år er indeholdt

i denne måned, hvor det blæser koldt

og dog er lunt bag gærdets grønne stene.

Forsinket står en blomst og blomstrer ene.«

September minder os med sine stubbede marker om, at vi skal forgå, og samtidig er den livgivende, fordi den til overflod skænker os alt det, som gør livet godt at leve: brombær, hyldebær, kastanjer, slåen og æbler og ikke mindst oktobers offergave – georginer. Nu nærmer vi os essensen af dette syn på naturen; når den for os bærer vidne om vor fader i himlen, om liv, død og livets genopstandelse, så er det fordi vi ser det hele i lyset af en bestemt hændelse: Kristi sejr over døden. Det er ganske vigtigt at få slået det fast i en tid, hvor angst og bekymring for jordens overlevelse så let overtager menneskers liv. Vi har med vores bekymring gjort jorden til en guddom, men den er en brutal guddom, for den er vilkårlig og slår igen, når vi behandler den dårligt, den kender ikke til ufortjent nåde. Dér må andet og mere til, og det fortæller dagens evangelium os om. Her hører vi nemlig både om døden som menneskets naturlige grundvilkår og fortvivlelsen over det, og så fortæller det om en Gud, der besøgte jorden og skabte liv af døde.

Man kan sige, at Jesus kommer til de dødes rige i dag, da han træder ind i Marthas og Marias hjem. I sorgen, vreden og skuffelsen blandt de efterladte hersker nemlig døden, og dødens frugt er fortvivlelse. For hvor døden hersker, ender sorgen aldrig, der har vi ikke noget sted at placere den, vi bliver aldrig færdige med den, vi lever konstant i savnet og forbander vort jordiske liv eller måske Gud, fordi vi mistede et elsket menneske. Sådan en sorg lever af det, den umiddelbart kan se, den er mørk som graven, den ender i mørke, og hænger vi fast i dette, da får døden bugt med os, fordi den bemægtiger sig vort sind. Martha, Maria og deres naboer står i den situation, de står ved graven og ser kun en sten med et forrådnet lig bagved. De havde sendt bud efter Jesus, men han kom for sent, nu ser de kun de tabte muligheders mand, og de hader ham næsten for det. »Havde du været her, var min bror ikke død!« siger begge søstre, og blandt gæsterne lyder forargelsen over, at han, der kunne helbrede en blind, ikke også helbredte Lazarus. Sådan er det at være uden Gud, overladt til sig selv og sine egne, begrænsede kræfter. Alt det med Gud, det virkede jo ikke, det var bluff, nu må vi klare tingene selv. Sådan tænker de, medens de står og skumler.

Men så sker det; Jesus beder de omkringstående fjerne stenen, og ganske som Gud i tidernes morgen befalede, at verden skulle skabes, befaler Jesus, at Lazarus skal komme ud. Lige så umuligt som det virker, at nogen skulle kunne skabe verden, ligeså umuligt synes det, at nogen kan vække en død til live. Men til alles forbløffelse rejser den døde sig og kommer ud, og da kommer mange til tro på Jesus. Det er vel ikke så underligt. De kunne jo se, hvad han gjorde.

Sværere er det for os, for vi har netop ikke set Jesu undergerninger, og når vi i disse år fortvivles over både det ene og det andet, fra klimaforandringer til pandemier, så er det jo, fordi vi er ved at miste troen på, at Guds undergerninger nogensinde har fundet sted. Så forsøger vi at bære vort kors alene, og hvad værre er: Vi pålægger andre, ikke mindst vore børn, som vi egentlig er forpligtede til at indgyde håb, et kors ved at bilde dem ind, at FNs verdensmål skal opfyldes inden 2030. Vi tror ikke engang på, at hvis Jesus nu havde været har, så skulle det hele nok gå, nej, vi tror på vore egne kræfter. Samtidig ved vi, at de kræfter ikke slår til, fordi vi er dødelige mennesker, og det gør os selvfølgelig angste, angste for at gå under, angste for ikke selv at opleve frugten af vore anstrengelser. Vi har blikket stift rettet mod indlandsis, der smelter og lande, der synker i havet, altså mod det, vi kan se, uden at kunne tro, at der er en større kraft bagved. Vi ser kun undergangen, og sådan behersker døden vore tanker.

Men ligesom de høstede marker minder os om, at de har båret rig afgrøde til liv for os, sådan har også Jesus båret frugt ved at genopstå fra de døde, og det er det håb, vi er døbt til.  »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de som hører Kristus til.« Således talte Paulus til os for lidt siden, og det, der sker i dåben, er netop dette, at den gamle Adam dør, og at vi bliver levende i Kristus.

»Løs ham og lad ham gå« sagde Jesus til de omkringstående, da Lazarus kom ud af graven. Og som Lazarus blev løst af sine ligklæder, sådan har Jesus løst os af dødens bånd. For Jesus ikke bare kom til de dødes rige, da han kom til Martha og Maria, han indtog det og viste, at døden – selv om fornuften modsiger det - ikke er herre. Og da han selv måtte gå den bitre vej gennem frygtelige pinsler og en død så forfærdelig, at de færreste af os kan forestille os den, så stak han ikke af men viste os påskemorgen, at al dødens magt og myndighed og kraft skal tilintetgøres, og at han ville gå forud for os i det endelige slag. Når vi bliver døbt, så får vi løftet om, at vi skal tilhøre Jesus og følge ham, og dermed kan og skal døden ikke længere have den magt i vort liv, at den skal fylde alt og lukke os inde i sit mørke eller gøre os afmægtige på jordens vegne. Så bliver naturen selv en kirke, der fortæller os om Guds storhed og godhed, om hans liv, hans død og hans genopstandelse, som også vi skal opleve. Tænk hvilket udgangspunkt det er, for hvem ønsker ikke at tage vare på sådan en kirke? 

»Løs ham og lad ham gå« er ordene til os i dag, der sidder viklet ind i undergangsstemningens ligklæder, for Kristus, livgiveren, opstod fra de døde, og med ham skal vi genopstå til en ny himmel og en ny jord, og der skal hverken død, sorg, skrig eller pine være mere, for den levende Gud skal være alt i alle. Dét er vores tro.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

20-09-2020

Salme: Herre Gud, duit dyre navn og ære, DDS 7


Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 73, 23-28; ApG 8, 26-39; Luk 10, 38-42

Ingen bryder sig om lade mennesker, og mindst af alt bryder vi os om dem, der er lade lige op i ansigtet på os, mens vi selv går og slider. Det tror jeg, vi genkender fra dagens fortælling om Martha og Maria. Vi kender også til det ikke at ville sige noget, men gå i det stille og skumme over ham eller hende, der dovner, for hvorfor skulle vi sige det indlysende? At der er brug for hjælp, når der lige om lidt kommer gæster, ja, den første ER faktisk kommet, og ingenting er færdigt.

Det er sådan, Martha har det, men i stedet for at sige til sin søster, at hun må se at komme i omdrejninger, raser hun over hende til Jesus. Og tænk: Han holder med Maria og beder Martha om at holde op med at bekymre sig. Det er lidt af en mavepuster at få på en søndag, hvor man nu lige har fået mandet sig op til at gå i kirke. Nu er det sådan, at Jesus altid har ret, ellers var han ikke Jesus, så vi må hellere se på, hvad han dog kan mene.

Jesus siger til Martha, at hun bekymrer sig for meget, og at Maria har valgt det éne fornødne, nemlig at lytte til ham. Måske kunne Jesus have nøjedes med lidt småkager og en kop kaffe, han behøvede ikke hele udtrækket med fedekalv og mågestel, som Martha har stillet op med, for at være tilfreds. Og hvis det nu bare handlede om, hvordan man beværter andre, så kunne vi hurtigt gå hjem, men der er nok mere at sige end det. For hvordan kan man bekymre sig for meget, og hvad vil det sige at have valgt den gode del? Tja, bekymringer kan fjerne ens fokus fra det, der skal gøres, bevirke, at man tager dårlige beslutninger, fordi man glemmer at se, hvad der virkelig er brug for, når man prøver at dulme bekymringen med geskæftighed. At vælge den gode del kunne være at stoppe op og netop tænke over, hvordan man bedst får tingene gjort på en ordentlig og fornuftig måde, det man kunne kalde proportionalitetsprincippet. Men kristeligt set handler det også om, hvem man vælger, om man vælger Jesus eller ens egne gøremål som det afgørende i livet.

Historien om Martha og Maria rammer lige ned i den aktuelle situation, hvor vi har levet et halvt år med corona og ikke mindst bestræbelserne på at holde sygdommen stangen. Den moderne Martha er ikke nødvendigvis en kvinde, ej heller står hun i køkkenet, hun er globalist, studerer i Berlin, har en kæreste i Paris, forældrene bor i Middelfart, men ellers ligner hun fortællingens hovedperson, for hold da op, hvor hun bekymrer sig. Når hun er hjemme hos forældrene, bemærker hun, er der i Danmark en katastrofal mangel på mundbind i det offentlige rum. Det gør hende utryg. Et fjernt host i supermarkedet får hende til at fare sammen, og hun synes, at danskerne tager for let på det hele. De holder byfester og har slet ikke fattet situationens alvor. Martha lader sig teste flere gange om ugen, hun forsømmer aldrig et pressemøde, og hun udvælger nøje de læger, der kan bekræfte hende i hendes bekymring. Det er dem, hun lytter til, selv om der mange læger med forskelligt syn på sagen.

Samtidig er hun optaget af klimaet, som i hendes øjne bliver negligeret under den nuværende krise; krisen – siger Martha – må benyttes til at gennemføre den grønne omstilling for fuld hammer. For ellers går jorden under. Jeg vil hermed gerne indbyde Martha til at tage et lille hvil under prædikestolen i håb om at bringe lidt proportioner ind i hendes liv. Lad os tage udgangspunkt i mundbindene.

Jeg har ganske sjældent brug for at køre med offentlig transport, men af og til skal jeg hente og bringe min datter, som skal til og fra sin efterskole. Under togrejsen skal hun bruge mundbind, og fordi jeg skal bringe hende hen til toget, skal også jeg bære et i det øjeblik, jeg træder ind på perronen. Hjælper de mundbind egentlig på noget? Sådan tænker jeg, medens jeg står der og titter op over mundbindet, og ser mine og min datters briller dugge til. Jeg tænker videre: På maskeringsforbuddet, som blev vedtaget for nogle år siden, og som i mine øjne er ganske fornuftigt. Med kravet om mundbind har vi i stedet fået et maskeringspåbud, og jeg føler mig ubehageligt fremmedgjort ved at se så mange maskerede mennesker omkring mig. Så tænker jeg på situationen i andre europæiske lande, hvor mundbind har været påbudt længe og i meget større grad end herhjemme, og der stiger smittetrykket, ligesom herhjemme, hvor det synes at gå op og ned med og uden mundbind. Sverige har et lavt smittetryk, og der har de aldrig brugt mundbind. Sverige kan imidlertid kun de allermest dumdristige få over tændernes gærde.

Jeg ser også, hvordan det flyder med brugte mundbind omkring stationen, og jeg tænker, at det næppe kan være godt for miljøet. Eller for klimaet for den sags skyld, for det ser ud til, at de fleste mundbind kommer fra Kina, i hvert fald dem, man køber i Netto, og de skal altså fragtes et godt stykke vej med masser af co2-udslip til følge. Det kunne se ud, som om brugen af mundbind har den største og mest positive effekt for producenterne. Hvorfor kommer så dette krav om at bruge dem?

Det er – som jeg har forstået det – et led i »dansen« med corona, som man kalder det, det skal hjælpe os til ikke skulle lukke ned igen. Men i det øjeblik bekymringen overtager den sunde fornuft bliver dansen en dødedans, en omgang »hen til kommoden og tilbaws igen«, der gør os ganske tummelumske, får os til at miste overblikket og tage dårlige beslutninger. Det er beslutninger, der i bedste fald kan udvirke et ressourcespild som i tilfældet med mundbindene, i værste fald ødelægge menneskelige relationer, fordi angst og bekymringer får os til at hakke på hinanden; vi udvikler os m.a.o. til Marthaer, der konstant er på nakken af andre, når de glemmer reglerne eller forsøger at tale om proportioner, altså en opvejning af positive og negative effekter på et givent tiltag. Når alle holdes i en stadig angst for at slå andre ihjel ved at bringe smitte videre, så bliver det vanskeligt at føre en saglig diskussion om, hvad der virker, og hvad der ikke virker, samt hvilke hensyn, der skal tages.

I dødedansen er corona konge, men her i kirken er ét fornødent, Jesus Kristus, livets konge, og vi har netop døbt et barn til den glæde og ubekymrethed, der er i hans rige. Om så jorden går under, så rejser Guds rige sig ligesom den opadgående sol, som skal vi synge om lidt. Så stor er Gud, og det er den Gud, Maria valgte, fordi hun så, at øjeblikket var kommet, da hun kunne gribe ham. Der var i princippet ikke noget galt med alt det, Martha gik og gjorde, ikke andet, end at hun holdt mere af sine gøremål end af Jesus; han havde jo ikke bedt hende om at stille an med alt muligt, og han så, at hendes bekymrede travlhed udviklede sig til vrede og rethaveriskhed over søsteren. Proportionerne forsvandt i raseriet, og på den baggrund bliver en middag ikke hyggelig.

Måske Maria var kommet af sig selv, hvis Martha havde slappet lidt af og ladet hende sidde, og så havde de spist lidt senere. Måske Martha bare selv skulle have sluttet sig til og så ventet med at give Jesus noget at spise, når han havde sagt, hvad han havde at sige. Der var flere muligheder, men Martha så dem ikke, fordi hun lod bekymringen være herre over sit liv. Maria lod Jesus være herre i sit liv, og det kan jo være, at hun fik en indsigt og en ro, som vendte livet i hendes og søsterens hus til noget godt. Det valg har vi til hver en tid, også i en coronatid, og vælger vi den gode del, skal den aldrig tages fra os, men derimod bringe proportion i vort liv, vore beslutninger og vor omgang med vore medmennesker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

13-09-2020

Salme: Morgenstund har guld i mund, DDS 752

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 39, 5-14, 2 Tim, 8-13, Joh 5, 1-15

Den amerikanske general, George Patton, brød sig ikke om tøsedrenge. Soldater, der ikke havde lidt nogen fysisk skade, havde efter hans mening intet at bestille på et lazaret. Generalen sparede aldrig sig selv, og en del af den høje moral, han indgød sine mænd, skyldtes netop dette. Men han forventede altså samme frygtløshed af dem som af sig selv. Under anden verdenskrig ledte Patton invasionen på Sicilien, og en dag gik han en runde blandt de sårede. Her fandt han en menig, som tilsyneladende ikke fejlede noget, og som sad og græd. Den menige fik at vide, at han var en kujon, han fik et par lussinger og blev sparket ud af teltet af generalen selv med besked om at vende tilbage til fronten eller blive sat foran en henrettelsespeloton. Den menige led af det, man på den tid kaldte »granatchok«, d.v.s. PTSD; episoden blev rapporteret til forsvarets øverstbefalende, general Eisenhower, og da den ikke var den første af sin slags, fik det konsekvenser for Patton. Den hjemlige presse krævede ham fyret. Da han var uundværlig for den amerikanske krigsindsats, beholdt man ham imidlertid i hæren, men han fik ikke lov at lede landstyrkerne, da Normandiet skulle indtages.

Optrinnet skildres i den fremragende film om Patton, hvor George C. Scott spiller hovedrollen, og det er en voldsom scene, der vidner om, at der var nogle helt afgørende psykologiske mekanismer, som generalen ikke havde forstået, selv om han i øvrigt selv – mildt sagt - var et mangefacetteret menneske.

Når Jesus i dagens fortælling stiller den lamme mand, der i 38 år har ligget ved dammen Betesda i håbet om at blive helbredt for sin lammelse, spørgsmålet: »Vil du være rask?«, så bringer det mindelser om generalens afklapsning af den nedbrudte menige. Ja, selvfølgelig vil den lamme være rask. Det er derfor han har ligget der ved dammen og ventet på miraklet, som kun kan ske for den første, der rører vandet, når Herrens engel engang imellem bringer det i oprør. Men nu er det ikke en engel, der basker i vandet, det er Herrens røst der lyder over det, og hans spørgsmål nærmer sig en hån. Det synes vi, der er vokset op uden en general Patton til at give os en røvfuld, når vi klynker. Til gengæld har vi en hær af behandlere, der altid synes, det er synd for os. Og det er synd for den lamme, det synes han også selv, for han svarer ikke Jesus, han jamrer i stedet og fortæller, at han ikke kender nogen, der kan hjælpe ham ned til vandet, og at der altid er en anden, der kommer først. Jo, det er synd for ham.

Han får bare ingen medynk men derimod en befaling: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Så går lamme, og da Jesus møder ham senere, føjer han spot til skade ved at sige til ham, at nu, da han er blevet rask, må han ikke længere synde. Jesus knytter altså den lammes sygdom sammen med en eller flere synder, han har begået. I vore øren er det nærmest endnu værre end at spørge ham, om han vil være rask, men sådan er sammenhængen i fortællingen. Det er afgørende for at forstå, at det er Gud selv, der har gjort den lamme rask. Gud er i Jesus Kristus kommet til jorden for at frigøre sine skabninger til et liv i tro på, at han kan frelse dem fra synden, men de må stilles over for valget. Den lamme var blevet ét med sin skæbne; at han var syg, at han var ensom, at han var stakkels, og det kan man godt forstå, at han syntes, han var. Men når man står over for Guds søn, så har selv en stakkel et valg, og ham her kunne ikke engang mande sig op til at tage det valg. Så Gud valgte for ham ved at beordre ham til at gå. Det var en kærlighedens gerning,men det er et spørgsmål, om den lamme og omverdenen forstod det. For nok levede han i et samfund uden behandlere, der kunne bære ham ned til dammen, til gengæld var der også dengang skrankepaver, de rettroende jøder, der straks bemærkede, at han var blevet helbredt. Det blev de ikke glade for, for det var sabbat, og så vidste enhver, at det var forbudt, forbudt, forbudt at gøre noget som helst. For hviledagen er hellig. Det kunne de finde ud af endda uden at slå op i en regelsamling. Og da den lamme havde fundet ud af, hvem Jesus var, løb han straks tilbage til jøderne og gav dem besked. Det lod ikke til, at han selv var glad for at være blevet helbredt. Eller også var han blevet fornærmet over Jesu sidste besked til ham. Og jøderne opsøgte med det samme Jesus og bebrejdede ham, at han havde brudt sabbatten. Således fortsætter historien.

Tænk, der var sket et glædeligt under, og så kommer de anstigende med regulativerne og de løftede pegefingre og bebrejder Jesus, at han har gjort godt mod et andet menneske. Og hvorfor gør de det? Det er fordi de ved, at når sygdom hænger sammen med synd, og den syge er blevet rask, så er hans synder blevet ham forladt. Den eneste, der kan forlade synder, det er Gud. Så langt kunne de tænke, men de kunne ikke acceptere, at Jesus skulle være Gud. General Patton gav den syge menige en omgang klø, Jesus gjorde den lamme rask, men reaktionen var den samme; han måtte sættes fra bestillingen. Selv om der er meget stor forskel på de to handlinger, så er det nemlig det samme, som provokerer os: Tankegangen bag.

I dag ser vi ikke længere sygdom som resultat af synd, vi synes i stedet, at det er synd for den, der er syg. Og det er kun godt. Imidlertid rummer denne holdning også en fare, for vi kan komme til at hænge fast i en offermentalitet, så vi ender som den lamme ved Betesda. Sygdommen og alt det, der følger med, bliver vort livsgrundlag, vor identitet, og dét er til gengæld en del af synden, den synd, vi alle lider af: vor selvoptagethed. Det var det, Patton mente den menige led af, og han ville ikke finde sig i det. Når den meniges kammerater gav alt hvad de havde på slagmarken, og der lå dødeligt sårede mænd omkring ham, så skulle han ikke sidde og flæbe, han skulle mande sig op, finde sin selvrespekt og gå ud og tage sin tørn. At mennesker er forskellige og kan tåle forskelligt faldt ikke generalen ind, og derfor begik han uret. Han kunne ikke se bort fra egne veje og hen til sin næste.

Jesus er imidlertid Guds søn, og han begår ikke uret. Han giver os en chance til. Han giver os valget imellem at blive ved med at glane ned i afgrunden eller at se op og ud på vor næste i stedet for os selv. Og Jesus stiller ikke – som general Patton – samme krav til os alle, for han ved, at vi er forskellige. Selv den mindste gerning kan i Jesu øjne være stor, når blot den er udført i troen på ham. Men udføres skal den. At høre Jesus til kræver noget af os, bare ikke det samme. Befalingen »Tag din båre og gå!« er Guds venlige måde at sparke os ud af selvmedlidenheden på, en ordre om at leve livet på hans ord i stort og småt og med de evner, vi har. Det er slet ikke så dårligt at holde søndag på.

 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

06-09-2020

Salme: Den mørke nat forgangen er, DDS 736

Kom, Herre Jesus. Amen.

Mika, 6, 6-8, 1 Tim 1, 12-17 og Matt 20, 20-28

Da Ruder Konge var knægt, var jeg ung og skulle begynde at læse historie på Københavns universitet. Jeg havde fået nogle papirer tilsendt fra studiet, hvoraf det fremgik, at jeg inden en bestemt tidsfrist skulle vælge et bestemt historisk emne, som jeg skulle beskæftige mig med det første år. Jeg var optaget af alt muligt andet og havde overset det, og da jeg endelig kastede et blik på papirerne, var fristen for længst overskredet. Jeg gik i panik og bebrejdede min far, at han ikke havde læst det og informeret mig. Han svarede, at den slags måtte jeg sandelig selv sørge for. Det kom som et chok for mig. Her skal det indskydes, at jeg på det tidspunkt havde passeret 20 år og tilbragt et par år med at arbejde i udlandet, og det endte da også med, at jeg fik ordnet sagen. Men det var lidt af en øjenåbner for voksenlivets genvordigheder. Min far tjente mig på den måde ved ikke at betjene mig, og jeg tror, at universitetet ville have fundet det underligt, hvis han havde henvendt sig for at rage sin datters kastanjer ud af ilden.

I dag har de danske universiteter blikket stift rettet mod de studerendes forældre. Forældrene opfattes som en vigtig målgruppe, fordi de er stærkt optaget af deres børns uddannelse.

Københavns Universitet og Aalborg Universitet har efter sigende lavet særlige forældreguider på deres hjemmesider. Københavns Universitet har sågar for nogle år siden kørt en annoncekampagne rettet direkte mod forældrene.

Det bliver stadig mere almindeligt, at forældre deltager i åbent hus arrangementer. Nogle studerende tager desuden en far eller en mor med til individuel vejledning. Forældre kontakter i stigende omfang universiteterne for at skaffe oplysninger om optagelsesregler, tidsfrister, udlandsophold, meritoverførsel mm. De står ligeledes i stigende omfang bag klager over manglende optagelse, karakterer og lignende.

Jeg tror, at vi kan se disse forældre i den emsige moder til Zebedæussønnerne, de bibelske curlingbørn, som vi møder i dagens fortælling, hvor den lille familie dukker op og vækker genkendelsens glæde, hvis man kan udtrykke det på den måde. For det er jo sådan, at de ikke just fremstilles som et forbillede, men det er immervæk altid rart at kunne udpege nogle andre til at være større syndere end en selv. Her er de altså, anstrengende som bare pokker, men måske et spejlbillede på os selv. Hvordan skal jeg vende tilbage til.

Umiddelbart inden madam Zebedæus træder ind på scenen, har Jesus bestemt sig for at drage til Jerusalem, og inden afrejsen fortæller han disciplene, at han dér skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, at han skal dømmes til døden, spottes, piskes og korsfæstes, men han fortæller også, at han skal opstå fra de døde på den tredje dag. – Og så er det, at hun ikke kan holde sig tilbage længere, denne mor med stort M. Hun netværker på sønnernes vegne for at sikre dem de ypperste pladser i himlen, nemlig ved siden af mesteren selv. Jesus overhører hende imidlertid og stiller brødrene spørgsmålet, om de kan tømme den kalk, som han netop har fortalt, han selv skal tømme. Det mener de nok, at kan de, bare de kan se belønningen ret forude og helst ikke for langt borte, og når Mor nu har banet vejen.

Men der er ingen belønning; »Min kalk skal I vel tømme« siger Jesus, det kommer helt af sig selv ved at følge ham, men hvem, der skal sidde omkring ham, det er et valg, der er lagt i Guds hånd. De andre disciple bliver vrede på Zebedæus-sønnerne og måske også på deres indbildske mor, for hvem er de, siden de tror, at de kan opnå en bedre placering end de andre, der følger Jesus ligeså trofast? Hermed er tiden inde for Jesus til at forklare, hvad kristenlivet går ud på, og det kan siges med to ord: lidelse og tjeneste. Resten er lagt i Guds hænder. Og at livet skal være lidelse og tjeneste lyder ret udsigtsløst; vi forsøger at undgå lidelsen af al vor magt, og det med at tjene andre er vi egentlig heller ikke så interesserede i uden, at vi får noget til gengæld. Sådan tænkte disciplene, sådan tænker vi, og så tales der ikke længere til madam Zebedæus og hendes drenge, men til os alle, for nu viser det sig jo, at også vi er optaget af, hvad vi kan opnå i verden, ja selv, når vi fører os kristeligt frem, så ligger der ofte en belønning i, at andre ser, at vi gør det.

Imidlertid er det alt sammen forfængelighed, tomhed. Gud ville noget andet, noget ganske andet end ydre succes, han ville give sig hen for os. Gud selv kom til jorden og levede et menneskeliv, drak livets kalk med alt, hvad det indebar, og han stak ikke af, da det blev ubehageligt, han holdt ud til enden.

Så når vi tror på Jesus Kristus som Guds søn og vor Herre, så er det ikke ensbetydende med, at vi slipper for selv at tømme livets kalk, den må vi indtage med alt, hvad det bringer med sig af godt og ondt. Men fordi Jesus selv har tømt den, selv har givet sit liv som løsesum for os, så bliver den til velsignelse, så behøver vi ikke tænke på os selv, så kan vi tjene hinanden uden bagtanker, ganske som Jesus tjente uden bagtanker, kærligt, ødselt og betingelsesløst.

Når Jesus således siger: »Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første iblandt jer, skal være jeres træl, ligesom menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for at give sit liv som løsesum for mange«, så viser dette ord, »ligesom«, at netop Jesu egen tjeneste er forudsætningen for vor tjeneste. Fordi han har givet sit eget liv for mig, er gået forud for mig, så behøver jeg ikke længere tænke på mig selv, jeg har jo Jesus, ham fik jeg i min dåb, jeg får ham dagligt skænket i hans ord, og når jeg går til alters, så skænker han mig sig selv gang på gang. Og der bliver ved med at være nok.

Vi mennesker skønner sjældent på denne gave, den passer os ikke rigtigt; vi vil jo egentlig gerne være herrer over vort eget liv, men vi erfarer også, at vi mange gange forspilder vort liv, at alt for megen tid går med at sikre sig, økonomisk og mod vore medmennesker, hvis de bliver for anstrengende. Når Zebedæussønnerne og deres mor irriterer os, så er det, fordi de udstiller en trang i os selv, som vi har lært at undertrykke, nemlig trangen til at hævde sig. For et eller andet sted vil også vi helst finde de bedste pladser, positionere os, hvad enten det er i skolen, på arbejdet eller i familien. Men Jesus, vor Herre selv, siger altså, at vi skal tjene og ikke spekulere i positioner.

Hvad mon det vil sige for et dagligt levet menneskeliv? Det handler – som tidligere nævnt – ikke om at betjene sine børn eller andre for den sags skyld. Der er forskel på at betjene og tjene. Et »Nej!« eller et »Det må du virkelig selv klare« kan være en stor tjeneste. Det handler nemlig umiddelbart om at gribe øjeblikket og se, hvad der er brug for, se, hvad min næste har brug for, sådan som Jesus selv gjorde. Det er der en daglig praksis forbundet med. Det kan handle om at puffe ungerne ud af reden og lade dem tage ansvar for deres eget liv, det kan være at række andre en hjælpende hånd.

Lige efter optrinnet med familien Zebedæus begynder Jesus som nævnt sin vandring mod Jerusalem, mod lidelse og død, og han er fulgt af en stor folkeskare, der prøver at holde sig til. Der sidder to blinde ved vejen, og da Jesus passerer dem, råber de ham an og beder ham forbarme sig over dem.  Skaren prøver at jage de blinde væk, men de råber blot endnu højere, og Jesus standser og spørger, hvad de vil, at han skal gøre for dem. De blinde ønsker naturligvis at blive seende, og Jesus efterkommer deres ønske, lader deres øjne åbnes, og de ender med at følge ham.

Selv da Jesus vidste, at nu var hans dage talte, da havde han blik for andre mennesker, han så dem, der havde brug for ham, han hjalp dem, der bad ham om det. For langt de fleste blev det, at Gud viste sig i kød og blod for dem, så dem og bønhørte dem, et vendepunkt i deres liv. Og de, der gik ud i verden for at sprede budskabet om barmhjertigheden, der kom til jord, fik andre til at komme til tro. Således skal Gud også være et vendepunkt i vort liv; det er i troen på ham, at vi kan tømme livets kalk, det er i troen på ham, at vi - i stedet for at tænke på os selv - kan stå til tjeneste, kærligt, ødselt og betingelsesløst, ganske som han gjorde det, og som han fortsat gør, indtil vi atter skal se ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

29-08-2020

Salme: Lysets engel går med glans, DDS 747

 Rom 13, 8-12:

Kære konfirmander,

Vi har netop hørt, hvad der er opgaven for den, der kalder sig kristen, nemlig at elske sin næste som sig selv. Sådan sammenfatter Paulus de ti bud. Det lyder enkelt, men det er det ikke. Selv om der er stor aldersforskel på jer og mig, så har vi dog flere ting tilfælles, og én af de ting er, at vi alle er vokset op i en tid, hvor der er blevet talt så meget om næstekærlighed, at det hænger os alle ud af halsen. Af samme grund har jeg ikke talt så meget om det i mine timer med jer, men jeg har altså bestemt mig for, at det skal være emnet i dag og mine foreløbig sidste ord til jer. For når man kan blive lidt træt af at høre om næstekærlighed, har det noget at gøre med, at de, der taler meget om den, mener præcist at vide, hvad den går ud på, og de er altid travlt optaget af at få andre til at være næstekærlige. De gør næstekærlighed til politik, men det er noget personligt.

Næstekærlighed er kærlighed til næsten, til medmennesket, ikke bare familien eller vennerne, men også dem, vi møder tilfældigt og dem, der er svære at elske. Når Paulus taler om at vi skal aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på, så mener han, at vi som kristne allerede her på jorden skal vise, at vi er det. Det gør vi ved at lade kærligheden råde, og kærligheden er noget, vi får skænket, også når vi giver den til andre.  Paulus taler også om, at dagen er nær. Det betyder, at han forventede, at Jesus snart ville vise sig igen. Det er også en måde at sige på, at Guds rige er på vej, og det er det, vi beder om i Fadervor, når vi beder: »Komme dit rige.« Vi ved, at Guds rige endnu ikke er her, for der er meget ondt og mørkt i verden, men vi beder om, at det må komme, for med Guds rige kommer alt, hvad der er godt og lyst. Når vi tror på, at Guds rige er på vej, når vi tror, at vi hører til i det rige, så skal svare ved selv at bære lyset frem i verden. Vi skal tage lysets rustning på, men hvordan gør man det?

De fleste af jer har set filmen Narnia, for det bad jeg jer om at gøre i den tid, vi ikke kunne mødes. I husker nok, at den foregår under anden verdenskrig, hvor fire søskende er blevet sendt på landet til en sær onkel, fordi de skal skærmes fra tyskernes bombardementer i London. Gennem et garderobeskab kommer søskendeflokken til Narnia, hvor den onde dronning Jadis holder landet i sit jerngreb; i Narnia er det altid vinter, men aldrig jul. På et tidspunkt tror børnene, at de bliver forfulgt af Jadis, men det viser sig at være ingen ringere end julemanden, Sankt Nikolaus, der giver børnene gaver, våben, som de skal bruge i kampen mod dronningen. Julemanden er et tegn på, at Jadis´ magt er brudt, sommeren er på vej, og han udruster børnene til den endelige kamp mellem varmen og kulden, lyset og mørket.

Men ét er eventyr, hvad med den virkelige verden? Der findes en historie, også fra krigens tid, om en anden Nikolaus, eller Nikolaj Nikolajsen, som han hed. Han havde et lille husmandssted ved foden af Skamlingsbanken. Under krigen opbevarede han forskelligt isenkram fra de nedkastninger, som modstandsbevægelsen modtog, men en dag blev han opdaget, og som han selv sagde, så mente tyskerne, at han havde for megen maskinkraft til sådan en bette ejendom. Så blev Nikolaj Nikolajsen sendt i KZ-lejr, den værste af dem alle, Porta Westfalica. Dér var der ikke godt at være, og hvis man oplevede at være der længe nok, så holdt man op med at drømme, man glemte alt det gode, man havde oplevet før, man kom til lejren. Man kan sige, at man blev som de skabninger, Jadis tryllede om til sten. Der var isvinter, og det kunne være umuligt at se, hvordan den nogensinde skulle blive til sommer. Men Nikolaj Nikolajsen bar lysets rustning, og de mennesker, der lærte ham at kende – og det var mange – glemte ham aldrig.

I lejren var der folk fra mange lande – Rusland, Frankrig, Holland og Tyskland for bare at nævne nogle. Nikolaj havde aldrig lært andet end dansk, oven i købet var det jysk, men han snakkede med alle. Han udøvede lavpraktisk næstekærlighed, ligesom vi gør, når vi møder andre mennesker med nysgerrighed og venlighed. Engang var fangerne på march, og en russisk fange dejsede om. Nikolaj, der var en stærk og kraftigt bygget mand, bar ham hjem. Det var ikke rationelt, for han skulle spare på sine egne kræfter for at overleve, men alternativet var, at medfangen var blevet mishandlet af fangevogterne. Så Nikolaj hjalp ham.

Så kom december, og med den kom der pakker fra Røde Kors til de danske fanger. I pakkerne var der mad, og de blev modtaget af lejrens ledere, der først forsynede sig selv. Derefter blev de danske fanger kaldt udenfor på eksercerpladsen, hvor man havde placeret pakkerne, lederne trak sig tilbage og afventede det, der nu med garanti ville ske. Enhver, der kender en skolegård, kan forestille sig situationen. Dér stod de danske fanger, og ud af øjenkrogene så de først de russiske, så de franske, så de hollandske, ja, alle de andre fanger, der begyndte at samle sig som truende skyer i horisonten. De danske fanger vidste, at i det øjeblik, de begyndte at pakke op, så ville det blive en kamp på liv og død, for alle var sultne. Pludselig lød et råb fra en ung mand: »Nikolaj, Nikolaj, kom og hjælp os!« Så trådte Nikolaj Nikolajsen frem i al sin vælde foran de fremrykkende fanger. Han løftede sine arme og begyndte at gå frem mod den fremrykkende hær af fanger, der mirakuløst standsede op. Der var dødstille, indtil Nikolaj mente, han havde situationen under kontrol. Så sænkede han armene, vendte sig om mod danskerne og sagde: »Og så deler vi!« Således blev der julemad til alle, det fortalte en af dem, der kom hjem, og som oplevede det. Nikolaj Nikolajsen kom ikke hjem. Fordi han var en stor mand, havde han også brug for meget mad, det fik han ikke, og en dag kunne han ikke længere. Den dag, han døde, blev han lagt ud i gården, og så kom fangerne - af alle nationaliteter - igen, men nu truede de ikke, de kom for at sørge og vise deres taknemmelighed.

Det er umiddelbart en trist historie på en festlig dag, men der er alligevel mere at sige til det end det, for selv om det lige dér så mørkest ud, så viste det sig, at lyset var på vej, krigen var ved at være ovre, og Nikolaj Nikolajsen havde brugt sin sidste tid på at bære lysets rustning. Jeg er ikke i tvivl om, at han – som en anden julemand – bragte håbet som gave til andre, så de kunne kæmpe videre og overleve ikke bare i lejren, men også bagefter. For han var en af de få, der nægtede at bukke under for de vilkår, han var kommet i med fangenskabet. Han ville ikke lade fornedrelsen bestemme over sig. Han var lysbærer, og han rakte med sin måde at være på lyset videre til andre. Hjemme havde han været en del af en kamp mellem mennesker, hvor våben var et middel til at komme af med besættelsesmagten, i lejren blev våbnet næstekærligheden, som han udviste til det sidste, og som gav hans medfanger andet end ondskab at mindes.

Gud give, at de hændelser, verden oplevede under sidste krig, aldrig må tilskikkes os, men opgaven for os er den samme. For det, der gør verden god at leve i, det er jo alt det, der ikke kan måles og vejes, bl.a. den måde, vi behandler hinanden på. I har lært de ti bud, nogle af jer endda udenad, og de første tre bud handler om Gud, at vi ikke må have andre guder, ikke misbruge hans navn, og at vi skal huske at standse op på hviledagen for at lytte til ham. Det skal vi, fordi han er vores far i himlen, og det, der ligger ham på sinde, er, at vi som hans børn altid tænker på vor næste. Selv i den almindelige hverdag ved vi alle, at det kan være gevaldig svært. Det er derfor noget, vi skal øve os på hele livet. Hvordan vi gør det, ja, se er der ingen opskrift på, noget er indlysende, som i de ti bud, noget kommer bare i situationen, men at det betyder alt, det behøver man ikke at have oplevet forfærdelige ting for at vide. Et helt almindeligt liv i velfærdsstaten Danmark bæres oppe af det håb, man får skænket, når man møder andre menneskers godhed og hjælpsomhed, for det er noget, man får helt ufortjent. Hver en kærlighedens gerning vi gør, om den er nok så lille, og om vi tænker nok så lidt over det, er en gave, der bringer håb til andre. Og håbet svækker, som julemanden siger i Narnia – heksens magt, det vil sige mørkets magt. Det håb bragte Nikolaj Nikolajsen til andre.

Derfor ved vi, at natten er fremrykket, dagen er nær, og Guds rige er på vej. I er en del af det, I er døbt ind i det. Bær lysets rustning på den vej, der bliver jeres, og må Gud bevare jeres udgang og jeres indgang fra nu og til evig tid.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen