Sekstende søndag efter trinitatis

19-09-2021

Salme: Jesus lever, graven brast, DDS 233

Kom, Herre Jesus. Amen.

Job 19, 23-27a; Ef 3, 13-21; Luk 7, 11-17

Jeg læste forleden om en præst, som ikke brød sig om at gå i kirke endsige holde søndagsgudstjeneste. Han fandt ingen glæde i orgelspillet eller salmerne, som i hans øjne indeholder for meget landbrugsjord, og biblens tekster var ham mere eller mindre uvedkommende, fordi de var iklædt en bedaget sprogdragt. Kort sagt gjorde gudstjenesten ham mere fremmed for Gud, end den bragte ham nærmere. Til gengæld mente han at finde et svar på sin længsel, når han var til rockkoncert, for det var til syvende og sidst oplevelsen af »at forsvinde ind i et fællesskab«, han søgte. Den oplevelse gav kirken ham ikke. Han elskede ganske vist sit arbejde som præst, men det var nok mere fordi, han mente at have et fællesskab med de mange, der også føler sig fremmede i kirken, og for hvem gudstjenesten er det rene volapyk.

Jeg tror, at præsten har ret i sin opfattelse af, at kirken er fremmed for de fleste. Kirken er for mange den bygning, der tilfældigvis ligger på kirkegården, hvor de har nok i at komme, fordi fællesskabet med de kære afdøde er vigtigt for dem. Fællesskabet med de levende søger man andre steder, og sådan har det altid været. Jeg tror bare ikke, at det nødvendigvis har så meget med gudstjenesten at gøre; selv hvis jeg stod på hovedet eller sang det kristne budskab ud på slagermelodier, ville det ikke få flere til at komme i kirken. I hvert fald ikke i længden, og det er der en bestemt grund til.

Menigheden er ganske vist et fællesskab, men i modsætning til en koncert eller en fodboldkamp, er det ikke os selv, der skaber det. Det gør Kristus. Derfor er det ikke ligegyldigt, om det er kirken eller en sportshal, der ligger på kirkegården. For skal der være nogen mening i at pleje de kæres grave, så er det kun Kristus, der kan give den. Han er nemlig den levende Gud, og kun hos ham findes håbet om, at vi en dag atter at skulle mødes med de kære, genfinde fællesskabet med dem. Og hvordan det vil ske, hører vi om i dag.

Vi holder jævnligt begravelse her i Nørre Alslev kirke, og det, der altid ved de lejligheder slår mig, er, at verden udenfor kirkens mure går videre, som om intet var hændt, men indenfor murene sker der noget afgørende andet. Der er ikke bare sorg og tab og savn, der er også løftet om en glædelig opstandelse, og evangeliet til i dag viser os, at Kristus holder, hvad han lover, at Gud i ham møder os, hvor vi er, og at han vil have fællesskab med os. Og det er ikke det mindste volapyk. Lad os se nærmere på historien:

Alle, der har mistet og har gået med eller bag en kiste, kan se sig selv i sørgetoget, som vi netop har hørt om, hvor dramaet stilfærdigt foldes ud for vore øjne. Jesus og hans disciple ankommer til byen Nain, hvor de ser en død blive båret ud, han var sin moders eneste søn, og fortælles det: »hun var enke«. Udover at have mistet både sin mand og nu sit eneste barn, som man må gå ud fra, at hun elskede, så er enken ekstra udsat, fordi hun ikke længere har nogen til at forsørge sig. For der var ingen socialkontorer på Jesu tid. I denne udsatte og sørgende tilstand går enken sin sørgemarch, men hvad hun ikke ved, er, at den march ender lige lukt i himlen.

For med Jesu komme til jorden var Gud ikke længere en fjern tilbagetrukket Gud. Han kom til mennesker her på jorden, levede livet sammen med dem, glædedes med dem, og hvad der var det allervigtigste: Han ynkedes over dem, lod sig bevæge. Han så deres sorg og fortvivlelse, og dér, hvor sygdom og død tilsyneladende satte en stopper for al glæde, der mødte han menneskene med en kraft så stor, at de fik livet og glæden tilbage. Jesus gav dem en forsmag på, hvad der ventede dem, og det er vigtigt at holde fast i. Sørgemarchen slutter ikke ved graven, der er noget, der venter os, noget godt, nemlig mødet med og fællesskabet med Kristus.

Og fællesskabet med ham er ikke en anonymisering, hvor vi forsvinder i en buddhistisk tilstand, det store, grænseløse fællesskab, hvor »man bliver ét med alle«, sådan som den nævnte præst længtes efter, nej, det er et fællesskab, hvor vi kan være os selv, fordi Kristus kan rumme os, som vi er, og fordi vi i mødet med hans kærlighed bliver, som vi skal være.

Jesus ynkedes jo over enken, han vækkede hendes søn til live, og han gav ham tilbage til hende, hedder det sig. Gud velsignede dermed deres liv sammen, han bekræftede, at det var netop denne søn og det liv, de to havde sammen, der var noget kostbart, noget godt. Begravelsesfølget var da heller ikke i tvivl om, at de nu var til gudstjeneste i ordets bogstavelige forstand. Herren havde tjent dem med et under, og de svarede ham med lovprisning: »Gud har besøgt sit folk.«

Men hvad skal vi dog med denne snak, vil nogen måske sige. Det var jo dengang. De mødte Herren helt konkret, og det gør vi jo ikke men må gå til den kedelige gudstjeneste og få læst historien op. Og hvad fik enken og hendes søn egentlig ud af det? De skulle jo fortsætte med at leve et liv, hvor døden atter ville banke på deres dør, for sønnens vedkommende for anden gang. Så skulle de hver især igen miste, igen sørge, ligesom vi fortsat må miste og sørge. Ja vist, man kommer ikke uden om, at vi må leve med de glæder og sorger, der møder os, nogle gange så mange og så svære sorger, at livet synes at være en lang sørgemarch. Og det kan anfægte selv den, der tror stærkt. Men finder vi trøst i sportshallen eller til rockkoncerten? Dér kan vi se fodboldhold, der taber og vinder og forsvinder, eller vi kan synge med på melodier, der er glemt i morgen af bands, der ligeledes snart ryger ud i glemslen. Her i kirken til den kedelige gudstjeneste får vi derimod at vide, at noget afgørende er ændret; det var der for enken og hendes søn, det er der for os. Det afgørende er, at sørgemarchen er forbi, for den gang, vi nu går, den ender hos en, der er gået forud for os, nemlig hos Jesus selv. For at forstå storheden i det er vi nødt til at se på den vej, Jesus selv måtte gå, en vej, som i første omgang endte i lidelse og død, men som siden gav ham og os en påskemorgen. Gud besøgte sit folk og gav sig selv hen for os, ikke bare for menneskeheden som sådan, han gav et personligt offer for os alle hver især, som de enkeltpersoner, vi er, med det liv vi nu lever. Således gav han os et løfte om, at som han fremstod for enken og hendes søn, sådan skal han også fremstå for os som livets, lysets, glædens og nådens Gud.

Når Jesus – i den korte tid, han var på jorden - havde så travlt med at helbrede de syge og lade de døde genopstå, så var det en gerning af ren og skær kærlighed, og med den gerning fik vi et løfte om, at vor tid også kommer. Vore trængsler her på jorden er ikke forbi, vore anfægtelser heller ikke, fordi vi med vores ringe indsigt ikke forstår bredden og længden og højden og dybden af Guds kærlighed, som den kommer til udtryk i Kristi frelsergerning. Alligevel formår Gud i slægt efter slægt at lade troen på netop denne kærlighed vokse i os, og dermed gør han langt mere, end hvad vi beder om eller forstår.

Og den tro kan vi ikke fremtvinge, den må komme til os, ganske som Jesus kom til den fortvivlede enke. Mon hun troede, han kunne gøre det mindste, da han kom til hende? Vi kan bede til, at den vil komme til den kirkefremmede præst som til os, ganske som Paulus bad for sin menighed i Efesos: At Kristus »i sin herligheds rigdom med kraft vil give os at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i vore hjerter og vi være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at vi sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så vi fyldes, til hele Guds fylde nås.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

12-09-2021

Salme: Du gav mig, o Herre, DDS 728

Kom, Herre Jesus, Amen!

1 Mos 8, 20-22, 9, 12-16, Gal 5, 25-6, 8, Matt 6, 24-34

»Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?« Således siger vor Herre Jesus Kristus til os i dag, og det står jo i skærende kontrast til den tid, vi har netop nu – høstens tid. Vi ved godt, med hvilken flid landmændene har pløjet, sået og høstet, og at afgrøden derfor bestemt ikke kommer af sig selv, men måske Jesus alligevel har en pointe. For til trods for, at selv vi, der ikke er landmænd, må arbejde for at få brød på bordet, så er vi alle dog et eller andet sted opmærksom på, at dette brød kommer andetsteds fra; vi beder om det i fadervor, og vi erkender, at det, vi har her på jorden, er til låns: »Den mark, der blev min, var altid dog din.« Alligevel giver netop brødet på bordet, eller manglen på samme, anledning til bekymring, netop fordi vi sjældent kan strække os længere end til at anerkende det forhold, at det, vi slider for, har en afsender, en giver.

Men Jesus siger altså, at vi ikke skal bekymre os for føden. Han er ganske radikal på dette punkt; bjergprædikenen, som dagens evangelium er taget fra, er ikke skånekost for den vanekristne. Det er her, vi bliver påbudt at elske vore fjender, vende den anden kind til, når vi bliver slået på den ene, hugge hånden af, hvis den forarger en og meget andet. Og så skal vi altså leve som himlens fugle og tage, hvad der kommer til os. Som altid skal vi tage Jesus på ordet, og i dag må vi spørge, hvad det er, der frembringer bekymring? Det er jo netop angsten for at miste brødet på bordet. Jeg må blankt indrømme, at jeg hører til de bekymrede, og derfor slår jeg mig på denne tekst, men jeg er heller ikke i tvivl om, at Jesus har ret. For når man bekymrer sig om at få føden, så er man også optaget af penge til at købe den for, og så er det, man let begynder at tjene en anden herre, nemlig Gud Mammon. Når man tjener Gud Mammon og bekymrer sig, så bliver der mindre plads til andre mennesker, hvis byrder vi skylder at bære. For ingen af os vover at tro Gud på hans ord, at hvis vi søger hans rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives os i tilgift.

Og så alligevel – nogen vover faktisk at gøre det. På træværket i et sommerhus ved Sejerøbugten er netop ordene om at søge Guds retfærdighed brændt ind. Husets beboer, en ældre kvinde, har gjort det ved hjælp af et forstørrelsesglas og solens stråler, og dette er historien om hende, som forsøger at efterleve Kristi bud. Det er en sælsom og på sin vis opbyggelig historie, som jeg læste i en avisartikel for nylig, selv om den også er sørgelig, fordi den viser, at det er endog meget vanskeligt for et menneske at efterleve Guds bud.

Den ældre kvinde har ikke altid levet som himlens fugle; hun var i sin tid gift og havde en karriere, men da hun ventede sit tredje barn, blev hun skilt, og herefter oplevede hun ifølge eget udsagn konstant at løbe panden mod en mur. Hun kunne ikke holde fast i et job, hun kunne ikke få hjælp til noget, ingen vuggestueplads til barnet, ingen kontanthjælp, end ikke en kop varm kakao på sygehuset, hvor hun var indlagt, kunne hun få. Sygeplejersken bragte hende et glas kold kærnemælk i stedet. Kvinden begyndte da at tænke over, hvad der mon kunne være årsagen til al den modstand, hun mødte i sit liv, og så begyndte hun at læse i bibelen. Da forstod hun, at det gik galt for hende, fordi hun tjente verden i stedet for Gud, og konsekvent meldte hun både sig selv og den datter, hun havde fået, ud af samfundet. De bosatte sig i sommerhuset, hvor der hverken er el eller centralvarme, haven er frodig, de har høns og bier, og alt sammen giver det mor og datter mad på bordet. De få penge, de har, får de ved salg af æg, honning og ved flaskepant. De har ingen konto i banken, og ingen af dem modtager noget, heller ikke læge- eller hjemmehjælp. De vil bare være i fred. I Danmark er dette dog ikke en mulighed, for har man en ejendom, er der krav om ejendomsskat og kloakering m.v., og her begynder historien at blive virkelig usædvanlig. For kommunen har i mange år faktisk valgt at lade de to i fred. Man har lavet et særregnskab, hvor den ældre kvindes folkepension bruges til dækning af de udgifter, hun skal betale for at kunne blive boende i sit sommerhus. Imidlertid kom kommunens regnskaber til eftersyn, og så gik den ordning ikke længere. Det var ulovligt, og der skulle bringes orden i sagerne. Nu er huset i stor fare for at ryge på tvangsauktion, for den løsning, kommunen foreslog, vil kvinden ikke medvirke til. Hun vil hellere ende på gaden. Hvad det hele munder ud i, ved vi endnu ikke, men afslutningsvis skal det fortælles, at hverken kvinden eller hendes datter er gale, de har bare taget en beslutning, som de ikke vil gøre om. Det sørgelige ved historien er, at den ældre kvinde måske alligevel ikke er så tilfreds med sit liv, når det kommer til stykket, for som det sidste i artiklen udtalte hun: »Hvis nu bare samfundet havde hjulpet mig, dengang jeg var gravid, og man måske havde skaffet mig en vuggestueplads, så var tingene nok gået anderledes.« Så sjovt er det altså heller ikke at leve som himlens fugle, lader det til.

Nu var det bare det, hun havde valgt at gøre, og tænk, ved at søge Guds rige og hans retfærdighed, så blev alt givet hende og hendes datter i tilgift. For de formår faktisk at være selvforsynende med et hav af grøntsager, i haven blomstrer ligeledes de vidunderligste blomster, de har et rigt åndeligt liv med mange bøger, og hvad der er et helt lille mirakel, så har de offentlige myndigheder forsøgt at lade dem leve, som de vil, noget, der er ganske usædvanligt i vort land. Alligevel kan den ældre kvinde ikke slippe forurettelsen over den dårlige behandling, hun mener at have fået igennem livet, den fylder og viser dermed, hvor vanskeligt det er at forlade den verden, hun ellers har vendt ryggen: Havde jeg bare fået en vuggestueplads, så var det nok gået helt anderledes. Og når man ikke kan lade være med at tænke på den verden, man har forladt, så bliver der ikke plads til andet end vrede; vreden over verdens uretfærdighed fyldte mere end taknemmeligheden over alt det, den gode Gud skænkede på daglig basis. Imidlertid er der en lille krølle på historien, for er jo datteren, som mange har ondt af, fordi hun er blevet en del af moderens kamp. Jeg er ikke så sikker på, at man skal tænke sådan, for jeg tror, at moderen på trods af al sin bitterhed har sået et frø. Datteren fortalte nemlig følgende: »Alle siger, jeg har ofret meget for min mor. Men sådan ser jeg det ikke. Jeg lever også det her liv for andre menneskers skyld. Jeg lever det for at vise, at der findes en anden vej end det normale liv, hvor alt handler om penge.»

Hvor fremmed det end kan lyde i vore øren, så lyder det som om, datteren lever i overensstemmelse med sin tro; hun ser i sit daglige liv, at Gud er god, at han os føder og os klæder, som vi skal synge om lidt. For i modsætning til sin mor har datteren stort set aldrig prøvet at leve på andre måder, og den korte tid, hun havde ude i verden i en almindelig skole, blev hun moppet. Hun ser derfor den rigdom, de har ved at leve, som de gør, og til os, der tænker, at der må være andet og mere i livet for hende, svarer hun: »Nogle siger, at jeg spilder mit liv, men jeg ved, at jeg har evigheden at leve i.«

Ja, måske lukker vi den evige Gud ude ved at bekymre os for det daglige brød, og det gør vi, fordi vi til syvende og sidst nok har vanskeligt ved at forestille os evigheden. Men i evighedens lys er vort liv jo endeligt, og vi kan ikke lægge en dag til det ved at bekymre os. Det ved vi jo godt. Vort liv og vor gerning, det er alt sammen i Guds hånd, og en dag skal vi være hos ham, hvor enhver bekymring er slut. Men her på jorden må vi til stadighed lære at lægge bekymringerne fra os, og vi behøver jo ikke at melde os ud af samfundet for at glædes over det, vi trods alt har. Hvis vi nøjes med at tage denne dags opgaver på os, glæde os over det, vi har, og glemme det, vi ikke har, i stedet for at bekymre os for morgendagen, kunne det være, vi blev mere nærværende både i vort eget og andres liv, lærte at se på, hvad der er godt for andre og måske hjælpe med til, at de kan lægge deres bekymringer på hylden, så både de og vi kan mærke evigheden allerede nu i det liv, vi lever med hinanden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

05-09-2021

Salme: Min sjæl, du Herren love, DDS 12

Kom, Herre Jesus, Amen!

Sl 103 1-22; Rom 7, 15-19; Luk 17, 11-19

»Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg« har vi netop hørt Paulus sige, og det er en af de dybe sandheder om mennesket. Paulus prøver at forklare, hvordan loven alene virker på os, og det vil jeg forsøge at anskueliggøre. En lov siger jo altid, at der er noget, man ikke må, eller noget, man skal, og da alle mennesker lever under en eller anden lov, formel som uformel, så ved alle, hvad de må, og hvad de ikke må, samt hvad der forventes af dem. Men vi ved også, at love ofte følges af manglende lyst til at gøre det, vi skal, samt lyst til at gøre det, vi ikke må eller bare simpel forvirring over det, vi kommer til at gøre, som vi ikke må. At Paulus havde ret i sin beskrivelse af, hvordan loven virker, så vi, da kronprinsessen for nylig skulle holde den afsluttende tale ved World pride-arrangementet, Copenhagen 2021. Her nævnte hun, at hun under sine mange samtaler med forskellige personer i LGBT+-miljøet flere gange var kommet til at titulere nogen på en måde, som de ikke så sig selv på, og det var jo manglende respekt for dem. Det var kronprinsessen selvfølgelig ked af, for hun ønskede ikke at være respektløs, og nu var hun kommet til at være det. Der var altså en lov, hun ikke kendte, men som hun lærte at kende, og som gav hende dårlig samvittighed. Der er oven i købet tale om en lov, der ikke er vedtaget nogen steder endsige har guddommeligt ophav, sådan som f.eks. de ti bud og mange andre love havde det for jøderne og dermed også oprindeligt for Paulus. Og dog, LGBT+-rettigheder betragtes efterhånden af mange som hævet over politik, de er derimod en del af en universel orden, som alle forventes at følge. Det er selvfølgelig også derfor, kronprinsessen tror, at hun som protektor for World priden er godgørende og inkluderende, at hun gør noget, vi egentlig alle bare burde gøre som noget helt naturligt. Hvor vanskeligt det kan være at gøre det gode, man så gerne vil, viste sig dog også i år, for visse grupper inden for LGBT+-miljøet var ikke så inkluderende, når det kom til stykket; hvide, heteroseksuelle og homoseksuelle, der holder på, at der kun findes to køn, var ikke velkomne alle steder. Kronprinsessen havde således ikke kunnet holde sin tale på Nørrebro, hvor inklusionen ikke omfattede hende.

Når mennesker sætter sig selv og deres selvopfundne love i centrum, glider Gud automatisk i baggrunden, og så opstår der skel både mellem ham og os og os imellem. Sådan var det også på Jesu tid, det har vi hørt et eksempel på både sidste søndag og i dag, hvor vi støder på eksklusion af f.eks. fremmede folkeslag personificeret i samaritaneren samt af de spedalske. At spedalske var udstødte, var der flere og indlysende grunde til; sygdommen var smitsom og invaliderende, og så mente man endvidere, at alvorlig sygdom hang sammen med Guds straf. Man blev altså betragtet som uren og syndig, når man blev ramt af spedalskhed, og det gjaldt derfor at holde sig fra de spedalske. Det vidste de spedalske også selv, og derfor hører vi, at de står på afstand og beder Jesus om hjælp. Alene hans befaling til dem om at følge loven og lade sig undersøge af præsterne helbreder dem og gør dem rene på vejen derhen. Men kun han, der også p.g.a. sin etnicitet og sin tro var udstødt, nemlig samaritaneren, var den eneste, der forstod, hvem der havde helbredt ham. Han valgte så ikke at vende tilbage til sit gamle liv blandt tros- og folkefællerne i Samaria. I stedet vendte han tilbage til Jesus og takkede ham, og dermed blev der vendt op og ned på hans liv. Det paradoksale er, at de jødiske spedalske jo også en kort stund troede, at Jesus var så guddommelig, at han kunne helbrede dem, de så i et glimt, hvem han var, men så glemte de ham igen. For fællesskabet, som de havde været udelukket fra, var muligvis vigtigere for dem. Det rette ville have været at takke den gode, der havde helbredt dem.

Og så er vi ved kernen af historien: det er ikke hvem, vi er, der er vigtigt. Det er vigtigt, hvem Gud er. At den spedalske, der vender tilbage til Jesus, er en fremmed, kan egentlig være ligegyldigt, selv om Jesus er skuffet over, at jøderne ikke genkendte ham. Det enestående ved samaritaneren er, at han ser Gud i Jesus, at han anerkender, at det er ham, der er hans frelser. For da Gud i skikkelse af Jesus trådte frem, var det som konge af det rige, han selv havde skabt, et rige befolket af mennesker udgået fra hans skabergerning. Han kom for at lade alle mennesker vide, at vi ikke skulle være alene mere, at skellet mellem os og ham var væk. Men Guds egen historie endte med udstødelse, fordi mennesker ikke ville miste deres egen magt over andre til ham. Eller fordi de glemte ham. Den historie er ikke slut; menneskers mangeartede reaktioner på Jesus, som de kommer til udtryk i bibelen, svarer til menneskers reaktion på Jesus i dag. Også i dag reagerer folk med tvivl, vrede, glemsel, tro og kærlighed på budskabet om Guds komme til verden, også i dag er mennesker forvirrede og søger kærlighed på alle mulige måder.

Det gør vi, fordi vi er skabt, men søger vi de forkerte steder, ender vi ofte med at skabe os, gøre os selv til universets centrum, søger fuldkommenheden i os selv. Og så er det så let at komme til at gøre det onde, man ikke vil, nemlig at gøre sig til herre over andre og sætte skel, hvor de ikke burde være.

Kronprinsessen – som det gode menneske, hun sikkert er – ønsker at være fuldkommen og se alle mennesker og favne dem, især minoriteterne, men derved accepterer hun deres præmisser og kommer til at gøre det, hun ellers ikke ville: ekskludere andre, som ikke abonnerer på enhver lov, en vilkårlig gruppe har fundet på for at skabe en fuldkommen verden. At gøre det onde, vi ikke vil, kommer nemlig alle til, der prøver at leve op til fuldkommenhedens lov. Den lov kan kun Kristus frelse os fra. Kun han var fuldkommen, og menneskers frihed begynder først, når vi møder det fuldkomne netop i Kristus. Så finder vi ud af, at vi har brug for ham, fordi han er det, vi ikke er. Dermed er det slut med at tænke over, hvad jeg selv føler, jeg er. Slut med at skabe sig, og det kan være en hård lektie at lære, for det trækker tæppet væk under os. Men der kan komme noget andet i stedet, som der gjorde for samaritaneren: Glæde og lovprisning! Det er til gengæld en sandhed, der er ilde hørt, og for nogen lyder den brutal og ond, for har ikke alle mennesker krav på respekt, som kronprinsessen var inde på i sin tale? Jo, det har de, og jeg er ikke i tvivl om, at de mennesker, der har tilsluttet sig LGBT+-bevægelsen, har en længsel efter at blive en del af helheden, efter at blive set. Det er bare ikke sikkert, at man hjælper dem ved at acceptere deres præmis. Måske man kunne tage et åg af deres skuldre ved at forkynde, at Gud er skaberen og opretholderen af verden, det er vi ikke, og derfor behøver vi ikke selv opfinde den dybe tallerken og skabe en ny verden eller virkelighed. Det ligger der en enorm lettelse og velsignelse i. At der i Kristus allerede er én herre over os og verden, og at vi derfor ikke skal gøre os til herrer over den eller de mennesker, vi møder. Det, som er en forbandelse for os, nemlig at verden ikke er, som vi synes, den skal være, eller at vi ikke er, som vi skal eller vil være, det gør Gud os fri fra. For når vi forstår, at vi er set af Kristus, af Gud selv, at han er det eneste vigtige i verden, så kan vi nemlig kigge op fra vores navle og i stedet se på andre mennesker og hvad de måtte have brug for, og det er ikke sikkert, at de har brug for en pride-parade. I Kristus lever og vandrer vi nemlig i Ånden, og dens frugt er kærlighed, glæde, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse, alt det, der gør livet godt at leve. For alle, vel at mærke, og dermed er livet i Kristus den eneste form for inklusion, der virkelig rummer alle.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

29-08-2021

Salme: Du, Herre Krist, min frelser est, DDS 52

Kom, Herre Jesus. Amen.

3 Mos 19, 1-2, 9-18, Gal 2, 16-21, Luk 10, 23-37

Der er blevet tærsket langhalm på historien om den barmhjertige samaritaner i mange, mange år, så meget, at jeg har hørt historien omtalt som »den irriterende samaritaner«. Vi kender den ud og ind, tror vi.

Det aktuelle ved historien i dag er, at den dykker lige ned i det, vi kalder etniske konflikter. Jesus fortæller lignelsen lige efter at hans disciple er blevet jaget ud af en samaritansk landsby. Jøder og samaritanere kunne ikke udstå hinanden p.g.a. en tros- og ophavskonflikt, og den barmhjertige samaritaner, Jesus taler om, er derfor grebet ud af den blå luft. Han har ikke været til i virkeligheden, og derfor har den lovkyndige, som historien bliver fortalt til, virkelig fået noget at tænke på. Han skulle jo gøre som samaritaneren og dermed gengælde noget, han ikke havde erfaret. Usandsynligheden til trods ændrede historien ikke desto mindre vor måde at tænke om hinanden på i kristenheden. Den ligger dog også så langt tilbage i tid og rum, at vi har hævet os over den og tror, at vi nu kan drive politik på den. Hvordan det kan gå, kan vi bare se i Afghanistan. Det kræver en lille forhistorie.

I januar 2000 holdt USA's 43. præsident, George Walker Bush, en smuk og hjertegribende indsættelsestale. Bush var som voksen blevet vakt, han var og er i hjertet kristen, og derudover har han en dybfølt tro på de amerikanske værdier, som også er vokset ud af kristendommen. Bush havde og har den holdning, at alle mennesker er skabt lige i Guds billede. D.v.s. at vi skal se på hinanden som Guds skabninger og fremkalde det bedste i hinanden. Sådan opbygger man et ordentligt, civiliseret samfund. I sådan et menneske- og verdenssyn betyder den enkelte utrolig meget, og jeg abonnerer helt og holdent på det. Imidlertid er min kristendom anderledes end Bush´, for jeg gør mig ikke nogen illusioner om, at jeg eller Danmark skal bære Guds fakkel frem i verden som dansker. Som kristen tror jeg på sennepsfrøet, der er så uendelig lille, men som vokser sig til et stort træ, altså at de gode handlinger, jeg måtte gøre i min tros navn, vokser ud omkring mig i det nære. Skal jeg udrette noget ude i verden, skal det være ved fredelig mission og med Kristus som pejlemærke, ikke mit lands grundlov. For Bush – og for mange andre amerikanere – var det bare ikke nok; i sin tale aflagde han et løfte på nationens vegne: »Når vi ser den sårede rejsende på vor vej til Jeriko, vil vi ikke gå over på det modsatte fortov.«  Derfor ville USA ikke lade mennesker i diktaturer sejle deres egen sø. Og mon ikke Bush havde en anelse om, at det kunne komme til at blive et hektisk projekt? Et gennemgående citat i hans tale var nemlig, at der en »en engel, der rider denne hvirvelvind og styrer stormen«, et udtryk for, at præsidenten selv i omskiftelige tider havde en klippefast tro på, at der stod noget guddommeligt bag store omskiftelser og forandringer. Hvad der virkelig befandt sig i denne hvirvelvind eller hvem, der styrede stormen, kan vi kun gisne om, djævlen ligger som bekendt i detaljen; allerede ved sin indsættelse talte Bush om lande med masseødelæggelsesvåben, som han og hans regering havde blikket rettet imod, kimen til det, der gik galt.

Så kom den 11. september 2001. USA blev angrebet af Al Qaeda, som Taleban-styret i Afghanistan husede. USA måtte i krig, og der var for mig ingen tvivl om, at NATOs musketered i den forbindelse skulle vise sit værd. Det mener jeg den dag i dag. Både Al Qaeda og Taleban blev i første omgang nedkæmpet, derefter vendte USA tilbage til sin interesse for Irak og de masseødelæggelsesvåben, der viste sig ikke at være der. I Afghanistan begyndte man at forfølge den dagsorden, man også havde: at der skulle indføres demokrati dér, som i hele verden, og hvem var bedre til det end USA med de smukke værdier? Så der blev bygget veje, skoler, universiteter og hospitaler, man trænede de lokale i både demokrati og militært forsvar, og tiden gik og gik. Hvor lidt, det hele betød, viste sig, da Joe Biden meddelte, at man nu trak sig ud af landet uden tilsyneladende at have en plan for tilbagetrækningen. Da amerikanerne trak over på det modsatte fortov, faldt korthuset, og vi fik os alle en dyr og tragisk lærestreg. Vesten og ikke mindst USA burde nu indse den grænseløse naivitet, de ser på verden og dens folkeslag med. For hvad er Afghanistan? Det er ikke et land med ét folk. Det er et enormt område beboet af etniske grupper, der bryder sig meget lidt om hinanden; det er en utopi at tro, at de på nogen måde kan samarbejde om et fælles styre, hvor magt overdrages fredeligt fra den ene til den anden efter en flertalsbeslutning. Jeg har – for at give et eksempel - undret mig over, hvorfor vi skulle evakuere afghanere, der vel burde støtte den sidste provins, Pansjhir, der yder modstand. Panjshir-provinsen er imidlertid befolket af tadsjiker, og mit gæt er, at de afghanere, vi modtager, mener, at folk i Pansjhir kan få lov at ligge tilbage i grøften. Lykkes det Taleban at erobre provinsen, vil folket der næppe blive behandlet efter Genève-konventionen, for i Afghanistan kender man ikke til, at andre mennesker er skabt i Guds billede, og at selv fjenden derfor har krav på at blive betragtet som ligeværdig. Mange opfatter heller ikke kvinder som ligeværdige. De er sat i verden for at føde børn, gerne så unge som muligt, mens mange mænds følelser og drifter retter sig mod drenge i et omfang, vi ikke bryder os om at tænke på. Så der er egentlig nok at arbejde med, kan man sige; at bringe tanken om menneskers lighed, gudbilledligheden, frem i Afghanistan er på sin vis et fint og helligt projekt, men vi har altså nu set, at det ikke er levedygtigt i ly af krudt og kugler; for de fleste i den afghanske befolkning har de vestlige soldater været en indtrængende fjende af en etnicitet og tro, de ikke regner for noget. Og hvad de nye herskere vil gøre ved os, så snart vi viser svaghed, så vi ved bombesprængningerne i Kabuls lufthavn for nylig.

Vi forfærdes helt naturligt og tænker, at det ikke er menneskeligt at være og tænke og tro på den måde, men sagen er, at det er såre menneskeligt. Kun ved at forstå det, kan vi komme ind til kernen af historien om den barmhjertige samaritaner, virkelig erkende, hvor revolutionær den har været og stadig er for rigtig mange mennesker.

For også Israel på Jesu tid var beboet af mange forskellige etniciteter; udover jøderne var der kanaanæere, samaritanere, romere og mange, mange flere, og heller ikke de brød sig synderligt om hinanden. Romerne havde besat landet; de byggede veje, viadukter m.m.m., og de havde et smukt retsvæsen med sig. Det var hverken jøderne eller samaritanerne det mindste interesserede i. De var interesserede i sig selv og i at overleve som folk, vel at mærke Guds udvalgte folk, som de hver for sig mente at være. Skulle det lykkes, var det nødvendigt, at de holdt fast i de fædrene overleveringer og ritualer, som ifølge dem var de helt rette. Og hvad var det så for en tro, jøderne f.eks. havde?

Når Jesus i fortællingen lader både præsten og levitten gå forbi den nødstedte mand, så lader han dem faktisk gøre det rette, for som han var jo muligvis død, og de måtte ikke pådrage sig urenhed ved at omgås lig. Men så er det altså, at samaritaneren kommer og hjælper den nødstedte, ja, ikke bare det, han betaler alt for hans pleje. Hvem var da den nødstedte mands næste? Den lovkyndige kunne ikke andet end svare, at det var samaritaneren, den helt usandsynlige redningsmand. Det viser, at ikke de etniske skel, men hjælpen til den nødstedte er det vigtigste. Så langt kunne den lovkyndige faktisk godt se, og netop dette er blevet en bærende værdi i vor del af verden. Så vi gør os selv til samaritanere, vi elsker os selv, når vi er det, og måske derfor forventer vi ikke, at andre også bliver stillet overfor kravet om næstekærlighed.

Men når Jesus valgte at bruge samaritaneren som eksempel, så var det måske også for at understrege en anden pointe ud over den etniske. Lige så usandsynligt det må have forekommet datidens jøder, at en samaritaner ville hjælpe en nødstedt af anden etnisk oprindelse, lige så usandsynligt forekom det dem, at Jesus var Guds søn, og at de selv var nødstedte. Jesus var kommet for at frelse dem fra deres rituelle fængsel, der netop gjorde, at man med ro i sindet kunne gå forbi et menneske i nød. Da han insisterede på, at hans eget folk lå såret i grøften, lod de ham slå ihjel. Pint, plaget og frataget sin gudbilledlighed fandt han sin død på korset. Det er denne lille, men ikke ubetydelige mellemregning, præsident Bush glemte. Afghanistan er nødstedt og har brug for hjælp og frelse, fysisk og åndeligt. Det kan ingen være i tvivl om. Afghanistan har brug for at lære Kristus at kende, for kun sådan kan det mørke, landet indhyller sig i, jages bort. Man kan bare ikke være næste for nogen, der ikke vil have, at man er det. Man kan ikke påtvinge dem sin godhed. Derfor slog den militære mission fejl. Ordets mission kan i stedet begynde, og det kommer til at kræve modige og tålmodige folk, for det bliver en farefuld og lang indsats med mange nederlag. I Afghanistan er der ganske få kristne. Historien om den barmhjertige samaritaner giver os dog det håb, at det faktisk er en engel, der rider hvirvelvinden og styrer stormen, som lige nu går over Afghanistan. For ligesom den lovkyndige ved folk i Afghanistan godt, hvad der er dårligt og hvad der er godt for mennesker. Det sidste har de nemlig også set og oplevet i de tyve år, vesten har været i landet. Vi må derfor bede til, at de bliver lede ved det mørke, de hylder sig i, og vender sig mod lyset og frelsen i Jesus Kristus, og at der vil være barmhjertige samaritanere, der vil vise dem vejen derhen.

 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

22-08-2021

Salme: Kom, Helligånd, Gud Herre from, DDS 301

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 115, 1-9; 2 Kor 3, 4-9; Mark 7, 31-37

»Vi duer ikke af os selv til at udtænke noget, som kom det fra os selv.« Sådan sagde Paulus til os for lidt siden. Jeg har lyst til at præcisere lidt ved at sige, at vi så sandelig duer til at udtænke noget, som kommer fra os selv. Det bliver bare ikke altid godt, for det gode, vi måtte udtænke, skyldes Gud, som Paulus efterfølgende siger, og det er sandt. Menneskets grundsynd er, at det tror, det kan være ligesom Gud, eller at det sætter sig selv i stedet for Gud, og begynder at tænke ud fra den position. Hver gang mennesker finder på et system, kan man være sikker på, at det lukker flere døre, end det åbner, også selv om vi tror os rummelige og grænseløse.

I år er det tres år siden, at muren mellem Øst- og Vest-Berlin blev bygget, og det paradoksale ved den var, at de mennesker der byggede den, selv troede på en international kommunisme, som de i den grænseløse godheds navn gerne så udbredt til hele verden. Det fik de til dels muligheden for i ly af Nazi-Tysklands kollaps i 1945 og Sovjetunionens fremmarch i de erobrede områder. I det hedengangne DDR var det tyske kommunister, bl.a. Walther Ulbricht, som havde overlevet nazismen og overvintret i Moskva, der tog magten. Problemet var bare, at de mennesker, man underlagde sig, for de færrestes vedkommende delte begejstringen for ideologien, og i Øst-Berlin havde man altså indtil den 13. august 1961 muligheden for på en let måde at melde sig under de vestlige faner, eftersom vesten jo havde til huse i Vest-Berlin. Den stadige strøm fra øst mod vest måtte derfor forhindres, og det gjorde det østtyske regime med både mursten og kugler. Og mure blev der bygget i mere en én forstand.

En af dem, der på nært hold oplevede Berlinmuren blive bygget, var Rainer Eppelmann. Han var på det tidspunkt 18 år, døbt og konfirmeret, og derfor en naturligt mistænkt fjende af det ateistiske, kommunistiske system. Hans far arbejdede i Vest-Berlin og blev derovre for fortsat at kunne forsørge familien. Eppelmann genså faderen 19 år senere, da han allernådigst fik lov at besøge ham på et sygehus, hvor han var indlagt. En genforening i sidste øjeblik. Muren var imidlertid også af åndelig art.

Fordi Eppelmann var erklæret kristen, var hans karrieremuligheder få; han kunne ikke få studentereksamen, han kunne ikke blive arkitekt, som han drømte om, og da han under værnepligten nægtede at bære våben og sværge troskabsed overfor DDR og partiet, blev han sat i fængsel i otte måneder. Eppelmanns eneste mulighed for en akademisk uddannelse var at læse teologi, hvilket heller ikke lå ham fjernt, fordi han som nævnt var troende. Af en eller anden grund havde regimet tilladt kirken at eksistere – ovenikøbet på en måde, så de ikke forud skulle have tilladelse til at afholde arrangementer. Det skulle alle andre ellers. Alligevel faldt mange faldt fra kirken, det blev jo besværligt at være kristen, men for andre blev den et frirum, hvor man kunne samles om andet end partiet og ideologien. Som Eppelmann sagde: »Vi var en irriterende modsigelse for regimet. Ifølge Walter Ulbricht og hans ateistiske venner burde der ikke længere findes mennesker, der troede på Gud og talte om Jesus, den slags mennesker måtte jo være lige så slemme som nazisterne og de tidligere tyske fyrster. Men de kunne jo heller ikke bare slå os ihjel.« Det forsøgte regimet ellers. Et fingeret færdselsuheld havde nær taget livet af Eppelmann, men han overlevede og fortsatte sin præstegerning. Jeg tror, at de fleste, når de tænker tilbage på DDR, har en erindring om noget gråt, trist og ondt, en tung kvælende dyne, der lå over den del af det tyske folk, som var så ulykkelige at havne på den forkerte side af muren. Men selv dér var hverdagen fuld af små mirakler, som f.eks. mennesker, der bevarede deres tro og formåede at bære godhed og kærlighed ud til deres nære omgivelser, så det blev muligt for andre at holde ud, indtil muren og regimet faldt og løgnen, som det hele byggede på, blev afsløret. Jeg har selv mødt nogle stykker af dem.

For hvis vi skal blive i Paulus´ sprogbrug, så var regimet jo i dødens tjeneste, medens kirken var i Åndens tjeneste. Her fik fortvivlede mennesker lov at møde Kristus og deres sløvede sanser blev vakt til live. Her kunne de f.eks. høre denne vidunderlige fortælling:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«

Hellige Fader, hellige du os i din sandhed. Dit ord er sandhed.

Vi er her vidner til et mirakel. Jesus helbreder en døvstum. Det er meget konkret, og det skal ikke bortforklares, det finder virkelig sted. Dette mirakel kan Jesus udføre, fordi han bag sin menneskeskikkelse også er »vores Gud i himlen og kan gøre alt, hvad han vil« for at åbne vore øjne og øren for hans storhed. Han er herre over alt det skabte, og han vil, at vi skal kende ham i Jesus Kristus, også nu. Men vi kan være stumme og døve på mange måder. Vi kan lukke vore sanser ned for det, der er væsentligt, for Guds mirakler. Hvis vi holder op med at tro, at han stadig virker i verden, selv om han ikke er her i kød og blod, så bliver verden forrået, simpelthen fordi vi kommer til at fylde den med os selv og de beslutninger, vi tager på baggrund af vor begrænsede viden og indsigt. For det er noget, der er værd at tænke over: Hver gang mennesker mister troen på Gud, så får de storhedsvanvid og vil have en verden, sat i system, hvor alt det skæve bliver siet fra. Sådan var det i den gamle østblok, og for dem, der ikke passede ind i systemet, må det have været fantastisk at blive budt velkommen i et rum, hvor man hørte alle disse historier, hvor frelseren rækker ud efter syge, forarmede mennesker og gør livet godt at leve for dem. Og de har kunnet høre, at der også dengang var et system, der forsøgte at standse Gud, ja, man troede faktisk, at man satte en stopper for hans virke i verden ved at korsfæste ham. Så snød han alle og overvandt døden, og siden kunne ingen grænse, ingen mur holde ham og den glæde, der kommer sammen med ham, ude.

Rainer Eppelmann blev spurgt, hvad muren havde lært ham, og han svarede, at han havde lært, at »man kan udholde ufatteligt meget. Man kan blive smidt i fængsel, miste sine drømme, men alligevel blive ved.« Men som nævnt, så duer mennesker ikke til noget, som kommer fra os selv. Alt, hvad vi duer til, skyldes Gud. Det var jo ikke muren, der lærte Eppelmann at holde ud, det var Kristus og den kirke, han knyttede sig til, og som blev ved med at forkynde, at »Han har gjort alting vel, for han får både de døve til at høre, og de stumme til at tale.« Derfor blev nogen ved med at have mod til at tale om Guds storværker, derfor blev nogen ved med at høre en anden sandhed end regimets. Og fordi muren til menneskers hjerter faldt eller aldrig helt blev bygget færdig, endte også Berlinmuren med at falde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen