Tredje søndag efter Helligtrekonger

20-01-2021

Salme: Lovsynger Herren, DDS 3

Kom, Herre Jesus. Amen.

5 Mos 10, 17-21; Rom 12, 16b-21; Matt 8, 1-13

Vi er vidner til en oprørende fortælling i dag. En spedalsk kommer til Jesus, der er omgivet af en stor skare. Ikke blot er forsamlingen i sig selv en provokation i tider, hvor vinterbadere får bøder for at mødes omkring et hul i isen, den spedalske er også en provokation. For han lider af en sygdom, som spredes via dråbesmitte, og på Jesu tid var sygdommen uhelbredelig og forbundet med synd. Nu trænger den spedalske sig på, og vi må med amerikanerne spørge: »What would Jesus do?« »Hvad ville Jesus gøre?« Kunne vi forestille os, at Jesus havde sagt til den spedalske: »Hold afstand. Bliv hjemme. Sådan tjener du din næste. Du udgør en fare for andre ved at gå omkring. Pas på dig selv og på os andre.« Jeg tror, at vi ville synes, det var et dårligt svar og en dårlig historie. Den ville vi ikke komme til kirke for at høre. Vi vil høre, at Kristus med ét ord – sådan som den romerske officer siger det – kan helbrede og vække døde til live. Og det vil vi høre, fordi vi godt ved, at vi ikke kan flygte fra lidelsen og døden, som er grundvilkår i tilværelsen. Vi ønsker at høre nyt fra livets Gud.

Det er omkring et år siden, at vi første gang hørte om Corona, og nu lever vi under den anden nedlukning. Det er tid til at se på hvilke konsekvenser, håndteringen har haft ikke bare herhjemme, men også i Europa. Udgangspunktet for håndteringen af pandemien har i det meste af Europa været en opfattelse af, at ingen må dø. Af corona vel alt mærke. Det er som nævnt en falsk forudsætning for menneskelivet, og det kommer til at koste menneskeliv, fordi andre sygdomme nedprioriteres. Det kommer også til at koste mange penge, for nedlukning er ikke gratis, alene den massive testning koster mange millioner dagligt, og alle lande står med et helt slægtled, der sandsynligvis bliver det dårligst uddannede p.g.a. fjernundervisningen. Og så kommer den også til at give sjæleligt bagslag, fordi angsten for sygdom og død gør os til hinandens fjender. Lad mig give nogle eksempler på dette.

For nylig skrev den unge efterskoleelev Marie et indlæg i Fyens Stiftstidende, hvor hun udtrykte sin sorg over, at hun ikke kunne være på sin efterskole. Hun fortalte også om, hvor meget efterskolerne gør for at holde smitten ude og gav endvidere nogle forslag til yderligere forholdsregler. Indlægget blev lagt ud på avisens facebook-profil, og det afstedkom mange rasende kommentarer. Marie blev beskyldt for at være et curlingbarn, og så fik hun bl.a. denne besked:

»Og måske bliver din bedstemor ikke ældre fordi en ikke holdt reglerne.«

Guldborgsund kommune interviewede skolepigen Camille, der er forhindret i både at gå i skole og til dans. Hun prøvede at bevare optimismen, men talen om de mange Covid-mutanter gjorde hende utryg, og fordi hun havde familiemedlemmer i risikogruppen, var hun bange for at blive smittet. Hun fortalte bl.a. følgende:

 »I Føtex oplevede jeg en mand som gik meget tæt på mig i køen. Det var virkelig ubehageligt. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget til ham. Det var for grænseoverskridende. Så jeg måtte flytte mig. Jeg forstår ikke, hvorfor der er nogen som ikke respekterer det med at holde afstand. Folk må godt tage sig lidt sammen.«

Højskoleeleven Sofie manede i Kristeligt Dagblad til besindelse blandt andre unge, der har lyst til at gå til fest. Hun skrev:

»Problemet er vores indstilling. Den og vores handlinger er det eneste, vi kan kontrollere – og det er vores handlinger, som kontrollerer pandemien.« 

Vi står altså med unge såvel som gamle, der tror, at det ligger i vores magt at kontrollere pandemien på en måde, så ingen dør. Det er ikke langt fra den jødiske opfattelse af, at man ved en retfærdig livsførelse kan undgå sygdom som f.eks. spedalskhed. Sagen er bare, at det samfund, Jesus voksede op i, talte og virkede i, ikke var et rart samfund at være en del af. Der var forskel på rene og urene, der var evig angst for at påføre sig selv og slægten synd. Lige nu påfører vi vore unge skyld for, at de kan smitte andre. Man får nærmest fornemmelsen af, at de udgør et smittereservoir. Hvem er vi, der kan lægge den byrde på andres skuldre? Hvem havde troet, at vi skulle blive et samfund, hvor vi angiver hinanden, ikke kan tilgive hinanden for forglemmelser, ikke kan unde vore unge at gå i skole eller måske en lille fest i ny og næ, som vel kan arrangeres i trygge og forsvarlige rammer?

Men hvad med næstekærligheden, kan jeg høre nogen spørge? Skal vi ikke passe på hinanden? Jo, det skal vi, og det gør vi ved at holde øje med afstanden og håndhygiejnen og i øvrigt tænke sig om. Men i de nordiske lande er det sådan, at hospitalerne og lægehusene er den del af næstekærligheden, vi betaler os fra, og det er godt. For læger er bedre til at helbrede en præster og cykelsmede. Problemet opstår, når vi har effektiviseret så meget, at kapaciteten ikke kan klare spidsbelastninger, som den vi ser nu. At død og lidelse er grundvilkår ved menneskelivet betyder nemlig ikke, at vi står magtesløse; vi kan i mange tilfælde forebygge og helbrede, i alle tilfælde kan vi lindre, og vi kan give mennesker en værdig afslutning på livet. Coronakrisen har lært os meget om os selv på godt og ondt, men den bør også lære os, hvordan vi kan indrette vore sygehuse, så mennesker kan få den rette behandling uden at hele samfundet skal spærres inde og sygeliggøres og vi deles op i retfærdige og uretfærdige. Det var jo netop denne i menneskene stærke, iboende tendens, Jesus kom til jorden for at frelse os fra. Og vi frelses kun ved at vende os til ham, ved at lade ham fylde vort liv. I troen på Kristus behøver vi nemlig ikke være bange for døden, for den har han overvundet, og når dødsangsten ikke er det afgørende i vort liv, får vi et større udsyn og blik for, hvad vor næste har brug for. Har vor næste brug for at blive skældt ud for at ville have lov til at være ung? Har vor næste brug for fordømmelse, fordi han glemte afstanden eller håndspritten? Har indlagte på landets sygehuse glæde af, at en flok vinterbadere får en bøde?

Det ved vi da godt, at de ikke har, og derfor har vi brug for at vende blikket bort fra sygdom og død og i stedet rette det mod skabningens herre og på hans ord gå fra kirke med glæde over livet, som han gav os, og håb for den lidende jord.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

10-01-2021

Salme: Mægtigste Kriste, DDS 266

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 84; Rom 12, 1-5; Luk 2, 41-52

Jesus hviler i sig selv, eller han hviler i nogen, kan man høre i dagens fortælling. Netop det at hvile i sig selv eller i noget vil jeg begynde med at tale om, og hvordan man dog finder ud af at gøre det. For det er ikke så enkelt, som det lyder; den vestlige verden er hvileløs, og skal man til problemets epicenter, som det jo hedder i disse dage, skal man til USA.

I 2018 skulle der vælges en dommer til den amerikanske højesteret. Præsidenten havde indstillet Brett Kavanaugh, som inden valget blev anklaget for voldtægt, angiveligt begået, da han gik på gymnasiet. Han blev frifundet, men da kongressen skulle stemme om ham, udbrød der voldsomme demonstrationer, og nogle feministiske aktivister stormede Capitol Hill med mange arrestationer til følge. De forsøgte simpelthen at påvirke valghandlingen.

Dette er blot én af mange hændelser fra de seneste år; man kan bare tænke på sommerens BLM-demonstrationer, og det, der er sket i den forløbne uge på Capitol Hill i Washington – kan enhver jo regne ud – er derfor ikke opstået ud af ingenting. USA synes at være et land i opløsning, hvor alle kæmper for deres ret til, ja, til hvad egentlig? Jeg tror, de kæmper for et sted at høre til, de kæmper for mening i tilværelsen, for den findes stort set ikke i et land med så store sociale og etniske spændinger, og hvor kampen for at være det, der populært kaldes »sin egen lykkes smed« er blevet erstattet af kampen for at hævde sin identitet. Identitet, ved vi, er i dag mangefold.

I USA er der altså både gamle strukturer, der skaber spændinger mellem racer, kulturer og klasser, og så er der den moderne kamp mellem de konservative og dem, man kunne kalde værdiliberale. De to ligger så fjernt fra hinanden, at i hvert fald jeg har fået den opfattelse, at man ikke længere kan tale om ét amerikansk folk. Der er individer med hver deres dagsorden.

Den konflikt, som raser derovre, er uhyggeligt nok ved at blive en del af den danske hverdag; det så vi senest, da en skatteyderbetalt diskriminationsforsker kritiserede, at Nikolaj Lie Kaas havde lagt stemme til hovedpersonen Joe Gardner i en animationsfilm. Joe Gardner er nemlig sort, og Kaas er hvid. Kaas lod sig dog ikke slå ud men kom med dette snusfornuftige svar:

»Min holdning mht. til et hvilket som helst job er meget enkel. Lad den kvinde, mand, etc., der kan udføre arbejdet bedst muligt, få jobbet. Det plejer at blive det bedste resultat.

Hver dag jeg går på arbejde, lader jeg som om jeg er en anden. Jeg har spillet folk der er klogere end mig, dummere end mig, personer jeg ikke forstår, eller overhovedet ikke deler holdninger med.

Men jeg er så taknemmelig for at få lov til at sætte mig ind I hvordan andre tænker og føler, og få lov at forsvare dem, og hver dag går jeg derfra med en langt bedre forståelse af mennesker, der ikke er mig.«

Måske Kaas en dag ligefrem får lov at spille en kvindelig forsker udi diskrimination, hvem ved? I hvert fald er det åbenlyst for enhver, at Kaas har et helt objektivt og d.v.s. ikke-diskriminerende kriterium både for sit erhverv og for tildelingen af roller; skuespil handler om at spille en anden end den, man er, og den, der kan udfylde rollen bedst, skal selvfølgelig spille rollen.

Her er tale om en mand, der hviler i sig selv. Han føler ikke, at han skal stå til ansvar for tidens modeluner, bare fordi han udfører sit arbejde. Han kender sin plads og sit værd og gør sig hverken til mere eller mindre end det, han er. Det er en sådan selvtillid, forældre skal opdrage deres børn til, og intet er bedre til det end et ordentligt skud kristen børnelærdom.

Det får vi i dag med evangeliet, og det er sådan en skøn historie; der er gamle traditioner, der holdes i hævd, mange mennesker på et sted, puffen og masen uden afstandsstriber og mundbind, et barn, der bliver væk og fundet igen.

Jesus voksede op i en familie, der ikke var i tvivl om, hvem de var. De var jøder, og hvert år drog de til Jerusalem for at fejre påsken, d.v.s udgangen fra Ægypten. Sådan som så mange andre gjorde det.

Men et år sker der noget forunderligt. På vejen hjem bliver Jesus og hans forældre væk fra hinanden, og der går i hvert fald fire dage, før Josef og Maria finder ham, fire dage i angst for, hvad der kan være hændt ham. Og så er han bare i sin faders hus. Han er i templet, hvor han stiller spørgsmål og svarer på andres, og alle er forundrede over hans kløgt. Han er ellers kun en knægt på tolv år, en tømrers søn, hvad skulle han kunne? Men Jesus kan altså noget, for han hviler i noget, han er noget, han er sin faders søn, og hvor han er, er hans far. Gud åbenbarer sig i den purunge Jesus, og det betyder, at rollerne et kort øjeblik byttes om. Sønnen står over forældrene. Josef og Maria har set det som deres opgave at tage vare på den lille dreng, de fik under mirakuløse omstændigheder, men de har måske også glemt, hvad det hele nu egentlig handlede om. De tænkte jo ikke på først at søge Jesus i templet, så muligvis har han ikke udvist ansatser til en særlig fromhed. Men nu sidder han altså i templet og spørger som det mest naturlige, da de ængstede når frem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Disse ord gemte Maria i sit hjerte. Hun blev jo mindet om, at Jesus hørte til andetsteds. Han tog imidlertid med hende og Josef hjem igen, var lydig mod dem, og – fortælles det – »gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.«

Jesus hvilede i sin fader og dermed i sig selv, og han havde ikke yderligere behov for at gøre oprør mod sine forældre eller udstille dem, fordi de ikke helt forstod, hvem han var. Han lod dem være forældre med de bekymringer og den manglende forståelse, forældre nu engang har; hans mor forsøgte f.eks. at hente ham hjem, da han var blevet voksen og havde begyndt sin prædikenvirksomhed. Og det er jo det menneskelige ved denne historie; selv om Jesu familie elsker ham og længes efter ham, når han ikke er der, så har selv de svært ved at forstå, hvad hans opgave er, nemlig at frelse mennesker fra synd og død. Det vil sige, at Jesus skal frelse os fra os selv. Det kan lyde lidt barsk, men jeg tror, at mange i disse dage forstår, at det er godt budskab. For hvis vi alle vil være vor egen Jesus og det oven i købet på vor egen, særlige måde, så kommer vi i stedet til at sætte os op imod hinanden og ender på den måde som oprørerne på Capitol Hill, hvad enten det er den ene eller den anden part.

Hver gang, Jesus åbenbarer sin guddommelige herkomst, sådan som han gør i denne fortælling, sætter han skellet mellem mennesket og Gud. Hvor Gud er Gud, skal du bare være menneske, og det betyder, at du skal gøre det, du er god til og tjene din næste.

Jeg ved ikke, om Nikolaj Lie Kaas er kristen, men hans svar til diskriminationsforskeren vidner om, at han ved, hvad han kan og hvad han er. Han gør sig ikke til mere eller til andet, end det han er, han udviser en klædelig ydmyghed, ja, ligefrem taknemmelighed i forhold til sit fag, fordi det lærer ham at forstå andre mennesker. Han behøver ikke at være Jesus, og det gør vi heller ikke.

For i dåben blev vi genfødt til at være Guds børn, og så skal vi ikke være andet. Tænk, hvilken frihed, der ligger i det.

»Vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig« sagde en af kirkefædrene, og sådan er det. Hvorfor kommer uroen i vore hjerter? Den kommer, fordi Kristus er blevet borte fra os, ligesom han blev borte fra sine forældre. De ledte længe efter ham de forkerte steder, og det gør vi også ofte. For tiden leder vi efter identitet i stedet for at søge ham. Men ligesom forældrene fandt ham igen, kan også vi finde ham, og da skal vi tage vare på ham i vore hjerter. Kristus er nemlig et rigtigt hjertebarn; det var han for sin mor, det er han for os; i troen på ham er vi altid hos vores himmelske fader, da har vi et sted at høre til, et sted at finde hvile, så vi kan få lov at hvile i os selv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

02-01-2021

Salme:  Dejlig er den himmel blå, DDS 136

Vi har og en ledestjerne, og når vi når den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist. Amen.

Es 60, 1-6; Tit 3, 4-7; Matt 2, 1-12

Selv de værste tyranner har en idé om, at de gør det bedste for folket og landet. De tænker, at hvis de ikke var der, ville det hele være meget værre. Det onde, de gør, er de nødt til at gøre, for at alt kan blive bedre. Magtens åg ligger tungt på deres skuldre, men de gør en dyd ud af at bære det, den ensomhed og angst for tab af magten, der følger med, betragtes som en erhvervsrisiko, og de er sikre på, at historien vil vise, at de havde ret. Det sker måske af og til, at de kommer på den tanke, at de er på gale veje, men »bordet fanger«, som man siger, og det bliver uoverskueligt at skulle indrømme, at man har taget fejl, når man jo bare vil det bedste.

Kong Herodes var en sådan tyran. På den tid, da Kristus blev født, var han romernes vasalkonge i Israel, og det er ikke uden grund, at han gik under navnet Herodes den Store. Han var samarbejdspolitiker, men en overmåde dygtig en af slagsen. Han fik p.g.a. sin politiske tæft samlet store dele af Israel og blev af romerne opfattet som så loyal, at han stort set kunne bestemme frit inden for grænserne af sit rige, hvor han bl.a. rejste det ene pragtfulde bygningsværk efter det andet. Det var under ham, at templet blev ombygget og gjort til ét af verdens syv vidundere. Samtidig hægede han om jødernes religiøse rettigheder; han fik dem fritaget for romersk militærtjeneste, han forhindrede prægning af mønter med kejserens billede samt at der kom kejserlige standarder ind i Jerusalem, for det ville for jøderne være afgudsdyrkelse. Dertil udviste han den brutalitet, der skulle til, for at ingen kunne være i tvivl om, hvem der bestemte. Og som altid var nogen utilfredse, her var det de rettroende jøder, for Herodes var ikke af jødisk slægt og var derfor ildeset. De fleste var dog nok ganske tilfredse med den ro og fremgang, Herodes´ jernnæve sikrede. At det så altid gjaldt om ikke at tirre jernnæven, hvis ikke man selv ville smage den, levede man fint med.

Kort sagt var Herodes ikke bare en mand af sin tid, han var manden til tiden og til alle tider. Mål og midler skifter, men tyrannen m/k er altid den samme, og nu hører vi altså om dengang, Herodes blev rystet i sin grundvold, fordi han så sin magt og alle sine store bedrifter udfordret. Han vidste nok, at hans genstridige folk gik og ventede på en anden, en konge af jødisk slægt, udpeget af Gud, men hvor længe havde det ikke gjort det, det var nok bare folkesnak, en drøm, fantaster klamrede sig til. Nu kom imidlertid tre fremmede mænd til Jerusalem og begyndte at spørge sig for om jødernes nyfødte konge. For de havde set hans stjerne gå op, og de ville tilbede ham. Det skabte uro blandt folket, hele Jerusalem blev forfærdet, fortælles det.

Skulle de ikke have glædet sig, kunne man spørge, det var jo det, de ventede på? Men nej, selv rygtet om Jesus har til hver en tid skabt uro. Nyheden mindede dem nok om, at de med Herodes havde en konge, der ikke faldt i Guds smag, og kongens folk opsnappede snart nyheden, som de bragte ham. Han igen hidkaldte både ypperstepræster og skriftkloge, der fortalte ham, at det var blevet spået, at en hersker skulle fødes i Betlehem. Det nye, flotte tempel med præster udpeget efter Herodes´ behag, og hvor der kun blev prædiket det, han gerne ville høre, og det han mente, folket skulle høre, var altså ikke stedet, hvor Gud viste sig, nej, Gud var kommet til verden som søn af fattige forældre og lå nu ubeskyttet i en udkantsby, der kun var kendt, fordi kong Davids slægt var derfra. Herodes vidste, at en ny konge af jødisk slægt ville splitte riget og med splittelsen alt det, han havde frembragt. Det problem kunne let løses ved en kombination af politik og rå magt; Herodes hidkaldte derfor de tre fremmede, smiskede for dem og bad dem finde barnet og vende tilbage til ham for at aflægge rapport. En konge, som selv himlen lyses op for, må jo være noget særligt, én, selv Herodes måtte bøje sig i støvet for, og han ville – forsikrede han de tre – gerne tilbede barnet i egen, høje person.

Historien om, hvordan de vise mænd fandt barnet i Betlehem og hvilken glæde, de fyldtes af, da de så det, er velkendt og elsket. De fleste har nok givet et lettelsens suk, da de første gang hørte historien, over Guds advarsel til vismændene, så de fandt en anden vej hjem. Ligeledes har de fleste nok gruedes og grædt over det efterfølgende barnemord i Betlehem, som var Herodes´ måde at forsøge at komme af med konkurrenten på. Med alderen blev Herodes mere og mere mistroisk over for alle andre; han dræbte flere i sin egen familie, og det, der begyndte så flot med et rige, der blomstrede kulturelt og økonomisk, endte med, at dets hersker sank længere og længere ned i det vanvid, som ofte følger tyranner, der klamrer sig til magten i stedet for at følge den stjerne, der leder til den himmelske konge, Kristus.

Hvad kan vi lære af dette? Vi kan lære, at Gud sætter sin vilje igennem, og at han gør det med ganske få midler; et lille barn, en undselig kvinde, en trofast mand og så de mange, som undervejs hjælper til, fordi de ser det guddommelige under den fattige overflade. Og de gør det uden tanke for sig selv og deres eget liv og komfort. Det er alt, der skal til.

I disse tider tror jeg, at de fleste af os står famlende over for fremtiden og hvordan det skal gå ikke bare vort eget land, men også alle andre lande. De fleste har set sig om efter en stærk leder, der kunne tæmme virussen og fortælle os, hvordan vi bør leve vort liv, så vi kan undgå den. Det er en forståelig, men meget kortsigtet måde at reagere på. For i længden fører det ikke andet med sig end stramme leveregler for vor omgang med hinanden og dermed social kontrol samt ledernes mulighed for langsomt men sikkert at inddrage vor frihed. Nu er der også kommet en mutant til landet, og den dødsangst, som har hærget så længe, ser ud til ingen ende at ville tage, for hvornår kommer mutantens mutant?

Op til jul blev vi derfor ligeså forfærdede som Jerusalem og kong Herodes over budskabet om den lille konge, der var blevet født i Betlehem; ham var der mange, der ikke skulle nyde noget af, for han kunne ødelægge rigets fred ved den smittespredning, der ville komme fra dem, der kom til kirke for at høre om ham. Nu nærmer vi os slutningen på julen, og der er grund til eftertænksomhed; i lande, hvor kristne er forfulgt, går man i kirke, selv om man ved, at det kan blive den sidste gang, man kommer der. Er disse kristne uansvarlige og bringer andres liv og lemmer i fare alene ved udøvelsen af deres tro? Det er vi nødt til at spørge om, hvis vi skal forstå, hvorfor det er vigtigt for nogle fysisk at komme til kirken og høre om Kristus? Måske kommer de, fordi de ved, at folk til alle tider og i alle situationer er brudt op og er gået hen for at se eller høre om Gud, og derfor har de lyst til at gøre det samme. Måske fornemmer de, at han er større end virussen, at han har sejret over døden og befriet os fra at tro, at vi kan alting selv. At han bærer de mange fejltrin, vi begik i livet, og vil gå sammen med os i gode som i onde dage. Måske vil de høre, at når vi er dømt af ham i kærlighed, så er vi fri for at dømme hinanden.

For vi bliver ikke fri for kirken, fordi vi lukker den og fortier dens budskab. Kirken flytter bare et andet sted hen og får et andet budskab, nemlig, at det er dig, der holder dit medmenneskes liv i dine hænder, og at du smider det liv på gulvet, hvis du bare et øjeblik glemmer samfundssindet. Det er det budskab, vi hører i disse dage, pakket ind i skønne ord om hverdagens heltemod, men det er også et åg, for hvem har ikke prøvet at glemme spritten eller komme lidt for tæt på andre i det forgangne år? Og hvem skal tilgive, hvis vi fik den tanke, at vi har været skyld i andres død ved en forglemmelse eller ubesindighed? Det har den nye kirke intet svar på.

Men se, en stjerne gik for længe siden op over Betlehem og lyste i mørket, så de, der havde brug for det, fandt vej. De fandt vej til den konge, der tog vor synd på sig og overvandt døden for os. Følger vi ham, går vi aldrig vild, men er altid på rette vej – i livet, når vi sendes ud til vor næste, for vor næste har stadig brug for, at vi ikke bare går forbi, og i døden, når vi fra den overgår til livet og kommer til Kristus Jesus.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

01-01-2021


Salme: Kærlighed til fædrelandet, DDS 710

Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

1 Mos 12,1-3, Gal 3, 23-29, Luk, 2, 21

Engang var nytåret for mig den tid på året, hvor jeg konsekvent tænkte på fremtiden. Nu tænker jeg oftest tilbage. Ikke fordi jeg er holdt op med at forvente mig noget af livet, nej, jeg anstrenger mig meget for at leve i glad forventning til det, der kommer, men jeg er for længst nået dertil, hvor jeg føler mig mere og mere forbundet ned dem, der gik forud, dels i dyb taknemmelighed for det, de har givet mig, dels i refleksion over, om noget kan gøres anderledes end de gjorde. Det er selvfølgelig alderen, der trykker, den skal man nu ikke kimse ad, for med den kommer ofte en mere realistisk tilgang til tingene; man er hvad man er, man behøver faktisk ikke være andet og mere end man er, og det kan der være en enorm lettelse i. For så bliver man nemlig befriet for at tænke så meget på fremtiden; den kommer nemlig helt af sig selv, og man må bare tage imod den. Det er vi blevet pinligt bevidste om i året, der er gået. Der er faktisk ting, vi ikke kan gøre så meget ved, men vi kan prøve at være ordentlige mennesker og tænke os om i den daglige omgang med andre. Det har de fleste gjort i det forløbne år, og at det er gået så godt skyldes to ting: Den ene ting er, at vi er et gammelt folk; vi kender hinanden ud og ind, og vi kan derfor hurtigt indrette os til det fælles bedste. Vores almindelighed har med andre ord bragt os hæderligt igennem dette mærkelige år.

Den anden ting er, at vi er et folk af døbte, døbt ind i en kristendom, der lærer os, at vi skal elske vor næste. Men hvad der er lige så vigtigt, det er, at kristendommen har lært os at håbe, fordi den fortæller os, at hvor Gud er med, der ender alting godt. Det har aldrig været så vigtigt at tænke på som nu, hvor videnskaben er tæt på at blive ophøjet til gud og frelser. Videnskaben kan hjælpe os i dette liv, men den har intet svar på vor længsel. Kristne har til gengæld et håb, der rækker ud over dette ene liv, og det skal vi være dybt taknemmelige for. De kommende år bliver næppe nogen dans på roser. Vi får derfor brug for både almindeligheden og det håb, vi har fået i dåbsgave, og tænk, lige netop i dag fortælles der noget om begge dele.

Nytårets evangelium har i året, som nu rinder ud, vakt manges harme; det handler nemlig om omskærelsen. Den harme skal vi prøve at lægge bag os. I løbet af julen hører vi om alle de undere, og dramatiske begivenheder, der skete, da Gud lod sin søn føde af en jomfru. Gud talte i drømme til både Josef og de vise mænd, himlen åbnede sig, englene sang, stjerner strålede og vinkede, de gamle profeterede, folk brød op fra hver en krog af verden for at tilbede den lille, og en ond konge stræbte ham efter livet. Så der er ingen tvivl om, at den lille dreng i stalden i Betlehem var noget ganske særligt. Men da han var otte dage gammel, skulle han som alle jødiske drenge omskæres. Så var det slut med at være særlig for en stund.

Gud lod sig føde ind i et bestemt folk og underlagde sig deres love. Omskåret blev han, og han fik navnet Jesus. Jesus eller Jeshua (Josva) var hos jødefolket et ganske almindeligt navn, som Jens er det hos os. Og så betyder det: Gud frelser! Den frelsende Gud kom til verden som en kvindefødt lille dreng, der voksede op i et bestemt folk med de traditioner, dette folk nu havde. Han var svaret på den forventning, som folket havde. Og den forventning var, at Gud skulle komme til verden og kaldes Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Den lille dreng hævede sig over sin baggrund og sprængte alle grænser, naturlove og rammer, for at han kunne være Gud for alle. Og når Gud er for alle, så skal ethvert folk høre om hans stordåd på sit eget modersmål, hjertesproget. Og sådan blev det: Kristendommen er en religion for alle! Ethvert folk kan tage ham til sig, det kan være sig selv samtidig med, at det tilhører ham.

Jeg hører af og til folk vrænge på næsen af forældre, der »bare døber deres børn for traditionens skyld«, underforstået, at så tror de ikke nok. Men hvad der er vejen med at døbe sit barn ind i en tradition? Jesu forældre fulgte selv traditionen. Den lille Jesus måtte vokse op i trygge og faste rammer før han kunne gøre, hvad han var nødt til at gøre. Han opstod ikke ud af den blå luft, elskede ikke ud i den blå luft.

Vore børn har også brug for trygge og faste rammer til at vokse og gøre det, de skal gøre, nemlig at elske næsten, være gode kammerater og naboer, og hvor de kan lære, at magt ikke er ret, men at magt og ret går hånd i hånd. Det er ikke så lille en opgave, og den er næsten umulig at løse, hvis ikke der er en fælles opfattelse af, hvad lov, ret og god opførsel er. Det har man kun, hvis man har et land og et folk. Det er ældgammel visdom og snusfornuft. Og snusfornuft står ikke i modsætning til kristendommen. Derfor skal årets første dag – i hvert fald hos mig – bruges til at takke for, at jeg lever i et helt almindeligt land med helt almindelige mennesker, der slægt efter slægt har lært, at naboen, hvor anstrengende han eller hun end kan være, er skabt i Guds billede, og at han eller hun derfor har ligeså meget ret til at være til som jeg har. Nogle gange opstår godt naboskab p.g.a. en fornuftig tanke om, at vi jo skal se hinanden dagligt og have hverdagen til at fungere. Nogle gange opstår den af den godhed, vi viser uden at forvente noget tilbage, og det er alt sammen med til at få landet til at være et godt land at leve i. Fornuft og følelse udelukker ikke nødvendigvis hinanden, ja, faktisk kan de ikke stå alene, hvis et land skal blomstre. Grundtvig siger det i sin store fædrelandssalme:

»Derfor, hvad end verden siger, og hvad verdensmagten vil, står og falder jordens riger, dog med kærlighedens ild: hvor den blusser, bor livsgrøden, hvor den slukkes, hersker døden.« 

Kærligheden lod sig med Jesus Kristus føde ind i et bestemt folk med en bestemt historie og bestemte traditioner, men den var så altomfattende, at den kunne rumme alle andre folk. Alle folk har mulighed for at høre, hvordan Jesus kom til mennesker som den, der uddrev dæmoner, fik blinde til at se, lamme til at gå, døve til at høre, stumme til at bryde ud i lovsang, den der gæstede omvendte syndere. Alle folk har mulighed for at blive en del af Guds rige, hvor vi skal være sammen med Ham, ganske som vi var i paradisets have, der hvor vi i virkeligheden har hjemme.

Derfor skal vi holde nytår i glæde over, at vi er et folk, som holder sammen og hjælper hinanden, vi skal holde nytår i troen og håbet på, at når vore kræfter hører op, afhænger alt af den lille dreng, som udgik af jødefolket i et land langt herfra. For den dreng viste sig at være en kæmpe, der besejrede synd og død, for at vi kunne være hans brødre og søstre og dermed Guds kære børn. Fremtiden er dermed skænket os af Gud selv, og det er alt, hvad vi behøver for at gå ind i det nye år.

Godt nytår!

27-12-2020

Salme: 129

 

Guds søn er min, jeg går herfra med ham til Himmerige. Amen.

 

Es 63, 7-9; Gal 4, 4-7; Luk 2, 25-40

 

»Jeg vil udgyde min ånd

over alle mennesker.

Jeres sønner og døtre skal profetere,

jeres gamle skal have drømme,

jeres unge skal se syner.«

Sådan spåede profeten Joel engang, og måske var det en spådom om den hændelse, vi netop har hørt om. Gud udgød sin ånd over Simeon, der var blevet lovet, at han ikke skulle se døden, førend han havde set Herrens salvede. Jeg har altid p.g.a. dette tænkt, at Simeon var gammel, men det står der faktisk ikke noget om, og der kunne være en pointe i, at vi ikke kender hans alder. For det, der er væsentligt er, at han er dødelig og derfor skal gå bort, men i det øjeblik han tager barn Jesus i favnen forenes han og Gud; og da går han fra døden til livet. Simeon kan se sin død i øjnene, fordi han har set Guds frelse. Og hvad består frelsen så i? Simeon taler dunkelt om, at den lille skal blive til fald og oprejsning for mange, et tegn til modsigelse, ja, hans moders sjæl skal sågar gennemtrænges af sværd.

Et tegn til modsigelse – hvad mon det kunne betyde? Det vil sige, at verden, som var blevet til ved det barn, Simeon holdt i sin favn, kendte ham ikke og ville ikke vide af ham. Så den udstødte ham. Det føler vi stærkt denne jul. Alligevel var lyset kommet til verden en gang for alle, og mørket greb det ikke. Langfredag oprandt, men påskemorgen fulgte efter. Dødens magt var brudt, og hvor selv Herrens Salvede skulle bæres, da han var lille, kunne han nu bære os.

»Jeres sønner og døtre skal profetere,

jeres gamle skal have drømme,

jeres unge skal se syner« spåede Joel, det gjorde Simeon, og det standsede ikke med ham. For hvad han kun kunne ane, det foldede sig efter påskemorgen ud, og siden da har mange profeteret, drømt og haft syner, som har foldet hemmeligheden om Jesus Kristus ud ikke mindst vore salmedigtere. Jeg vil fortælle om en af dem nu: Hallgrimur Pétursson kom fra Island og var samtidig med Kingo. Hallgrimur blev i sin skoletid blev berygtet for at skrive grove vers om de voksne. Han blev efter sigende bortvist og stak til søs, indtil han til sidst endte som grovsmedelærling i København. En lærd islænding fik dog øjnene op for Hallgrimurs boglige kunnen og hjalp ham i gang med en egentlig, teologisk uddannelse.

Island var på et tidspunkt hjemsøgt af algierske sørøvere, som i 1627 havde bortført et stort antal – 242 - beboere fra Vestmannaøerne, og holdt dem som gidsler i Nordafrika. Det gik trægt med at få de stakkels islændinge hjem, men langt om længe betalte den danske konge en løsesum, som fik udfriet nogle af gidslerne, dog kun ganske få. En af dem var Gudridur Símonardóttir, og da hun med de øvrige frigivne ankom til København, fik de Hallgrimur til kateket for at få genopfrisket den kristne børnelærdom. Han og Gudridur forelskede sig i hinanden, og hun blev gravid.  De blev sendt til Island i 1637, hvor de blev gift efter at det var godtgjort, at Gudridurs første mand ikke længere var i live. Hallgrimur måtte hutle sig igennem tilværelsen som daglejer og fisker. Han var ikke blevet færdig som teologisk kandidat men prædikede alligevel i den lokale kirke, og da hans ven fra årene i København blev biskop i Skálholt, udnævnte han Hallgrimur til sognepræst i Hvalsnes. Hallgrimur skrev en række flotte passionssalmer. En af dem handler om Jesus som tegnet til modsigelse. I en langfredagssalme skriver Hallgrimur om korsfæstelsen:

Undre vel må det: Bjerge brast / brat som for jættehammer. / Og jorden mer ej mægted fast /at modstå sådan en jammer, / mens på menneskers hårde hu / mærkedes ej vor frelsers gru, / som på vore vegne ham rammer.

Skaberen udstødes, dræbes af sin egen skabning, mennesket. Jord og fjelde skælver og krymper sig ved den grusomme gerning. De eneste, der umiddelbart er uimodtagelige for de tegn, der sker, er menneskene selv. Deres hårdhjertethed er uden grænser, og de fører deres onde værk til ende. Det er dommen over menneskene. Men så sker det, det vidunderlige:

Forhænget revned. – Budskab blev / båret til lys for alle: hvad Arilds-ordning foreskrev, / evig nu bort skal falde. / Præstevælde med offer-art / om nu skiftes, thi Gud vil klart / selv ad sjælene kalde.

Netop da mennesket har forhærdet sig allermest, flænges templets forhæng, og det betyder, at nu skal mennesket ikke længere komme med brændofre til Gud eller blote, men Gud kalder selv sjælene til sig - til tro eller forargelse. Gud har vendt historien om, og dommens dag bliver således historien om Guds enorme kraft og kærlighed, som han satsede, for at intet, hverken sorg, lidelse eller død længere skulle skille os fra ham. Vi skal ikke se døden, før vi har set Guds salvede, og da går vi netop fra døden til livet. Den tro fik Hallgrimur brug for, for det er jo netop således, at det ikke kun er gamle, der dør, mætte af dage. Nogen kaldes herfra før. Hallgrimur og Gudridur mistede en lille datter, som han i sin sorg skrev en salme til. Nu ledet er min lille, hedder den. Bar Simeon den lille Jesus i sine arme, så bærer Jesus nu os, det troede Hallgrimur på, og derfor kunne han nu synge sin datter ind i himmeriget med ordene:

Ja, dyrebare lille, / i Herrens hånd sov sødt! / Han gør min sorrig stille, /nu har ham selv du mødt, / har selv nu hørt ham sige, / hvad børn kan godt forstå: / Kun jeres er mit rige, / kom hid til mig, I små!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen