Fars kreditkort

Billede lånt fra https://vigtigviden.dk

Salmer: 404, 698, 45, 588, 6

Kom, Herre Jesus. Amen.

1 Mos, 4, 1-12; Jak 1, 9-16; Luk 22, 24-32

»Det, vi taler om« hedder et snakkeprogram, hvor mere eller mindre kendte personer taler om mere eller mindre interessante ting. Programmet er rædselsfuldt, men titlen er godt fundet på, for det er jo sådan, vi mennesker er, vi taler, vi sladrer, vi udbreder vores mening om alt og alle, og selv gik jeg i fælden for nylig, da alle talte om programmet Fars pige, som – om der skulle sidde nogen her, der hverken har set eller talt om det – handler om unge Alva, der forlod gymnasiet i utide, formentlig p.g.a. angst, og hendes far, Jens, som bl.a. lader datteren gå i byen med hans kreditkort. Det var der mange, der havde en mening om, og familien blev udsat for særdeles hård kritik.

Far Jens var nemlig ven med Alva, det skal en far ikke være, han gav hende udelukkende materielle værdier og ingen åndelige, ja, der var meget, der var i vejen med ham og sådan set også med Alva, den rige pige.

Så var det altså, at jeg ikke kunne lade være med at se programmet, og nu får I min mening om det, for jeg synes, at både programmet og de mange reaktioner på det kan relatere til teksterne, vi har hørt i dag. Men først tilbage til Fars pige.

Jeg så her en familie, som har flere penge end de fleste, og som strør om sig med dem på byture og i mærkevareforretninger, og jeg kunne godt her lade Jakobs ord om den rige, som skal visne i sin foretagsomhed være dommen over Far og Alva. Men det er simpelthen for letkøbt, for byturene, taskerne og klæderne var jo et blikfang, der snød; der var noget andet nedenunder, en fattigdom, et stort, sort hul, som Alva lod os få et indblik i. Hun havde nemlig eksistentielle problemer, hun sagde i et programmerne, at hun ikke helt vidste, hvem hun var, at hun følte en tomhed og at ingen, som havde set ind i tomheden, kunne forstå, hvordan det var. Det er meget flot, at en purung pige kan formulere sine åndelige kvaler på den måde. Alva ville gerne finde sit ståsted i tilværelsen, og hun stod famlende overfor det. Sådan er der mange unge mennesker, der har det.

Men Alva var ikke alene, for ind trådte Farmand, han gjorde det bedste, han kunne, inddrog hende i sin virksomhed og sit arbejde og opmuntrede hende til selv at blive iværksætter. Alva udformede så sit eget kosmetikmærke og endte med at gøre sig fri af ham. Hvordan det kommer til at gå hende, er ikke til at sige, så må man følge med, for jeg er sikker på, at vi ikke har hørt det sidste til Alva, men det skal ikke være emnet her.

Det afgørende er, at så mange reagerede med vrede over Alva og hendes far, nogle krævede hende sågar fjernet fra hjemmet, og jeg har tænkt på hvorfor. Jeg tror, det var fordi, man blev lidt misundelig. Vi vil nemlig alle sammen gerne have en kærlig far, og det er såmænd bare det, Alva har, en far, der hjalp hende, da hun havde brug for det, en far, der kendte hende og prøvede at forstå, hvad det var, hun savnede.

Der er m.a.o. ikke sket meget siden Kain og Abel; den, der føler sig mindre privilegeret, bliver vred på den mere privilegerede, ikke mindst fordi det er vilkår i tilværelsen, det er vanskeligt at lave om på. Vi kommer aldrig til at vide, hvorfor Gud tog imod Abels brændoffer og ikke Kains, vi kommer aldrig til at vide, hvorfor nogle tilsyneladende går let gennem tilværelsen, er driftige og har let ved at skaffe sig venner, bare fordi de har et fra naturens side behageligt væsen. Jeg tror, alle kender følelsen af at være mindre elsket eller mindre begavet med enten penge, udseende eller sociale forhold og kompetencer og den efterfølgende vrede og følelse af uretfærdighed. Jeg gør i hvert fald.

Så går vi som Kain med sænket hoved, og da er det, at vi skal til at passe på, for da går vi også i fare, hvor vi går. Når man kigger ned, ser man nemlig kun sin egen navle. Den giver ingen svar på de eksistentielle spørgsmål, tværtimod har den det med at få ting til vokse og komme ud af proportioner, og så ender vi med brodermordet. Man lader det gå ud over den, der tilsyneladende er mere elsket end en selv. Alva og hendes far blev ikke slået ihjel, men de skulle finde sig i ret meget, fra diskussionen på de sociale medier til ledere og kritiske artikler i landets aviser.

Så kan man spørge, om vi er alene? Var Kain alene? Nej, det var han ikke, for midt i hans vrede søgte Gud ham og talte til ham: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.«

Hov, her træder den kærlige fader ind i Kains liv og taler til ham – se op, Kain, ret blikket væk fra navlen og gør det gode, så behøver du slet ikke at gå og skumle eller skjule dit ansigt for mig, og du vil herske over den synd, som lokker og begærer dig. Det var en uoverkommelig opgave for Kain, og så endte det ulykkeligt, men menneskene lærte ikke af det. Det kan vi høre på beretningen om Jesu disciple.

Det lille optrin, evangeliet fortæller om, foregår ved det sidste måltid, Jesus deler med sine disciple, og han har netop forudsagt, at en af dem vil forråde ham. De diskuterer, hvem af dem det dog kan være, og så strides de altså også om, hvem af dem, der mon skal regnes for den største. Deres mangel på selvindsigt viser sig få timer senere, hvor de alle svigter.

Det vidste Jesus godt, at de ville gøre, alligevel taler han kærligt til dem og siger, at hos ham vendes der op og ned på alting, Han, som i virkeligheden er den største, er kommet for at tjene os helt til døden. Og det er jo derfor, vi er her – vi er skabt til at tjene hinanden uanset om vi er rige eller fattige. Den ældste skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. Den fattige er skabt af Gud lige så vel som den rige, det er den fattiges stolthed, og så behøver han ikke gå med hovedet sænket i misundelse, ej heller kan den rige bryste sig af at være mere end den fattige, men skal i stedet passe på med ikke at blive optaget af sin rigdom, for den skal forgå.

I Jesus var Gud kommet for at tjene, for at vise, at han vil være en kærlig fader for os alle, en fader, der kender os, tager del i vort liv, men også en fader, der forlanger, at vi ser op fra vores navle og hjælper og styrker hinanden. Man kan sige, at da Gud gik i døden for os, blev vi alle Fars pige og Fars dreng med ubetinget adgang til hans kreditkort. Tænk derfor grundigt over, hvordan du bruger det.

- Marianne Wagner