Herre, forbarm dig over mig!

Den blinde ved Jeriko

Salmer: 736, 690, 172, 330, 6

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 31, 2-6; 1 Kor 13; Luk 18, 31-43

Jesu disciple vil have en kirke. De har forladt alt, hvad de havde for at følge Jesus, for han skal være deres kirkes strålende guru. Og nu fortæller han, hvad det hele ender med: Forræderi, kors og død. Og derpå en glædelig opstandelse. Det forstår de ikke en brik af. Sådan har det været lige siden med dem, der fulgte i disciplenes fodspor, men Jesu Kristi kirke står endnu, det vidner bl.a. Danmarks mange smukke middelalderkirker om. Derfra forkyndes ordet om den opstandne Herre og frelser. Endnu da, for det er ingen selvfølge.

Som præst får man af og til at vide, at kirken skal følge med tiden, for ellers kommer der ikke nogen i den. Og hvis man er kirke på landet, så langt ude, hvor der bor få, risikerer man, at der slet ikke kommer nogen. For hvem vil risikere at sidde ene mand og blive set ned på af den sortklædte præst? Det er alt sammen medvirkende til, at der i disse tider føres en diskussion om højmessens liturgi. Der luftes tanker om, at vi i kirken skal synge sange, som ikke er kristelige, der skal måske også læses digte eller små noveller op i stedet for bibelske tekster. Så vil det hele nok gå bedre.

Middelalderkirkerne er dog stadig et problem, for de koster mange penge, og dem bruger vi altså på mursten, ikke på de levende stene, som jo er den gudstjenestefejrende menighed, der altså holder sig borte. Så væk med de gamle kirker. Pengene kan bruges bedre andre steder.

Det har fået mig til at tænke lidt, bl.a. over Danmarks gravhøje. De er meget gamle, og der er ikke nogen, der bruger dem mere. De er også til gene for de landmænd, på hvis marker de ligger, så hvorfor ikke bare jævne dem med jorden? Nogle museumsfolk mener, at det er vigtigt, de er der, fordi de fortæller noget om Danmarks historie, men hvis de fleste alligevel kører forbi, og landet bliver mere og mere affolket, så færre har glæde af dem, er der så argumenter tilbage for at beholde dem? Vil museumsfolkene ikke bare retfærdiggøre deres stillinger, som i nogen grad bruges til at gøre livet surt for dem, der tilfældigvis har et stykke jord med et fortidsminde på? Og landmændene, de kunne tjene ekstra ved at inddrage den jord, gravhøjene optager.

Men er det nu så enkelt? Jeg synes personligt, at det er dejligt at se den historiske udvikling fra fokets dyrkelse af forfædrene til den kristne Gud, og at denne Gud stadig markerer sig fysisk gennem de danske kirker, der gør vort landskab så enestående. Det er en markant modsigelse af statsministerens udsagn om, at folketinget står over Gud, for nu at forholde sig til noget aktuelt. Det skal vi jo, hvis kristendommen skal føles relevant. Tænk sig, når både jeg og statsministeren engang ligger under mulde, så står kirkerne der endnu og fortæller, at Danmark står under korsets tegn. Forhåbentlig. Gravhøjene er endnu ikke til diskussion, men det er Danmarks middelalderkirker som sagt; de skal måske gradueres efter historisk værdi, så vi får et system med A- og B-kirker. B-kirkerne skal holdes så tilpas meget, at de kan henstå som »som noble ruiner«. Sådan har jeg hørt det formuleret. Det kan lyde besnærende, men det er interessant at se på, hvad man så vil bruge de overskydende penge til, for det er der allerede nu en del eksempler på. Jeg vil nøjes med at give ét: I Aalborg stift findes noget, der hedder Folkekirkens Hus. Det har kostet stiftets fire provstier 63,5 millioner kr., og dertil kommer omkostningerne til de ca. 25 ansatte, der holder til i huset. Folkekirkens hus skal styrke decentraliseringen i stiftet hedder det på stiftets hjemmeside, det skal være en form for folkekirkeligt eksperimentarium, som kan sænke tærsklen for dem, der gerne vil komme i kirken. Muligvis er det derfor, at Kristus end ikke nævnes i værdigrundlaget, men dybest set er det en undervurdering af folks evne til at tænke selv, og så er det en konstatering af, at budskabet om den korsfæstede men genopstandne frelser ikke er sexet.

Jeg er ved simpel hovedregning kommet frem til, at de 63,5 millioner kroner, som man har givet ud til det decentraliserende, folkekirkelige hus, kunne have finansieret i hvert fald seks nye tag på stiftets middelalderkirker, og mon ikke lønudgifterne til de 25 ansatte kunne have betalt et par eller flere præstelønninger, som kunne være gået til egentlig forkyndelse? Det er blot et enfoldigt spørgsmål, og svaret er det simple, at jo, det kunne de penge godt, men de færreste gider høre forkyndelsen om Ham, der gav sit liv som løsesum for mange. Det er ikke fordi det er uforståeligt budskab, eller fordi folk er for dumme til at forstå det. Selvfølgelig er de ikke det, men hånden på hjertet: Hvem af os ønsker at høre, at vi har frelse behov? Så skal vi jo regne os blandt de udstødte, og det vil vi ikke.

Lad os derfor se på det lille optrin på vejen til Jeriko: Jesus kommer vandrende med sine disciple og tilbedere, på vejen passerer de en blind tigger, en udstødt, et ringe menneske. Tilbederne vogter over Jesus, som var han et trofæ, deres trofæ, og de forsøger at jage den blinde bort, sådan som de til hver en tid har forsøgt at jage den tids nederste eksistenser bort, børn, ludere, toldere m.v. Men tiggeren bliver ved at råbe, insisterer på at blive set, og Jesus ser ham og helbreder ham.

Disciplene fatter hverken det ene eller det andet. Jesu sande gerning er skjult for dem, de tror stadig, at han skal drage ind ad Jerusalems porte i triumf som ærens konge, og måske også, da underet er sket, at det er tegnet på hans overhøjhed. Den blinde så, hvem der virkelig gemte sig bag Jesu menneskelighed, nemlig Gud selv, disciplene så, hvad de ønskede at se, et særligt menneske.

Disciplene er m.a.o. optaget af deres eget, deres lille kirkesamfund, vel at mærke det kirkesamfund, de selv har skabt omkring mesteren med deres helt fejlagtige forventninger til ham. De mangler egentlig bare et flot, folkekirkeligt hus, hvor de kan samles om det, de selv synes og vil og kan. Og når man kommer anstigende med ærens konge, der skal indtage den hellige stad, så er der ikke plads til forstyrrelser, slet ikke af en ringe tigger.

Men Jesus var altså kommet for at lade sig forstyrre, han var kommet for at vise, hvordan et menneskeliv skal leves, nemlig i lydighed mod Gud og i kærlighed til næsten. Men han viste også noget andet, han viste, hvad fællesskab med Gud er, og det er en nedbrydelse af alle parader, mennesker kan holde frem for at værge for sig. Gud er kommet for at være fælles med os, når vi står nøgne, blinde og angste i al nød. Det var dér, han mødte tiggeren, det er dér, han møder os.

 Jesus samlede masser af publikum, da alt gik godt, men da han gik den vej, han havde sagt, han ville gå, forsvandt publikum. De forsvandt i angst eller skuffelse, men ikke fordi de ikke forstod det, eller fordi det var kedeligt, for den sags skyld, det var faktisk alt for spændende. Forkyndelsen af Kristus bliver nemlig for alvor spændende, når det er mig, der står tiltalt og forstår, at hér er min frelser, min livsfylde, min kærlighed, vel at mærke den livsfylde og kærlighed, som jeg ikke kan give mig selv men kun få foræret af ham. Det er det budskab, der er blevet forkyndt i vore gamle kirker gennem tusind år, og det er dét de minder os om. Måske er det derfor, vi vender ryggen til dem og i stedet beder om at synge en fællessang af Benny Andersen.

Men før kirkerne rives ned, er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at det netop er dér, den udstødte og angste kan komme og sige: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Så måske de gamle mure skulle have lov at stå lidt endnu.

 - MW