Har Gud vigepligt?

Snerydderen er tro i de små.
Billede lånt af: https://www.farumkaserne.dk

Salmer: 10, 7, 652, 728, 2

Kom, Herre Jesus. Amen

Job 9, 1-12; ApG 17, 22-34; 25, 14-30

Vi skal tale om de billeder, mennesker gør sig af Gud, og vi skal også tale om, hvem Gud virkelig er.

Der findes mennesker, der kan finde på højlydt at proklamere: »Jeg betaler min skat med glæde! Jeg finder dem lige så troværdige som den mand, der betror en, at han ikke finder større nydelse end at stå en time tidligere op end normalt en mørk og kold vintermorgen for at skovle sne. Det er med snerydningen som med betaling af skatten: man gør det for at få samfundet eller fællesskabet til at fungere. Man skal ikke brække benet på en gåtur, bare fordi naboen ikke gad overholde sin rydningspligt, og skulle det alligevel ske, at man brækker benet, så skal man kunne få det sat sammen uden at betale for det. Alligevel er der forskel på de to ting – at rydde sne og betale skat, for alle kan se nytten af at skovle sne, mens man stort set ingen sanktionsmuligheder har for at tvinge den dovne nabo til at fatte skovlen og gøre sin pligt.

Skattepengene går til gengæld ikke alene til det, vi alle kan se nytten af – hospitaler til de brækkede ben, skoler, politi osv. - de går også til en masse andre ting, som nok kunne tåle et kritisk eftersyn. Ikke desto mindre skal man betale, og skattevæsnet med det kælne navn SKAT har alle muligheder for at kradse selv minimale beløb ind hos skyldnere. Det er så ikke altid SKAT gør det, af og til udbetaler de ligefrem penge, også til dem, der ikke skulle have haft nogen. Således at de, der har, får til overflod, mens de, der ikke har, får taget selv det, som de har.

Når en skatteyder siger, at han betaler sin skat med glæde, må man derfor spørge, om han er rigtig vel forvaret, for så giver han faktisk udtryk for, at han har underlagt sig SKAT, som var det en guddom, han skal ofre noget til for at få noget igen. Samtidig gør han sig til ypperstepræst for de knap så begejstrede: »Tænk, hvad vi får for det, vi giver, og hvis du ikke mener det, er du en kætter, en egoist og et dårligt menneske!«

Er SKAT en gud, er han en vilkårlig en af slagsen, der høster, hvor han ikke har sået og samler, hvor han ikke har spredt. Den slags guder bevirker, at al initiativ fordufter, og det, der skulle gøre Danmark til et blomstrende rige med virkelystne borgere, trædes under fode, talenterne stækkes. Den lille rest af overskydende kroner, der kunne sætte gang i noget, bruges på fjas eller lægges i bankboks, for de færreste graver nok noget ned i dag. De kunne jo blive fundet af en amatørarkæolog. Men hvordan er SKAT, eller skulle man sige staten, blevet til sådan en guddommelig instans, som vi skal ofre til med glæde? Det er værd at overveje.

For nylig udtalte vor statsminister, at »Gud har vigepligt« i Danmark. Videre sagde hun, at der ikke er »noget, der står over Folketinget eller Grundloven. Man kan ikke påkalde sig, ligegyldigt hvilken religiøs baggrund man må have, særlige privilegier eller særlig ret til at undertrykke andre.« Det var et indlæg i debatten om islam, og hun henviste til muslimernes tro på, at koranen er en guddommelig lov, som skal stå over verdslige love. Alligevel var det tankevækkende, for det viser, at statsministeren ikke ser sig selv eller sin samvittighed bundet til Gud i himlen, den er derimod bundet til det, hun og et flertal kan bestemme på Christiansborg. Voilà, sådan bliver staten gud, det bliver i stedet tilfældige folkevalgtes og ikke-folkevalgte EU-bureaukraters mavefornemmelser, der afgør, hvad det gode liv i den gode stat er.

Hvad det betyder, har vi allerede set med de historier, der er kommet frem om mislykkede tvangsfjernelser, vi ser det, når staten mener sig i sin gode ret til at indføre øget overvågning og tvangsforanstaltninger møntet på ghettoerne, men som rammer i flæng. Staten bliver den allestedsnærværende regulator, og ganske som hos muslimernes gud, der også regulerer hverdagslivet, bliver resultatet, at borgerne begynder at føre dobbeltbogholderi, hvor vi udadtil siger »Jeg betaler min skat med glæde!«, medens vi indadtil bander den langt væk eller begynder at se os om efter huller i skatteloven, så vi kan slippe lidt billigere. Vi bliver som tjeneren, der gravede sin talent ned i et hul i jorden – betaler det, vi mener at skylde, og går så surmulende rundt blandt hinanden.

Og nu nærmer vi os evangeliet; hvad er det dog for en herre, tjeneren med den ene talent mener at tjene? Det er netop en vilkårlig gud, som han nok er bange for, men som han også mener, han kan handle med ved at fremvise sin ene jordslåede talent: »Se, her har du, hvad dit er!« siger han frækt til sin herre. Han har glemt, at hans herre er den Gud, der går på havets ryg, han som skabte Løven og Orion, han, der giver alle liv og ånde og alle ting.

Det er den Gud, Paulus fortalte de kølige mennesker i Athen om, og ham gad de ikke høre om, de lo i stedet ad Paulus. »Det vil vi høre dig tale om en anden gang«, sagde de. De kunne ligeså godt have sagt: »Gud har vigepligt« eller »Her har du, hvad dit er.« Det er nemlig alt sammen udtryk for småtskåren ligegyldighed, en væren sig selv nok. Man siger ikke sådan noget om eller til Ham, der går på havets ryg, og som kan gå forbi os, uden at vi ser eller mærker det. Den Gud er nemlig allestedsnærværende, og han ser, om vi er tro i det små. Det kan godt være, man bander over sneen, der skal ryddes, men det er faktisk en måde at tænke på sin næste på, og samlet skaber alle snerydderne store værdier for hele samfundet, fordi flere kan gå ubekymret til deres dont uden at være bange for brækkede ben. Og for børnene giver de af snerydningen opståede bjerge glædelige timer med masser af leg. 

Tænk så, hvis vi ryddede sne med glæde, svang skovlen, fordi vi simpelthen ikke kunne lade være? Tænk, hvis vi helt af os selv brugte den skabertrang og –kraft, vi har fået af Gud, til at frembringe virksomheder, produkter, kunst, arkitektur eller hvad ved jeg, som vore medmennesker ville blive glade for og trives ved? Tænk, hvis vi havde politikere, der syntes, at staten lige netop skulle give frie og trygge rammer for denne gudgivne virkelyst og kreativitet, i stedet for selv at lege gud og nidkært vogte over kønskvotienter, kostsammensætninger på landets plejehjem og hvad de nu kan finde på. Hvis vore politikere troede på den kristne Gud, ville de vide, hvornår de selv har vigepligt.
Ganske som tjeneren med den ene talent forstår politikerne ikke, at Gud ikke er en størrelse, de kan placere i en af deres kasser eller regneark, for det kan man ikke med ham, hvis undere ikke kan tælles. De forstår ikke, at de ikke kan gøre ham kunsten efter.

Det største under, Gud har gjort, er den ufortjente kærlighed han viste os, da han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi har derfor set, at Gud er god. Ved siden af det blegner alt andet. Vi behøver ikke mere for at vide, at som han var tro og lydig til det sidste, således skal også vi være tro og lydige mod ham til det sidste. Og det er vi ved at være tro i det små. Tænk bare på, hvor let vi misforstår hinanden til daglig, hvor let vi føler os forurettet og trådt på. Der er daglig mange situationer, der kunne gå i hårdknude, der kunne være meget mere vold og ufred blandt almindelige mennesker end der trods alt er. At vi lever så fredeligt skyldes, at de fleste af os har en opfattelse af, at vi skal have tingene til at glide, for at så mange som muligt har det godt. Det er ikke altid, vi får tingene til at glide med et smil på læben, som f.eks. ved snerydningen, men mindre kan gøre det. Og det bedste ved alle disse mange små dagligdags gerninger er, at de lige netop bliver gjort uden at nogen vigter sig af det.

Kærlighedens gerninger kan man nemlig ikke bryste sig af, for vi kan kun gøre dem i troen på, at Gud selv engang viste os så stor en kærlighed, at han gik i døden og besejrede døden, for at alt til syvende og sidst skal ende godt. Gennem alle disse små handlinger til gavn for vor næste går Guds åndedrag gennem verden, uden at vi tænker over det. Gud betroede os i sin kærlighed verden til os indtil han skal komme igen, og det var meget at betro os. Vi forvalter arven bedst ved altid at være tro i det små. Hvis man tænker på det kan det være, at snerydningen går lettere næste gang, og så er det jo altid godt at vide, at SKAT - som så meget andet – engang skal forgå, mens Gud, som skabte Løven og Orion, og som lader sneen falde, skal bestå. Det er til den Herres glæde, vi engang skal gå ind.

- MW