Skæbne og forsyn

»Dette dejlige lille land, pas på det. Pas på det.«
Hans Mørup i garderuniform.
Billede lånt af: https://nielsbirgerdanielsen.dk

Salmer: 712, 588, 716, 266

O Gud, som tiden vender og styrer i din hånd, vi folder vore hænder og sukker ved din Ånd: I Jesu Kristi navn lad dette år os være velsignet, dig til ære og vore sjæles gavn. Amen.

(Sl 90); Jak 4, 13-17; Matt 6, 5-13

Vi mennesker har det med at tro, at vi selv er altings horisont, at vi er herrer over livet og kan gøre, hvad vi vil -»i dag eller i morgen rejse til den og den by – blive der (…) og drive handel og tjene penge«, som vi hørte før, da jeg læste fra Jakobsbrevet. Særligt her til nytår har de fleste af os har nok allerede gjort os tanker om, hvorledes vi skal anvende al den dejlige, ubrugte tid, der ligger foran os. Og så skal der ikke mere end en influenza til at slå os ud af kurs, før vi erfarer, at vi ikke bare kan gøre, hvad vi vil; det er jo sandt, at vi ikke aner, hvordan vort liv bliver i morgen, for der er altid en ubekendt, som kan ændre det hele i løbet af et splitsekund. Nogle vil kalde den ubekendte Skæbnen, her i kirken kalder vi den Forsynet, d.v.s. troen på, at uanset om vort liv får en ende i morgen, så ender det godt, nemlig hos vor Gud i himlen. For han ville det således, da han sendte sin elskede søn til jorden. Jesus ændrede Skæbnen til Forsyn i Gethsemane have, da han led al angstens kvaler over det, der fremstod som en grusom skæbne og bad sin fader om at lade den blodige kalk gå ham forbi. Han tilføjede imidlertid noget vigtigt, nemlig ordene fra Fadervor: »Ske din vilje«. For den, der ikke vidste, hvordan natten i Gethsemane ville ende, var det en frygtelig bøn at bede. Ikke desto mindre bad Jesus den, og da Påskemorgen oprandt, var Gethsemane blevet indgangen til den tabte Edens have, for Guds vilje viste sig at være, at døden skulle undertvinges og mennesket hentes tilbage til sit udgangspunkt, til et liv sammen med den Gud, der havde skabt det. At tro på et kærligt forsyn frem for en forbandet skæbne giver en stor frihed, som mennesker har vanskeligt ved at forstå, men at det er således, er der masser af eksempler på. 2020 bliver et år, der kommer til at stå i historiens tegn. Både genforening og besættelse vil fylde meget, der vil komme mængder af bøger og film om begge dele, er jeg ganske sikker på, og hvordan historien vil blive fortalt, er spændende, men at troen på et kærligt forsyn har båret mange igennem både den ene og den anden preussiske vinter, er der ingen tvivl om. 

Jeg vil dvæle ved besættelsen, da man allerede nu ser konturerne af en historieskrivning, som i højere grad tilgodeser samarbejdspolitikerne fremfor modstandsfolkene, hvis handlinger fremstår mere grumsede i dag end de gjorde umiddelbart efter befrielsen i 1945. Erik Scavenius bliver taget frem af skabet og støvet af, og det har sågar været oppe at vende, at han skulle have en vej, ganske vist en lillebitte vej, men dog en vej, opkaldt efter sig.
Lad mig kort opfriske omstændighederne omkring besættelsen: Danmark havde i mellemkrigsårene – på linje med mange andre lande – skåret kraftigt ned på forsvaret. Begrundelsen var ikke krigstræthed, for Danmark havde ikke deltaget i første verdenskrig, nej, begrundelsen var, at man ikke ville provokere Tyskland, og fordi tyskerne – i tilfælde af, at de alligevel ville besætte os – ikke skulle nyde gavn af dansk, militært isenkram. Så da Danmark den 9. april 1940 lod sig løbe over ende af en velsmurt, overlegen tysk krigsmaskine, gik det egentlig, som de ansvarlige politikere havde tænkt om end ikke ønsket. Man havde forudset, hvad Danmarks skæbne ville være i tilfælde af et tysk angreb, og den følgende samarbejdspolitik blev da også ført ud fra denne skæbnetro: når vi nu havde overgivet os, var det bedre, at vi samarbejdede med besættelsesmagten, for ellers ville det få lige så frygtelige følger som i de lande, der havde gjort modstand. Udadtil en klog beslutning, og der var heller ikke så meget andet at gøre, når man nu havde ført en defaitistisk politik i årene op til besættelsen. Alligevel var det ikke så enkelt. For der var ikke tale om samarbejde: Allerede den 15. april forelå der fra tysk side anmodning om, at Danmark stillede arbejdskraft til rådighed, så der kunne anlægges flyvepladser i Jylland, og hvis ikke Danmark gjorde det, så ville man hente tysk arbejdskraft til landet. Så var det dog bedre, mente politikerne, at det var danske, der fik det arbejde. Måske de skulle have tænkt over, hvad eller hvem danske borgere skulle arbejde for? Allerede før besættelsen vidste man jo, hvilken skidt karl, Hitler var, og det var ham og hans krigsmaskine, man stillede sig til rådighed for. Man gjorde det »under protest« ganske vist, men hjalp den protest de lande, deriblandt Norge, som måtte lide under tysk besættelse på en ganske anden måde end vi, fordi de havde gjort modstand? Erik Scavenius, der først var udenrigsminister og senere statsminister, var den, der gik længst af alle samarbejdspolitikerne, og han blev frygtelig forhadt efter krigen, men fælles for ham og de øvrige politikere var, at de handlede ud fra en skæbnetro, at Tyskland ville vinde krigen, og at det hele ville blive meget værre, hvis ikke de samarbejdede med tyskerne, ja, i nogle tilfælde virkede direkte aktivt for dem. Danmark skulle m.a.o. finde sin plads i et Europa med Tyskland som den førende magt. Frygt og beregnende opgivelse var altså udgangspunktet for politikernes handlinger. Imidlertid blev det hele meget værre, for der var ingen ende på værnemagtens krav, og den modstandskamp, som begyndte at tage til, blev selvfølgelig mudret, for den var uden for den vedtagne lov og ret, skæbnesvangre beslutninger skulle tages af almindelige mennesker, og folk, der ikke var helt fine i kanten, blev også tiltrukket af miljøet. Samtidig gik danskere i tysk tjeneste, nogle af dem direkte opfordret dertil af den danske regering, nemlig dem, der meldte sig til Frikorps Danmark. Efter krigen fik de at vide, at de burde have forstået, at regeringen ikke mente det. Derhen førte skæbnetroen samarbejdspolitikerne og dermed folket.

Men ud af den grumsede situation rejste sig en række danske mænd og kvinder, som ønskede, at konflikten mellem værnemagt og det danske folk blev tydeliggjort, at Danmark kunne tælles blandt de allierede, og mange af dem var kristne. Kaj Munk sagde i en prædiken: »Vi har ment, vi var kristne, når vi sad i kirken og sang Amen, men nej, nej, vi er først kristne, når vi går ud i verden og siger Nej til djævelen og alt hans væsen og alle hans gerninger og Ja til den Hellige Ånd!« Når djævlen var løs omkring os, så skulle vi ikke sidde tilbage og gøre Kristi lidelse og kors til noget rent åndeligt, det krævede handling, mente Munk. Og læser man erindringer fra de gamle frihedskæmpere – fra Martin A. Hansen til Jørgen Kieler, så ved man, at mange havde store samvittighedskvaler over det, de gjorde, men det, der var afgørende var, at de ikke ville underlægge sig skæbnen, men derimod forsynet, som kærligheden og samvittigheden er bundet til. Og når man sætter sit eget liv ind på en given sag, hvis udgang, man ingen mulighed har for at kende – om det ender lykkeligt eller ulykkeligt, så lærer man at forstå værdien af Fadervor. Fadervor er nemlig i sig selv et lønkammer, vi kan træde ind i og stå for Guds ansigt, og derfor bringer det håb til de håbløse.

Det har den sønderjyske modstandsmand, Hans Mørup, fortalt om. Han blev efter sin arrestation sendt til Neuengamme og har i et interview fortalt følgende: »Havde vi ikke dengang i lejrene troet på Gud og Jesus, var ingen af mine kammerater kommet hjem. Vi bad sammen for dem derhjemme, vi stod sammen ved hjørnet af barakken og så op på Nordstjernen, den samme som derhjemme, og bad til Gud. Det gav en ufattelig kraft.«

Mange år efter havde denne oplevelse af i sit fangenskab at se på Nordstjernen, den samme som derhjemme, og bede fadervor, fæstnet sig i hans sind, og han sluttede sin beretning af med opfordringen: »Dette dejlige lille land, pas på det. Pas på det.«

Året går på hæld, og vi bør ikke kun at tænke på, hvad vi selv har lyst til at gøre i 2020. Vi bør også sende en tanke både til de sønderjyske mænd og kvinder, der holdt ud til genforeningen, og til de modstandsfolk, der fulgte deres tro på forsynet, så vi endnu har et dejligt land at bo i og være fælles om. Vi kommer forhåbentlig aldrig til at opleve de samme rædsler, som blev Hans Mørup og mange andre til del, men det er værd at huske på, at Guds ord, hvor fattigt det end tager sig ud, bærer en kraft i sig af ufattelige dimensioner, og den kraft kan vi få skænket på de tidspunkter, hvor alt ser sort ud.

Vi er kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort, Guds ord er evigt, og han har givet os sin egen barnebøn for at vi kan henvende os til ham i glæde og sorg.

Om lidt går vi hver til sit, men i aften – når fyrværkeriet er stilnet af – kan vi måske se Nordstjernen. Så kan vi bede vort Fadervor og vide, at den herre, der skabte den, også skabte os og forærede os dette dejlige, lille land, som så mange har ofret sig for i troen på, at hans er riget og magten og æren i evighed.