Et nådeår fra Herren

Billede lånt fra www.nicolelhvaughn.com

Salmer: 84, 78, 634, 76, 74

 Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 42, 1-9; Rom 13, 11-14; Luk 4, 16-30

»Ingen profet er anerkendt i sin hjemby«, og Jesus blev drevet ud af sine egne, der ikke på nogen måde kunne goutere, at tømrer Josefs søn skulle være Herrens salvede. Nej, ham ville de ikke vide af, så de drev ham ud af byen og hen til kanten af det bjerg, byen lå på. Derfra ville de styrte ham i døden. Men Jesus vendte sig om, banede sig vej imellem dem og gik.

Dog, inden da havde han i synagogen nået at udråbe et nådeår fra Herren, der havde sendt ham for at bringe godt budskab til fattige, udråbe frigivelse for fanger, syn til de blinde og frihed til de undertrykte. Evangeliet var kommet, og selv om nazaræerne i første omgang blev begejstrede, kølede de altså hurtigt ned, da de fandt ud af, hvem det var, der bragte det til dem. Ham brød de sig ikke om, de ville selv bestemme hvem, skulle være Messias.

Det har været evangeliets vilkår lige siden; da Martin Luther gjorde op med afladshandelen, så var det fordi han havde set, hvordan evangeliet om Jesu Kristi sejr over synd og død druknede i larm og løgn fra en magtfuldkommen kirke, der hellere ville høre sig selv end Kristus. Dermed svigtede den sin menighed. Kristus er nemlig Sandheden, Vejen og Livet, og når vi tror på ham, iklæder vi os lysets rustning, som altid vil bringe mørkets gerninger frem for en dag, hvad enten det er dem, vi selv har med i bagagen eller dem, magthaverne prøver at skjule for os ved omskrivelser af sandheden. Således klædt i lysets rustning stod Luther altså for mange år siden frem i byen Wittenberg og udråbte et nådeår fra Herren, så det gav genklang over det meste af verden.

Tiden gik, og historien om Josefs søn fra Nazareth blev så kendt og fortærsket, at man blev træt af den; »Ham har vi hørt om, det er jo sandt, hvad de siger, hans gamle naboer, han er bare en tømrers søn, og verden bliver ikke bedre af at tro på ham. Vi kan gøre det ligeså godt selv« begyndte folk at tænke, så satte mennesket sig selv på tronen i stedet for Gud og banede dermed vej for mørkets gerninger. I Tyskland kom nazismen, der selv ville bestemme, hvad der blev prædiket i kirken, og pludselig blev nazaræeren ærketysk, blond og med blå øjne. Men Kristus er Sandheden, Vejen og Livet, i længden kunne løgnen ikke skjules, og den blev bekæmpet i ord og gerning. Nazismen endte i sammenbrud og et delt Tyskland. Wittenberg, hvorfra evangeliets lyse dag engang var blevet forkyndt, kom til at ligge i den østlige del, DDR. Her blev nazismen afløst af kommunismen, som heller ikke brød sig om tømrersønnen, for paradiset var jo kommet med kommunismen, og så skulle lutherske præster ikke stå og prædike en anden sandhed i deres kirker. Derfor beslaglagde man kirkebygninger til kornlagre eller boliger, eller man sprængte dem væk. Man gjorde det klart for alle, der ville have en længere uddannelse og gøre karriere indenfor systemet, at man ikke skulle være kristen. Et medlemskab af kirken lukkede alle døre. Og selv om man ikke brød ind i det gudstjenesteliv, der trods alt ikke ville dø, så kunne man gøre livet surt for de troende på andre måder.

Præsten Rainer Eppelmann havde været fængslet, fordi han var militærnægter, og han blev senere en ledende figur i et omfattende fredsarbejde, der var med til at samle oppositionen. I midten af firserne blev han involveret i et voldsomt trafikuheld, der nær havde kostet ham livet. Han undrede sig over, at der ikke kom en retssag ud af det, for det var den anden bilist, der var skyld i uheldet. Det viste sig at være en mand fra Stasi – den østtyske statssikkerhedstjeneste, der havde påkørt ham med det formål at slå ham ihjel. Guds tjener var drevet ud mod kanten af bjerget, men ved forsynets nåde vendte han sig om og gik. Eppelmann fortsatte sit arbejde, bl.a. med at arrangere Bluesmesser, hvor alle, troende som ikke-troende, kunne deltage. Deltagerne blev spurgt om hvilke håb eller problemer, de havde. Derefter slog Eppelmann eller en anden forkynder op i biblen for en finde en historie eller en tekst, der kunne give svar, og så holdt man gudstjeneste over det. Den østtyske, lutherske kirke blev på den måde et helle for alle, der drømte om at kunne tænke, tale og tro frit, så selv om medlemstallet dalede drastisk, så var der altid mange, der søgte den. Da Berlinmuren for 30 år siden faldt, skyldtes det i høj grad kirken. Det var ikke lykkedes at slukke evangeliets lys, nådeåret med godt budskab til fattige, nemlig frigivelse for fanger, syn til de blinde og frihed til de undertrykte var vedvarende blevet forkyndt af modige præster, Guds ord banede sig vej i fjendeland.    

Hvordan gik det så med evangeliet, da Østtyskland blev frit og genforenet med Vesttyskland? Man kunne måske have tænkt, at kirken ville blomstre, men det blev ikke tilfældet. Folk drømte nok om frihed, men det var vist mest friheden til at leve sit liv, som man ville, rejse hvorhen man ville, ønsket om flere materielle goder, ja, drømmene har nok været ligeså mange, som der var mennesker på den østlige side af muren. Jeg var nitten år, da den faldt, og jeg husker, hvordan de gamle østlande ét for ét kastede kommunismens åg af sig, og hvor stærkt det gik. Jeg husker også drømmen om den store forbrødring mellem øst og vest, sådan noget håber unge mennesker ofte på, men det er ikke altid, at Guds ord finder klangbund, når velfærden stiger. Måske gik Jesus sin vej p.g.a. den ligegyldighed overfor ham, der fulgte, for på mange måder ser verden ud til at falde tilbage i de gamle mønstre samtidig med, at nye verdensmagter rejser sig, som f.eks. Kina. Kinas kommunistiske regime faldt ikke sammen med de gamle sovjetstater, nok oplevede man også der et oprør samtidig med, at Berlinmuren faldt, men det blev slået ned med hård hånd, og da Vesten fandt ud af, at Kina er et stort marked, som man gerne vil tjene på, foretrækker man en såkaldt kritisk dialog i stedet for sanktioner, som man ellers ynder at bruge mod andre lande, når man finder det politisk opportunt.

Kinas statsmagt vil ikke høre om tømrerens søn, fordi den tror på sig selv, og statens håndlangere er snilde til at finde på ting, der kan overvåge den mindste tanke, selv den tanke, der muligvis kun giver sig til kende i et kortvarigt ansigtsudtryk. Det er vigtigt for den kinesiske stat at vide, hvad dens borgere – måske – tænker, for det ville være ubekvemt, om nogen skulle finde på at sige sandheden om, hvad Kina foretager sig både mod egne, systemkritiske borgere, i Tibet og mod de muslimske uigurer, hvoraf mange bliver spærret inde, hjernevasket og tortureret, fordi de holder fast i deres tro. Og mon ikke vi er mange, der holder vejret, mens vi følger med i situationen i Hongkong? Man kan godt få den frygtelige tanke, at det er lykkedes den liberale, kapitalistiske verden og den kinesiske statsmagt i fællesskab at smide tømrerens søn ud over kanten af bjerget - den ene for profit, den anden for magt.

Men vi er samlet her i kirken og synger om de øde vange, der skal blomstre. Det er kirkens nytår i dag, og Kristus baner sig vej i fjendeland og går. Ud i verden. Kristus er også nået til Kina, hvor hans kirke vokser trods forfølgelse fra myndighederne. Kirker lukkes og rives ned, man forsøger at tvinge kristne embedsmænd til at afsværge deres tro, at indrullere de mange undergrundsmenigheder i en form for statskirke, hvor de kinesiske myndigheder bestemmer forkyndelsen og meget, meget mere. For selvfølgelig vil de kinesiske magthavere ikke høre anden sandhed end deres egen, de vil ikke have, at der gives håb om fangers frigivelse og frihed til de undertrykte, så de gør alt for at stræbe tømrersønnen og hans tjenere efter livet. Det er ikke sikkert, det lykkes dem. For – som præsten fra Zion-kirken i Peking, som blev lukket sidste år – siger: »I det her land er der kun én, vi kan tro på – og det er Gud.« Jeg tror, Gud vinder, så sandt som der i dag udråbes et nådeår fra Herren.