Højt ophøjes skal enhver, som sig selv nedbøjer

Billede lånt fra: http://ungkom.dk

Salmer: 49, 392, 334, 260, 428

Kom, Herre Jesus, Amen!

Sl 19, 2-7; Ef 4, 1-6; Luk 14, 1-11

En kendt politiker, som også er præstedatter, havde for nylig besøg af en mandlig repræsentant fra en moske på sit kontor. Han gav politikeren hånden, da han ankom, men da de under den efterfølgende samtale kom ind på forholdet mellem mænd og kvinder, gjorde manden hende bekendt med, at han helst ikke trykkede kvinder i hånden, og at han ønskede, hun skulle respektere denne holdning, når de skiltes. Afgangen fra kontoret kom til at gå stærkere end han havde troet, for politikeren gav ham klar besked om, hvad hun mente om hans manglende respekt for hende. Deres veje skiltes, hvorefter politikeren skrev et indlæg i Politiken og kaldte manden for »idiot«, som på græsk betegner et menneske, der kun kan se verden fra sit eget private perspektiv. Politikeren, Ida Auken, skrev:

»Jeg bliver rasende over at blive sat i sådan en situation. Dels føler jeg mig som kvinde nærmest spedalsk, når min hånd bliver set som noget, der fra nu af ikke må komme i nærheden af ham. Dels bliver jeg vred over, at han tillader sig at komme ind i demokratiets højborg og nægte at trykke min hånd, fordi jeg er kvinde.«

Det fik en anden politiker og præstedatter, Birthe Rønn Hornbech, til at fare i blækhuset. Hun svarede:

»Det er da helt utroligt, at en præstedatter har så lidt respekt for andres religion.«

Rønn Hornbech havde i embeds medfør selv modtaget adskillige muslimer, og det havde aldrig været et problem, at nogen ikke ville give hånd. Til gengæld var Rønn Hornbech blevet vældig vred og havde nægtet at deltage i en TV-udsendelse, fordi en hvid kameramand ikke ville tage sin kasket af på hendes kontor.

Det er i sandhed mærkeligt, at en præstedatter og flittig kirkegænger som Rønn Hornbech slet ikke kan se, at der stort set ikke er forskel på den frække kameramand og manden fra moskeen. De er begge idioter, for nu at blive i det græske, indelukket i deres egen verden, hvor respekt for den anden ikke findes, og så er det lige meget, om den ene er religiøs og den anden ikke er. »Dybt fornedres skal enhver, som sig selv ophøjer, højt ophøjes skal enhver, som sig selv nedbøjer« skrev Grundtvig om den kristne børnelærdom, som er kommet ind med modermælken hos de fleste af os, fordi vi har lært historien om tolderen og farisæeren samt den historie, vi netop har hørt. Ida Auken ved mere om religion end Birthe Rønn Hornbech, hun har lært, at religion ikke skal afskære os fra vor næste, og stillet overfor en mand, hvis religion har stærke begreber om rent og urent og om mænd og kvinder, reagerede hun instinktivt på sin børnelærdom.

I dag lærer evangeliet os noget om god opførsel, det lærer os noget om religiøse love, og hvad de er til for. Jesus er indbudt til fest hos de ledende farisæere på jødernes hviledag, og her lader han gæsterne vide, at de ikke skal vigte sig. Han har nemlig bemærket, at nogle af de indbudte har travlt med at udvælge sig de fineste pladser ved bordet. Han irettesætter dem og siger til dem: »Når du bliver indbudt til bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet, for måske er der indbudt én, der er fornemmere end du.« Og netop i denne forsamling er der en til stede, der er fornemmere end dem alle, nemlig Jesus selv. Gud er kommet på visit hos de ledende farisæere, og han fortæller dem, hvad gudstro indebærer: »Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld.  Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde.  Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld.«

Hvem kom til fattige, vanføre, lamme og blinde, hvem ydmygede sig selv og gav alt uden at kræve noget til gengæld? Det gjorde Guds søn, og dermed slog han en pæl igennem gold, menneskelig beregning samt vore forestillinger om hvem, der er værdig eller særligt fornem. Det betyder ikke, at samfundet skal revolutioneres, så at vi alle skal gå rundt i pyjamas og kinasko med Maos Lille Røde i brystlommen, nej, det betyder, at om du er rig eller fattig, højt på strå eller nede i bunden, så skylder du at behandle din næste som et menneske, skabt i Guds billede uden tanke for, om vedkommende er værdig eller kan give dig noget igen. Hos Gud er der ingen personsanseelse; han kom til kvinder og mænd, børn og voksne, trælle og frie, rige og fattige, retfærdige og uretfærdige, og debatten om håndtrykket eller manglen på samme i Ida Aukens kontor viser, hvor langt bort vi er kommet fra den lærdom. Jeg kan frygte, at folk ikke forstår, hvor meget godt, den har gjort for vort samfund, før vi har mistet det.

I ethvert samfund findes love og uskrevne regler for almindelig høflig omgang, i Danmark har de ikke direkte rod i religionen, og alligevel ved vi godt, at mange af lovene og reglerne for opførsel handler om at medmennesket – at de svage skal beskyttes, at mænd og kvinder skal behandles ligeværdigt. Det er alt sammen en skønsom blanding af nordisk frimandssind og den kristendom, som gennem tusind år har præget os. Et håndtryk er bl.a. udtryk for ligeværdighed, at tage hatten af er et tegn på ydmyghed. Når vi har uskrevne regler, som at man giver hånd og tager hatten af i stuen og i klassen, så er det en måde at vise respekt for hinanden på, noget, som gør dagligdagen lettere for alle, fordi vi dermed ikke behøver at tænke over, hvordan vi skal hilse på eller opføre os overfor andre. I det øjeblik nogen ønsker andre regler end dem, vi er vant til, begynder der at opstå spændinger, for så skal vi til at tolke en hel masse signaler, når vi møder en os ukendt person. Tilliden mellem mennesker bliver skrøbelig. Det er den ene del af problemstillingen.

Den anden er, at herren, som ikke ville give hånd, gjorde det ud fra en religiøs betragtning. En guddommelig lov fortæller ham, at han ikke må berøre en fremmed kvinde. Kristendommen er et langt opgør med den slags bestemmelser. Jesus rørte ved alle, ved spedalske, ved kvinder og mænd uanset deres ry og rygte, i dagens evangelium helbreder han en mand med vand i kroppen på hviledagen, sabbatten. Og der bliver holdt øje med det, for bryder han så ikke Guds lov? Jesus spørger farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Og de formår ikke at svare ham. For de ved godt, at mennesket kommer forud for loven. Det er godt for mennesker at hvile ovenpå en hård arbejdsuge, derfor skabte Gud en hviledag, men nægter en læge at helbrede eller brandmand at rykke ud på en søndag, så svigter han sit medmenneske. Loven er altså ikke en vej til Gud, den er skabt for at beskytte mennesker mod hinanden og sig selv. Det er børnelærdom fin, og det bør ikke mindst en præstedatter vide. Hvis vi begynder at acceptere den muslimske hilsen, så kaster vi vrag på alt det, vi hidtil har betragtet som noget af det fineste ved vor kultur – ligeværdigheden, medmenneskeligheden, som jo alt sammen bunder i bevidstheden om, at ingen af os har noget at komme med overfor Gud. I forhold til ham er vi alle fattige, vanføre, lamme og blinde, for vi har så vanskeligt ved at se ham og af os selv vende os mod ham, og hvis vi endelig gør det, så er det sjældent uden beregning. Og tænk, det var for vor skyld, at han ydmygede sig indtil døden på et kors, for at vi med ham kan blive ophøjet, finde barnekår hos hans far i himlen. Hos ham er der kun en eneste lov, nemlig denne: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og din næste som dig selv.« Derfor kan du trygt række hånden frem til enhver uden personsanseelse – høj eller lav, muslim eller hindu, Rønn Horbech eller Ida Auken. Det er og vil fortsat være en god, kristen gerning.

- MW