Vreden, Gudinde, besyng?

Vrede. En af de syv dødssynder.
Billede lånt fra: https://www.pinterest.co.uk

Sjette søndag efter trinitatis 2019

Salmer: 754, 52, 400, 398, 208

5 Mos 30, 11-14; Rom 6, 3-11; Matt 5, 20-26

Vi skal tale om vrede i dag, for det gør Jesus. Han siger, at enhver, som bliver vred på sin broder og kalder ham »tomhjernet« (raka), skal kendes skyldig for domstolen. Hvad kan Jesus dog mene med sine ord, han, som selv i vrede smed kræmmerne ud af templet?

En af Jakob Knudsens bedste bøger, lærer Urup, handler om vrede. Knudsen fortæller om Lærer Urup, der med sin familie slår sig ned i en lille jysk by, hvor en rigtig kæltring, Skov-Johan kaldet, holder til. Der er intet forsonende træk ved Johan; han er doven, ondskabsfuld og bøvet, men dog begavet nok til at kunne udnytte tidens tanker om, at der altid er nogen, det er synd for. Og det er synd for Johan, der bor hos et par forældre, der ikke har arbejde.

En vinterdag leger byens børn på den frosne sø; lærer Urup passerer på sin daglige spadseretur søen, da et par piger kommer løbende imod ham og er tydeligt rædselsslagne. Det er Skov-Johan, der er på færde. Han vælter med en kæp de mindre børn om kuld, og han har, viser det sig, ødelagt deres leg i flere dage. Urup bliver vred, men pigerne bønfalder ham om ikke at sige noget til Johan, for så vil det hele blive meget værre. En holdning, vi kender også i dag. Det afholder dog ikke Urup fra at skridte ud på isen med kurs direkte mod Johan, der ikke er det mindste bange for ham. Tilmed går han med sin kæp direkte imod Urup, der i sin voldsomme vrede tager sin egen stok og giver Johan et slag for hovedet, så han falder om på isen. Urup tror i første omgang, at han har slået Johan ihjel, og hans umiddelbare reaktion er glæde, fordi han har befriet byen og verden for et uforbederligt udskud, i næste øjeblik gribes han af fejhedens ånd, for han ved jo godt, at hvis han har slået Johan ihjel, så vil han selv blive straffet. Nuvel, Skov-Johan er blot blevet slået ud for et øjeblik, og selv om han lusker af, så melder han Urup til politiet, og Urup må indgå forlig og betale en erstatning til Johan og dennes forældre. Urup selv møder ingen forståelse fra folk i byen, selv om han forsvarede deres børn og sig selv, man skal jo huske, at Johan var jo kommet imod ham med en kæp, hævet til slag. Det viser sig senere, at det ville have været bedst for alle, hvis Johan var blevet standset en gang for alle den dag.

Det, Jakob Knudsen meget tidligt så, og som han reagerede imod i store dele af sit forfatterskab, det var det gryende behandlersamfund, som vender op og ned på begreber som ansvar, skyld og retfærdighed, og som i stedet for at straffe forbrydere vælger at gå ind og behandle og mægle, og man kan jo spørge, om den tilgang til tingene i virkeligheden ikke er meget evangelisk, sådan som vi hører det i dag? Var Knudsen på gale veje? Ordene om vrede falder jo i Jesu bjergprædiken, hvor han også taler om at vende den anden kind til, om at elske sine fjender o.s.v., og det er jo gode, fredsskabende ord. Faktisk bryder vi os ikke om vrede mennesker; de har det nemlig med at glemme kammertonen, de siger uoverlagte, måske endda overdrevne ting, de kan ødelægge enhver god stemning, for de forstår ikke at skille tingene ad, og at hver ting skal tages til sin tid.

Så egentlig tror jeg godt, at vi alle kan følge Jesu ord om vrede i dag. Det er vigtigt at kunne falde ned og forsone sig og ja, hvis alle kunne det, så var der fred i verden, og så behøvede vi end ikke at drømme om at komme i Himmeriget, så ville Himmeriget være lige her. Vi må konstatere, at det er Himmeriget ikke. Og jeg må også sige: Har man ikke lov at være vred? Der findes jo retfærdig harme, som f.eks. lærer Urups, af og til må der en god omgang vrede til for at man overhovedet kan handle. Vrede kan være en katalysator til at få genoprettet den gode orden. At undgå vrede og det vrede menneske behøver ikke at være udtryk for fromhed, men derimod for konfliktskyhed, at man helst er fri for at tage stilling til alt for mange ubehagelige sandheder.

Så hvad er op og ned i Jesu tale? Pointen i talen er, at hvis du vil i Himmeriget, skal du leve som det, du er skabt til, nemlig som et tilgivende, barmhjertigt, trofast, generøst og lydigt menneske.

Lad os forestille os, at lovgiverne her i Danmark blev enige om, at vi skulle leve efter Jesu bjergprædiken. Jeg er ikke i tvivl om, at en ikke ringe del af folketingets medlemmer ville synes, at det var en rigtig god idé. Mange af lovgiverne er nemlig positive overfor kristendommen, og de giver stort set alle den forklaring, at de synes, kristendommen er humanistisk. Humanismen forudsætter, at mennesket i udgangspunktet er godt, ja, faktisk er mennesker under de rette forhold præcis som det fordres i bjergprædikenen. Så hvorfor ikke bare fordrive ondt med godt? Det turde være den letteste sag i verden. Svaret er enkelt: Fordi erfaringen viser, at mennesker ikke altid er gode, og hvis lovgiverne f.eks. sendte politiet hjem og erstattede dem med et antal pædagoger, så ville mange uskyldige mennesker komme til at lide. Samfundet har m.a.o. brug for at blive drevet med et mål af retfærdig vrede, en vrede, der standser voldsmanden og afholder ham fra at begå mere vold. Lovgiverne ville simpelthen svigte de svage, hvis de indrettede samfundet efter bjergprædikenens principper, fordi de dermed – på behørig afstand – ville vende deres næstes kind til og tilgive fjenden på deres næstes vegne. Det havde Jakob Knudsen et klart blik for.

Og nu nærmer vi os kernen i dagens budskab. Når Jesus taler om Himmeriget, så er det betinget af, at Himmeriget er dér, hvor han er, at Gud er i centrum, ikke mennesket; dengang var Guds søn blandt mennesker, nu er han hos sin fader i himlen. Han er altså ikke her, dog er det os, han taler til. Når Jesus taler til mennesker, så taler han til den enkelte, det vil sige, at det er den enkelte, der må tage imod hans budskab og udleve det i troen på ham. Når Jesus taler om, at vi ikke engang må blive vrede, så er det fordi han ved, at vrede hos mennesker kan føre til forfærdelige ting, som f.eks. selvretfærdighed, hævnlyst og i sidste ende mishandling og drab. Og vi må som bekendt ikke slå ihjel. Da Gud sendte sin søn til jorden, så var det ikke for at gøre op med love i verden, det var ikke fordi, han troede, at mennesker selv kunne finde ud af sagerne, bare han gav dem en anvisning. Det havde han jo for længst forsøgt, bl.a. med de ti bud, og det gik rystende dårligt.

Gud sendte sin søn til jorden for at vise os, hvordan vi skal leve, men det kunne han kun ved at vise os noget om sig selv. For vi er jo udgået fra ham, skabt af ham. Derfor gjorde Guds søn alt det, vi ikke kan finde ud af: han styrede sin vrede, han var lydig overfor sin fader i alle ting, trofast overfor sine venner, han gik aldrig forbi en nødlidende, han vendte den anden kind til sine voldsmænd, han tilgav sine fjender på korset, han var generøs i en sådan grad, at han øste ud af sig selv til der ikke var mere tilbage. Tilsyneladende. For der var mere tilbage, der er mere tilbage. Hver gang et menneske døbes i Jesu Kristi navn, så får det menneske nemlig del i ham, i hans død og i hans liv.

Hvis vi mennesker skal have en chance for at efterleve Jesu formaninger, så kan vi kun gøre det ved og i ham: Det Gudsrige, der brød frem med Jesu komme til jorden, kan kun vise sig i glimt, når vi sætter vor lid til Ham og lever derefter. Og når verden af og til synes at blive bedre, fordi mennesker glemmer deres vrede og egenkærlighed og lever efter Kristi bud, så har det i virkeligheden noget med troen at gøre. For Himmerigets komme er helt afhængig af, at mennesker tror og handler derefter. Og vi kunne ikke tro, hvis ikke Gud havde vist sig i dette ene menneske, som ene og alene opfyldte Guds gode lov. Den død, Jesus døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud, som vi hørte Paulus sige til os. Det er vi døbt på, og det skal vi tage med os ud herfra, for kun sådan kan vi styre vor vrede, forsone os med vor næste, glæde os med ham og hjælpe ham. Alt sammen i Jesu Kristi navn.

 - MW