End en dyst

Karl Otto Meyer
Billede lånt fra https://www.bt.dk

Salmer: 356, 415, 367, 147, 11

Es 6, 1-8; 1 Pet 3, 8-9; Luk 5, 1-11

Jeg kendte engang en menneskefisker. Ikke at han fiskede sjæle direkte for kristendommen, snarere var det danske sjæle i Sydslesvig, men alligevel. Jeg har fået lyst til at fortælle lidt om ham, som en indledning til vort evangelium. Min bekendte hed Karl Otto Meyer, og jeg tror, at han er kendt blandt folk, der er på min alder og ældre. Meyer var oprindelig skolelærer, i mange år redaktør for Flensborg avis og landdagsmand i Kiel for SSW, danskernes og frisernes politiske parti i Sydslesvig. Han var i mange år den stærkeste, danske stemme i grænselandet.

Jeg lærte Meyer at kende gennem noget foreningsarbejde, som vi begge deltog i, og jeg tror ikke, at jeg har mødt et mere hæderligt, engageret og fortrøstningsfuldt menneske; jeg husker engang, vi til et arrangement sang Du skønne land med dal og bakker fagre, en sang, der handler om Sønderjylland og dets forhold til Tyskland og Danmark. Den er skrevet mellem de to sønderjyske krige og forholder sig vældig optimistisk til det tilfælde, at Danmark endnu engang skal kæmpe for Sønderjylland. I dag ved vi, hvordan det gik i 1864, Danmark tabte hele Slesvig og fik aldrig den sydlige del tilbage. Alligevel løftede Meyers stemme sig smuk og klar blandt de øvrige, og jeg tænkte dengang, at det var utroligt, at han kunne synge så stærkt med, for han havde oplevet danskhedens opblomstring efter 2. verdenskrig og den danske regerings nej til Englands tilbud om at få Sydslesvig tilbage. Og siden da havde Meyer kæmpet for at holde hjerterne varme hos de danske sydslesvigere uden udsigt til, at de nogensinde skulle få lov at vende hjem.

I sine erindringer skrev Meyer om sin barndom i Flensborg med en far, der havde måttet kæmpe på tysk side i 1. verdenskrig, om sin bror, Henry, der faldt ved østfronten efter at have oplevet unævnelige rædsler, og hvordan han selv i første omgang måtte aflægge faneed under hagekorset, da han i efteråret 1944 blev indkaldt til militærtjeneste. Meyer var da 16 år gammel og blev sendt til Polen for at blive oplært i krigskunsten på et tidspunkt, hvor Tyskland end ikke havde råd til at lade sine rekrutter skyde med skarpt eller afprøve håndgranatkastning med andet end attraper. Meyer havde mange ubehagelige oplevelser i de uger, han var indkaldt, bl.a. overværede han, hvordan tyske officerer slog forbipasserende polakker, der ikke var hurtige nok til at hilse. Under en march passerede et polsk ægtepar Meyers kolonne i en vogn trukket af en hest og en okse. Manden holdt både pisk og tømme i hænderne og tog derfor ikke hatten af for officeren, som sprang op og slog manden med pisken. Konen skreg, og længe efter vedblev hendes skrig at lyde for Meyers indre øre.

Meyer deserterede i januar 1945 til Danmark og blev en del af modstandsbevægelsen, men i alle årene efter plagede samvittigheden ham, fordi han ikke havde grebet ind overfor det, han havde set i Polen.

Nu kan man indvende, og det vil jeg da også gøre, at en 16-årig knægt ikke kan gøre noget i den situation; Meyer var selv blevet straffet, måske endda med døden, hvis han havde gjort det, og afstraffelsen af polakkerne ville alligevel være fortsat. Sådan forsøgte Meyer også selv at se på det. Det hjalp ham imidlertid ikke, for han havde en klar opfattelse af, hvordan man bør behandle andre mennesker, d.v.s. sin næste, og at man har pligt til at gribe ind mod uretfærdighed. Hans oplevelser gjorde, at han efter krigen gjorde stærk modstand mod Tysklands remilitarisering, for at danskere aldrig nogensinde igen skulle træde i tysk militærtjeneste. En kamp han ikke vandt.

Og nu nærmer vi os sagen i forhold til dagens tekst. For hvad var det, der var kendetegnende for Karl Otto Meyer? Ja, det var, at han hver dag fortsatte sit arbejde med ikke alene at sikre og forbedre mindretallenes vilkår i delstaten Slesvig-Holsten, men også med at påvirke den politiske kultur i delstaten mod en mere nordisk, demokratisk kultur, som kunne komme alle til gode. Han ville leve så dansk, at det smittede, som han udtrykte det. Og samtidig betragtede han sig selv som en dybest set syndig mand, der tidligt i sit liv havde svigtet afgørende, og som derfor måtte leve i daglig taknemmelighed for alt det, han vidste, han imod al fortjeneste havde fået skænket: en god og trofast kone, Marie, fire børn, og gode venner, der holdt ham ud i hans svære stunder. Al den velsignelse, han havde modtaget, gav ham hver dag kræfter til at stå op og stride end en dyst, som han sang så klart om i den førnævnte sang.

»Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand« siger Peter til Jesus i dag, da hans og kammeraternes både er synkefærdige af fisk fra en sø, der ellers forekom tom. Peter bliver med ét klar over, at han står overfor Gud selv, og dermed bliver han også bevidst om sin egen uformåenhed og manglende godhed. Gudsmanden skal ikke besmittes af sådan en som ham. Det var en ganske almindelig holdning dengang. Det er det ikke i dag.

Et meget yndet standpunkt i forhold til folkekirken er f.eks., at den skal være for alle. Det mener jeg også, at den er, for der findes vel ikke noget bedre budskab end at Gud besøgte jorden og elskede de mennesker, han så. På trods af alt det, mennesker gjorde og fortsat gør af sære og forkerte ting. Problemet i dag er bare, at de fleste mennesker er og føler sig elskede allerede, og føler de skyld, går de til en psykolog, som så prøver at få dem til at føle knap så meget skyld. Når så præsten forkynder, at kirken er syndernes, skyldnernes fællesskab, at vore hænder er tomme skåle, som ingenting har eller kan uden Gud, så rynker de fleste på næsen og føler sig udenfor. For det moderne menneske har jo masser at give af, og hvis det ikke har, så skyldes det omstændighederne – en trist barndom, et skrantende ægteskab, dårlig økonomi og hvad man nu kan finde på, som – sandt nok – kan gøre livet vanskeligt at leve. Synd og skyld er bare for besværligt at håndtere, og man kommer i hvert fald ikke i kirke for at høre om den.

Så det er ikke altid så let at være præst. I dag er jeg f.eks. nødt til at sige, at Gud egentlig ikke er så interesseret i at høre, hvad du eller jeg har at byde på af menneskelige kvaliteter, Gud er den ene, der kvalificerer, og det gør han i en overflod af den slags vi netop har hørt om med de overfyldte fiskeskuder. Det er netop, når du føler dig allermest forladt, beskidt og skyldig, når du ingen udvej ser og ikke længere finder håbet om, at morgendagen kan bringe noget godt, at Gud siger, at han ikke vil forlade dig. Og det er et dejligt budskab i sig selv. Men der følger noget med, for Gud siger også, at du til gengæld skal se op fra din egen navle, forlade alt hvad du har af tro på dig selv og din egen formåen og i stedet tro på ham og følge ham efter i kærlighed og sandhed.

Præcis som Simon Peter og hans venner brød op og fulgte Jesus for mange år siden. Præcis som Karl Otto Meyer hver dag kæmpede end en dyst for sine landsmænd gennem et langt liv.

»For tvivl var Simon slet ikke fri, men spejl, du tvivler, dig smukt deri. Han gjorde, som Herren sagde.« Sådan skal vi synge om lidt, og vi skal gå glade herfra i dag, og gøre hvad Herren siger. For vi er kaldet til at arve velsignelse, den velsignelse, som fyldte Peters fiskenet og som fulgte ham ud i verden, da han på Herrens ord drog ud for at fortælle den, at Gud havde besøgt sit folk, kæmpet med døden og overvundet den til evig glæde, trøst og håb for de fortabte og fortivlede, den Gud, der på én gang er vor bror og vor fader, som vi kan bede til: »Bliv hos mig Herre, for jeg er et syndigt menneske.«

- MW