Aldrig har vi elsket dig som nu

Billede lånt fra: https://www.kino.dk

Natten til den 9. april observerede den norske oberst Birger Kristian Eriksen fra sin post på Oscarsborg et antal skibe, der med slukkede lanterner gled gennem Drøbaksundet med kurs mod Oslo. Obersten havde ikke fra sine overordnede modtaget ordrer om, hvad han skulle foretage sig i tilfælde af tysk aggression, men han var ikke i tvivl om, at det var fjender, og at der skulle åbnes ild. Dermed blev krigsskibet Blücher sænket, og tyskernes besættelse af Norge blev forsinket tilpas meget til, at kong Haakon og regeringen kunne nå at flygte og danne eksilregering i England.

Danmarks og Norges situation den 9. april minder meget om hinanden; begge lande havde nedrustet kraftigt i mellemkrigsårene, ingen af landene havde erfaring med krig i den nære fortid, idet Danmarks sidste krig blev udkæmpet i 1864, Norges i 1814. Ingen af landenes regeringer havde tænkt sig at gøre nævneværdig modstand. At Birger Eriksen ikke havde modtaget besked om, hvordan han skulle forholde sig, kom altså til at betyde en afgørende forskel for de to lande.

I Danmark var regeringen nemlig klar over, hvad der skete, og de havde til de ledende officerers rædsel og vrede bestemt sig for, at der kun skulle kæmpes, så et forsvar for landet blev markeret. Det betød, at de fleste danske politikere var klar over, at soldaterne i Sønderjylland blev sendt til fronten som et kanonføde. Et lumpent, politisk spil.

Det er denne situation, som filmen 9. april fremstiller på fornemste vis. Man følger en trop af cykel- og motorcykelsoldater, som sendes ud mod overmagten. De er ledet af den ordknappe sekondløjtnant Sand. Det er et kendt og enkelt greb, filmens instruktør, Roni Ezra, benytter sig af, dette at følge en gruppe af højst forskellige karakterer, men det fungerer fremragende, for man identificerer sig med de unge mænd og deres leder, hvis kærlighed til og troskab mod Danmark bliver misbrugt af de danske politikere, som jo altså bare ønskede forsvar på skrømt. For Sand er det alvor.

Det er filmens fortjeneste, at den fremstiller de danske soldater som dygtige; de er bare for få og for dårligt udstyrede. Samtidig er filmen solidarisk med de ledende officerer, hvis frustration og fortvivlelse over at skulle sende unge mænd på en håbløs mission, portrætteres loyalt, alt sammen uden belastende ironi.

9. april er en langfredagsberetning, der fortæller om et folk, som ikke tror, at krigen kan komme til dem, og som ikke forstår, hvad krig er, hvorfor de stiller sig op på gader og stræder for at overvære kampene. Med forfærdelige konsekvenser: En lille dreng bliver skudt under en krydsning mellem danske og tyske soldater. Den hændelse og de faldne danske soldater gør slutningen virkelig bitter. Sand og hans mænd kæmper videre flere timer efter, at Danmark har overgivet sig. Da det går op for dem, at kampen er slut, og de skal tilbage til kasernen, spørger en tysk officer Sand, hvorfor han blev ved at kæmpe videre så længe. Sand svarer ikke, men bitterheden står mejslet i hans ansigt. Ja, hvorfor blev de ved? Fordi de mente, at de skulle, og hvem ved, måske kom tabene til at betyde noget for dem, der efterfølgende valgte at tage kampen op for at få norske tilstande. Og sådan får det personlige offer ofte en betydning, som lunkne hjerter og kolde hjerner aldrig kommer til at forstå. At bag langfredag glimter påskemorgen, som det her antydes i Kaj Munks hyldestdigt til de faldne:

Drenge, I drenge, som døde
I tændte for Danmark i dybeste mulm
en lysende morgenrøde.