Tag det, der er dit og gå!

Billede lånt fra: https://www.kristeligt-dagblad.dk

Salmer: 736, 518, 170, 658, 80

 Kom, Herre Jesus. Amen.

Jer 9, 22-23; 1 Kor 9, 24-27; Matt 20, 1-16

Vi skal vidt omkring i dag. Fra Høsterkøb kirke i Rudersdal provsti til Christiansborg. I sidste uge fik alle landets præster og menighedsrådsformænd tilsendt en pamflet fra menighedsrådet i Høsterkøb. Menighedsrådet er stærkt begejstret for deres præst, der har formået at seksdoble antallet af kirkegængere til højmessen, bl.a. ved at flytte tidspunktet til kl. 13, og fordi hun taler et moderne, ikke-fordømmende sprog om hverdagsforeteelser, fra Donald Trump til børneopdragelse. Det kan de godt lide i Høsterkøb, og nu vil de altså med bogen inspirere andre præster til at gøre det samme. Når man får sådan et glædesbudskab ind ad døren, medens man sidder på sit studerekammer for nedrullede gardiner med sin portvin og sin cerut, så tænker man straks: »Hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg fylde kirkebænkene?« Jeg synes ikke, at jeg kan flytte tidspunktet for højmessen, for det er nu engang således, at Krist stod op af døde i påskemorgenrøde, derfor holder vi gudstjeneste tidligt på dagen, men jeg vil gerne prøve at være folkelig, og derfor hopper jeg nu til Christiansborg, hvor folketinget som bekendt holder til. Her taler man – blandt meget andet - både om Trump og børneopdragelse, så det må være stedet at lade sig inspirere.

Der skal snart være valg, valgtrommerne buldrer, og nogle af vore politikere leder efter vælgere ved at foreslå indførelse af en differentieret pensionsalder. Pludselig er der kommet en særegen interesse og omsorg for de fysisk nedslidte. Fra dagbladenes annoncer lyser stærke, varme blikke fra det arbejdende folk ud mod os sent uddannede, som sidder mageligt ved pc´en, og som nu må håbe på en museskade, hvis vi skal have lov at gå på pension før vi fylder firs. Den slags forskelsbehandling kan man jo ikke have, og der var da også straks et par akademikere, der fandt frem til en undersøgelse, der kunne fortælle, at det ikke er årene på arbejdsmarkedet, der afgør, om man bliver nedslidt, det er livsstilen, det handler om. For de ufaglærte – og det er jo som regel dem, der har fysisk nedslidende arbejde – spiser for mange pomfritter og drikker for meget øl og cola, og enhver ved, at det ikke er sundt hverken for helbredet eller de offentlige kasser, der må betale for at lappe på livsstilssygdommene. I øvrigt betaler de ufaglærte ikke topskat, de bidrager altså ikke i samme grad til det fælles som akademikerne, der bærer dagens byrde og hede, så de har værsgo´ at blive på arbejdsmarkedet til de segner!

Ja, når krybben er tom, så bides hestene, alle vil gerne anerkendes for netop det, de bidrager med, især hvis de bidrager med meget. Debatten om pensionsalder rammer derfor lige ned i dagens tekst, fordi den handler om lighed, retfærdighed, og om hvornår man har fortjent noget. Lad os se på fortællingen:

En vingårdsejer har brug for folk til at passe og pleje sin vingård, og derfor går han tidligt på morgenen ud på arbejdsmarkedet og opsøger ledige; dem er der nok af – vi er i en verden uden socialt sikkerhedsnet – og de accepterer daglønnen, en denar, for at arbejde for ham hele dagen. Men der er hele tiden nok at lave, og der er nok af arbejdere, så vingårdsejeren går ud både i den tredje, den sjette, den niende og den ellevte time for at købe arbejdskraft. Da lønnen skal udbetales, får de senest ankomne først. De får en denar. Nu har de først indkaldte arbejdere øjne i hovedet, og da de ser, at de sidst indkaldte for deres ringe indsats modtager det samme, som de selv var blevet lovet, så tænker de som noget ganske naturligt, at de sikkert vil få mere. Det får de ikke, og så kalder de på tillidsmanden, der gør vingårdsejeren opmærksom på problemet. Vingårdsejeren har ikke hørt om begrebet spin, kan man se, for han svarer frækt: »Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?«  
Og nu bliver det for alvor svært for den præst, der gerne vil være folkelig og dele sol og vind lige, for hvordan skal man forklare retfærdigheden i dette, Guds retfærdighed, vel at mærke? Lignelsen handler jo om himmeriget, hvor Gud som bekendt hører hjemme.

Lad os et øjeblik vende tilbage til pensionsdebatten. Der er kun få mennesker i Danmark, der ikke ønsker, at der skal være socialt sikkerhedsnet. De fleste ønsker velfærd i større eller mindre grad, men uanset statsapparatets størrelse skal dets brug af skattemidler være under stadigt opsyn og til stadig debat. For når det er arbejdende menneskers løn, der går til goder, som alle skal have glæde af, så kan man ikke på evangelisk vis dele ud af de offentlige midler til dem, man tilfældigvis synes, det er synd for, fordi man gerne vil have et godt valg. Man må forvente rimelighed, retfærdighed og en vis lighed. Man må forvente, at politikerne har svar på, hvor de vil skære ned, eller hvor de vil sætte skatterne op for at få råd til deres politik.

Sådan forholder det sig imidlertid ikke hos Gud i hans kirke. I kirken skal »den vise ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig« som det lød fra alteret, og det »mig« er Gud, Kristus. Gud sammenligner sit rige med en vingård, altså et sted, hvor vinstokke blomstrer og bærer frugt, og han ønsker arbejdere til at passe den, for hans rige er ikke kun hinsides, han satte nemlig noget i gang, da han besøgte jorden, noget, som stadig er her. »Men«, siger Gud »jeg gør, hvad jeg vil med det, der er mit, og du, mit barn, har ingen ret til at blive ondskabsfuld og forurettet, fordi jeg er god!« Misundelse er en grim ting, og det er på misundelsen, Jesus rammer os i dagens lignelse. Vi har ikke nok i at gøre det, vi skal. Vi vil anerkendes, have løn efter fortjeneste, men det skal vi slet ikke ønske os. For i mødet med godheden i skikkelse af Jesus Kristus, så ved vi godt, at gode det er vi ikke selv, og vi ved, at når vi gjorde noget godt, vel at mærke den slags gode gerninger, som gøres uden, at vi tænker over det, så var det nok en anden, der virkede gennem os. For vi har så vanskeligt ved at forglemme os selv, at gøre noget uden at forvente noget til gengæld. Men vi ved også, at det, der gør verden bedre at leve i, det er de gerninger, som gøres uden tanke på gengæld. Tænk, hvis vore forældre ville kræve gengæld for alt, hvad de har givet. Tænk, hvis vore venskaber eller vort ægteskab altid handlede om at gøre gengæld, om at få og give som fortjent. Tænk, hvis Gud krævede os til regnskab for alt vi har gjort i livet, som IKKE tjente vor næste. Det kunne han godt finde på, men lige netop i dag er det ikke den Gud, vi møder, vi møder derimod den ødsle Gud, ham, hvis vingård bærer frugt i en grad, så han bliver ved med at indkalde arbejdere til den, ham, som deler ud af sin nåde til alle, uanset om de hørte kaldet tidligt eller sent i livet. I dag møder vi den Gud, der ikke kræver noget for noget, men lader nåde gå for ret.

Lad os til slut igen se på pensionsdebatten; den handler om, at vi forventer et langt og godt liv, hvor vi kan trække os tilbage i god tid og nyde frugterne af vort slid. Pensionsdebatten har ikke det evige liv i sigte, den taler om nydelse her og nu og hvor meget, man har fortjent, den kender ikke til budskabet om, at livet her på jorden er et midlertidigt ophold i Herrens vingård, hvor vi er kaldet til at være hans unyttige tjenere. Sådan må det nødvendigvis være, men kirken har altså et andet budskab, nemlig det, vi hørte lige før: »Tag det, der er dit og gå!« Sådan sagde vingårdsejeren til den forurettede arbejder. Ude i verden får vi det, vi har fortjent. Hos Gud får vi ufortjent nåde. Tag den, grib den, og gå så og brug den. For den er din nu, og den kan ikke gemmes til pensionen.

 - Marianne Wagner