Hugtid, hærtid

"Da kommer den høje til Herredømme hid fra oven." Vølven spår den gamle verdens fald. Tegning af Lorenz Frøhlich.
Billede lånt fra: https://da.wikipedia.org

Es 63, 7-9; Gal 4, 4-7; Luk 2, 25-40

Brødre hinanden 
Banesår hugge, 
Børn af Søskende 
Blodsbånd bryde, 
Grundene larme, 
Gygerne flyve, 
og ingen Mand 
skåner andre.

Vildt lever Verden, 
Hor saa vide, 
Hugtid, Hærtid, 
halve Skjolde, 
Vindtid, Ulvtid, 
så vælter Verden.
Folk har ej mer
i Midgård hjemme.

Sol ser hun sortne, 
synke Land i Hav, 
haste af Himlen 
herlige Stjerner. 
Røg formørker 
Måneskiven. 
Højt leger Hede 
ved Himmelbuen.

Det fortælles i den ældre Edda, at Odin opsøgte vølven Heid for at få hende til at skue ud i fremtiden. Vølven nøjedes ikke med det – hun fremkom med sin store spådom, der både handlede om verdens skabelse, om Ragnarok og om den dejlige tid derefter. Desværre skuede hun også det ondes tilbagekomst, så skabelse, undergang og genløsning i spådommen bliver en trummerum, der fortsætter til evig tid.

Hugtid, hærtid, brødre, der giver hinanden banesår og forskellige tidsaldre, der tilsyneladende kommer igen og igen. Der ligger en ældgammel visdom til grund for vølvens spådom, for alle folk har til alle tider oplevet op- og nedgang og forsøgt at tolke dem ind i en større sammenhæng. Jeg tror, at også vi lever i en hugtid, en hærtid, hvor mødres hjerter skal gennemtrænges af sværd, fordi de mister deres børn. Denne december har i hvert fald bragt os varsler om, hvad vi kan have i vente. Ser man tidens hjul som noget, der bare kører helt af sig selv, og hvor man kan være mere eller mindre heldig med at komme til verden på et godt eller dårligt tidspunkt, så er det let at miste modet og føle afmagt, eller man kan få den opfattelse, at livet handler om at leve i nuet, om at få så meget ud af det som muligt, for i morgen kan det være forbi. Begge reaktioner er forståelige, men de er også farlige, for de gør mennesker til slave af omstændighederne. Fortvivlelsen eller drifterne bliver da herrer over os, og de er begge nådesløse.

Simeon og Anna, som vi hører om i dag, var ikke anderledes stillede end vi; de var gamle og havde set lidt af hvert, for Israels storhedstid var for længst forbi. Men de havde ikke opgivet håbet. For de var opflasket med den forjættelse, at Han, der skabte verden og havde åbenbaret sig for Abraham, Isak og Jakob, Han ville aldrig svigte dem, han ville frelse dem – ikke ved et sendebud eller en engel, men personligt. Og gamle Simeon – for gammel var han - var blevet forjættet, at han ikke skulle se døden, før Herrens salvede havde vist sig for ham. Og nu var tiden inde; Guds ånd tilskyndede ham til at gå til templet, hvor en lille dreng skulle fremstilles og omskæres, ganske som det var skik blandt jødefolket. Da tog Simeon frelseren i favn og profeterede, at her var lyset til åbenbaring for hedninger og en herlighed for Guds folk, Israel. Men han fortalte også barnets mor, at den lille skulle blive til fald og oprejsning for mange, et tegn til modsigelse, ja, hendes egen sjæl skulle sågar gennemtrænges af sværd.

Hugtid, Hærtid, brødre, der giver hinanden banesår. Også det skulle den lille opleve, for den verden, som var blevet til ved ham, kendte ham ikke og ville ikke vide af ham. Så den udstødte ham. Alligevel var tidernes evige genkomst blevet brudt, for lyset var kommet til verden en gang for alle, og mørket greb det ikke.

Det kunne vølven ikke vide, da hun spåede for Odin, for menneskers og menneskeguders indsigt har til alle tider været begrænset. Men fortællingen om det lille barn i Simeons favn vandt frem i verden, og den kom også til os i nord. Vølven vidste ikke, hvad hun virkelig spåede, da hun stod overfor Odin, dødsguden. Hun spåede hans fald, at en anden skulle komme, en barmhjertig, en retfærdig og pålidelig Gud:

Da kommer den høje 
til Herredømme 
hid fra oven, 
han råder for alting, 
siger Domme 
og jævner Sager,
hellig Lov
fra ham skal holdes.

Den gud, der kom, var den levende Gud, i skikkelse af et lille barn, der både vakte menneskers omsorg og deres magtbrynde, men troen på ham vil ikke dø så længe mennesker vil åbne deres hjerter for ham. Og hvor hjerterne tager imod ham, der forsvinder også angsten for hugtiden og hærtiden, fordi vi i troen ved, at det alt sammen vil være en overgang. Den lille dreng var jo i virkeligheden en kæmpe, Gud selv, der brød tidernes evige genkomst og dermed også omstændighederne. Derfor skal tiden engang slutte, og Gud skal være alt i alle, måske på den måde, vølven spåede:

Op ser hun komme 
andre Tider 
Jord af Vande, 
grøn af Våren. 
Fosser falde, 
ørn flyver over, 
som på Fjeldet 
Fisken hugger.

Sal ser hun stråle, 
mer end Solen, 
gyldne Tage 
i Gimle. 
Der skal det bedste 
Folk da bygge, 
og alle Dage 
dejligt leve.

 

 

 - Marianne Wagner