Er du den, som kommer?

»Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Billede lånt fra: https://www.trinitycoatesville.org

Salmer: 108, 78, 86, 129, 77

Es. kap. 35; 1. Kor 4, 1-5; Matt. kap. 11, vv. 2-10

Hellige Fader, Hellige du os i din sandhed; dit ord er sandhed. Amen.

»Vi skal fortsætte med at leve, som om intet var hændt. Ellers vinder terroristerne. Mørkemændene.« Således har vore ledere – fra terrorsikrede parlamenter - sagt til os i umindelige tider, medens terroranslag på terroranslag har ramt gågader, metroer, tog, busser, tegnestuer og julemarkeder, senest i Strasbourg, hvis julemarked i øvrigt har været terrorsikret siden 2000, altså før den 11. september 2001. Så vi fortsætter, som om intet var hændt, og kan nogen efterhånden sige sig fri fra kun at registrere den seneste hændelse som een trist nyhed blandt alle de andre triste nyheder? For, ikke sandt, der dør mange flere i trafikken og af diverse sygdomme end af terror. Livet er farligt, det ved vi, og der er også ting, der ikke skal sættes spørgsmålstegn ved, hvis den gode stemning ikke skal forstyrres om fred på jorden og mellem mennesker. Alle mennesker, vel at mærke, og den fred, vi selv insisterer på at skabe gennem diverse internationale fora og pagter, som underskrives under fanfarer og klapsalver. Nu er der ikke noget i vejen med at tale og arbejde sammen på mange planer; der er til gengæld noget i vejen med at tro, at man kan klare det hele selv, og når det så viser sig, at man ikke kan, så er det helt galt at pynte på virkeligheden, som var man en dårligt fungerende familie, der forsøger at bevare facaden udadtil. For den slags fører til svigt og sørgelige skæbner.

Det hævdes af og til, at Europa er kristent. Det vil jeg gerne holde fast i, at det er. Og kristendommen er realisme, fordi den er sandheden om Gud og om menneskene. Kristus er lyset, der gør, at mørkets gerninger og menneskers sande motiver udstilles. Motiverne for vore handlinger kan ofte bunde i ønsket om at gøre det gode, som når vore ledere mødes og snakker om fred mellem folkeslagene. Men fordi vi mennesker er optaget af at opnå resultater, som kan ses og dermed anerkendes, medens vi endnu selv kan sole os i glansen, så har vi det også med at dølge sandheden, feje smuds ind under gulvtæppet og låse skeletterne inde i skabene, når det hele ikke går som forventet. Det er menneskets grundsynd – at vi tror, at vi kan klare det hele selv, og at vi ikke vil indrømme, når det går op for os, at det kan vi ikke. Det er det, vi ser i disse år, hvor vi øger overvågningen og politiopbuddet, som en slags usynlige fængselsmure omkring folkene, medens vi lader, som om alt er, som de plejer at være.

Evangeliet, derimod sminker ikke virkeligheden; derfor skal vi sætte os ind i Johannes Døbers situation, som vi netop har hørt om. Johannes sidder i sit fængsel, et rigtigt, skinbarligt et af slagsen, og venter på sin henrettelse. Døden, der venter ham, får ham til at tænke over det kald, han havde fulgt i tiden før Jesus stod frem og begyndte sin gerning. Johannes skulle bane vejen, hed det sig, for en anden, som han vidste, var så meget større end han selv. »Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig!« havde Johannes sagt til Jesus, da Jesus kom til ham for at blive døbt. Nu sad Johannes i fængsel og skulle dø for en andens hånd, uden rettergang. Hvad var det dog for en lod, der var blevet hans her i livet, tænkte han, og derfor måtte han vide, om Kristus virkelig var den, der skulle komme, eller om han skulle vente en anden. Sin håbløse situation til trods håbede og ventede Johannes altså stadig på nogen, Guds salvede, verdens forløser.

Hvor forunderligt lyder det ikke for os i dag? Skulle man ikke tænke, at Johannes Døber ville være optaget enten af vilde tanker om flugt eller af en afgrundsdyb fortvivlelse over, at han havde brugt sit liv på noget, som han ikke kunne se virkningen af?

Sådan tænker vi i dag, fordi vi er optaget af resultaterne, af at regne den ud og kun sjældent forstår, hvad der ligger i forventningen. Og forventning var netop, hvad Johannes stadig nærede. I sin fortvivlede situation, hvor alle anstrengelser og prøvelser syntes forgæves, nærede Johannes en forventning om, at nogen skulle komme. En, der skulle bringe frelse, en, der skulle bringe mennesket nær til Gud. Johannes forsøgte ikke at omdefinere sin forfærdelige situation, nej, han trængte blot til at vide, at han virkelig havde mødt sin frelser, han trængte til en vished, han kunne gå i døden på.

»Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres.« Således havde Jesus prædiket, og det er en sådan fattigdom, Johannes giver udtryk for i sit spørgsmål. Det er en fattigdom, der ikke er af materiel art, en fattigdom, der er en erkendelse af, at kun Gud kan give frelse, kun Gud kan give den fred og det mod, der skal til, for at vi kan se situationen, om det så er døden selv, i øjnene og vide, at alt er lagt i Guds hænder.

Det skal vi have med os i tankerne, når vi nu vender tilbage til tidens terror. Også denne gang blev der råbt »Allahu akbar« - Gud er stor – sekundet før gerningsmanden gav sig til at skyde på de julehandlende. Islams Gud er stor, det har vi efterhånden fundet ud af, og han sender åbenbart sine disciple, som er både dommere og bødler, ud på deres sælsomme missioner blandt de vantro. Til en belysning af denne livsholdning og livsytring kan vi jo se på de ord, vi hørte Paulus sige til os for lidt siden:

»Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset,hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Og da skal enhver få sin ros fra Gud.«

Dommen er – siger Paulus - lagt i Guds hånd, og den dommer, der kommer, er samtidig vor frelser. Det er Ham, Johannes håber og venter på. Johannes, der intet andet havde gjort end det, Gud havde pålagt ham, nemlig at forkynde Jesu komme, bane hans vej ved at fortælle folk sandheden om deres måde at leve på, hvilket gjorde ham så upopulær, at kong Herodes satte ham i fængsel for at lukke munden på ham. Så Herodes kunne fortsætte med at leve, som han plejede. Men Jesus svarede Johannes´ udsendinge med profetens ord: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges på mig.«

Hvor stor en forskel er der ikke på denne herre og på ham, hvis gerninger vi ser gang på gang i disse år? Jesus Kristus har givet os tegnene på, at han er den skabende, den gode, den gavmilde, den barmhjertige Gud, men vi er ofte blinde og døve for dem. Vi bliver ved med at klamre os til det fattige budskab om, at vi skal blive ved med at leve, som vi altid har gjort, medens bunken af ofre vokser. Vi tror stadig, at vi lever i en fredelig tid, den tid har nok været, men den som er for længst forbi. Det værste, vi kan gøre, er at lyve om, hvordan virkeligheden er, også selv om vi kan være uenige om årsager og midler, for når vi sminker sandheden, så svigter vi vor næste, f.eks. de mennesker, som ikke gjorde andet end at gå omkring på et julemarked og glæde sig til højtiden.

Hvis Europa er kristent, så bør man kunne kræve af forvalterne, vore ledere, at de findes tro. D.v.s. at de, når de taler sammen, forholder sig realistisk til sig selv og til deres gerning. At forholde sig realistisk indebærer en erkendelse af, at det er Kristus, der ved tidernes ende skal være menneskers dommer, og at det – indtil han kommer – er deres opgave at sikre trygge rammer for landenes borgere, så de i frihed kan virke til gavn for hinanden. Det er også vore lederes opgave at tale sandt og oprigtigt om situationen, når de ikke formår at løse denne opgave, og det er det, kirken skal forkynde for dem.

Det gør vi i dag. Men for at forkyndelsen skal gavne, så kræver det, at vi alle bliver klar over, at vi er fattige i ånden, at vi alle – som Johannes – må spørge, om Jesus virkelig er den, som kommer, særligt i disse mørke tider, hvor vi oplever, at mennesker eksekverer dødsdomme uden rettergang midt iblandt os. Midt i dette mørke, i dette selvskabte fængsel, skal kirken bringe håb og liv og lys, og det kan den gøre, fordi den har en Herre, der lader blinde se og døve høre, den herre, der ikke vil overlade os til os selv, og som dermed lader os leve i den glædelige forventning om, at han har begyndt sin kæmpegerning, og at han vil fuldende den ved tidens ende. Fordi han satte sig selv ind på det.

I disse tider er intet bedre og mere opbyggeligt budskab end det, vi hører i adventstiden: »Se, din konge til dig kommer, blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, som ikke forarges på mig.«

Ja, salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres!

- Marianne Wagner