Se! Din konge til dig kommer

Salmer: 74, 76, 80, 83, 78

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 24/100; Rom 13, 11-14; Matt 21, 1-9

I 1800-tallet boede i Åbenrå en syerske, som gik under navnet Jomfru Fanny. Hun havde efter en svær sygdom fået synske evner, og hun forudså derefter både, at Danmark ville komme sejrrigt ud af treårskrigen og lide nederlag i 1864. Jomfru Fanny vedblev dog at have syner også efter nederlaget til Preussen, og hun spåede ifølge overleveringen dette:

»Jeg tror nu, det varer længe, inden vi bliver danske hernede, der skal ske saa mange store Forandringer med alting, og det bliver ikke Christian den Niende, der kommer hertil som dansk konge. Kongen, der kommer herned, kommer ridende paa en hvid Hest, og er en mand i sin bedste Alder, hverken gammel eller ung. Der er sort af Mennesker for at tage imod ham; men ikke et bekendt Ansigt har jeg set iblandt dem. Hvor er alle de gode, danske Mænd henne? De maa være døde, ellers vilde de da være her paa denne Dag.«

Ja, hvor var alle de gode, danske mænd henne da Sønderjylland igen blev dansk? De var enten døde af alderdom eller faldet i 1. verdenskrig, hvis afslutning, vi har fejret 100-året for i år.  Men da krigen var til ende, var Tyskland slået i en sådan grad, at muligheden opstod for Danmark for at få det tabte Sønderjylland tilbage, og vi fik som bekendt Nordslesvig hjem efter en folkeafstemning i 1920. Den store sønderjyske politiker, H.P. Hanssen, havde sans for det folkelige, så han gjorde sit til, at Jomfru Fannys spådom skulle gå i opfyldelse. Han fik bl.a. bevirket, at kongen skulle ride ind i det genvundne land nordfra på en hvid hest (som VAR hvid, ikke kalket), medens der skulle komme danske tropper sydfra. Det, der imidlertid huskes allerbedst, og som er blevet et ikon på genforeningen, er det øjeblik, da kongen løftede en lille, lyshåret pige op på sin hest og red nogle hundrede meter med hende. Christian X havde sans for PR, men dertil havde han hjerte og begavelse, og han var særdeles velformuleret. Ideen med at løfte den lille pige op på hesten opstod spontant, men allerede senere samme dag formulerede kongen betydningen af den symbolske handling:

»Den Gang jeg i Formiddags tog den lille pige op paa Sadlen og kyssede hende, var det for mig som om hele det sønderjyske Folk dermed lagde sin Skæbne i min Haand. Og De kan være forvisset om, at jeg altid vil have et aabent Øre for Dem, og jeg vil bede Dem om at komme til mig med alt stort og smaat, som det er Skik i Danmark! Et Leve for vort fælles Fædreland, gamle Danmark!«.

Således taler en sand konge, han og pigen på hesten blev et sindbillede på den kærlige fader, der tager sit fortabte barn i favn. Ikke nok med det, så kom kongens handling også til at håndgribeliggøre Henrik Pontoppidans store genforeningsdigt:

»Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage: en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!«

Det, der har hidtil har kendetegnet mennesker i forhold til dyr, er, at vi har ånd, vi har myter, som giver os identitet, og som kan bringe os håb i vanskelige tider. Jomfru Fannys spådom var med til at holde liv i håbet for sønderjyderne, der altså for en meget stor dels vedkommende var dansksindede. At Danmarks konge gjorde sit indtog var det endegyldige tegn på, at tyskervældets dage var ovre. Det har været en overvældende oplevelse, og det kan desværre være vanskeligt at forholde sig til i dag, hvor vi mest er optaget af velfærd, af at få dækket vore grundlæggende behov. Vi har svært ved at sætte os ind i en tankegang, der kræver udholdenhed og personlige ofre. Sønderjyderne havde igennem generationer måttet bevare håbet om genforening, selv om der umiddelbart intet håb var. De havde som nævnt måttet sende sønner, brødre og ægtemænd i krig for et land, der ikke var deres. At se håbet opfyldt den junidag i 1920 må for de fleste have været ubeskriveligt. Men vi skal prøve at sætte os ind i det for at kunne forstå dagens tekst.

For kongen, Jesus Kristus, Gud selv, kommer til os i dag, han kommer for at tage os i sin favn. Ganske som Christian X tog den lille pige i favn. Jesus rider ind i Jerusalem, og Jerusalem er her i Nørre Alslev, det er her i Velfærds-Danmark, og vi skal vide, hvem det er, vi har at gøre med! Jesus kommer som en sand tjener, han kommer med den sande frihed, den sande kærlighed. Hans kongeværdighed kommer af, at der er fuld overensstemmelse mellem den, han er, og det, han gør. Jesus er ganske uden svig. En person, man kan håbe på og sætte sin lid til.

Da Jesus begyndte sin vandring mod Jerusalem, var han forberedt på, at det ikke ville ende lykkeligt. Alligevel drog han af sted, alligevel fortsatte han med at gøre godt på sin vej, havde ikke tanke for sig selv. Umiddelbart før ankomsten til byen helbredte han således nogle blinde, og da han gjorde sit indtog, gjorde han det på et æsel og på et trældyrs føl. Det var allerede forudsagt af profeten Zakarias, og symbolværdien var derfor god nok: Jesus ville med sin handling sige: »Se Zion, din konge kommer til dig!« Således blev Jesus også modtaget, og der skal nok ikke herske nogen tvivl om, at forventningerne til ham for de flestes vedkommende har været af jordisk karakter, som et stykke ad vejen kan sammenlignes med sønderjydernes; »nu kommer Guds salvede, han skal gøre os fri af trældommens åg og smide romerne, besættelsesmagten, på porten.«

Blot var det ikke hans opgave, Jesus gjorde ingenting verdsligt, han kom ikke som den, der omvælter samfundet, men han bragte gudsriget med sig, d.v.s. han kom for at være vores bror, for at vi kunne komme med stort og småt til ham, vor glæde, vore lidelser, ja, selv vor død. Han kom for at vise os, hvordan et sandt menneskeliv leves. I det sande menneskeliv gjorde han sig aldrig til herre over nogen, han var den uegennyttige tjener, og da han hang på korset og ingen kunne se meningen med hans liv, sagde han alligevel: »Det er fuldbragt!«

Var Christian Xs ridt over grænsen endt på samme måde, var alt håb blevet taget fra sønderjyderne, og derfor er det egentlig ikke noget at sige til, at Jesu venner faldt fra en efter en, for nok har mennesker ånd, men den klynger sig alligevel til vort eget, for vort eget kan vi forstå. Men Gud, kongernes konge, er hævet over alt dette, han er hævet over landegrænser. Det betyder ikke, at landegrænser er ligegyldige, det betyder noget for den måde, vi lever med hinanden på indenfor grænserne. For hvor troen på kongernes konge hersker, der er vi hinandens tjenere. Det gælder både den laveste og den højeste i riget. Det udtrykte Christian X faktisk med de ord, han knyttede til den lille pige, han tog op til sig på hesten. »De kan være forvisset om, at jeg altid vil have et aabent Øre for Dem, og jeg vil bede Dem om at komme til mig med alt stort og smaat, som det er Skik i Danmark!«

Selv i dag er det dybt bevægende at læse om kongen, der red over grænsen, og om den kærlighed, der lyste fra både konge og folk. Men den danske konge kom kun ridende en gang for alle. Jesus bliver ved med at komme, og han skal mødes af en lignende glæde hver gang, for kun han kan få os til at vende blikket ud over os selv og vore egne behov og dermed gøre livet godt at leve. Og godt bliver livet, fordi det så bæres af den ubetingede kærlighed, der gik hele vejen, gennem døden selv for derfra at række ud mod os. Kun gennem Kristi kongegerning kan vi forstå, hvad Gud ville med os; at vi har Ham til herre, for at vi ikke skal gøre os til herre over hinanden eller – for den sags skyld – lade andre være vor herre, vore følelser og mavefornemmelser, som har det med at lede os på vildveje. Som sønderjyderne blev fri for snart hundrede år siden, således bliver vi også i troen på Jesus Kristus fri til at hæve os over materien og vor egen behovsopfyldelse, som altid fører til misundelse, nid og nag, ind i mørke, evig utilfredshed og håbløshed.

I dag er øvelsen derfor at leve sig ind i sønderjydernes glæde over deres konge, som kom til dem, fordi vi så bedre kan forstå, hvad det vil sige, at Gud selv, Kongernes konge kommer til os, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl, en guddommelig genforening:

»Du kommer klædt i hvidt og rødt og smiler os imøde. Hil dig, vor Moders Øjensten, i Nytids-Morgenrøde!«

skrev Henrik Pontoppidan om landet, vi fik tilbage, og som Christian X uden tvivl har haft i tankerne på genforeningsdagen. Det var en kærlighed endda større end denne, som Gud kom med til os, og derfor blandes vor røst i dag med de menneskers, der modtog Jesus:

»Hosianna, Davids søn. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!«

 - Marianne Wagner