Hvorfor dit og hvorfor dat? Og hvem er størst i Himmeriget?

Men en dag det blev hans far for meget.
Billede lånt fra: https://minkreativedagbog.wordpress.com/sporge-jorgen/

Salmer: 750, 447, 690, 260, 2

(Es 49, 13-18), Ef 4, 30-32, Matt 18, 1-14

Hellige Fader, Hellige du os i din sandhed; dit ord er sandhed. Amen.

»Nu skal jeg fortælle jer om Jørgen.« Således begynder et af de mest folkekære børnesange, som tilmed er blevet indspillet af selveste Kim Larsen. Større hæder kan man ikke opnå i Danmark.

Man husker nok, at Jørgen egentlig var en kær og artig dreng, som dog plagede alle med sin spørgelyst, hvorfor han til sidst fik smæk af sin far. Det igen har betydet, at mange har fået et lidt ambivalent forhold til denne del af den danske kulturarv, for nok er sangen sjov, men dels må man ikke revse børn, dels må man ikke hæmme deres naturlige nysgerrighed. Og mange af Jørgens spørgsmål kunne i virkeligheden være blevet til et udgangspunkt for en dyb, eksistentiel samtale, f.eks. om hvorfor køer ikke kan flyve, og hvorfor man altid skal gå med hat, hvad man jo ikke skal i dag. Det kan man tale længe om, hvis man finder det interessant.

Jeg blev for mange år siden belært af en dansklærerinde om livets store spørgsmål i Spørge Jørgen, da jeg fejlagtigt var kommet til at tilslutte mig sangens pædagogik. Selv om jeg ikke synes, at Jørgen ligefrem fortjente smæk for at spørge fjollet, så er problematikken dog yderst aktuel, for den kan placeres under det begreb, som forfatteren og folketingsmanden Henrik Dahl kalder »den kronologiske uskyld«, et fænomen som betegner de seneste generationers manglende vilje til at blive voksen, hvor man hylder det barnlige og ungdommelige hele livet og nægter at tage sin biologiske alder på sig med udviskning af autoritet, ansvar og grænser til følge. I dag hersker Spørge Jørgen; »Hvorfor er der mænd på mine seler?« og »hvorfor er jeg ikke ble´t en kat?« er spørgsmål, som stilles i ramme alvor, blot lidt anderledes: »Hvorfor er der ikke ligeså mange kvinder som mænd på mine seler?«, »kunne det ikke være omvendt, så mændene bar kjoler og kvinderne bukser?«, og »hvorfor er jeg blevet en dreng og ikke en pige? Er alt det der med køn ikke i virkeligheden bare noget, nogen har fundet på, en social konstruktion?« Ja, hvorfor dit, og hvorfor dat? Diskussionerne får ingen ende, det overvejes i ramme alvor, om børn skal have lov at skifte juridisk køn, og der er tilsyneladende ingen faderautoritet at sætte ind mod denne galimatias. Til sidst giver man efter og giver lille Jørgen ret i, at han er en kat eller hvad han nu har lyst til at være. Og sådan går det, når barndommen varer hele livet, ophøjes til at udgøre det højeste, menneskelige stade. Vilkårligheden kommer til at herske. For børn – det ved vi uanset hvor stor en gave, de er – er i deres følelsers vold, og de kan ikke altid overskue konsekvenserne af deres handlinger.

Disciplene – for nu at gå til dagens tekst - spørger helt anderledes konkret end Jørgen: »Hvem er den største i Himmeriget?« for de ved, at der er hierarkier alle steder, så det må der også være der. Men Jesus peger på et lille barn og vender umiddelbart op og ned på disciplenes verdensbillede. Børn havde ikke den samme status i samfundet dengang som i dag; de var en form for pensionsordning og skulle sikre slægtens videreførelse.  Umiddelbart kunne det synes som om Jesus er på børnenes side i sit syn på, hvem der kan sikre sig en plads i himmeriget, og dermed må han vel glædes over nutidens samfund med alle dets barnlige voksne. Det er imidlertid ikke det, Jesu svar handler om, det handler om magtstrukturer; Jesus har gennemskuet disciplene, at de gerne vil være noget mere end de er, og nu vil han vise dem og os, at der hvor vi selv gerne vil sidde, nemlig på Guds plads, der sidder allerede en, og han er vores kære far, som ikke er bange for at sige, at »mig er givet al magt i himlen og på jorden«. Vi, derimod, er hans kære børn, og det eneste, vi har at give Ham, er vor tillid, sådan som børn viser deres forældre tillid.

Det er svært for mennesker at indse, og det er en af grundene til, at vi nu er prisgivet denne verdens Spørge Jørgener, der ikke vil acceptere, at verden ser ud som den gør, og så ender vi som fortabte får på alverdens vildveje. Dem er der ligeså mange af, som der er mennesker i verden. Guds opgave er at være hyrden, der ikke helmer i sin søgen, før han har været på disse vildveje og fundet sine fortabte får.

Men hvad er vores opgave i forholdet? Vi skal være børn, siger Jesus, spørgsmålet er hvordan? Som et lille barn har brug for sine forældre for at få tryghed og varme og mad, som et forvildet får blandt ulve og bjørne har brug for at blive fundet, således skal vi forstå, at vi har brug for Gud. Selv om de fleste af os betragter os selv som nogenlunde gode og hæderlige mennesker, så gør vi jo ikke altid, hvad vi skal; forbitrelse, hidsighed, vrede, råb og spot ligger ikke langt fra os, og når vi bruger hele dette arsenal mod hinanden, gør vi hinanden ondt og pådrager os skyld. Derfor har vi brug for Guds nåde. Og Gud forsømmer ikke at være voksen; han tugter os, han tilgiver os, når vi angrer, han drager os kærligt til sig, og han hører ikke op med det.

Vi kan imidlertid også forsynde os på anden vis, nemlig når vi som voksne ikke vil være voksne, når vi ikke vil tage opdragerens opgave på os, være den, der sætter grænser og bringer orden i børns liv. For så svigter vi ikke alene børnene, men også dem, der må lide under den vilkårlighed, der opstår, når alt er er overladt til ens egne følelser og fornemmelser. Det er svært nok at være ung, men når der sættes spørgsmålstegn ved alt, selv ved kønsidentiteten, så svigter man børnene. Ved ikke at ville vedkende sig sin opgave, sin autoritet, ved at relativere den skabte orden, bringer voksne dermed børnene til fald, og – siger Jesus - dermed var det bedre, at de med en møllesten om halsen blev sænket i havet. Det er hårde ord, men de er sande og vi ved det. Vi ved instinktivt, at børn svigtes, hvis ikke deres forældre tager hånd om dem og opdrager dem, så andre kan holde ud at være sammen med dem. Vi ved instinktivt, at dér, hvor voksne lader jorden vakle under usikre børn, fordi de nægter at stå fast på noget, der kan den ende med gå under og tage børnene med sig i dybet.

Det opbyggelige ved historien om den spørgelystne Jørgen er, at hans far påtog sig sin opgave som far, selv om de pædagogiske midler var anderledes end i dag. Gud påtager sig opgaven som far for os, dét er evangeliets kerne.

For forholdet mellem Gud og mennesker var i skabelsens morgen som mellem børn og forældre, men slangen kom som en anden Spørge Jørgen og bragte Eva i tvivl om Gud mon virkelig mente, hvad han sagde, når han forbød dem at spise af kundskabens træ. Vi ved, hvordan det gik, og at båndet mellem Gud og menneske dermed blev brudt med død og fortræd til følge. Men hvor vi mennesker ikke kan få tingene til at fungere, dér søger Gud os. »Jeg glemmer dig aldrig«, lader han profeten Esajas forkynde for de fortabte. Siden syndefaldet har han søgt os, han sendte sin eneste søn til jorden, selv om han vidste, at hans egne ikke ville tage imod ham men pine ham ihjel. Fordi menneskene ikke ville acceptere, at Gud viste sig på den måde, han gjorde – som et godt, kærligt, men også myndigt menneske. Tømrersønnen skulle i hvert fald ikke sidde på højeste sted, det sørgede man grundigt for. Troede man.

Nu står vi tilbage med længslen efter ham, men det er en længsel, der bliver besvaret, fordi Jesus Kristus med sit liv, sin død og sin opstandelse søgte og fandt det fortabte menneske. I hans liv og i hans død forstår vi, hvad vi har gjort; at vi slog Gud ihjel. I hans opstandelse ser vi, at han ikke ville lade os gøre det, at intet, ikke engang døden eller verdens ondskab, kunne holde ham tilbage fra at ville vise os, at han ikke glemmer os, og at han leder efter os selv i gravens mørke.

Dét er den sande kærlighed, og i håbet til den må vi leve vort liv her på jorden i ansvaret for vore børn og i troen på, at en dag skal vi ikke mere længes, vi skal derimod få svar på alle virkeligt eksistentielle spørgsmål, vi skal se og kende fuldt ud, ligesom vi selv er kendt fuldt ud.

- Marianne Wagner