Jeg er den, jeg er

Salmer: 753, 47, 307, 4, 696

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 121; 1 Joh 4, 12-16a; Joh 15, 1-11

Der har i næsten al den tid, jeg kan huske, hersket uro om Danmarks Radio; vi, der er født før 1980, ved, at udtrykket de røde lejesvende dukkede op i enhver diskussion om Danmarks Radios formidling af nyheder og politiske analyser, og de sidste mange år har der i tillæg været blæst om brugen af de skatteyderbetalte økonomiske midler, som har tilflydt statskanalen i rigelige mængder, midler, der er blevet brugt bl.a. på et program som X-factor, som nok er underholdende og populært, men som vel dårligt kan siges at løfte folkets åndelige niveau. Nu har folketinget besluttet, at der skal skæres drastisk i Danmarks Radios økonomi, og dermed tvinges institutionen til at prioritere det, den er god til, bl.a. almindelig folkeoplysning. Det, der for mig at se er interessant, er, at det, man i kulturelt orienterede kredse ikke brød sig om ved et program som X-factor, nemlig selvpromoveringen, det har såmænd sneget sig ind i folkeoplysningen, som foregår på en helt anden måde i dag end i min barndom og ungdom. Her havde man oplysningsprogrammer som Dus med dyrene, Vitek, Eksistens og Bøger, hvor videnskabelige, eksistentielle eller litterære spørgsmål blev forklaret og måske debatteret, man havde temaaftner om fremmede lande, hvor folk, der havde boet og rejst i det pågældende land informerede danskerne om den stedlige kultur, religion og politiske struktur. Fra Danmarks Radios lærestol docerede udvalgte eksperter deres viden til folket, og det var ofte tørre, midaldrende mænd, der stod for formidlingen. Hvad folk fik ud af det, måtte de selv om.

Nu har der været et opgør med ekspertvældet, det individuelle har overtaget, og man lægger langt større vægt på, hvad det enkelte menneske føler, mener og tror; Danmarks Radio følger som sagt med udviklingen, og det vil sige, at folkeoplysning nu bæres af meningsdannere; det er der en næsten fast skabelon for; man tager et emne, og derpå indbyder man to debattører med en forskellig holdning til emnet, de debatterer, og så har man gjort sin oplysningspligt. For tiden viser DR en række udsendelser, hvor den kulturradikale Adam Holm og den konservative Eva Selsing debatterer forskellige emner ud fra hver deres ståsted. Jeg var særligt interesseret i programmet om kristendommens plads i Danmark, så det gav jeg mig til at se. Adam og Eva ser godt ud på hver deres måde, han med smarte solbriller og et stærkt blik, hun velklædt og velplejet, så ikke et hårstrå sidder forkert. Med kameraet kæles der for ansigterne og parrets reaktioner undervejs i udsendelsen. Men skulle programmet være oplysende, så blev jeg skuffet; Adam kan i udgangspunktet ikke lide, at stat og kirke er tæt forbundet i Danmark, han mener, at vi minder om Saudi-Arabien på det punkt, Eva er – med egne ord - »på en rejse« fra ateismen mod kristendommen, som hun mener, er hele udgangspunktet for vor kultur. Eva havde valgt, at de to skulle møde en præst fra Indre Mission, Adam havde valgt, at de skulle møde en ateistisk kvinde, som havde valgt skolens kristendomsundervisning fra for sin datter. Så snakkede de lidt frem og tilbage om deres holdninger, og om den ene eller den anden havde flyttet sig – det synes at være målet for hver udsendelse. De flytter sig dog sjældent.

Blev vi som seere så klogere på kristendommen og dens stilling her i landet? Nej, vi fik Adam og Eva på besøg i vore stuer som et lækkert serveret indslag; det var x-factoren, det handlede om, og man skulle dermed tro, at moderne mennesker ikke kan forholde sig til alvorlige eller komplicerede emner, hvis ikke disse præsenteres i en eller anden form for meningsudtryk, hvor det er et »jeg«, der står bag, og det »jeg« skal helst se godt ud. Vor lille Eva gik så kønt i kirken, og så beundrende på både den og præsten, mens hun sagde »neeejjj«, men jeg spurgte mig selv, om hun ville være vendt om på sin rejse, hvis præsten havde givet sig til at forkynde gedigen kristendom for hende? For nu er vi endelig fremme ved sagens kerne; vi kan tale smukt om kristendommens betydning for vor måde at tænke og handle på, men når stat og kirke endnu hænger tæt sammen i Danmark (og vi skal huske, at det var udgangspunktet for udsendelsen), så er det en tilkendegivelse af, at der er en grænse for staten og hvad den kan gøre, fordi Gud er den øverste instans. Men en stat udgøres af mennesker, som i disse tider gerne vil fylde enhver platform - inklusive kirken - med sig selv, og det var desværre også det indtryk, man sad tilbage med efter udsendelsen; kristendommen syntes for Eva at være en smuk overbygning på hendes i forvejen smukke liv, en åndelighed, der var lækker, fordi den for hendes konservative udgangspunkt er præget af en tradition, der har et par tusind år på bagen.

Og sandt er det da, at meget tankegods har rod i det kristne; ikke at skelne mellem ren og uren, ikke at gå forbi en nødstedt uden at hjælpe osv., er holdninger, som også mange ikke-kristne abonnerer på uden at tænke på, hvor de kommer fra.

Kulturkristendom kan imidlertid ikke leve, hvis ikke evangeliet konstant forkyndes som nutid for nutidens mennesker i en markant og ren form. Gud vil ikke bare være tradition og smukt indrettede kirker i jugendstil, er man mødt frem i kirken i dag, så hører man om et andet »jeg« end en selv, et »jeg«, der skal være alt i alle uanset graden af x-factor. Hele biblen er fyldt med en masse små »jeg´er«, der alle kommer til kort, når de møder Gud. De må se sig fordømt og benådet igen, og når de bliver kaldt og udvalgt, må de opgive deres egne planer for at gå ad tornegroede stier, som ofte ender i en voldsom død.

»Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden« hører vi i dag. »Jeg er« siger Jesus til sine disciple, ganske som hans fader sagde til Moses fra den brændende tornebusk: »Jeg er den, jeg er.« Gud, der skabte alt, hvad der er godt og livgivende, og som gav os evnen til at ordne og kategorisere det hele, han kan ikke rummes indenfor nogen kategori, men han kan give et billede på, hvem han er, og det gør Jesus, når omtaler sig selv som vintræet og os som grene på træet. Det er et billede, de fleste kan lide, vintræet, der står med sine grene, fulde af frugt, er et smukt og livgivende tegn på fællesskabet, men så fortsætter Jesus:

»Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han [vingårdsmanden], og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.«

Jesus taler altså også om dom, og den dom handler om, at der findes grene på træet, der ikke bærer frugt. En af grundene til, at jeg ser meget kritisk på den nye form for folkeoplysning, som DR efterhånden har promoveret længe, er den, at den er med til at styrke opfattelsen af, at menneskelivet handler om styrke og udseende; har du x-factor, og kan du være hård i filten, når du promoverer dine holdninger, så er du en vinder, og så er der altid nogen, der er med på holdet, for vi vil være hos vinderen. Det er derfor, at vi hver især sidder i vore små partier og klaner og ikke længere behøver at lytte til hinanden, for vi har et dejligt ekkokammer, der råber tilbage os. Men som det altid er, når vi fylder et rum ud med os selv, så visner både vi selv og vore fællesskaber, fordi vi er formet af støv og kun kan give ånd og liv videre, hvis vi lytter til den, der formede os, og hvis ånd vi er afhængige af. Har Gud x-factor? Næh, Adam og Eva, som han skabte, valgte at overtræde det ene bud, han havde givet dem, de syntes, slangen var mere spændende at lytte til. Gud udvalgte sig et genstridigt folk, som bestandigt var ulydigt imod ham – fordi de hellere ville tilbede en guldkalv eller Baal, og da Gud kom til jorden, endte han på korset, fordi den verden, han selv havde skabt, ikke ville kendes ved ham.

Alligevel er han her, alligevel kommer vi til kirken for at høre om ham igen og igen. I dag siger han altså »Jeg er det sande vintræ«, og det er han med rødder, grene, blade, blomster og frugt. Når vi er podet på ham, hvilket vi blev i dåben, så er vort liv så tæt forbundet med ham som et træ med dets grene. Det betyder ikke, at vor personlighed opløses i mødet med Gud, for grene ligner jo ikke hinanden, men det betyder, at det i os, der siger »jeg« skal lytte til den Gud, der leder os frem til vor næste, for: »Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os«. Og da skal vor glæde blive fuldkommen.

 MW