Martha og Maria - kirkens to ansigter

Urnes stavkirke med de 900 år gamle træsøjler og Kristus, Maria og Johannes i østenden af skibet.
Billede lånt fra: https://www.flickr.com

Salmer: 15, 400, 652, 58, 334

Sl 73, 23-28; ApG 8, 26-39; Luk 10, 38-42

Kom, Herre Jesus. Amen.

Der hersker en stemning af undergang i kirken. Jeg tror, at de færreste er opmærksomme på det, men der er en stigende bekymring for folkekirkens faldende medlemstal, og for, at de medlemmer, der bliver tilbage, vil smække med døren, hvis ikke kirken kommer dem i møde med mange og moderne tiltag. Nu er medlemstallet stadig stort, og selv om Ateistisk Selskab gør sit for at få folk til at melde sig ud, så må man dog – efter at have analyseret tallene – konstatere, at faldet i medlemstallet ikke er ret stort, det skyldes i høj grad indvandring af ikke-kristne til landet og at der dør flere, end der bliver døbt. De seneste tal viser faktisk, at der er flere, der melder sig ind end ud. Det lader imidlertid ikke til at anfægte de bekymrede – og bekymring er jo det, vi skal tale om i dag – for de ser sig om i verden, og i vore nabolande står det rigtig skidt til; vore søsterkirker i Sverige, Norge, England og Tyskland styrtbløder, og hvorfor skulle det ikke ske for os, hvis ikke vi handler? Nu er folk ovenikøbet blevet moderne, de dyrker krystaller og yoga og får deres børn døbt uden at tænke det mindste over, om det nu kan gå an. Det er ikke let at være kirke med så umulig en menighed, så derfor må vi med en tidligere statsministers ord spørge os selv: »Kan vi ikke gøre det lidt bedre?« Det er der mange, der mener, vi kan; man har opfundet et udtryk: evangeliske vitaminer, som skal stoppes ned i halsen på folket med allehånde tiltag, og det kan jo i længden blive stressende for både præster og menigheder, så jeg vil – mens jeg kan – holde en ganske almindelig kedelig prædiken. Så tilbyder jeg måske ligefrem min menighed en lur, og det kan man jo også have brug for i en travl hverdag.

Mens I læner jer tilbage, vil jeg i Ånden tage jer med på en lille rejse til Norge. For tre år siden kørte min familie og jeg fra Helgelandskysten i det nordlige Norge ned sydpå, og på vor færd kom vi bl.a. til Stiklestad, Trondhjem og Sognefjord. På den rejse fik vi et lille indblik i det, som har formet det kristne Norge, og allerstørst indtryk gjorde Urnes stavkirke, hvor en herre fra det nordlige Italien viste os rundt. Jeg skal fortælle lidt om, hvordan denne kirke blev til, for det har noget at gøre med evangeliet til i dag.

Kristendommen er i sit udgangspunkt en tro for de udstødte, de svage, d.v.s. for trælle, kæltringe og kvindfolk, men den blev ganske snart også et middel til magt. Mange stærke mænd stod imod, når konger og forkyndere kom og ville kristne landet. Derfor opstod der i Norge voldsomme kampe omkring Olav Tryggvasson og Olav Haraldsson, som begge greb til kradse midler, når der skulle statueres et eksempel; f.eks. stoppede Olav Tryggvasson en hugorm i halsen på en genstridig bonde, som ikke ville opgive sin fædrende tro, og det døde bonden af. De to Olaver havde ikke tid til at vente på, at ordet skulle virke og gro af sig selv, men for frem med vold mod dem, som ikke godvilligt lagde sig ind under kristendommen og dermed kongemagten. Det var altså ikke alene fromhed, som drev dem i deres geskæftighed, men naturligvis har de fundet en central plads i historien, fordi de begge, især Olav Haraldsson, kom til at betyde vældig meget for Norge som nation.

I Sognefjord gik tingene imidlertid anderledes til, her stoppede man ikke kristendommen ned i halsen på de genstridige; stedet var og er rigt, omend det ikke har den betydning, som det havde i vikingetid og tidlig middelalder. Her levede man trygt inderst i fjorden, for folk, som ville angribe, skulle enten rejse over fjeldene, hvilket var umuligt, eller komme ad søvejen, hvor de ville blive opdaget længe før, de var kommet til bopladserne. Mændene fra sognefjord rejste ud, lærte kristendommen at kende i fjerne egne, fra Irland bragte de munke med sig tilbage, og langsomt og fredeligt blev folkene hjemme kristne. Er man kristen, må man have en kirke, og det gjaldt naturligvis også i Sognefjord. Ganske sikkert havde mændene set mange vidunderlige kirker på deres rejser i udlandet, men de ville have en kirke i egen ret og stil. Og når man er viking og søfarer, så har man gode kundskaber til at bygge en kirke, for så ved man, hvordan træ skal bearbejdes. Mændene gik til skovs, fandt et antal høje, slanke og lige graner, de huggede toppen og grenene af samt fem centimeter af barken for neden. Så lod de træerne stå, tog  på fisketur de næste ti år uden at bekymre sig mere om den sag. I de ti år fortsatte rødderne med at samle saft til stammerne i de døende træer, som på den måde blev konserveret. Det var omkring 1140, altså for næsten 900 år siden, at man fældede træerne og rejste dem som de bærende søjler i Urnes stavkirke. De søjler står der endnu og ikke en orm har gnavet i dem. Oppe under taget på kirken lavede man glugger, og i østenden af skibet hængte man hvidekrist på sit kors op med mor Maria og disciplen Johannes stående for foden af korset; man skal forestille sig, at menigheden dengang sad i mørke, men når solen skinnede, er lyset strømmet ind fra gluggerne og har fyldt rummet og ramt Kristusfiguren, d.v.s. at ordene fra Johannesevangeliet blev forkyndt helt konkret for menigheden: 

»Jeg er verdens lys! Den som følger mig, skal ikke vandre i mørket, man have livets lys.« (Joh 8, 12)

De stoute mænd fra Urnes havde valgt den gode del, det ene nødvendige, ikke bare for sig selv, men for de slægter, som fulgte dem. Guiden fra Norditalien kommer fra et land, som er fuld af store, kunstfærdige kirkebygninger, og alligevel fortalte han så rørende om de gamle norske mestres færdigheder, at det føltes, som om han nærmest havde viet sitt liv til at fortælle om Urnes. Han sad i kirken som den Maria, vi hører om i dag, og så næsten ud til at have taget bolig i den. Det var en enestående oplevelse at få lov at stå i en kirke, som det første slægtled efter de hedenske vikinger havde bygget, og som stadig er i brug som sognekirke. Engang var sognefjord og Urnes centrum for velstand og mægtige familier, det gjorde den sorte død en ende på, alligevel står kirken den dag i dag som et levende vidnesbyrd om den skat, folkene der havde fundet i kristendommen.

I Stiklestad samles både protestanter, ortodokse og katolikker om at dyrke Olav Haraldsson og man opsætter hvert år store, iøjnefallende festspil til hans ære. I Tronhjem, grundlagt af Olav Tryggvasson, står nordens mest imponerende domkirke til den anden og mere hellige Olavs ære, og man fornemmer, hvor meget stads og magt, der har været på stedet med en pragtfuld ærkebispegård og sågar en fæstning for Norges sidste ærkebiskop inden reformationen holdt sit indtog. I Urnes står en fin stavkirke, bygget af privatmænd, som bare syntes at de var nødt til at gøre det, og som byggede den i en stil, som er helt enestående i sit kristelige og nationale udtryk.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at alt dette hver for sig repræsenterer kristendommens to ansigter: Marthas og Marias. Martha, projektmageren, som gerne vil gøre alting så godt og så flot som mulig, men som bestandig synes, at tingene går for langsomt, og at hun ikke får den anerkendelse, hun fortjener. Og Maria, som tager tingene lidt mere roligt, men som måske alligevel gennemfører meget mere end Martha. Vi kender også de to kvinder fra os selv, for vi har dem begge i os, og da ved vi også, at Martha kan være lidt farlig. Hun er ganske vist ikke ond, og der er det ikke det, hun ikke vil gøre for andre, men når hun bliver stresset og ikke ser sig selv og sit værk anerkendt tilstrækkeligt, rejser hun sig og kræver sin ret, hva hun da også gør overfor Jesus i dag: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig?« spørger hun ham rasende. For Martha vil gøre alt for sin herre og mester, hun føler faktisk, at hun skal gøre det, men for hende ser det ud, som om Jesus slet ikke har øje for hendes madkunst, og det gør hende desperat. Martha kommer næsten til at hade Maria, for hun skal ikke bare sidde der og være lad og tage sig from ud, hun skal også arbejde og gøre noget for Jesus! Hvad Martha ikke forstår er, at Maria helt instinktivt ved, at nu – lige nu - er Herren her, og derfor må hun lade arbejdet ligge, for det løber ingen steder, det er nu, hun skal høre, hvad Herren har at sige. Akkurat som mændene i Urnes, der fornemmede, at al tid er Herrens tid, og skal man bygge et hus til hans ære, så skal man gjøre det ordentligt. Da nytter det ikke at forhaste sig. Altså tilvirkede de træerne til kirkens søjler og tog på fisketur i ti år. Fordi de vidste, at de havde valgt den gode del.

Anderledes med de to Olaver, som vi begyndte med; de havde ikke tid, evangeliet måtte udbredes med magt, og da måtte de høste de frugter, de såede. Begge fik en brat og voldsom afslutning på livet.

Og dette skal være de afsluttende ord til de bekymrede i vore dages kirke: Al tid i verden tilhører Gud, vi kan ikke lægge noget til eller trække noget fra, vi kan ikke leve med Marthas kristendom alene, den giver os ganske vist flotte projekter, men den gør os også urolige, bekymrede og utilfredse, når ikke alle er med på legen. Marias kristendom lærer os derimod at høre hvad Herren siger, at tage den med ro, tage en tid til eftertanke. Og derfor skal vi – som den etiopiske hofmand gjorde det, da Filip var forsvundet – drage ud fra kirken, fortsætte vor rejse med glæde, den glæde, der virker i det stille, Gud til ære og næsten til gavn.