Tomme tønder og kalkede grave

Maos Lyst i Hellerup
Billede lånt fra: http://maoslyst.dk

Salmer: 748, 447, 396, 336, 409

Kom, Herre Jesus. Amen.

Jon 2; Jak 3, 1-12; Matt 12, 31-42

»På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt« siger Jesus til os i dag. Det udsagn lader vi stå et øjeblik. For hvem har ikke talt tomme ord, det være sig den uforpligtende snak med naboen over hækken, de gange, vi talte andre efter munden for at få fred, eller måske bare en festlig aften i venners lag, hvor man jo kan komme afsted med at sige det værste vrøvl, når først man har fået lidt indenfor vesten. Skulle dette være målestokken, så kunne det nok være, at porten til himmerige hurtigt ville komme til at synes trang for de fleste af os. Men ordene kan måske virke ekstra foruroligende i en tid, hvor vi dagligt må veje vore ord på en guldvægt, fordi det efterhånden er blevet vanskeligt ikke at komme til at krænke en eller anden med en udtalelse, der før var ganske almindelig, objektiv sprogbrug. Tanke- og ordpolitiet er stedse i gang; i USA har man længe skrevet varedeklarationer på litterære klassikere, der kan indeholde racistiske og/eller antifeministiske holdninger, og den amerikanske virkelighed smitter på en eller anden måde altid af på resten af verden, også på vores del; jeg elskede f.eks. som barn en sang, sunget af den folkekære Buster Larsen, om hottentotdrengen Hoa, der redder sin krål fra et overfald fra den krigeriske Babus-stamme. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange mennesker, den stakkels Buster Larsen har fornærmet med den sang på grund af dens elskelige men måske nok stereotype skikkelser, som børnelitteraturen jo er så fuld af.

Diskussionen om takt og tone i debatten, som nogle vil kalde den politiske korrekthed, er for mig at se et sygdomstegn på vor tid, hvor ords betydning skrider, og hvor det bliver det enkelte menneske, der bestemmer, hvordan et givent ord skal tolkes. Det vil i praksis sige, at menneskeheden kommer til at bestå af en række ofre, som kan gøre sig til dommere over andres sprogbrug, og sandheden bliver dermed individuel. Det gør en samtale meget vanskelig, og hvad værre er, så dækker den politiske korrekthed over en enorm selvoptagethed, som fjerner opmærksomheden fra virkelige problemer, fra virkelig undertrykkelse, som jo hersker mange steder i verden. Hvor dette fænomen kunne stamme fra, skal jeg vende tilbage til.

Men hvor opholder Jesus sig i alt dette, hvordan forholder han sig til det? Er han i virkeligheden en Emma Gad fra Galilæa, som taler for, at ytringsfriheden skal anvendes med ynde? Nej, tværtimod; vi har lige hørt at han har brugt mindre pæne udtryk som øgleyngel og en vantro slægt om farisæerne, som på deres side har mere end antydet, at Jesus står i ledtog med djævlen, Beelzebul i det afsnit, der ligger forud for denne tekst.

Kristendommen har imidlertid et sandhedsbegreb, der siger, at Jesus er sandheden, vejen og livet, og det vil sige, at personen, Jesus Kristus, Guds søn, er målestokken for vor egen omgang med sandheden og dermed for de ord, der udgår fra os. Når Jesus taler om at man skal vare sin mund, så handler det om noget så vigtigt som om sammenhængen mellem det, vort hjerte indeholder og så det, der kommer ud af munden på os. Hvad er vor interesse, er det os selv eller er det næsten, er det sandhed eller løgn, godt eller ondt? Når Jesus er dommeren, og det er han jo her i kirken, hvor han skal forkyndes, så er der forskel på begreberne, og Jesus siger, at et godt træ giver gode frugter, samt at hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Den politiske korrekthed, som jeg lovede at vende tilbage til, handler om, hvad der gemmer sig i hjertet, og i vore dage lader hjertet til at være fuldt af bekymring for sit køn, sin farve, sin religion eller hvad man nu kan finde på. I længden er det ganske udmattende. Men hvor kommer det alt sammen fra? I året 2018 fejres mange jubilæer, men mest markant er nok jubilæet for året 1968, som hvert tiende år endevendes, idet de fleste af de gamle oprørere stadig lever og gerne vil fortælle om deres ædle motiver, d.v.s. opgøret med en stivnet borgerlig pænhedskultur, en undertrykkende kristen seksualmoral, tørre tæsk i skole og hjem osv. Men efterhånden, som tiden er gået, er andre stemmer begyndt at blande sig, og det var, da 68´ernes børn blev voksne, at der kom andre fortællinger på bordet, som åbenbarede oprørets bitre frugter. Der er således blevet lavet flere film om den blandede fornøjelse, det var at vokse op blandt 68´erne, senest i Thomas Vinterbergs Kollektivet, som i udgangspunktet skulle have været en positiv film om en barndom, som Vinterberg huskede som god. I stedet kom filmen til at handle om skilsmisse og voksnes løgnagtige omgang med deres virkelige motiver. Og hvad de virkelige motiver i 68 var, beskriver forfatteren Katrine Marie Guldager på følgende måde: »Frem for alt lærte man børnene, at det, der er alfa og omega i denne verden, er selvtilfredsstillelse. Hvis det nu passer mig at ligge i med naboen, tage på skrivekursus i Italien, drikke mig fuld eller ødelægge julen: Så gør jeg det, uanset hvad (…) I andre måtte mene om det. Så længe det drejer sig om mine lyster, så er bottomline denne: Mig med mig på.«

Og så er vi tilbage ved de tomme ord: For i 1968 var plusordene blandt mange solidaritet, kærlighed, personlig frihed, kreativitet, demokrati, som også i dag er ord, som de fleste mennesker kan tilslutte sig som noget positivt. Problemet var bare, at når ordene ikke har rod i noget andet end hvad det enkelte menneske lægger i dem, så bliver de tomme, uden indhold, og børnene var dem, der mærkede det først. Et ord som kærlighed ved vi jo alle sammen godt stikker dybere end til en forelskelse eller et flygtigt begær; kærlighed handler om at sætte sig selv til side, at tage sig af andre, at indleve sig i andres situation, og den forståelse af ordet - vil jeg påstå – kunne vi ikke have, hvis ikke Jesus som Guds søn havde sat sig selv ind på det, at han i kærlighed ofrede sig for at bane vejen til Gud for mennesker.

Nu skal denne prædiken ikke være en dom over enhver 68´er, for griber vi i egen barm, så vil de fleste af os gerne være hovedperson i vort eget liv, men 68´ernes vildskud er gode at få forstand af, og vildskuddene trives stadig i bedste velgående; udover børneopdragelsen var en anden bitter frugt 68´ernes massive støtte til autoritære regimer, som de i dag forholder sig til med ironisk distance; det var jo bare for sjov, ikke sandt? Kollektivet Maos Lyst har således netop fejret sit 50 års jubilæum, og det var selvfølgelig en dejlig fest med masser af kreativ udfoldelse, men i jubilæumsåret kunne det måske være passende med lidt selvransagelse, for medens kollektivisterne i 1968 hyggede sig med at sætte hus i stand i det skønne Hellerup, så havde den Mao, som de beundrede, nogle ganske andre lyster; i Kina blev millioner af klassefjender tævet eller stenet ihjel, og m.h.t. at lade folk dø på pinefulde måder kendte fantasien ingen grænser, hverken hos Mao eller hans håndlangere. At man uden nogen tanke på dette kan indbyde til fest i Maos Lyst vidner for mig at se i bedste fald om en utrolig overfladiskhed, i værste fald om en grænseløs kynisme, for personen Mao kan selvfølgelig ikke adskilles fra sine gerninger. Er et træ dårligt, bærer det også dårlige frugter, og der er ingen grund til at samle dem op og prøve at forskønne dem. Når Jesus dømmer os, så dømmer han os nemlig på forholdet til vor næste, og skulle han vise sig i Maos Lyst, så vil han, der selv blev uskyldigt dømt, pint og henrettet, kaste sit lys over dem, der forholder sig overfladisk, ironisk til en massemorder som Mao, der har så mange uskyldige liv på samvittigheden. Det kan lyde hårdt, men kun ved at møde en sandhed, der er uden for os selv, lærer vi tilværelsens alvor at kende og dermed sandheden om vor egen tilgang til den og de tomme ord, vi fylder den med.

Så står vi der, nøgne og forkomne, fordi alt det, vi troede, var godt og sjovt ved os selv, viste sig at være overflade og uforpligtethed, og det kan jo være ganske trist at opdage. Men der er trøst at hente. For vi skal vide, at når Jesus dømmer, så dømmer han ud fra den uendelige kærligheds målestok, og den kærlighed kan også rumme os med alle vore forseelser. For vi hørte også i dag, at alt kan tilgives undtagen bespottelse af Helligånden. Men tilgivelse fungerer kun, hvis man kan tale ærligt og frit også om det, man selv har gjort galt, og at man kan kalde ting ved deres rette navn. At f.eks. ondskab er ondskab. Det kræver både mod og samvittighed, den samvittighed, der er så vigtig i vores omgang med hinanden, fordi alting ellers kommer til at handle om os selv.

I sit ord, i dåb og nadver, står Jesus midt iblandt os, og han er det gode træ, der bærer god frugt. En lille dreng er i dag blevet døbt og podet på det træ, fra det træ skal både han og vi hente styrke til selv at bære sandhedens, velsignelsens, nådens og ikke mindst tilgivelsens frugter med os ud i verden, Gud til ære og vor næste til gavn.