Skal kærlighed sin prøve stå

Salmer: 41, 644, 688, 494, 722

Kom, Herre Jesus. Amen.

5 Mos 24, 17-22; Rom 14, 7-13; Matt 5, 43-48

Gudstjenesten står overfor en omfattende revision; der er bl.a. stærke ønsker om, at det skal være muligt for præster at kunne vælge prædiketekst mere frit end tilfældet er i dag, hvor vi jo har to tekstrækker, så de samme tekster dukker op igen og igen. År efter år, søndag efter søndag.

Før revolutionen indfinder sig, vil jeg gerne slå et slag for de nuværende tekstrækker, for der er en mening med, at der skal prædikes over bestemte tekster. Det har ikke alene noget med forudsigelighed at gøre, at kirkegængerne skal vide, hvad de kan forvente, det har også noget at gøre med den indvirkning, evangeliet får på vor tænkemåde ved, at bestemte emner tages op med jævne mellemrum. F.eks. hvordan man behandler sine fjender; siden 11. september har det været et emne, der er blevet diskuteret heftigt, ikke mindst for de krigsførende nationer, som Danmark er iblandt, for det forventes i hjemlandene, at fanger behandles ordentligt og f.eks. ikke udleveres til tortur. Hvordan Al-Qaeda eller Islamisk Stat behandler sine fanger, har vi også set eksempler på; jeg tror, at de fleste husker rædslen ved synet af en jordansk pilot i bur kort før, han blev brændt levende. Vi tænker, at det ikke er menneskeligt, men det er desværre alt for menneskeligt; manglen på respekt for modstanderens gudbilledlighed er de fleste steder i verden næsten ikkeeksisterende, og derfor skal vi prise os lykkelige for, at vi lever i den del af verden, hvor netop denne dags prædiketekst er blevet læst op så mange gange, at den er blevet en del af vor kollektive samvittighed.

Det vil jeg uddybe med en lille historie om tre amerikanske vietnamveteraner, der for nogle år siden tog tilbage til Vietnam for at gense de steder, hvor de havde kæmpet som ganske unge. En af de tre bar på en helt særlig og grusom historie. Han havde ikke været soldat i felten ret længe, da han så, hvorledes nogle af hans landsmænd var blevet behandlet af Viet Cong. De var blevet halshugget og hovederne sat på stager til skræk og advarsel.

Soldaten blev så rasende over udåden, at han svor at gøre det samme ved dem, han selv fangede, og det blev herefter hans særkende, at han halshuggede de fjender, han havde skudt, for derefter at udstille deres hoveder på nøjagtig samme måde som Viet Cong. Soldaten blev frygtet og måske også beundret, og på slagmarken gav det ham en følelse af uovervindelighed. Hans hævntogt på vegne af sine kammerater trængte hans egen angst bort.

Da han vendte hjem, så tingene imidlertid anderledes ud. Fortidens gerninger indhentede ham, kriminalitet og stoffer kom til at fylde hans liv. Det lykkedes alligevel veteranen at kæmpe sig ud af begge dele, men nattesøvn fik han stadig ikke meget af, og nu, da han nærmede sig det sted, hvor han havde maltrakteret sine fjender, kunne han ikke se det i øjnene, men lod sine kammerater gå alene.

Det er en uhyre menneskelig historie, veteranens reaktion på fjendens behandling af hans landsmænd er naturlig; hævntørst har vi alle prøvet at føle i større eller mindre grad, og krigen har sin egen form for anskuelsesundervisning. Hvis ens fjende er grusom, så er det bedste og mest pædagogiske også at være mindst ligeså grusom mod ham, så han forstår, at han står overfor sin lige- eller overmand.

Da Gud blev menneske, var det en verden med en sådan mentalitet, han kom til, og derfor er Jesu bjergprædiken, hvor disse ord falder, intet mindre end epokegørende, for de vender alting om og fordrer den uforbeholdne kærlighed fra os. Også overfor dem, vi har grund til at hade. Det var det kald, Vietnamveteranen hørte, da han vendte hjem fra krigen. Han opdagede, at han havde en samvittighed, og at der var nogen, der talte til den. Den stemme forsøgte veteranen så at få til at forstumme ved at flygte ind i stofafhængigheden, og da han kom ud af misbruget og kriminaliteten måtte han lære at leve med den stemme. Da han genså Vietnam, følte han dommen over sig selv og sine handlinger.

En trist historie, ja, men ikke desto mindre opbyggelig. Krig kan vi ikke undgå; lige så længe der er menneskelige interesser på spil, lige så længe vil der være krig. Men selv i krigens gru lyder Kristi ord til os, selv i krigen taler han til os som sine skabninger. For lidt siden hørte vi Paulus sige til os: »Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både levende og døde.« Det betyder, at Gud ikke vil slippe os, ikke i døden, men heller ikke i livet, hvor vi kan komme så langt ud, at der ikke synes at være noget godt tilbage i os, en samvittighed, der kan tales til f.eks.  

For denne vietnamveterans vedkommende viste det sig, at der vitterligt var noget, man kunne tale til; han skulle leve med en skyld, der ville plage ham resten af livet, men tænk, hvis han havde været ligeglad? Så havde han været fuldstændig afskåret fra sin skaber. Hans skyldsbevidsthed viste, at noget eller nogen vedblev at tale til ham, vedblev at holde ham fast på sit ansvar, det ansvar, at selv i krig skal vi elske vore fjender, vi skal se dem som medskabninger, man ikke bare kan behandle efter forgodtbefindende.

Jesus pålægger os at elske vore fjender, han pålægger os at være fuldkomne, som vor himmelske fader er fuldkommen, og det er i sandhed noget af en byrde at lægge på os, små og ufuldkomne, som vi er. Vi ved jo godt, at den eneste, der nogensinde har formået at efterleve disse ord, var Jesus selv. Han er dermed også den eneste, der kan tillade sig at fremsætte kravet overfor os, og det har været en populær tolkning, at når Jesus således opfyldte loven for os, så behøver vi ikke selv efterleve de skrappe krav. Der er da også det at sige til det, at dersom man gør bjergprædikenens befalinger til en lov, som man skal følge bogstav for bogstav, så gør man den til en forbandelse; vender man f.eks. fromt den anden kind til voldsmanden, kan man komme til at svigte dem, man skulle tage vare på. Derfor er det også ganske i sin orden at forsvare sig selv og sine med våben i hånd, altså i krig. Det kan være en god, kristen gerning.

Men at vi ikke skal gøre Jesu ord til paragraffer og cirkulærer betyder ikke, at vi kan smyge os uden om dem. Jesus opfyldte selv loven, han kastede sig frivilligt i sine fjenders vold, og på korset tilgav han dem. Han døde og opstod, for at vi skulle tilhøre ham. At tilhøre Jesus betyder, at vi bliver Guds egne kære børn, det betyder, at vi forstår, at vi er skabt i Guds billede, at vi blev skabt til at være hos Ham. Dermed skal vi også anerkende, at selv når vi står overfor vore fjender, så forlanger Gud af os, at vi anerkender også dem som Guds skabninger; fjenden er en familiefar, en bror, en søn, en ung mand med en fremtid ligesom en selv. Fjenden er m.a.o. skabt i Guds billede, og nok er han en modstander, hvis ondskab skal standses, men krænker man ham ved at lemlæste ham, så forbryder man sig mod skaberværket og dermed mod skaberen selv.

Vi lever i verden, og vi må dagligt erkende, at vi ikke formår at efterleve Guds ord. Dertil er vi for selvoptagede, alt for opsatte på at hytte vort eget skind, alt for gode til at komme med undskyldninger for de ting vi gjorde forkert eller undlod at gøre. Hovedjægeren fra Vietnam måtte sande, at han i krigen blev ligeså grusom og umenneskelig som sin fjende, og selv om han mente, at han havde alle gode grunde til at behandle sine fjender, som han gjorde, plagede fortiden ham dag og nat. Den plagede ham, fordi der var én, der kastede sit lys over hans gerninger, nemlig Jesus selv. Da Jesus kom til os, kom han for at vise os, hvorledes, vi er skabt til at leve. Dermed viste han os også, at vi ikke lever, som vi skal, og det kan vi sjældent lide at høre. Han levede det gode og det sande liv, og man hadede ham så meget for det, at man pinte ham til døde. Selv de, de egentlig elskede ham, forlod ham.

Derfor kan vi heller ikke læse bjergprædikenen uden at tænke på Jesu død og opstandelse, for denne livets og lysets gerning stråler i mørket og gør ordene til en fordring for os, en fordring, som vi gang på gang må sande, at vi ikke kan efterkomme, men som også rummer tilgivelsen i sig. Således står vi – vi og vore fjender – under Jesu kors, som dem, der har forbrudt sig, men også som dem, der modtager Guds barmhjertighed og tilgivelse. Dét skal være trøsten og håbet - for den gamle vietnamveteran, for vore unge soldater i krig, ja, det skal være trøsten og håbet for os alle. Og det skal vi holde søndag på. År efter år.

- Marianne Wagner