At hade sin far og sin mor

For Luther var familielivet en gudstjeneste.
Billede lånt fra: https://videncenterforsang.dk

Salmer: 726, 292, 482, 690, 6

O, Jesus, lad mig så din kærlighed forstå, at hvad jeg foretager af kærligheden smager. At alt mit liv må være din kærlighed til ære. Amen.

Jer 15, 10.15-21; Åb 3, 14-22; Luk 14; 25-35

»Jeg mødte Jesus!« fortalte journalisten Charlotte Rørth for nogle år siden til alle, der havde øren at høre med, og det har hun gjort lige siden. Jeg har ikke selv religiøse oplevelser, jeg efterstræber dem heller ikke. Alligevel blev jeg glad, da jeg læste om Charlotte Rørths møde med Herren. Men hvad stiller vi op med hendes oplevelse? Folkekirken kritiseres ofte for ikke at kunne favne menneskers religiøse erfaringer, og der er ganske rigtigt – ikke uden grund – en vis berøringsangst for oplevelseskristendom, for folkekirken er demokratisk på den måde, at vi prædiker Jesus, som han viser sig for os i skriften, skriften, som er tilgængelig for alle. I det øjeblik Jesus møder folk in persona, kommer der let et skel imellem dem, der virkelig har mødt ham, og dem, der må nøjes med at være ham nær i den religiøse praksis – i bøn, læsning og salmesang. Når Charlotte Rørths møde med den opstandne fik så megen omtale skyldtes det i første omgang det overfladiske, at hun simpelthen oplevede det helt store sus. Hendes venner og familie kaldte hende for »glødepæren«, og hun beskriver selv sin tilstand som en forelskelse ganget med hundrede. Hvem vil dog ikke gerne i en grå hverdag gå rundt og være forelsket på de højeste nagler? Med Charlotte Rørths oplevelse slog Jesus alle andre af banen for en stund; hverken krystalhealere eller clairvoyante kunne hamle op med dette.

Men selv efter et møde med Jesus kommer der en hverdag, det gjorde der også for Charlotte Rørth, det koster noget ikke at være lunken eller kold, men derimod brandvarm, og hun har lige siden følt en stærk forpligtelse til at viderebringe budskabet om kristendommen.

Faren ved oplevelser som Charlotte Rørths er dog, at både den, der har haft oplevelsen og dem, der hører om den, kommer til at dvæle ved den, fordi det var og er så fantastisk en følelse. Jeg er ikke i tvivl om, at Jesus kan vise sig, ellers var han ikke Gud, og som sagt glæder jeg mig over, at han gør det, og at Charlotte Rørth tør tale om det. Spørgsmålet, vi i folkekirkelig sammenhæng er nødt til at stille er dog dette: Har vi overhovedet lyst til at møde Jesus, når det kommer til stykket? For det handler ikke alene om at opnå en fed følelse, så man nærmest kan gå på vandet, nej, det handler også om, at der følger noget med, og at man – når man først har mødt Jesus – ikke længere kan vende om. Der bliver med Jesu egne ord bundet op om en, og man føres måske derhen, hvor man ikke vil.

I dag hører vi om store folkeskares møde med Jesus og Jesu egne ord om de konsekvenser, dette møde har for mennesker, der ønsker at følge efter ham: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.«

Forelskelsen er slut, glødepæren slukket. Du skal hade dem, du elsker og som elsker dig, ja selv dit eget liv, skal du hade og tage dit kors, din lidelse, på dig, hvis du vil følge Jesus. Punktum. Det er bestemt erfaringskristendom, men ikke en erfaring, vi har lyst til at gøre os. Slet ikke i en tid, hvor selvværd og et langt, lykkeligt liv helst med familie næsten er blevet til et folkekrav og -ret. I dag har man således ret til at kalde sig familie på 37 forskellige måder; familiebegrebet har opnået en hellighed, som ikke må anfægtes på nogen måde.

Jeg ser dyrkelsen af familien som en sekulariseret eller verdsliggjort frugt af reformationen. For da Martin Luther gjorde op med klostervæsenet, blev noget af det afgørende i hans forkyndelse, at mennesket kunne tjene Gud i kald og stand, og at ingen beskæftigelse var mere hellig og gudvelbehagelig end andre. Derfor blev det borgerlige liv med arbejde og familie en form for gudstjeneste. Det var godt og sandt, og meget smukt er kommet ud af Luthers kaldsetik, men når Gud forsvinder ud af ligningen, så bliver kun kulturen tilbage, og så ender kulturen med at blive guddom. Således er familien i dag tæt på at blive en form for afgudsdyrkelse. Og som bekendt må du ikke have andre guder.

Går vi i kirke i dag, møder vi Jesus, og han tager det alt sammen fra os, siger ligefrem, at vi skal hade både os selv og familien for at kunne følge ham. Det er noget af en tabersag. Vi mennesker elsker jo først og fremmest det, vi kan se og forholde os til, det er ganske naturligt, og vi ved også, at det har ført til ulykke og menneskelige tragedier, hvor kristendommen har fået mennesker til at forlade alt for at finde Jesus. Så er det ikke bare sekterisme, Jesus prædiker her? Det er muligt, men både på Jesu tid og i dag havde og har det store omkostninger for mennesker, der kommer til tro, når familien ikke accepterer omvendelsen. Der kan så sandelig også være tale om had fra den familie, som ikke vil følge Jesus og ikke har forståelse for det familiemedlem, som har mødt og fulgt Jesus. Charlotte Rørths ikke-kirkelige familie havde f.eks. ikke meget forståelse for hendes omvendelse, selv om de holdt fast ved hende og hun ved dem. Når omvendelsen sker inden for ortodoks islam, så kan det koste livet for den omvendte. På den baggrund kan man måske forsigtigt omformulere Jesu ord og sige: Hvis din familie ikke vil acceptere, at du har mødt den ene, sande Gud, så må du forlade den, ellers kan du ikke være Jesu discipel.  

Men hvad med os andre vanekristne, hvis familier har kendt Jesus siden Harald Blåtands dage, hvad skal vi dog stille op med dagens tale? Vi er jo ikke truet af vrede familiemedlemmer, der betragter os som frafaldne; det giver ikke mening at tale om at hade mennesker, som bar os til dåben og som ligefrem har opdraget os i den kristne tro.

Hertil er der at sige, at vi først forstår talen om had, hvis vi anerkender, at arvesynden har sneget sig ind også i vort familieliv, hvor godt og yndigt det end måtte tage sig ud. I paradisets have skabte Gud manden og kvinden, familiens kerne, og han så, at det var godt. Men at være Guds skabning, at leve som Guds kære børn var ikke nok for Adam og Eva. De ville være Gud lig, og dermed var livet for og med Gud ikke længere nok for dem. De ville selv være herre over livet. Dermed brød de forholdet til deres skaber. Dette brudte forhold kom Jesus til jorden for at genoprette. Gud kom for at møde os.

Så er vi tilbage ved spørgsmålet, om vi virkelig ønsker at møde Gud. Det gør vi ikke, for vi nyder livet i kald og stand og har det rigtig godt uden ham, ikke mindst i disse dejlige sommerdage med strand og grill og lyse nætter, og det har vi, fordi vi ikke vil anerkende, at livet, det modtager vi af den gavmilde Gud. I stedet vil vi tage livet selv, selv bestemme over det, indrette os, som det passer os, og elske næsten, som og når det passer os. Sådan kan vort eget liv blive en guddom. Bedst som jeg tror, at jeg passer min dont og sørger for familien, kan det vise sig, at den blev et projekt, noget, der skulle give mig indhold i livet, noget, jeg kunne hævde mig på, noget, jeg kunne kræve som en ret i livet og vise frem på de sociale medier, så jeg glemte, at det ikke er en selvfølge at have en familie. Og jeg troede, at Jesus og kirken blot skulle være en smuk ramme om min egen selviscenesættelse, komplementere mit i forvejen dejlige liv.

Men når jeg møder Jesus, uanset om det er legemligt eller i skriften, kan jeg ikke længere sidde og regne fordele og ulemper ud – glødepærefølelsen kontra forpligtelsen, kravet om ikke at være lunken – og så tage stilling ud fra det.

Selv om Luther brød ud af klosteret og giftede sig, så holdt han ikke noget tilbage, men virkede i evangeliets tjeneste, til han døde af det, sled sig op på det. Luther ønskede ikke at gøre livet i kald og stand til en ny, hellig lov. Det helt afgørende derimod var, at Gud selv skulle være udgangspunktet for vort liv, for kun sådan kan vi leve det liv, som vor skaber har bestemt, vi skal leve. Fordi vi skal opgive os selv og takke en anden for det vi får, er mødet med Jesus smerteligt og skræmmende, men kun ved at opgive vort eget og i stedet modtage alt på ny fra Guds hånd opfylder vi vor plads i skaberværket, som det var bestemt fra begyndelsen, og dér, først dér, er der fryd, glæde og en kærlighed, der brænder uden ende.

 - Marianne Wagner