Gud giver glæde i hjertet

Billede lånt fra https://www.information.dk

Salmer: 748, 27, 46, 163, 11

Kom, Herre Jesus. Amen.

Præd 5, 9-19; 1 Tim 6, 6-12; Luk 12, 13-21

Her i norden er der en tendens til at betragte staten og skattegrundlaget med noget, man kunne kalde en Pippi-Langstrømpe-mentalitet; staten har (som Pippi) i skattegrundlaget en kiste med guldmønter, som bare er til at dele ud af til glæde både for giverne og for modtagerne, denne verdens Tommyer og Annikaer. Men Gud nåde Tommy og Annika, den dag de bliver trætte af legen og begynder at spørge til, hvor pengene egentlig kommer fra, og om ikke det var muligt at administrere nogle af dem selv. Penge skal nemlig helst administreres af folk, der ved bedst, almindelige mennesker har det med at blive grådige, for – ikke sandt? – de fleste af os kender Pengegaloppen om den nærige gubbe, der talte sine penge nat og dag, og som døde af et hjerteslag, da der tilsyneladende manglede en krone, som han havde forlagt i en hat. For ikke at tale om Matadors Mads Skjern, der ender ensom i sin vælde, forladt og foragtet af alle, der engang elskede ham.

Jagten på penge og anseelse ender aldrig godt, det ved vi, og ikke sjældent hører man udsagnet: »Jeg betaler min skat med glæde!« Så ved vi, at vi har at gøre med et ædelt menneske, der i modsætning til topskattemodstanderne ikke bygger laderne større og drømmer om at leve af renterne, medens man glemmer fællesskabet og næstekærligheden.

Jeg har tilladt mig at karikere skattedebatten lidt, fordi det kan tjene til at sætte perspektiv på evangeliet; jeg er ikke i tvivl om, at den holdning, der kommer til udtryk i Jesu ord om, at et menneskes liv ikke handler om at eje skatte på jorden, at griskhed er en synd, har haft en dyb og vedvarende betydning for vores måde at tænke på. Vi kan ikke lide folk, der praler af deres rigdom, vi bryder os ikke om et samfund, hvor nogle lever fedt, medens andre er hensat til at sove i en papkasse eller – selv om de arbejder – ikke er i stand til at forsørge sig selv eller familien. I den henseende er Grundtvigs ord om vi har drevet det vidt i rigdom, når få har for meget og færre for lidt, gode og sande.

Problemet er bare, at evangeliet har det med at blive til en forbandelse, når det løsrives fra den, der først bragte det til verden, nemlig Guds søn, Jesus Kristus. Og Jesus tænkte ikke i stat og samfundsindretning; det er tydeligt i dag, hvor en herre kommer til ham for at få ham til at tale et alvorsord med en bror, der ikke vil skifte arven. At være dommer i jordiske sager er ikke en opgave, Jesus havde tænkt at tage på sig at løse, i stedet fortæller han lignelsen om den rige bonde, der efter en god høst vil rive sine lader ned og bygge nogle større, så han kan slappe af, spise, drikke og være glad. Det vil de fleste af os gerne, for det er menneskets drøm om paradis på jord; vi ved, hvad vi har men ikke, hvad vi får. Problemet i lignelsen er bare, at den rige bonde ikke når at opleve paradiset på jord, for samme nat kræves hans liv af ham, det er usikkert, hvor han havner, og hans skatte på jorden står tilbage for sultne kreditorer, forsmåede arvinger eller staten, hvis der ikke var nogen arvinger. Men hov, er dette nu en fordømmelse af rige mennesker? Nej, det er det ikke, det er en fordømmelse af grådigheden, som glemmer Gud, glemmer, hvor alt det gode kom fra, glemmer, at der var en opgave her på jorden, som gik udover at samle skatte. Den, der ikke er rig hos Gud, ender som den nærige gubbe og Mads Skjern, i ensomhedens mørke, henvist til sit jordiske gods, som han ikke kan tage med sig, men som han ikke kan holde op med at fokusere på.

Men skal vi tale om en rigdommens takt og tone, så kan vi altså ikke selv sætte os til dommer over andres måde at forvalte den på, for det er der kun én, der kan; det er personer, der forvalter skattegrundlaget, det er personer, der forvalter private formuer, og alle er de under tiltale i dagens tekst, ja, ikke bare de, men også vi, der ikke har formue, men som gerne vil have en, om end bare en lille en. Det handler faktisk ikke om at være rig eller fattig, men om sindelaget. Prædikeren peger mod Gud i himlen og siger: »Nøgen kom du af moders liv, nøgen går du bort herfra, men glæd dig over den løn, dit slid giver dig, tænk ikke på dine levedage, for Gud giver dig glæde i hjertet.« Prædikeren ser sig om i verden og drager en lære om Gud ud af den, som handler om glæde og taknemmelighed i nuet for alt det skabte, medens Gud selv, da han kom til jorden i sin søn, ikke alene prædiker troens ubekymrethed, men også viser os hen til vor næste: »Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre, har I gjort mod mig«, »Enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen«, »Elsk din fjende« osv.

Kan man så udlede en samfundslære af alt dette? Kan og skal f.eks. staten være næstekærlig på skatteydernes vegne? Nej, det må den lade skatteyderne om, men statens fineste opgave er at tilvejebringe forhold, så borgerne kan leve trygt, sørge for, at de kan få del i evangeliet og i frihed vælge at følge Jesu bud. Og frihed vil altid betyde, at nogen vælger Jesus fra, vælger Gud mammon, men det er der ikke så meget at gøre ved, for vi lever i en falden verden, og misundelse har – ligesom grådighed – aldrig været et smukt træk hos mennesker endsige en saglig eller ordentlig grund at regere et land på.

Det er på mode at mærke efter følelser, i maven, i hjertet, hvor som helst snart sagt, men den glæde, Gud giver, er den bedste af alle; det er nemlig den, der lader os glemme mavefornemmelserne, lader os leve ubekymret og stræbe efter retfærdighed, sandhed, kærlighed, udholdenhed, alt det, der gør livet godt at leve, ikke bare for os selv, men for vor næste.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen