Lykken svæver over urtegården

Humble kirke
Billedet er lånt fra www.langeland.dk

Salmer: 290, 282, 286, 291, 291

Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord. Amen.

Jer 31, 31-34, ApG 2, 1-11, Joh 14, 15-21

I mit barndomshjem hang et billede af Humble kirke set fra Kong Humbles høj. Det havde en markant plads over dækketøjsskabet sammen med det smukke optrækkelige stueur, og selv om billedet var uanseligt, blot en sort-hvid gengivelse af et maleri af Th. Wegener, så bredte det sin ånd i hjemmet; for i Humble havde min moders tipoldefar været præst og provst, og siden havde den langelandske landsby for hendes præsteslægt betydet næsten det samme som det tabte Jerusalem for det eksilerede jødiske folk. Ja, min mor gik så langt som til at hævde, at Kaj Munks berømte blå anemone udelukkende overlevede p.g.a. de adskillige vognlæs muld, som provstens søn, min tipoldefar, der også var præst i Vedersø, havde fået bragt til den ellers så sandede jord fra det sydlige Langeland. Sandelig, alt godt udgik fra Humble.

Nu ville forsynet eller skæbnen, at da jeg for otte år siden skulle indsættes som præst i mit første vikariat, så blev det netop i Humble, og man kan nok regne ud, at det var en stor dag for hele familien, ikke mindst for min mor, for hvem en ring blev sluttet. Derfor fik jeg billedet af Humble kirke foræret ved den lejlighed. Jeg satte mig også til at læse om min tiptipoldefar, som havde betydet så meget for Humble, at hans gravsten endnu står der, og jeg kunne forstå, at der på hans tid havde været store kristelige vækkelser på Langeland, som også havde smittet af på kirkegangen. Det var ikke ualmindeligt, at tiptipoldefar prædikede for flere hundrede mennesker på en almindelig søndag.

Indsættelser af præster er altid festlige, det var den også den sommerdag i Humble; jeg prædikede i en næsten fyldt kirke. Og med tanken på min forfaders velbesøgte gudstjenester, mødte jeg søndagen efter med forventningens glæde til gudstjeneste og så kirkegården fyldt med folk i fuldt vigør. Jeg sagde glad godmorgen til de første, jeg passerede. Det var et ægtepar, der var ved at ordne et gravsted, men der blev ikke svaret, man fortsatte med at luge og vande, jeg havde vist forstyrret noget vigtigt, og undrende fortsatte jeg op til kirken for at forkynde den opstandne. Jeg behøver næppe sige, at ingen af de mange mennesker på kirkegården ulejligede sig ind til gudstjenesten, hvor vi for det meste – i den tid jeg virkede der - var to og tre forsamlede i Jesu navn. Den vækkelse, den ånd, der engang havde drevet folk ind i kirken, havde mistet pusten, og nu var kirkegården med slægten i stedet blevet helligstedet. Og jeg følte mig frygtelig ensom på det sted, hvor jeg ellers åndeligt havde haft mit hjem siden barndommens dage. Tiptipoldefar havde jo for længe siden fulgt sin frelser og sad nu i himlen; jeg var overladt til mig selv.

Hvordan har det ikke været for Jesu disciple? Det var dog ikke en gammel provst men Guds egen søn, der havde forladt dem, og hvor meget, han har fyldt i deres liv, er vanskeligt at sætte sig ind i. Men at han har været som en god og nærværende far for dem, det forkyndes i evangeliet; »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.« Således trøstede Jesus sine venner kort før, han skulle dø, og de har sikkert ikke forstået, hvad han sagde. Slet ikke, da han kort efter led en grusom død. Man behøvede ikke at være lærd for at forstå, at nu var der sat punktum. Fordi døden er uomgængelig, så fylder den meget i vort liv, og enten giver vi os de barske realiteter i vold og udvikler en gravkult for vore døde, eller også fortvivler vi i ensomhed og begynder at længes efter noget eller nogen, der kan ændre situationen; lindre sorgen, give os trøst. Og netop der kommer Gud og hans Ånd ind i billedet. Guds ånd taler til vort savn og vor længsel.

For kristendommen er ikke en gravkult, den er forkyndelsen af, at den evige, levende Gud forlod sin himmel og kom til jorden for kæmpe med døden, som han endte med at besejre. Men den himmelske Gud kunne ikke blive på jorden derefter, og forladtheden har været til at tage og føle på. Mennesker er skabt af jord og ler, og vi har en tendens til at vende os imod netop dette, når vi føler os forladte af ham, som dog indgød os liv og ånde. Vi har så svært ved at tro, at der er noget efter døden, og hvis vi tror, så søger vi som regel svar alle mulige andre steder, men kristendommens svar er enkelt; vi har en fader i himlen, han viste sig for os i Jesus Kristus, og i dag sender han os sin ånd, så vi ikke skal være forladte og ensomme, faderløse, men være i ham.

Hvis man nu skulle synes, at alt det med Helligånden er noget underligt uhåndgribeligt noget, så kan man jo bare tænke på, hvad der skete efter pinsedagen, da ånden kom til de bange, forladte og ensomme disciple. Da gik nemlig det skriftord i opfyldelse, som vi hørte fra alteret: »Alle kender mig, fra den mindste til den største,« og noget af det, der bestandig bliver ved med at fylde mig med undren og glæde over kristendommen er netop dette; at Jesus Kristus var en historisk person, som virkede ganske kort tid på jorden i et lille hjørne af verden, hvorefter han led en grusom død for derefter – påstås det – at opstå fra de døde. Og selv om det er længe siden, selv om vi kunne være flintrende ligeglade med en vandreprædikants skæbne i et fjernt land, så fortælles der om ham over hele jorden, og fortællingen bliver ved med at lyde. Kristendommens styrke er netop dette, at det konkrete menneskeliv hernede forbindes med faderen i det høje - »det ånder himmelsk over støvet«. Helligånden giver os lov at føle os hjemme i himlen, selv om vi endnu er her på jorden. Den skænker os troen på, ja, måske ligefrem visheden om, at alt det, vi elsker hernede, det skabte liv, det gode liv, det skal vi opleve i en hel anden dimension og fylde, når vi engang forenes med vore kære hos Kristus.

Jeg tænker af og til, at jeg kunne have lyst til at komme tilbage til Humble. Men nu ville jeg ikke gå ind i kirken, når jeg mødte alle de flittige mennesker på kirkegården; jeg ville blive hos dem og fortælle dem, at det er godt, at de plejer de dødes grave, men at de skal huske at se op fra dem af og til. For de døde er ikke længere iblandt os, de er hos deres far i himlen, Kristus er den port, der førte dem ind til ham, og den vej skal også vi gå. For det blev min lære af hele denne lille historie. Det forhold, min moders slægt havde til Humble, var jo udtryk for en kristelig erfaring, der var gået i arv fra forældre til børn. Der var udgået så meget godt derfra, et varmt familieliv, stor ånd og ikke mindst en plads i folkets historie, som vi alle har netop gennem vor slægt. Derfor er slægten og landet vigtig; Guds egen søn havde også en slægt og et land, skal vi huske, og vi ville intet have forstået af Guds væsen, hvis ikke han havde talt til os gennem det, vi forstår, nemlig det jordiske menneskeliv. Og på vort eget modersmål, hjertesproget.

Det vidunderlige ved Kristi historie er netop dette: At vi ikke længere skulle kredse om og klynge os til vore kæres grave, for de er ikke der, de er fulgt efter ham, der stod op af graven. Kristi opstandelse giver kirkegården en helt ny betydning; da jeg viste sjetteklasserne rundt her lige efter påske, sagde et par af dem, at kirkegården ligner en have. Og det er det, den er, en have, en urtegård, hvor vi venter på at Gud skal komme og kalde os kærligt ved navn, fordi han lever, og vi skal leve i Ham. Eller – som Grundtvig har sagt så meget smukkere end jeg kan gøre:

Et sådant liv jeg ønsked al min æt

og pønsed på med flid at forberede,

og når min sjæl blev af sin grublen træt,

den hviled sig ved »fadervor« at bede.

Da følte jeg den trøst af sandheds ånd,

at lykken svæver over urtegården,

når støvet lægges i sin skabers hånd,

og alting ventes i naturens orden.

 

Glædelig pinse!

- Marianne Wagner