Vær hilset, du benådede

Frøken Thora Esche.
Foto: Mary Steen, http://denstoredanske.dk

Salmer: 748, 201, 72, 80, 49

Kom Herre Jesus! Amen.

Es 7, 10-14, 1 Kor 1, 21-31, Luk 1, 46-55

»Den Mægtige har gjort store ting mod mig.« Sådan svarede Maria englen, da han fortalte hende, at hun skulle føde Guds søn. Og det forekommer os som en selvfølgelighed, for vi tænker, at en ung kvinde må blive glad for at få et barn, men sådan er det jo ikke altid, og især med 70ernes kvindefrigørelse er moderskabet igennem årene blevet problematiseret.

Skal man se kvindefrigørelsen i kristent perspektiv, så synes den rabiate del af den at bunde i en fornærmelse over, at Gud stængede Edens have til og satte keruberne med flammesværdene til at sørge for, at vi aldrig skulle komme derind igen. Med det fortvivlende resultat, at vi nu i stedet måtte løbe i hælene på mændene for at gøre os interessante for dem, blive gravide i et væk og føde vort afkom med smerte. Og der er heller ingen tvivl om, at menneskets seksualitet i alle dets afskygninger siden syndefaldet har været en problematisk og temmelig uhåndterlig størrelse for mennesket, fordi det er en voldsom drift, der let perverterer, og derfor har man også alle dage forsøgt at inddæmme den, bl.a. ved at hylde moderskab og familie som en sund ramme for dens udfoldelse.

Men med kvindens frigørelse blev denne ramme i stigende grad set som en lænke, et fængsel, som var skadelig for kvindens frie udfoldelse. I Sverige blev kvindebevægelsen således skudt i gang af et digt, Vara vit mans slavVære hvid mands træl – som beskrev forholdet mellem mand og kvinde som et magtforhold på linje med slavens overfor den hvide slaveejer. Det var epokegørende, for nu kæmpede kvinderne ikke alene mod samfundsstrukturer, der hindrede dem i at forlade en ubehagelig mand, nej, de kæmpede mod selve kærlighedsforholdet, som jo skaber afhængighed. Hvad den kamp endte med, kunne man nogle år senere erfare i bogen med den forjættende titel: Happy, happy – en skilsmissebog. Forfatterinden –endnu en svensker - havde levet i et ægteskab med mand og to drenge, og hun havde fundet ud af, at hun og manden aldrig kunne blive helt ligestillede, at hun et eller andet sted stadig var hans træl. Det var hun blevet meget bitter over, og da hun senere nåede frem til den konklusion, at der findes forskellige faser i livet, en tid til at være gift, en tid til at være skilt, så var hun altså blevet skilt. Og var altså happy. Hun og manden havde delt børnene, så de skulle tilbringe en uge ad gangen hos hver af forældrene, og så havde hun hver anden uge fri til at gøre præcis, hvad hun ville, disponere sin tid, som hun sagde, og hver anden uge kunne hun være mor med stort M. Hun udtalte i den forbindelse: »I starten var det mærkeligt at undvære drengene, men det er da ikke sådan, at jeg sidder i mine børnefri uger og bare savner dem. Og det er virkelig et tabu, når kvinderne siger, at de kan undvære deres børn. Moderskabet er tungt af skyldfølelse. Langt tungere end faderskabet.« Så vidt den svenske feminist. »Moderskabet er tungt af skyldfølelse


Sagen er jo den, at sandt moderskab og sandt faderskab skal være tungt af skyldfølelse, for det er jo det, der gør os til mennesker med ansvar. Tænk, hvis vi levede i en verden uden skyld og ansvar, en verden fuld af svenske feminister m/k (for mændene har taget ved lære af damerne) som skred fra ansvaret, når de fandt, at tiden var inde til det? Så ville verden da så sandelig være et øde sted. Og derfor er historien, vi hører i dag, så dejlig og underfuld, fordi den dels handler om en pige, der tog sin guddommelige opgave på sig, oven i købet med glæde og ærefrygt uden tanke på de mulige konsekvenser, dels handler den om, at Gud erstattede keruberne med flammesværdene med en god og mild engel, der mødte Maria med ordene: »Vær hilset, du benådede, Herren er med dig. Frygt ikke, Maria, thi du har fundet nåde for Gud!« Med disse ord åbnede han atter paradiset for kvinden, ja, for os alle.

Dét er det væsentlige i denne historie; at Maria brød ud i lovsang og tog sit moderskab på sig, og at Gud tog sit faderskab på sig, sit faderskab for os, som han havde skabt i tidernes morgen til at leve sammen med ham. Gud havde for længe siden forpligtet sig, hans forpligtelse viste sig nu i, at han lod sig føde som et menneske, og at dette menneske i hele sit liv og sin gerning viste en uendelig godhed mod de mennesker, han mødte. Og da al denne godhed blev for meget for verdens ondskab, stak han ikke af til de himmelske sfærer, men tog sin lidelse og død på sig.

Imidlertid ligger der i Marias lovsang også en forpligtelse, som vi kan lære noget af. For hun afviste ikke Gud, men tog ansvaret med at opfostre drengen Jesus på sig, og således viste hun, at om end Jesu liv på jord endte i kors og død, så fik han dog en mor, en mor, som ikke stak af. Ja, Gud så i nåde til os, han åbnede paradisets have for os, og vi kan takke ham derfor ved ikke selv at stikke af. Jeg vil nu fortælle om en anden kvinde, der ikke stak af.

I 1800-tallet, før velfærdssamfundet var opfundet, blev der drevet en del privat godgørenhed af nogle kvinder, som vi i dag med et nedladende ord kalder hattedamer. Disse kvinder var aktive i samfundet til trods for, at de ikke selv havde myndighed og at det udelukkende forventedes af dem, at de gjorde hjemmet til et himmelsk tilflugtssted for deres hårdtarbejdende ægtemænd. Denne opgave tog de på sig, men de hævdede også, at samfundet var alles hjem, og at de derfor – med det overskud, de havde - kunne gøre noget for dem, der var dårligt stillede. Hvor institutionerne før var blevet kaldt anstalter eller asyler, skabte velgørenhedsdamerne dem nu om til hjem: børnehjem, sømandshjem, drankerhjem osv. Alle sammen blev de indrettet som hjem med en forstanderinde, der skulle optræde som hjemmets moder. Nuvel, der er utvivlsomt en del af disse hjem, som ikke har været behagelige at opholde sig i, det viser historien helt op til i dag, men at mange af kvinderne havde et ægte ønske om at hjælpe andre, bør der ikke herske tvivl om. Jeg tror ikke, at det kan overvurderes hvor meget, det har betydet, at f.eks. sømænd i stedet for at drikke hyren op kunne sidde og læse avis på et hyggeligt sømandshjem og sætte hyren i en sparekasse. Eller at børn, som hujede rundt i gaderne, medens deres forældre var på arbejde, fik et fritidshjem at gå hen på.

Mange af velgørenhedsdamerne så heller ikke ned på f.eks. faldne kvinder; en frøken Thora Esche, som var forstanderinde for Magdalenehjemmet, Indre Missions hjem for faldne piger, har i sine erindringer beskrevet, hvor dybt berørt hun blev over at høre pigernes livshistorie. Bl.a. skriver hun: »Jeg følte mig forvisset om, at hvis ikke Guds forebyggende nåde havde bevaret mig, da kunne jeg have ligget, hvor andre faldt. Jeg ønsker inderligt, at alle andre kvinder såvel som mænd ved Guds nåde må få samme overbevisning.« Det er en lovsang til Gud, og hun skriver den altså på et tidspunkt (i 1877), hvor fattigdom og prostitution generelt blev betragtet som resultat af dovenskab og slendrian.

»Moderskabet er tungt af skyldfølelse«, lød det fra den svenske feminist, men hvad nu, hvis det rent faktisk var en gave, en nåde fra Gud? Frøken Thora Esche var ikke selv mor, men hun blev som en mor for de faldne piger, og det blev hun, fordi Gud havde set i nåde til hende og gjort hende privilegeret i forhold til så mange andre. Den nåde følte hun sig skyldig at øse af.

Når vi irriteres over Gud, forkaster ham, fordi han får os til at føle os skyldige, måske ligefrem trælbundne, så skal vi i stedet se sådan på det, at Han følte sig så skyldig i betydningen ansvarlig over for os, sit eget skaberværk, at han ville gå gennem kors og død for at vinde os tilbage. Og så er det da sandt, at Gud får os til at føle os skyldige, men det er jo, fordi han konstant øser af sin kærlighed til os, vedbliver at kalde på os, fordi vi er hans egne kære børn, som han stiller til ansvar for hinanden. Så i stedet for at se hans kalden som en indskrænkning af vore handlemuligheder, bør vi se den som den nåde, der får kærligheden og forståelsen for andre til at blomstre imellem os, netop fordi vi føler skyld. At følge dette kald vil naturligvis være at gøre op med selvrealiseringen og den umiddelbare behovsdyrkelse, men det vil også være vælge vejen tilbage til den Gud, der for så længe siden gjorde så mægtige ting mod den lille Maria, at alle slægter må prise hende salig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

- Marianne Wagner