Sandheds Gud!

Salmer: 712, 46, 588, 710

Sandheds Gud! Lad dit hellige ord oplive, oplyse det høje Nord. Amen.

Jak 3, 13-17; Matt 6, 5-13

På tærsklen til hvert årsskifte fyldes de fleste af tanken om, at der skal der ske et eller andet, det nye år skal være ganske anderledes end det gamle, for nu skal vi se fremad, ikke tilbage. Der hersker i mange mennesker en fremskridtstro, som jeg personligt undrer mig over, jo ældre jeg bliver, for med alderen sker der ofte det underlige, at tiden får en anden dimension, og det, der før syntes langt borte, gemt i fortiden, får en større værdi, medens fremskridtstroen daler. Måske fordi man gør den erfaring, at vi mennesker er, som vi altid har været, og når vi mister selvindsigten og tror, at vi kan skabe noget virkelig nyt, så begynder det for alvor at gå galt. Derfor er det så godt at komme til kirke her nytårsaften og blive mindet om, at der en, der er større end os, som gør alting nyt, det gjorde han for et par tusind år siden, da han lod sig føde som et lille menneskebarn. For da påbegyndte han sit store værk med at befri os fra os selv og vore mange dårskaber og sære påfund.

Noget af det, der har slået mig, som har været borte fra landet i små fem år, er, at der tilsyneladende ikke er sket det store i den tid; fremskridtstroen er uforandret. Medens der skydes i gaderne, er diskussionerne og de politiske slagsmål om dette og hint stort set de samme, som da familien og jeg rejste mod nord. Værdidebatten er den samme, og det lader til, at det store flertal mener, at demokrati, ligestilling og velfærd er værdier, som vi alle skal bekende os til for at kunne være en del af det danske fællesskab. Det vil sige, at hvis vi offentligt kan lire remsen af, så er den hellige grav velforvaret, og så er vi så danske som Grundtvig selv.

For mig at se er og bliver dette et mummespil, et hykleri af den slags, Jesus advarer os imod, når han siger, at vi ikke skal stå på gadehjørnerne og lade munden løbe. For Danmark er jo – heldigvis - meget mere end alle disse værdier, som i øvrigt ikke er særligt danske, Danmark var Danmark også før 1849, men grundlovsfædrene – Monrad og Lehmann - havde fat i noget meget vigtigt, da de forfattede grundloven, og det var stadfæstelsen af den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke. Grundlovens §4 er en konstatering af, at det store flertal danskere tilhører den evangelisk-lutherske tro, og dette har naturligvis konsekvenser for vor måde at tænke samfund på. For vore værdier. Ofte høres det, at tro og politik er adskilt i Danmark, jeg har sågar hørt en politiker sige, at han sagtens kunne adskille det, han hørte i kirken om søndagen fra det, han vedtog i folketinget om tirsdagen, men er det nu sandt?

Folketinget udgår jo af det folk, der er evangelisk-luthersk, og det er sandt - og godt -, at vi ikke vedtager religiøse love. Imidlertid er der noget væsentligt ved kristendommen, som er afgørende for vores måde at bygge samfundet op på, og det er den måde, vi er bundet til Gud på. Den Gud, der er sandheden, vejen og livet, og som vi står til ansvar for med vor samvittighed. Om du er smed, husmor, præst, lektor, folketingsmedlem eller minister, så er du i Danmark bundet med din samvittighed til sandhedens Gud, og derfor kan du ikke adskille det, du hører om søndagen fra det, du bedriver i ugen herefter. I salmebogen fra 1953 er der en bøn for landet, hvor der bedes: »Lad gudsfrygt være vor styrke og kærlighed til retfærd være vor ære.« Gudsfrygt i evangelisk-luthersk forstand hænger sammen med kærligheden til retfærd, og det er en god tanke at holde nytår på. At vi i al vor færd i det nye år går med tanken på sandhed og retfærd, for det er det, der bygger et godt samfund og vækker tilliden mellem mennesker. I kærlighedens rige går magt og ret nemlig hånd i hånd, som vi skal synge senere. Det betyder, at vi skal kunne stole på vore lovgivere, at de står ved deres ord og giver retfærdige love.

Det er kristendommens gave til menneskene, men det kan vi kun blive mindet om, hvis vi hører op med at lade munden løbe og går ind i vort lønkammer for i stilhed at høre, hvad Gud vil, at vi skal gøre, som vi beder i kirkebønnen.

Om ikke så længe flænges stilheden af de første raketter, der skyder nytåret ind og lyser om kap med stjernerne på himmelhvælvet. For mange år siden flængedes tæppet til det allerinderste og –helligste i Jerusalems tempel, nemlig da Guds søn udåndede på korset. Hvor kontakten til Gud indtil da alene kunne varetages af særligt udvalgte personer, nemlig ypperstepræsterne, var der nu ikke længere noget skel mellem Gud og mennesker. Egentlig havde Jesus allerede lindet lidt på sløret for det rette gudsforhold, da han lærte sine tilhørere at bede Fadervor:

»Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. (…) Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte.«
Jesus havde set, at religionen havde udviklet sig til at være et magtmiddel, hvormed man kunne gøre sig til af sin fromhed overfor andre mennesker, og hvor den måde, man selv fremstod i offentligheden på, blev vigtigere end forholdet til Gud. Men Gud kender hver enkelt af os, han kender vort hovmod, vore nederlag, vore sorger, glæder og dybeste længsler, han har ikke behov for at vi gør os til overfor ham. I ordene »Fader vor« ligger den helt enkle beskrivelse af vort forhold til ham: at vi ikke skal være andet end hans kære børn, der kan bede ham om alt mellem himmel om jord, fra brød på bordet til tilgivelse og frihed fra alt ondt. Men det er først når vi erkender, at han er Gud, den, som har riget, magten og æren i al evighed, og at vi er dødelige mennesker, der ikke har andet at komme med end vor bøn, at vi kan forstå, hvad sand frihed er.

Det er en meget svær øvelse for mennesker, for vi vil så gerne gøre noget, gøre mere end vi behøver, hvilket ikke nødvendigvis er et dårligt træk, men meget ofte kommer vi i vor iver til at glemme netop dette, at vi altså bare er mennesker, og at Gud er Gud, om så alle mand var døde. Evangeliet kommer i vore øjne så let til at se fattigt og trist ud, og så pynter vi på det eller skifter det ud med noget, vi selv finder på, som f.eks. universelle værdier, som vi vil pådutte hinanden. Men trænger vi mennesker egentlig til andet end at være næste for hinanden med sandhed og retfærd som ledetråde?   

Lutheråret lakker mod enden, men den lutherske arv forgår ikke, den kræver stadig at blive taget alvorligt. I går tog jeg et gammelt billede frem fra kælderen i præstegården, som skal hænge i konfirmandstuen ved siden af Fadervor. Det er et billede af den unge Luther fra rigsdagen i Worms, hvortil han var stævnet af kejseren og paven, som krævede, at han trak sine 95 teser om afladshandlen tilbage. Det nægtede Luther som bekendt, og det gjorde han, fordi hans samvittighed var bundet til noget udenfor ham selv. Han ville ikke lade munden løbe og efterplapre den tids værdigrundlag, som handlede om kirkens magt over sjælene. »Her står jeg, jeg kan ikke andet. Så hjælpe mig Gud« lød ordene fra Luther. Han kunne lige så godt have sagt: »Ske din vilje i himlen som på jorden – thi dit er riget, magten og æren«, for det var det, det handlede om. At Luther havde fundet den almægtige Gud i sit lønkammer, som han alene stod til ansvar for.

Luther ønskede, at sandheden, evangeliets sandhed, skulle råde, og det satte han sin egen person ind på. For når du går ind i dit kammer og beder til Gud, står alene overfor ham, så kan du ikke længere lyve, og din samvittighed vil bagefter byde dig at sige sandheden overfor andre. Deri ligger både det personlige, det individuelle, og det, der peger mod fællesskabet. Det gode ved Fadervor er jo, at det er os som enkeltpersoner, som kendte af Gud, der beder den, men vi beder med et »vi« – giv os vort daglige brød, forlad os vor skyld osv.

Alene, men fælles, fri overfor Gud, men dog træl overfor din næste, det er Luthers arv til kristenheden og til det Danmark, der blev evangelisk-luthersk. Men Luther vidste også, at vi på vor færd i verden ofte lader os friste til at stille os an og lade munden løbe, hvor retsindige vi end øver os på at være. Og derfor er det så godt at vide, at vi i det skjulte har en kærlig far i himlen, som vi kan bede til i det skjulte: »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«. Med den bøn begynder og slutter alting, 2017 og 2018, og vi skal vide, at han, som har begyndt sin gode gerning i os, han vil også fuldføre den indtil Kristi Jesu dag!

- Marianne Wagner