Lad verden mig alting betage

Min rose jeg aldrig vil miste.
Billede lånt fra: http://www.photosbytrinagueck.com

Salmer: 100, 129, 122, 124, 118

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 50, 4-7; ApG 6, 8-14; Matt 10, 32-42

I KZ-lejren Ravensbrück sad en polsk kvinde ved navn Sasja Skalska. Hun fandt ud af, at man ved at tygge rugbrød kunne lave en masse, man kunne modellere af, og netop af sådan en tygget rugbrødsmasse formede hun en rose, som hun forærede til en dansk medfange, som siden forærede rosen til Frihedsmuseet, hvor den forhåbentlig vil kunne ses, når det igen åbner. Den danske kvinde, som havde modtaget rosen gav ingen oplysninger om rosen udover, at hun altså havde fået den af den polske kvinde.

Så kan man prøve at forestille sig, hvilken historie, der ligger bag rosen, og det har man da også gjort på Frihedsmuseet. De danske KZ-fanger modtog nødhjælpspakker og var i den forstand rige i forhold til de øvrige fanger; måske er rosen givet i taknemmelighed over, at den danske fange havde delt ud af sin relative overflod. Muligvis er rosen et eksempel på, at den polske kvinde har udnyttet sin fingerfærdighed til at købe sig lidt mad.

Eller den viser måske, at midt i det værste mørke blomstrer menneskets skabertrang alligevel. Man kan selv digte videre, kun fantasien sætter grænser, men sandsynligt er det i hvert fald, at den danske fange, der altså kom levende hjem fra Ravensbrück har set rosen som en taknemmelighedsgestus fra en medfange, og at hun derfor ønskede, at rosen skulle vidne om dette for andre slægtled på Frihedsmuseet. Rosen skal vi vende tilbage til, men nu til evangeliet.

Vi er langt ude over julehyggen i familiens skød i dag. Vi hører om martyrdød og om, at det lille barn i krybben som voksen mand siger, at han er kommet for at bringe sværd, som det hedder, og sætte splid, selv mellem nære familiemedlemmer. Og for en tryg velfærdsdansker, som lige har det så godt i julen, lyder det meget ubehageligt og bringer tankerne hen på korstog, hellig krig og sekterisme. Og sandt er det, at der både er ført krig og oprettet de særeste sekter i kristendommens navn, men det har sjældent haft noget med Kristus at gøre.

Sværdet er et redskab eller våben, der splitter, og evangeliernes fortælling om Kristus og de første kristne handler netop om splittelsen mellem det jordiske og det himmelske kald; at Gud insisterer på at være i en verden, som bare vil af med ham, og at de troende føler denne splittelse både fra en fjendtlig omverden og i sig selv. Vi mennesker er jo mest optagede at overleve, og det binder os til verden. Men af og til møder vi noget, som er så vidunderligt og afgørende, at vort liv tager en anden drejning end vi selv havde planlagt eller tænkt.  

Stefanus havde i Kristus mødt en sandhed, der var større end han selv, og den var han beredt til at dø for. Hans trosfæller kunne ikke tåle at høre dette og stenede ham. Således vidnede Stefanus om, at end ikke angsten for en smertefuld død kunne styrte livets konge fra tronen i hans liv. At være martyr i kristen forstand er at vidne med sit liv om Kristus, og vi hørte i dag om en anden person, der bevidnede Stefanus` død og godtede sig over den. Det var Saulus, den senere Paulus, farisæeren, kristenforfølgeren, der selv mødte frelseren og blev ledt ind på en ganske anden vej end den, han selv havde udtænkt. Og som selv måtte lide martyrdøden for sin tro. Paulus, den nidkære medløber, blev en af kirkens største forkyndere af Kristi kærlighed og barmhjertighed, og det blev han, fordi han i mødet med den opstandne med ét kendte sig selv, kendte det hovmod og had, som havde boet i ham, og dermed også kendte omfanget af Guds nåde og tilgivelse.

Vi samles alle gerne om barnet i krybben juleaften og juledag, men hvem vil stå under Jesu kors? Det var der ikke ret mange, der ville, da Jesus måtte gå den trange vej til Golgata, og vi er så lykkelige, at vi endnu lever under forhold, hvor vi ikke behøver at granske i os selv, om vi vil stå fast på vores tro eller være medløbere. Vi behøver imidlertid ikke at se langt bort for at erfare, at andre kristne dagligt aktivt må tage stilling; her i Danmark møder vi mennesker, som udstødes af deres familie, når de vælger at blive kristne. Vi møder mennesker, som har måttet forlade hus og hjem, fordi de som kristne blev udstødt af deres egne. For dem, der vælger at blive, er det at holde jul eller påske forbundet med stor personlig fare. Selv om de risikerer overfald går de alligevel troligt til kirke. Og da er vi ved at være fremme ved den dybe forståelse af Jesu ord om sværd og splid. For når mennesker insisterer på, at godheden, barmhjertigheden og sandheden alene har sit udspring i Kristi død på korset, så bringer det vrede frem hos folk, der mener at sidde inde med en anden sandhed, fordi de enten har en anden gud, som de mener er større, eller fordi de ikke kan tåle at høre, at de ikke selv er verdens navle.

Lad os for en stund vende tilbage til Sasja Skalska og den danske kvinde i KZ-lejren. Begge sad de der, fordi mørket havde grebet verden med nazismen, med dens afguderi i form af holdningen om den germanske races overlegenhed i forhold til andre og dens krav om overherredømme. Den danske kvinde havde valgt at sætte sig op imod det, og var som følge deraf havnet i fangenskab. Det havde den polske kvinde sandsynligvis også, eller måske var hun bare havnet der ved en tilfældighed, som det så ofte skete, hvor den tyske besættelsesmagt skulle demonstrere, at den bestemte. Men i lejren var der også et hierarki, og de nordiske fanger fik altså lov til at modtage hjælpepakker til forskel fra de andre fanger, som blev betragtet som undermennesker. Den polske kvinde har dagligt mærket sult, mishandling og hårdt arbejde i højere grad end den danske. Alligevel valgte hun at bruge dyrebart rugbrød til at forme en rose som tak til et andet menneske. På trods af nazisternes forsøg på at gøre mennesker til dyr, insisterede hun på sin menneskelighed, det vil sige på sin gudbilledlighed, sin evne til at skabe. Og med denne handling understregede hun nazismens umenneskelighed og ondskab sat overfor Guds godhed og skønne skabertrang. Sasja Skalska vidnede om lyset og glæden midt i mørket uden tanke på sit eget liv, som afhang af den smule rugbrød, hun kunne få af andre.

Sværd og splid er Jesus kommet for at bringe, men hvor ordene før indgød frygt og uro, bringer de nu glæde. For det er ikke sværd i verdslig forstand, Jesus taler om, hans rige er jo ikke af denne verden, nej, det er afgørelsen, den personlige, om du er med eller imod ham, når du ved, hvilke konsekvenser, det vil have for dig. Og der er ikke noget enkelt eller let valg, for mennesker er fulde af dyriske overlevelsesinstinkter eller overvejelser om hvornår noget kan betale sig, samtidig med, at vi er skabte i Guds billede og dermed uløseligt forbundne til ham.

I KZ-lejren forsøgte nazisterne at gøre mennesker til dyr, men med Sasja Skalska lykkedes det ikke, og når vi ser på hende, så er budskabet til os ikke længere abstrakt. For hun viste os, at det for hende var sandt, at Gud var blevet kød og blod, og at han ville dele alt med os. At vi ikke kan komme ud for noget, han ikke har gennemgået, og at vi kommer til livet, når vi følger ham, selv om alt ser sort og ufrugtbart ud. Så kan også vi dele, selv når vi ikke synes, vi har noget at dele af. Selv et bæger koldt vand til en tørstende broder eller søster er et tegn på gudsrigets frembrud iblandt os. Større behøver det ikke at være.  

For Gud viste os, at der ikke er nogen forudsætninger for at kunne glædes og hjælpe. Selv om alle herberger var optaget for den fødende Maria dengang i Bethlehem, så fik hun dog en stald, og glæden selv kom til verden her. Glæden kan sågar fødes i en udryddelseslejr; for i mørket, i et tornekrat af barbari voksede en rose frem, en rose af tygget rugbrød.