Overalt i verden er der indgange til din sande fader

Ofelia og faunen
Billede lånt fra: http://www.kino.dk

En forladt rullestol, et tømt værelse og præstens ord over en elsket moders grav:

»Herrens veje er uransagelige. I hans ord og gerninger ligger selve hans miskundhed. Herren sender os ganske vist budskabet men lader det være op til os selv at fortolke det. Når vi vil favne verden, er den blot en tom og meningsløs skal. Sjælen er nu langt borte i sin evige himmel. Det er i smerten, vi finder meningen med livet og det nådeslys, vi fortaber ved fødslen. I sin uendelige visdom lægger Herren svaret i vore hænder. Kun ved sit fysiske fravær stadfæster han den plads, han optager i vor sjæl.«

Ofelias mor er død i barselsseng, og hun gør sig rede til at gennemgå den sidste prøve, som en faun har pålagt hende – at bringe sin spæde bror til labyrinten. For Ofelia er ikke noget almindeligt menneskebarn, selv om man kunne tro det. Hun er i virkeligheden en fortabt prinsesse hvis far kun ønsker at vinde hende tilbage til sit underjordiske rige. Men først må hun bestå tre prøver.

Hvad er fantasi og hvad er virkelighed? Pans labyrint sætter seerens virkelighedsopfattelse på prøve, for skulle Ofelia leve i sin egen fantasiverden, er der ikke noget at sige til det. Hun lever i 1930ernes Spanien, hvor Franco netop har sejret. Hendes far er død, og hendes mor har giftet sig og venter barn med en general, hvis opgave er at opspore resterne af Francos modstandere, en opgave, han nidkært og brutalt forsøger at løse. Han har derfor slået lejr i nærheden af nogle partisaner, og han har kaldt sin hustru og datter til sig, da han ønsker, at hans søn (for det ved han selvfølgelig, at det bliver) skal fødes hos ham. Generalen er ond, han sygeliggør Ofelias mor ved at forlange, at hun sidder i rullestol, og medens kampene mod partisanerne intensiveres, og generalen svælger i vold, får Ofelias mor det dårligere. Ofelia læser eventyrbøger for at drømme sig væk, og så har hun altså øje for faunen og feerne, som giver hende opgaver og hjælper hende.

Pans labyrint er en film med overmåde smukke mennesker i overmåde stemningsfulde omgivelser, og den er ikke for sarte sjæle. Jeg vil aldrig se den igen. Alligevel har den gjort et voldsomt indtryk på mig, for man kan sige, at nøglen til forståelsen af filmen ligger i præstens ord om Guds fravær, som drager os til ham, og om hans ord og gerninger, som vi selv må fortolke. Vi må således selv fortolke, om faunen og feerne er virkelighed eller et produkt af Ofelias fantasi. Men selv om de skulle være virkelighed, og det tror jeg, de er, så lader filmen os alligevel tilbage med følelsen af, at verden ligger i det onde, i det virkelig onde, og at godheden bestandig trædes under fode. Og hvor skal det menneske, som ikke er en fortabt prins eller prinsesse som Ofelia søge hen? Kan vi tro præsten på hans ord om at vi i smerten finder meningen med livet? For nok er der en sandhed i det, men nogle mennesker rammes af større smerte end andre, og af og til segner de under smerten. Måske er det i virkeligheden det, Ofelia ender med at gøre.

Alligevel er det en anbefalelsesværdig og måske ligefrem aktuel film, for ondskab har det jo med at sætte sine spor – ganske som kærligheden – og i disse dage ser vi måske, om det er ondskaben eller kærligheden, som er Spaniens arv efter Franco og opgøret med ham.

- Marianne Wagner