Våg derfor

Billede lånt fra: https://www.kristendom.dk

Salmer: 87, 612, 86, 274, 7

Kom, Herre Jesus. Amen.

Mal 3, 1-3, Jak 5,7-8, Matt 25, 1-13 

»Hvorledes skal jeg møde og favne dig min skat?« spørger Brorson sin Gud og frelser i den store kærlighedserklæring, vi netop har sunget. Adventstiden handler netop om dette spørgsmål - »Hvorledes?« Ikke om vi skal møde Jesus Kristus, men hvordan vi skal forberede os på det møde, som helt sikkert kommer. Om end vi hverken kender dagen eller timen. Advent rummer både glædelig forventning og dom, fordi Guds storværk ikke er bragt til ende. Vi venter nemlig hans tilbagekomst. At han skal komme for at dømme levende og døde.

Der er gået 2000 år siden Kristus gæstede jorden, og selv om tiden er anderledes for Gud, så er det mange år for mennesker; man kan blive træt af at vente, man kan helt glemme, at der var noget med den genkomst, og at vi lever i nådestiden, hvor glæden har sin faste plads. I stedet indtræder kedsomheden og trangen til at fordrive den, og så er der fare på færde, for når mennesker keder sig, finder de ikke altid på opbyggelige ting.

Vi lever i en verden, som i den grad keder sig, det så man et tegn på for nylig, da en kendt teolog og debattør – i en af landets mange aviser - kom frem til, at utroskab ikke nødvendigvis var et udslag af kærlighedens ophør. »Ingen kan være en alt, ligesom man heller ikke selv kan være det« skrev teologen. For »der er altid afsavn i et ægteskab, altid nogen, man ikke får. Altid. Og i alle ægteskaber. Selv i den største og bedste kærlighed er der drømme, der ikke bliver forløst, dybe velkendte længsler, der aldrig finder sin genstand.« Nu kunne man håbe, at teologens længsel rettede sig mod Gud, men længslen viste sig at være af mere jordnær karakter.

Indlægget var tilsyneladende skrevet for at nuancere synet på ægteskabet og den store kærlighed, der i teologens øjne er som den vilde blomst, der ikke tåler gartnerhænder eller omverdenens forstokkede dom. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på, om ikke hun i virkeligheden havde fortrudt et løfte, hun havde givet, at hun havde mærket, at valg indebærer fravalg, og at nogle døre lukkes, når man går ind ad en anden. Måske fandt hun, at der ikke længere var noget at se frem til. Den jordiske brudgom var falmet og den himmelske langt borte, og nu kæmpede hun en kamp for alligevel at holde dørene åbne ved at fremmane kærligheden mellem mennesker som noget så stort, at det ikke kan rummes indenfor »mandagsmorgenstunder og madlavning, sure karklude og godnatkys«. Teologen så m.a.o. ind i kedsomhedens tomme gab og følte sig fortabt. Tiden havde ikke længere kvalitet, det nære liv med forpligtelser forekom kvælende. Og så var svaret altså, at man kan møde den store kærlighed flere gange, måske endda uden at blive skilt fra den første eller hvilket nummer han eller hun nu er i rækken, så man har lidt at lune sig ved, medens de sure karklude hober sig op. Her var spørgsmålet ikke, hvorledes man kommer den elskede i møde, snarere hvordan man kommer væk fra ham, når det hele bliver for meget. Og den, man skal møde, er altså en anden, der kan opfylde de behov, ægtefællen ikke formår at tilfredsstille.  

Men hvad nu, hvis Herren skulle komme tilbage, medens vi var optagede af vore private affærer? Som sagt lever vi i en nådestid, der tilhører Gud, og han fordrer noget af os, både i vort forhold til andre mennesker og til ham selv. Man må såmænd gerne kede sig, ja, man har lov at kede sig så meget, at man falder i søvn, når det eller den, man venter på, udebliver, men det er ikke ligegyldigt hvordan man reagerer på kedsomheden. Om det handler historien eller lignelsen, som Jesus fortæller os i dag.  Lad os ridse handlingsforløbet op: Vi har et forestående bryllup, en stor og glædelig begivenhed, med ti brudepiger, fem kloge og fem tåbelige, samt en brudgom, der lader venter på sig. Da brudgommen endelig dukker op, har de tåbelige ikke olie nok til deres lamper, og de kloge vil ikke dele med dem.

Vi har til hudløshed lært, at næstekærlighed er det helt afgørende i kristendommen, og mange vil nok mene, at det er synd for de tåbelige brudepiger, at de kloge ikke vil dele med dem; vi kan jo alle glemme, og hvem har ikke haft brug for en hjælpende hånd? Men tænk, de kloge belønnes for at have været hårde i filten og bliver lukket ind til festen, medens de tåbelige efterlades derude et sted imellem købmanden og forsamlingshuset.

Vi skal imidlertid ikke forstå udtrykkene de tåbelige brudepiger, at de havde et medfødt psykisk handicap, vi skal forstå det som et udtryk for, at de handlede tåbeligt, fordi de alene levede i nuet uden at tænke på, hvad deres opgave egentlig var. Og den var at holde lamperne tændt, fordi de skulle lyse for brudgommen, også selv om han lod vente på sig. Lignelsen handler kort sagt om livets alvor; at du ikke kan gøre det en gang skete om. At du skal tænke over, hvordan du lever livet, fordi ingen kan leve det for dig. Der er noget, der ikke kan deles. De fem tåbelige brudepiger opdagede, at tiden var gået, og at de ikke kunne løse deres opgave, fordi de havde været ligeglade eller troede, at det hele nok skulle gå, for det gør det jo så tit. Og pludselig viste det sig, at det gjorde det altså ikke. Døren lukkede sig efter brudgommen og de fem kloge brudepiger, og der var ikke andre døre at vælge. De tåbelige brudepigers valg havde haft en konsekvens; de havde set livet som adspredelse og aldrig tænkt langsigtet eller på, at den tid, de havde, i sig selv er rig af den fylde, som er givet af en, der er større end livet, nemlig af Ham, som gav os det.  

Jeg tror, at de fleste af os kan se os selv i de tåbelige brudepiger, at der var ting i livet, vi forsømte, ting, vi skulle have gjort og som ingen andre kunne forventes at gøre. Det kan være ganske sundt at lære den side af sig selv at kende. Men man skal ikke gøre en dyd ud af det. Man skal i stedet lære af det. For vi venter endnu på brudgommen, og der er stadig tid til at hente ekstra olie, så vi kan holde os beredte til brylluppet. Mens vi venter kan vi – som nævnt – komme til at kede os og slappe af. Det gjorde de fem kloge også. Men de faldt i søvn i den trygge bevidsthed, at når brudgommen dukkede op, så ville de være klar. Og det kunne de, fordi de var tro over for den helt konkrete opgave, de havde fået, nemlig at have olie nok til deres lamper, så de ikke ville gå ud.

Nu nærmer vi os svaret på Brorsons spørgsmål om, hvorledes vi skal møde vor frelser, når han kommer. Vi skal se os omkring og se, hvem der trænger til os. For nogle uger siden hørte vi, hvem det var: Den sultende, som har brug for mad, den tørstende, som trænger til vand, den fængslede, som længes efter besøg, men det er også vore børn eller gamle forældre, som må have omsorg, en ægtefælle, som har krav på mere end den lille del, vi helst ville nøjes med at give. Små ting, som alle kan gøre, men som må gøres, medens tid er, og som fordrer, at vi hører op med at tænke på os selv.

For det er det, brudgommen vil spørge efter, og det er det befriende ved Gudsriget; når du finder ud af, at du keder dig, og tiden falder dig lang, skal du skal ikke fylde det med dig selv i din jagt på den store kærlighed, berømmelse eller materielle goder. Gud er ligeglad med om du har X-faktor eller en fed bankkonto, og vor egen kærlighed er kun en afglans af den himmelske, som skal fylde os engang. Derfor siger han også: »Våg, for I kender hverken dagen eller timen« Det er en anden måde at sige på, at vi ikke skal jage efter vind eller den evige forelskelses store sus men vise omsorg for hinanden og det, der er blevet os betroet, ikke som en sur pligt, vi skal gøre i evig bekymring for, om det nu var nok. Nej, vask nu bare de karklude, forbered et godt måltid mad, giv din ægtefælle et godnatkys, og gør det med glæde, i sorgløs og tryg forventning om, at han som var, er den som kommer – på en gang brudgom og dommer, men en dommer, som i kærlighed har ført vor sag, og fra sig selv den vundet. 

- Marianne Wagner