Din skål synes honning

Sammen og dog adskilt. Et ømt øjeblik mellem Barbara og hr. Poul.
Billede lånt fra: http://filmz.dk

»Der er altid afsavn i et ægteskab, altid nogen man ikke får« skrev en kendt, kvindelig præst og debattør for nylig i en blog om ægteskabet. I historien om Barbara er det omvendt. Der er altid nogen, der ikke får Barbara, medens hun tager dem, hun vil have.

Vi befinder os på Færøerne i dansketiden i anden halvdel af 1700-tallet, hvor den 28-årige Barbara allerede har lagt to præster i graven. Onde tunger vil vide, at hun har forårsaget deres død. Det har Barbara nu ikke, men farlig er hun, for hun er et stykke natur - smuk, livlig, sødmefuld. Og uden nogen form for samvittighed.

Da den nye, unge præst, hr. Poul, ankommer til præstegældet med pietismens indlevelsesevne i bagagen, må det gå galt. Det skorter ikke på advarsler, men han og Barbara forelsker sig i hinanden og gifter sig. Hr. Poul bilder sig selv ind, at han fromt tager sig af en synderinde; Barbara føler ikke, at hun behov for åndelig omsorg, idet hun aldrig på noget tidspunkt været sig nogen form for skyld bevidst. Hun giver og tager, som det passer hende, og alle bliver alligevel bløde om hjertet, når hun viser sig.

En dag dukker en ung fløs, studenten Andreas Heyde op, og Barbara forlader hr. Poul til fordel for ham. I Andreas møder hun sin skæbne. I forholdet til ham udviser hun nemlig en uventet troskab, medens han betragter hende som en kærkommen flirt. Andreas får nok af Barbara og flygter til Danmark med skibet Fortuna, som også bragte hr. Poul til Færøerne, og lader den fortvivlede Barbara tilbage.

 Det er sjældent, at filmatiseringer af store romaner lykkes, men Nils Malmros` film bærer Jørgen-Frantz Jacobsens fortælling frem mod nye højder. Malmros har blik for den færøske naturs storhed, som understreger Barbaras egen natur – storladen, flygtig og farlig, og Annike von der Lippe er ganske indtagende i hovedrollen. Hun lægger mænd og kvinder for sine fødder.

Og så slutter vi, hvor vi begyndte: »Der er altid afsavn i et ægteskab, altid nogen man ikke får«. Barbara fik ikke Andreas Heyde, medens hr. Poul, som bare ønskede at få Barbara, end ikke i ægteskabet fik hende. Og hvis var skylden? Egentlig blot hans egen, fordi han ikke evnede eller ønskede at skelne mellem sit eget begær og sin ambition om at gøre Barbara til netop det, hun ikke kunne være, en ærbar kvinde. Verden bedrog ham, og han ender med på smerteligste vis at erkende, at alt er forfængelighed.  

- Marianne Wagner